2 x fernisering hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel

 

Torsdag den 14.januar fra 17-19 afholdes fernisering hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel på fotoudstillingerne Outskirts af Stuart McIntyre og Where she goes af Anne-Li Engström.

 

Stuart McIntyre_Outskirts_1 copy

Outskirts – Stuart McIntyre
Fra 15. januar – 27. februar 2016 præsenterer Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel den stille og eftertænksomme vinterudstilling ‘Outskirts’ af fotografen Stuart McIntyre.

På udstillingen viser McIntyre fotografier, hvori han forsøger at fange og udtrykke den særlige tilstand, som han mener findes i randområderne: i byens kant, i overgangen mellem by og land, i overgangen mellem kulturlandskab og natur, i overgangen fra land til vand og i de steder, som befinder sig længst væk fra de store byer. En tilstand han betegner ’solitude’ – en form for konstruktiv ensomhed og energi, som er opbyggelig, regenererende og nødvendig.

Fotografierne viser skønheden ved det ikke-spektakulære og enkeltheden, og McIntyre har heri forsøgt at reducere informationen, ”at fotografere ingenting”, som han selv udtrykker det.

Stuart McIntyre arbejder med forskellige fotografiske teknikker, herunder pinholefotografi og fotogravure, som blandt andet er karakteriseret ved en langsommelig proces. Både processen bag og indholdet i McIntyres fotografier er således kendetegnet ved, at kunstneren har givet sig tid til at være tilstede i nuet – også selvom dette fotografisk set ikke nødvendigvis er spektakulært. I McIntyres fotografier skabes herved et rum for en eftertænksomhed og ro, som synes sjælden i vores moderne samfund.

Facebook

 

Anne-Li Engström_Where she goes_1Where she goes – Anne-Li Engström
Fra 15. januar – 27. februar 2016 viser Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel udstillingen ‘Where she goes’ af fotograf Anne-Li Engström.

På udstillingen præsenterer Anne-Li Engström en række værker, som ikke er blevet vist før. Billederne er første del af et personligt projekt, hvori Engström vender tilbage til sit fædreland, tilbage til sin fortid, tilbage til den skov, som hun kommer fra. Fotografierne er præget af den sindsstemning fotografen er i. Præget af moderlandet og af naturen.

Engström bor og arbejder i København, hvor hun primært beskæftiger sig som freelance fotograf på diverse bogprojekter. Hun er uddannet i Stockholm på Nordens Fotoskola – en efterfølger til Christer Strömholms legendariske fotoskole. Den skandinaviske fotografiske tradition træder tydeligt frem i Engströms fotografi.

Facebook

Fatto a Mano – Milena Bonifacini

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Fernisering 10. december 17-19

Fra 11. december 2015 – 27. februar 2016 præsenterer Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel udstillingen Fatto a Mano med værker af den danske kunstner Milena Bonifacini.

Milena Bonifacini har i de senere år arbejdet med at udvide og udstrække sit i udgangspunktet abstrakte maleri til også at omfatte tredimensionelle objekter og genstande. De organiske former, som man finder i hendes flade malerier, findes derfor nu i virkeligheden i form af bemalede objekter af blandt andet papier-maché, bronze, keramik og tekstiler.

På udstillingen hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel installerer Bonifacini disse objekter således, at de mimer genkendelige rum, eksempelvis køkkenet, barnekammeret og fadeburet, men med en række overraskende elementer.

Bonifacini ønsker med sine værker at vise de æstetiske værdier og muligheder, der er i alt det, som vi omgiver os med i hjemmet, i hverdagslivet og i det håndlavede – deraf titlen Fatto a Mano, der på italiensk henviser til noget, som er lavet i hånden.
Dette kan ses som en feministisk positionering, men også som en anerkendelse af den stræben, som mennesker i alle kulturer gennem tiden har lagt i at tillægge og påføre deres redskaber og nødvendige ejendele en æstetisk værdi.

I mødet med Milena Bonifacinis værker omsluttes man af hendes totalinstallationer og får fornemmelsen af at træde ind i et virkeligt stilleben.

Facebook / Hjemmeside

Fernisering i Nikolaj Kunsthal: “Museet er lukket – en udstilling om Knud Pedersen”

Sted: Nikolaj Kunsthal, Nikolaj Plads 10, 1067 København K
Tid: Onsdag d. 9. december 2015, kl. 17-20
Facebook

Velkommen til ferniseringen af “Museet er lukket – en udstilling om Knud Pedersen”.

Til åbningen vil der være performance med Nikolaj Zeuthen, Lone Hørslev og Hanne Højgaard Viemose – alle tre forfattere er inviteret til at forholde sig til Knud Pedersens iderige forfatterskab.

“Museet er lukket” er en retrospektiv udstilling om Knud Pedersen. Det er fortællingen om en alsidig og produktiv kunstner, projektmager, forfatter, modstandsmand og udstillingsarrangør. Med et væld af ideer og projekter, hvoraf mange aldrig blev realiseret, var Knud Pedersen, der døde for et år siden, en ener på den danske kunstscene. I hans projekter blev ideen og tankens potentiale det kunstneriske materiale, der testede sine omgivelser. Omdrejningspunkter for ham var en undersøgelse af, hvad kunsten kunne bruges til, og hvordan den bedst kunne være for alle. Han sigtede mod det utopiske, afviste autoriteter, og hans forestillingsevne var grænseløs.

Udstillingens titel er inspireret af, at Knud Pedersen i 1967 foregav at skabe et efterspurgt kunstmuseum i København under navnet Københavns Museum for Moderne Kunst. Til trods for at museet aldrig fik lov til at åbne af Københavns Kommune, der nedlagde forbud, rejste Knud Pedersen siden rundt i verden som direktør for foretagendet. Ideen om et museum blev til selve værket. Museet er lukket, men i udstillingen interviewes i stedet en række personer om Knud Pedersens mangeårige arbejde med forskellige ideer og projekter. Det er en biografisk, mangfoldig fortælling om en besværlig person, som spænder ben for sig selv, som er drevet af ideen frem for målet, og som var forud for sin tid med at udfordre og udvide forståelsen af kunstbegrebet, kunstinstitutionen og kunstneren. På den måde bliver udstillingen også en undersøgelse af, hvad det ville sige for en projektmager som Knud Pedersen kontinuerligt at modarbejde den kommercielle kunst og fastlåste konventioner om, hvad kunsten kan være og for hvem, samt politiske og kulturelle institutioner som han oplevede som visionsløse.

De interviewede er: Tom Ahlberg, tidligere skole- og kulturborgmester i København; Eric Andersen, kunstner; Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst; Pelle Brage-Andersen, kunstner og medlem af kunstnergruppen Parfyme; Jacob Fabricius, kunstfaglig leder af Kunsthal Aarhus; Elisabeth Delin Hansen, tidligere direktør i Nikolaj Kunsthal; Jon Hendricks, forsker og kurator for Gilbert & Lila Silverman Fluxus Collection, MoMA; Carsten Hoff, arkitekt; Kirsten Justesen, kunstner; Bengt af Klintberg, etnolog, forfatter og kunstner; Yvonne Krogh, psykolog og trofast låner i Kunstbiblioteket; Peter Laugesen, forfatter og digter; Peter van der Meijden, forsker; Klaus Riskær Pedersen, søn, iværksætter og erhvervsmand; Carina Randløv, filminstruktør; Bodil Riskær, hustru/enke og daglig leder i Kunstbiblioteket; Mette Stegelmann, daglig leder i Kunstbiblioteket; Kim Vilfort, tidligere fodboldspiller; Nikolaj Zeuthen, digter og forfatter.

 

The Time is Always Now

The time mail

Fernisering 26. november kl.17-19

Traditionen tro afholdes The Time is Always Now igen i år i Museumsbygningen. Messen finder sted fra 27.-29. november. På årets messe deltager Souvanni Asmussen, Malene Birger & Lis Kasper, Anne Damgaard, Jonas Hvid Søndergaard, Iben Høj, Steen Ipsen, Stine Leth, Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel, Grethe Sekel Kielberg, Råberi Over Hegnet, Lisbet Friis & Birgitte Lund, Superobjekt og Zilmers.

Messen præsenterer en buket af tidens udtryk: design, kunst, keramik, fotografi, poesi, mode og kunsthåndværk. Fællesnævneren er den tid, som vi lever i – det er tidens indtryk omformet til udtryk.
Museumsbygningen omdannes således til ét stort gesamtkunstwerk, hvor hver deltager bidrager til en større fortælling om, hvem vi er og hvordan verden ser ud lige nu. Det er en kunstnerisk fortolkning af vores tid – et scenografisk tableau af tidens følelser og tanker.

Hjemmeside / Facebook

Fernisering // Ting der måske forsvinder – Katrine Ussing & Peter Seeberg

Hjulpisker_katrine_ussing copy_1

Fernisering 5. november kl.17-19

Fra 6.-21. november præsenterer Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel udstillingen Ting der måske forsvinder med billeder af fotograf og instruktør Katrine Ussing og tekst af forfatter Peter Seeberg.

Udstillingen består af sort/hvide fotografier, tekst og en video.

Emnet for udstillingen er ting. Ting som vi stadig anvender og omgiver os med i hverdagen, men som vi måske snart vil holde op med at bruge, fordi der opstår ny teknik og nye livsmønstre.

De sort/hvide fotografier viser tingene, som de er blandt andre ting, deres tavse, dunkle liv på de pladser, som de nu engang indtager midt i hverdagen.
Videoen river tingene ud af deres sammenhæng, sætter dem i et uafgrænset, hvidt rum og betragter dem nøje.
Ordningsprincippet er alfabetet, dels som en smuk ting i sig selv bestående af 28 forskellige elementer, dels som grundlæggende for sprog og dermed væren.

Tekst og billeder er en del af et udstillingsprojekt skabt i samarbejde mellem Katrine Ussing, Peter Seeberg, Poul Ingemann og Dino Raymond Hansen til Fonden Kulturbro 2000. Seeberg skrev teksterne i december 1998 som et udkast og gik bort kort tid efter. Af denne grund er der flere tilfælde, hvor tekst og billede ikke harmonerer – en kunstnerisk beslutning taget i respekt for Peter Seebergs arbejde.

Facebook / Hjemmeside

Sol kommer sydfra, søster til måne

 Udstillingsstedet TYS præsenterer

Gruppeudstilling med:
Naja Ryde Ankarfeldt, Laurits Nymand Svendsen, Sidsel Christensen & Siska Katrine Jørgensen

Udstillingsperiode: 9. oktober – 31. oktober 2015

Sol kommer sydfra, søster til måne

Imaginære landskaber, levende organismer og syntetisk natur.

Udstillingen Sol kommer sydfra, søster til måne søger at tilbyde mulighed for sameksistens mellem en række modsætningsforhold, ud fra en overordnet betragtning af natur i forhold til kultur. Denne specifikke dikotomi agerer som en prisme, hvorigennem andre binære forhold manifesterer sig.

Kunstig/naturlig  koncept/materiale  form/indhold  sansning/intellekt  subjekt/objekt

I følge den franske filosof Jacques Derrida, skaber binære oppositioner et ideologisk værdihierarki, som vil betragte den ene pol som universel og oprindelig, og den anden som underlegen og afledt. Ved at skære på tværs af eksisterende poler, præsenterer de fire kunstnere hybrider, der hver især udfordrer kulturelle konstruktioner af binære værdiøkonomier. Kunstnerne undersøger her grænsefeltet imellem polerne, hvor en flydende overgang bliver tydelig i deres fælles insisteren på materialitet uden at forsage det konceptuelle.

Titlen Sol kommer sydfra, søster til måne er en strofe fra Vølvens Spådom – første digt fra den oldnordiske digtsamling kendt som Ældre Edda. Vølvens Spådom tjener i dag som vor primære kilde til viden om den oldnordiske skabelsesmyte, kosmologi og verdenssyn. I udstillingens sammenhæng er titlen en påmindelse om, at den moderne, rationalistiske verdensanskuelse ligeledes er en fortælling, der hverken er statisk eller ahistorisk, men tværtimod udsættes for kontinuerlig genforhandling.

Naja Ryde Ankarfeldt, Tale of the non-human, KABK, 2015
Fotos af Ed Jansen and Katarína Gališinová

Fernisering den 9. oktober kl 17-20 med lydperformance af Marc Hasselbalch

Udstillingsstedet TYS
Studiestræde 13b
1455 København K

Åbningstider:
onsdag-fredag: 13-18
lørdag: 13-16

Udstillingen er støttet af Snabslanten
Skærmbillede 2015-09-28 kl. 12.46.31

Messe // Photo Collect Copenhagen – en kurateret messe for dansk og internationalt kunstfotografi og kamerabaseret kunst

facebook_cover_photo_collect

Fernisering 27. august 17-19

Igen i år afholdes Photo Collect Copenhagen i Museumsbygningen.
På dette års messe deltager følgende aktører: Fotografisk Center, Galleri Eros, Galleri Image, Space Poetry, KATALOG-Journal of photography & video, Pola Magnetyczne (PL), Kirkegaards Antikvariat og Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel.

Under Photo Collect Copenhagen tildeles hver deltager en eller flere af Museumsbygningens smukke ovenlyssale og skaber heri et eget univers. På denne måde skabes diversitet og publikum får mulighed for at opleve den mangfoldighed, der præger scenen for fotokunst.

I forbindelse med messen afholdes to talks lørdag den 29. august: kl. 14 v. kunsthistoriker Ingrid Fischer Jonge og kl. 15 v. gallerist Patrick Komorowski. Herudover dedikeres et rum til fremvisning af 100 fotobøger.

Entré: 50 kr.

Facebook

FERNISERING OG DIALOG – WORKING GROUP FOR SOUND IN THE EXPANDED FIELD

Working Group for Sound in the Expanded Field, Nightcalls workshop, Kongens Lyngby, 2015
Vi er stolte af at præsentere Working Group for Sound in the Expanded Field her på Museet for Samtidskunst. Til åbningen serverer vi et glas vin eller en øl, og kl 14 går kunstner Kabir Carter og kurator Rasmus Holmboe i dialog om deres eksperimenter med lyd, krop, rum og arkitektur. Dialogen er åben og foregår på engelsk.

Ferniseringen finder sted i Husarstalden – gratis entré.

Vi glæder os til at se dig!

LÆS MERE OM GRUPPEN OG SE EVENTET HER

OPENING AND DIALOGUE

We are proud to announce the opening of Working Group for Sound in the Expanded Field here at the museum. At the opening we will serve a glass of wine or a beer and at 2 pm artist Kabir Carter and curator Rasmus Holmboe will engage in a dialogue about their experiments with sound, body, space and architecture.

The opening takes place in the museum’s Husarstalden – free entrance.

We are looking forward to seeing you!

READ MORE ABOUT THE GROUP AND FIND THE EVENT HERE

Fernisering // Øjeblikkets fascination – Jesper Høm

moskva_høm

 

 

 

 

 

 

Fernisering 28. maj kl.16.00

Den danske fotograf og filminstruktør Jesper Høm (1931-2000) indkapslede med poetisk sans livets hårde vilkår i sine fotoreportager fra hele verden. Billedernes enkelthed og klarhed afspejler Høms intellekt og hans kreative syn på sin omverden, hvad enten det drejer sig om snapshots af dagligdagsscener eller portrætfotografier. Jesper Høm var meget inspireret af amerikansk fotografi, bl.a. kunstnere som William Klein, der fotograferer absurde øjeblikke fulde af glæde og humor, men også menneskets ensomhed.

Inspireret af det franske billedbureau Magnum Photo og Henri Cartier-Bressons tanker om, at fotografiet skulle udtrykke følelser, vise ekspressive hverdagssituationer og dokumentere betydningsmættede øjeblikke, skabte Jesper Høm fotografier med det fortællende aspekt i fokus.

Høm var central i udvikling af det moderne humanistiske reportagefotografi og med til at elevere fotografiet til en anerkendt æstetisk udtryksform.

I 1964 var Jesper Høm med til at grundlægge sammenslutningen af danske fotografer under navnet Delta-Photos. Delta-Photos var præget af et bredt humanitært samfundsengagement og deres fælles karakteristika var bl.a. deres spontane billedstil.

Jesper Høm sagde selv om sine fotografier, at for ham var ”det væsentlige at kunne opfatte når situationen er der, og så være hurtig nok til at tage billedet. At det tekniske er i orden er selvfølgelig en fordel, men hvis man som mange amatører ene og alene bedømmer et billede ud fra dets tekniske egenskaber, korrekt linjeføring, gyldne snit mm. fører det til, at man kvæler det friske og umiddelbare syn på tingene og går glip af langt væsentligere værdier.”

For Jesper Høm var intuitionen det vigtigste for en god fotograf.

‘Øjeblikkets fascination’ vises fra 29. maj- 4. juli 2015 hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel, Museumsbygningen, Kastelsvej 18, 2100 København Ø. Tirs-lør 12-16.
Udstillingen er en del af Copenhagen Photo Festival.

Hjemmeside / Facebook