PRAKTIKANT SØGES SOM GRAFISK DESIGNER

Den Frie Udstillingsbygning søger en praktikant med tiltrædelse så hurtigt som muligt, der kan fungere som grafiker på performancesatsningen Performance-Kunst / 17. – 24. august 2011.

Den Frie Udstillingsbygning tilbyder et lærerigt praktikophold, der giver dig indsigt samt en række kompetencer, som du vil få brug, hvis du ønsker et fremtidigt job i den kunstfaglige sektor. Som praktikant vil du indgå i et velfungerende og dynamisk team, og du vil komme til at arbejde tæt sammen med husets daglige ledelse samt husets øvrige medarbejdere.

I forbindelse med Performance-Kunst giver Den Frie Udstillingsbygning dig muligheden for at komme helt tæt på produktionen af projektet og dets grafiske materiale. Du får mulighed for at designe og udarbejde det grafiske materiale til festivalen såsom plakat, flyer, program mm. Du vil arbejde med det grafiske materiale fra idé til resultat, og indgå i et energisk team. Vi lægger vægt på, at du er engageret og kan håndtere en til tider hektisk arbejdsdag. Den Frie Udstillingsbygning kan desværre ikke afse lønudgifter i forbindelse med praktikopholdet.

Med Performance-Kunst ønsker Den Frie Udstillingsbygning at skabe en platform for mødet mellem den visuelle kunst og performativiteten. I dette forum vil danske og internationale billedkunstnere og performancekunstnere udvikle deres værker og produktioner specifikt til Den Frie Udstillingsbygnings unikke rum, og dermed være med til at skabe debat om performancekunstens fremtid. Projektets formål er at bidrage til performancekunstens udvikling i Danmark og give publikum et indblik i, hvordan billedkunst, performance og scenekunst er relaterede og beriger hinanden som genrer. Med Performance-Kunst undersøges feltets forskellige udtryk i fire kategorier: Produktion, Live-performance, Dokumentation og Remake(genopførelse) i forestillinger, udstillinger og et seminar.

Performance-Kunst lanceres i samarbejde med en række danske og internationale kunstnere, og vil inkludere værker, produktioner og udstillingsprojekter af:

Leif Holmstrand (SE), Klara Hobza (CE), Risk:Reclaim:Entertain and friends (DK), Lilibeth Cuenca Rasmussen (DK), Frederik Auster (SE), Tori Wrånes (NO), Jette Hye Jin Mortensen (DK), SU-EN (SE), Yvette Brackman(USA/DK), Nina Larissa Bassett (DK) og Thomas Seest & Suzette Gemzøe (DK) bland andre.

Skulle dette have vagt din interesse, så send os en kort ansøgning til info@nulldenfrie.dk / mrk. ’grafiker/performance’

Palace Nights – free concert with Michael Møller at Kunsthal Charlottenborg

Palace Nights – concert with Michael Møller at Kunsthal Charlottenborg

Koncert med Michael Møller
Onsdag 1. juni, 18.00
Udstillingssalene / Gratis adgang
Igennem to år har forsangeren i moi Caprice Michael Møller arbejdet på et musikalsk værk om ugengældt kærlighed. Det er blevet til 31 sange, der i løbet af maj måned én for én har kunnet downloades gratis på amonthofunrequitedlove.com.

»Fra starten var d et klart, at jeg ville arbejde med 31 sange. 31 er på sin vis et tal, vi næsten udelukkende forbinder med en måned. En uge eller 14 dage ville mere bare være cd-format, mens 31 vitterligt er noget helt andet. Det var en måde at bruge internettets store muligheder til at tænke et stort koncept«, forklarer Møller om det omfangsrige projekt, som også tæller gæsteoptrædener fra I Got You on Tape- og Murder-sangeren Jacob Bellens samt Jannis Makrigiannis fra Choir of Young Believers.” Soundvenue, 18. april, 2011

Michael Møller præsenterer denne aften sit soloprojekt i dets fulde omfang for første gang. Koncerten foregår inde i udstillingen Corso Multisala, som er skabt omkring en gruppe unge schweiziske kunstnere.
______________________________________________________

Concert with Michael Møller
Wednesday 1 June, 18.00
Galleries / Admission free
For two years the lead singer of moi Caprice Michael Møller has been working on a musical project about unrequited love. It has resulted in 31 songs, of which you each day – during the month of May – could download for free at: amonthofunrequitedlove.com.

“From the beginning it was clear that I would work with 31 songs. 31 is certainly a figure we almost exclusively associate with a month. A week or 14 days would be more like just a CD format, while 31 is really something else. It was a way to use the internet”s great potential to think a great concept, “explains Møller about the extensive project, which also include guest appearances from the I Got You on Tape an d Murder singer Jacob Bellens and Jannis Makrigiannis from Choir of Young Believers.” Soundvenue, 18 april, 2011

This evening Michael Møller presents his solo project in its full extent for the first time. The concert takes place in the exhibition Corso Multisala, an exhibition generated around a group of young Swiss artists.

Michael Møller

Gottfried Boehm: Iconic Knowledge. The Image as Model

Foto: (C) Louise Grønlund

Den tyske kunsthistoriker og filosof Gottfried Boehm er leder af det nationale schweiziske forskningscenter Eikones/Iconic Criticism. Han er uddannet under blandt andre Hans-Georg Gadamer og har i mere end tyve år været tilknyttet Universität Basel. Han har skrevet og redigeret en lang række bøger og tekster, heriblandt “Hermeneutik des Bildes” (1978), “Was ist ein Bild?” (1994) og “Wie Bilder Sinnerzeugen” (2007). Et udvalg af Boehms tekster er netop blevet oversat til dansk og vil blive udgivet af Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag.

Gottfried Boehm er optaget af forbindelsen mellem øjet og ånden. I forlængelse af en hermeneutisk tradition undersøger han betingelserne for visuel fremstilling. Billedets kommunikative og erkendelsesmæssige muligheder har forandret sig, først gennem den moderne kunst, senere under indvirkning af nye muligheder for digital visualisering. Disse nye former for produktion og konsum af billeder har ført til et “Iconic Turn”, som ikke bare har betydning for kunsten, men også for samfundet bredt set.

Forelæsning torsdag d. 9. juni kl. 14.30-17.00
Festsalen, Kunstakademiets Arkitektskole, Danneskiold-Samsøes Allé 51, 1435 København K

Arrangører:
DKAD Danske Forskerskoler i Arkitektur og Design
Roskilde Universitet
Dansk Kunsthistoriker Forening

Forelæsningen er offentlig. Tilmelding er ikke nødvendig.

www.karch.dk

Have Søndag – Prags Have

Grøntsagerne spirer og drivhuse skyder op på den nedlagte Sadolin-fabriksgrund på Prags Boulevard 43.

Have Søndag den 5. juni kl. 11-17 i Prags Have– endnu et initiativ af Prags Have på den nedlagte Sadolin-fabriksgrund på Prags Boulevard 43.

Prags Have inviterer børn og voksne, planteentusiaster og sommerens glade folk til aktiv have-dag med bygge- og planteworkshop, samt oplæg og snak om hvad der skal ske i haven re-sten af sæsonen.

Og der er nok at tage fat på! Vi har indkøbt nye højbede, som skal fyldes med jord, og frø og planter skal plantes, så de kan begynde at spirer og gro. Der skal bygges mini-drivhuse, og måske ét større, samt mistbænke. Og der vil være forspiringsværksted for de mindste.

Samtidig skal haven skærmes af imod vind og vejr. Der skal laves vandingssystem og sættes en gynge op – og så skal vi tage afsked med alverdens ukrudt.

Initiativtagerne af Prags Have vil desuden fortælle om planerne og deres motivation med ha-ven. Herefter skal vi finde ud af, hvordan vi i fællesskab bedst fortsætter med at bygge og dyr-ke grøntsager og blomster.

Alle opfordres til at medbringe noget til frokostbordet – der vil være kaffe og kage.

Så kom glad!

Prags Have er et midlertidigt initiativ på den nedlagte Sadolin-fabriksgrund på Prags Boulevard 43 som vil involverer og engagerer beboere og institutioner i Amager Øst og København for at dyrke haven i fællesskab. Det handler om medbestemmelse og at bruge byen rum med ud-gangspunkt i et grønt åndehul, hvor man kan mødes og få jord under neglene, hygge sig sammen og udveksle erfaringer og historier.

Prags Have er støttet af Amager Lokaludvalg Øst og Snapslanten.

Dato: 5. juni, 2011 – Kl. 11-17

Arrangør: Prags Have – er på facebook.com

Kontakt: kasper.friis.kjeldgaard@nullgmail.com / mtoft@nullhotmail.com

Pris: Gratis

DOXBIO: Dansk premiere på Cool it d. 1. juni i Grand og Empire

 

I Cool it stiller den verdensberømte dokumentarist Ondi Timoner (”Dig!”, ”We live in public”) skarpt på Bjørn Lomborg og hans debatskabende idéer om løsningen af verdens problemer.

Vi kommer bag videnskabsmanden og idealisten Bjørn Lomborg fra hans tidlige dage i Greenpeace til han pludselig står for skud for sine kontroversielle bøger – til i dag at være en af de mest indflydelsesrige figurer i debatten om den globale opvarmning.

Lomborgs pointe er, at vi skal prioritere, og at klimaet ligger længere nede på listen end mange af verdens andre problemer. Er frygten omkring global opvarmning virkelig blot et led i en propagande-industri, der benyttes til at skabe politiske agendaer?

Filmen får premiere i 40 biografer fordelt over hele landet d. 1. juni. Bjørn Lomborg stiller op til Q&A med publikum i Grand Teatret og Empire Bio på premiereaftenen. Tag stilling til klimaet, og stil dine spørgsmål til filmens hovedperson.

 

Tid og sted:

Empire Bio: 1. juni kl. 19 – premiere på Cool it og Q&A med Bjørn Lomborg efter filmen

Grand Teatret: 1. juni kl. 21.30 – premiere på Cool it og Q&A med Bjørn Lomborg efter filmen

 

Billetter bookes i din lokale biograf

Se de øvrige biografer, hvor Cool it spiller, på www.doxbio.dk.

Følg DOXBIO på facebook.com/dokumentar og hold dig opdateret med, hvilke filmoplevelser vi ellers byder på.

Bådteatret og Rosa Sand Michelsen byder på

FORLOREN SKILDPADDE

En teaterforestilling om ensomhed

Spilleperiode: 26. maj til 11. juni 2011
Onsdag – fredag kl. 20 & Lørdag kl. 17
Lørdag d. 11. Juni kl. 17 & 20

 

Hvad gør et menneske ensomt?

Og hvad gør et ensomt menneske?

Multikunstner Ole Ganjord fylder 50 og er overbevist om at surprisegæsterne vil vælte ind. De andre på stamværtshuset har været så stille på det sidste, så Ole er sikker på at de planlægger overraskelser. Ole vil virke overrasket, så det øver han sig på mens han venter.

Hvad gæsterne finder på skal ikke afsløres, men ét er sikkert: festen udvikler sig ikke som Ole forventer.

 

Forloren Skildpadde er et absurd onewoman show om ensomhed og indre dæmoner.

Forestillingen spiller på et ukendt sted. Så mød op på Bådteatret – herfra vil du vil blive ført til et møde med Ole Ganjord.

Følg med i Oles liv allerede fra i dag, bliv ven med ham ved at klikke ind på www.facebook.com og søge på Ole Ganjord.

Medvirkende: Rosa Sand Michelsen
Iscenesættelse: Thomas Corneliussen
Konsulent: Finn Hesselager
Dramaturgisk konsulent: Tine Byrdal Jørgensen
Scenografisk konsulent: Nynne Moe
Foto:Jon Ole Johansen
Grafiker: Carla Gianetti

For alle mellem 10 og 110 der har oplevet at føle sig ensom, forkert eller underligt tilpas.

BILLETTER:
billet@nullbaadteatret.dk & i døren en time før  forestillingen

Studerende/pensionister 75 kr.
Øvrige 95 kr.

Forestillingen er støttet af: Statens Kunstråd og Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfon

Kunstværket som handling

Osman Bozkurt: Encounters. Foto: Malene Nors Tardrup

Kom til miniseminar og debat om handlings- og deltagerbaseret kunst i forbindelse med udstillingen Lokal Global Plan.

Tirsdag d. 31. maj kl. 19-21.30, Ålekistevej 101, 2720 Vanløse

Oplægsholdere:

Berit Nørgaard, billedkunstner
Camilla Jalving, kunstkritiker og museumsinspektør ved Arken
Johanne Løgstrup, kurator og medlem af Publik
Kerstin Bergendal, kunstner og kurator

Moderator: Rasmus Kjærboe, kunstanmelder ved kunsten.nu

Hvordan kan kunst gøre noget? Hvornår er kunst kunst, og hvornår er kunst liv? Hvilke potentialer og udfordringer har den handlings- og deltagerbaserede kunst? Arrangementet foregår i forbindelse med udstillingen Lokal Global Plan (20. maj – 5. juni 2011). Her sætter 13 danske og udenlandske kunstnere det lokale og globale i spil overfor hinanden på den forblæste gennemfartsvej Ålekistevej i Vanløse. En række af udstillingens kunstprojekter involverer lokalmiljøet og områdets beboere direkte i handlings- og deltagerbaserede værker.

Lokal Global Plan
Udstilling på Ålekistevej i Vanløse
20. maj – 5. juni 2011

www.lokalglobalplan.dk

 

 

 

Praktikant / volontør søges til 3 måneder ulønnet arbejde hos IMO ?

Praktikant / volontør søges til 3 måneder ulønnet arbejde hos IMO

Det nye kunstnerdrevne udstillingssted IMO søger en praktikant til ulønnet arbejde 15-20 timer ugentligt. Kunstnere, Studerende og andre creative er velkomne til at ansøge.

Du har:
Kendskab til grundlæggende administrative arbejdsopgaver
Gode kommunikations- og samarbejdsevner
Godt kendskab til computerprogrammer
Fleksibilitet, engagement, gå-på-mod og praktisk håndelag
Kunstfaglig baggrund på bachelorniveau, men det er ikke en nødvendighed

 

Du får:
Indsigt i registrering og håndtering af kunstværker
Indsigt i administrative og praktiske opgaver
Opgaver med eget ansvarsområde
Kontakt med kunstnere og andre kunstfolk
Kendskab til dansk og international kunst
Indblik i hvordan man driver galleri og laver udstillinger
Perspektiv på din uddannelse
Netværk

 

Om IMO:
IMO er et ungt udstillingssted I det nye kunstkvarter i Carlsberg byen. IMO er startet af kunstnerne  Jan S Hansen, Marie Kølbæk Iversen, Torben Ribe, Maiken Bent, Christina Malbek, Kristoffer Akselbo, Ferdinand Ahm Krag samt kunstnergrupperne A-Kassen.

Fremsend venligst kort bio eller cv. Vi glæder os meget til at høre fra dig!

IMO – Ny Carlsberg Vej 68 OG Kbh V 1760  Tf.: 33 79 72 72  info@nullimo-projects.com www.imo-projects.com

Værelse udlejes

Værelse på ca. 12 m2 med udsigt til grøn gård udlejes fra 1. juni.

I tre-værelses lejlighed på Frederikssundsvej tæt på Nørrebro St.

Prisen er 3100 kr. inkl alt: altaner, internet, fælles køkken/opholdrum og gratis vask.

Giv lyd til Lasse på 27205259!!

 

Studievejleder søges til Litteraturvidenskab /Moderne Kultur

Har du lyst til et studiejob med ansvar, engagerede kolleger og mulighed for at tilegne dig organisatoriske og formidlingsmæssige kompetencer?

 Vi søger en studenterstudievejleder på Litteraturvidenskab og Moderne Kultur & Kulturformidling pr. 15. august 2011. Ansøgningsfrist d. 20. juni 2011 kl. 12.00

Vejledningscenter IKK er en enhed, der tilbyder vejledning til studerende ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab. Centeret er normeret til en bemanding på 5 studenterstudievejledere og 1 fuldtidsansat AC-vejleder. Alle ansatte i vejledningscenteret samarbejder omkring forskellige vejledningsindsatser.

Arbejdet som studenterstudievejleder består bl.a. af

  • Vejledning af studerende i studiemæssige valg ud fra den enkeltes situation
  • Varetage personlig og telefonisk træffetid samt besvare e-mails om studievejledning omkring studiernes indhold, opbygning, studieordninger, eksamensregler, dispensationer, optagelse mm.
  • Planlægningen og afholdelse af vejledningsarrangementer samt holde mundtlige oplæg til disse
  • Opdatering af studievejledningens hjemmeside
  • Tværfagligt samarbejde om udvikling af aktiviteter med de øvrige vejledere i Vejledningscentret
  • Samarbejde med fagleder, undervisere, IKKs ledelse, fagudvalg, studerende og ikke mindst administration
  • Løbende orientering om forhold, der vedrører vejledningsområdet.

Det er vigtigt, at du

  • er tillidsvækkende, empatisk, loyal og fordomsfri og kan hjælpe studerende til selv at træffe beslutninger
  • er god til at sætte dig ind i studieordninger, regler mm. og formidle det forståeligt til andre – både på skrift og i tale
  • er hurtig på en computer, god til power point, outlook mm, samt har formidlingsevnerne i orden
  • har analytisk evne og sans for løsningsmodeller
  • kan samarbejde, er handlingsorienteret og kan bevare det positive overblik selv i stressede situationer
  • kan arbejde selvstændigt og effektivt, er fleksibel ifht. skemalægning samt er loyal overfor IKK som arbejdsplads
  • har lyst til at deltage aktivt i vejledningscentrets udvikling og synes at studievejledning er spændende
  • har lyst til at arbejde i en politisk organisation, der er i konstant forandring
  • er studerende på Litteraturvidenskab / Moderne Kultur

Oplæring og uddannelse
AC-vejleder og afgående studentervejleder vil stå for oplæring i august måned. I september måned vil du varetage arbejdet sammen med AC-vejleder. I efteråret 2010 er det obligatorisk, at du deltager i Undervisningsministeriets lønnede 5 dags uddannelsesforløb for studenterstudievejledere samt Det Humanistiske Fakultets lønnede uddannelsesforløb, når disse udbydes.

Timeantal, ansættelsesforhold og løn

  • Jobbet er normeret til gennemsnitlig 10 timer om ugen i 40 uger om året, dvs. max. 400 timer om året. Derudover vil der være mulighed for flere timer i forbindelse med projekter. Der vil være forskel i det ugentlige timeantal i løbet af året, hvorfor det ved studiestart må forventes at arbejdsbyrden er størst.
  • Der er tale om en tidsbegrænset stilling på 2 år. Ansættelse sker i henhold til overenskomsten mellem Finansministeriet og Studenter-undervisernes Landsforbund (SUL).
  • Din løn udgør 178.93kr. pr. time (plus feriepenge, 12,5 %). Lønnen er bagud betalt med et fast antal timer pr. måned.

Ansøgning Send en motiveret ansøgning med cv og relevante bilag senest 20. juni 2011 kl. 12.00. Samtaler vil kun blive afholdt d. 23. og/eller 24. juni.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås hos AC-vejleder Jacob Sander Bojsen på tlf. 35 32 92 60 eller mail bojsen@nullhum.ku.dk eller hos en af de andre studenterstudievejledere i deres træffetid, som findes her: http://kunstogkulturvidenskab.ku.dk/vejledningscenter/kontakt/

Ansøgning sendes til:
Vejledningscenter IKK, Att. AC-vejleder Jacob Sander Bojsen
Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet
Karen Blixens Vej 1, 2300 København S.
Eller på mail: bojsen@nullhum.ku.dk , Mrk. ”Studenterstudievejleder”