Byvandring: Dostojevskij i København

Vi inviterer på en guidet tur i Frederiksstadens gamle gader og erindrer den fængslende bemærkelsesværdige tidslomme, hvori Dostojevskij skrev hovedværket “Forbrydelse & straf”.

Copenhagen – UNESCO-UIA World Capital of Architecture 2023!

I 2023 er København verdens arkitekturhovedstad. Det fejres med et arkitekturår om alt det, vi har til fælles.

Teater – Oplevelser til eftertanke er officiel partner i Arkitekturhovedstad 2023. Vi inviterer på en guidet tur i Frederiksstadens gamle gader og erindrer den fængslende og bemærkelsesværdige tidslomme, hvori Dostojevskij skrev på hovedværket “Forbrydelse og straf”.

Arkitekturåret 2023 dykker ned i byens kulturelle bygningsarv, og lader eksperimenter i byens rum boble om den historie vi har til fælles: Baghuse og højhuse. Pladser, palæer og Frederiksstaden. Håndværk og industri. I 2023 inviteres alle til at gå på opdagelse i historien for at blive klogere på hvem vi er.

Teater – Oplevelser til eftertanke sætter spot på byens arkitektur, på dagligdagen og det levede liv på det tidspunkt hvor Dostojevskij besøgte København.

Planlæg din tur

Mødested

Vi mødes for foden af Oehlenschlaegers statue foran Det Kgl. Teater.

Aldersgrænse

Fra 14 år

Hvornår

01. OKT. – 05. NOV.

Hver søndag i oktober og november

Billetter

www.teaterbilletter.dk

I anledning af den nye bogudgivelse “En fortælling omkring Fjodor Mikhailovitj Dostojevskijs besøg i København, 1865 … ” inviterer vi på en guidet tur i byens gamle gader og erindrer den fængslende og bemærkelsesværdige tidslomme, hvori Dostojevskij skrev på “Forbrydelse og straf”. Vi opsøger de privatadresser hvor det kejserlige diplomati residerede og der hvor Dostojevskij kom, og kommer bl.a. forbi ejendomme i “Mayonaise-kvarteret”, Kongens Nytorv, Bredgade, St. Kongensgade, Dronningens Tværgade og Skt. Annæ Plads.

Bogen er skrevet af duoen Melnikov & Jørgensen, som igennem det seneste årti på fremragende vis har bidraget til dansk teater med et markant scenekunstnerisk udtryk medteatertrilogien “Dostojevskij på scenen”.

Medvirkende: Forfatter Caspar A. Jørgensen

Dramatiker, forfatter: Fjodor M. Dostojevskij, Caspar A. Jørgensen & Viktor Melnikov

Producent: Teater – Oplevelser til eftertanke

ARKEN Museum for Samtidskunst søger kunstværter (studiejob)

Vi søger nye engagerede kolleger til vores team af kunstværter. Som kunstvært varetager man det gode værtskab til museets familieworkshops i weekenden og i ferierne samt i museets åbne værksteder, som både kan være på hverdage og i weekenden.

Som kunstvært faciliterer man en kreativ aktivitet tilrettelagt efter den aktuelle udstilling. Jobbet indebærer at byde børnefamilier og gæster, der ønsker at deltage i museets værkstedsaktiviteter, velkommen, køre aktiviteten og kunne formidle lidt om udstillingerne. Man skal desuden klargøre materialer og rydde op før og efter værkstedets åbningstid.

På ARKEN Museum for Samtidskunst er vi optaget af, hvordan kunsten kan fremme fællesskaber og øge tilgængelighed, trivsel og livskvalitet, og optaget af hvordan vi som institution kan facilitere bredere adgang til kunsten og gøre kunsten tilgængelig for alle.

Dine kvalifikationer

  • Studerende på en relevant uddannelse eller med anden relevant erfaring
  • Gerne erfaring med at arbejde med børne- eller familieaktiviteter
  • Formidling på både dansk og engelsk
  • Evne til at arbejde med forskellige kreative opgaver og forskellige materialer
  • Gerne interesse for samtidskunst og mod på let formidling af museets aktuelle udstillinger
  • Udadvendt og imødekommende

Hvad tilbyder vi?

  • Et lærerigt og afvekslende job i et spændende miljø på et af landets største kunstmuseer
  • Mulighed for at opnå relevant museumserfaring
  • At blive del af ARKEN Undervisning & Formidlings erfarne og engagerede team

Stillingen er timelønnet med vekslende arbejdstider og arbejdsmængde. Arbejdstiden ligger primært mellem 11-17 på hverdage, i weekenden samt på helligdage. Som del af jobbet deltager du i ARKENs studiekredse ved opstart af nye udstillinger. Ansøgere skal være over 18 år og under uddannelse.

Ansøgningsfrist

Ansøgning og CV sendes til kunstvaert@nullarken.dk senest den onsdag 27. september kl. 12.00. Spørgsmål vedrørende stillingen som kunstvært kan rettes til christina.toft@nullarken.dk.

Samtaler forventes afholdt i starten af uge 40 og med opstart snarest muligt herefter.

Vi opfordrer alle uanset alder, køn, seksuel orientering, religion og etnicitet til at ansøge om arbejde hos ARKEN. Vi tror på, at et alsidigt og inkluderende miljø er afgørende for at skabe en inspirerende og effektiv arbejdsplads.

Kun 20 kilometer syd for København ligger ARKEN Museum for Samtidskunst. På ARKEN kan man opleve kunst i verdensklasse. Museet viser hvert år udstillinger med dansk og international kunst. Læs mere på www.arken.dk.

100 gratis billetter – først til mølle

Torsdag den 21. september kan studerende komme gratis til arrangementet “Krig mod kulturarven” på Glyptoteket.

Vi udlodder 100 gratis billetter til studerende – først til mølle! Så skynd dig at få fingrene i din billet. Brug kampagnekoden KRIG-MOD-KULTURARVEN-GRATIS ved billetkøb her.

Om arrangementet Krig mod kulturarven på Glyptoteket

Islamisk stat har systematisk ødelagt kulturværdier. Det samme gør Rusland lige nu mod Ukraines kulturarv. Og i øjeblikket har kunstneren Abbas Akhavan genskabt et plyndret museumsrum, som stod tilbage efter invasionen af Irak i 2003, på Glyptoteket i udstillingen curtain call.

Kom og bliv klogere på, hvilken betydning kulturarv har for den nationale identitet, og hvorfor det er så betydningsfuldt, når offentlige kunstværker ødelægges i krigshandlinger eller indgår i ulovlig kunsthandel.

Glyptoteket inviterer til en samtale, hvor vi sammen med ph.d. i kritiske kulturarvsstudier Marie Elisabeth Berg Christensen og museumsinspektør og kurator Anna Kærsgaard Gregersen undersøger, hvordan kulturarven bliver offer for krig og væbnede konflikter. Journalist Nynne Bjerre Christensen modererer samtalen.

Om Marie Elisabeth Berg Christensen
Marie Elisabeth Berg Christensen er uddannet kunstkonservator samt arkæolog og har netop færdiggjort en ph.d. i kritiske kulturarvsstudier. Her har hun undersøgt, hvordan museumsinstitutionens formål og virkeområde påvirkes af geopolitiske forhold og (mis)brugen af kulturarv i væbnede konflikter. Hun har publiceret flere artikler om sikkerhedsliggørelse af kulturarv og museet som aktør i international sikkerhedspolitik. Dertil er hun faglig sekretær i Blue Shield Danmark og tilknyttet Nordic Center for Cultural Heritage and Armed Conflict som forsker.

Om Anna Kærsgaard Gregersen
Anna Kærsgaard Gregersen er inspektør i den moderne samling på Glyptoteket samt kurator på museets aktuelle særudstilling ABBAS AKHAVAN – curtain call.

Arrangementet foregår torsdag den Torsdag den 21. september på Glyptoteket. Billetter giver fri entré til Glyptoteket hele dagen.

ET LATTERLIGT MENNESKES DRØM

Et scenisk værk om et menneskes søgen efter sandheden af Fjodor Dostojevskij

Oplev denne sæsons fineste teateroplevelse helt tæt på med Dostojevskijs klassiker ET LATTERLIGT MENNESKES DRØM. En enestående indsigt i menneskets komplicerede indre udført som mesterligt scenisk håndværk i al sin enkelhed og renhed.

En oplevelse som denne er fra hjertet – ikke fra fornuften. Teater som det burde opleves, i al sin enkelhed og renhed.

Dostojevskijs ET LATTERLIGT MENNESKES DRØM får repremiere i Helligåndshuset i København tirsdag d. 31. oktober og opføres frem til 01. december 2023.

KØB billetter til sæsonens forestillinger på www.teaterbilletter.dk

SE MERE om forestillingen, anmeldelser & holdet bag på www.fjodordostojevskij.dk

Fernisering: Sangría Valentino – A Saturated Field of Visibility

© Sangría Valentino, uden titel, 2022

Fotografisk Centers udstillingsplatform Breaking præsenterer ny udstilling på platformen for upcoming fotokunstnere og nye kamerabaserede talenter.

FERNISERING 9. september kl. 16-18
UDSTILLINGSPERIODE 10. september – 17. december 2023

PROGRAM
16.30 Velkomst v. Breaking
17.00 Samtale med Sangría Valentino

OM UDSTILLINGEN
Gennem en fotografisk udforskning, der strækker sig fra 2018 til 2023, undersøger projektet A Saturated Field of Visibility opfattelser af fotografi, semiotik og queerteori. Dybdegående og metodisk afdækker projektet, hvad der kan læses som en queer (over)flade, en queer krop og et queer materiale, og er således optaget af at finde en queer tilstedeværelse foran kameraet.

Udstillingen A Saturated Field of Visibility præsenterer et udvalg af de mange visuelle aspekter, som projektet udfolder. Udstillingen viser en søgen efter de æstetiske elementer og byggesten, der danner grundlaget for, hvad der på engelsk betegnes som queer photography. For er det blikket, materialet, kroppen, helheden eller det komplekse samspil mellem dem, der skaber en aflæsning og fortolkning af det, der er queer?

Udstillingen rejser spørgsmål om, hvordan (queer)kroppen og seksualiteten er forbundet med, repræsenteret i og relaterer sig til fotografiet i nutidens kontekst. Herunder også hvordan fotografiet udveksles, produceres og konsumeres i samtidens ultraopmærksomme og teknologisk drevne fotografiske miljø, der er præget af flygtige blikke, store mængder billeder og avancerede teknologier. Det er en udstilling, der udfordrer vores konventionelle opfattelse af køn, identitet, repræsentation og æstetik – og sammensmeltningen af disse.

Udstillingen A Saturated Field of Visibility er støttet af Kulturdirektoratet i Norge.

OM KUNSTNEREN
Sangría Valentino (han/de, født i Silkeborg, baseret mellem Bergen og København) er en dansk kunstner, der dimitterede fra Master of Fine Art på Kunstakademiet i Bergen i 2023. Valentino har desuden en bachelor i fotografi fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og School of Image Arts, Toronto Metropolitan University samt et Gender Certificate fra Visuel Kultur og Køn, seksualitet og forskellighed fra Københavns Universitet.

I sin praksis beskæftiger Valentino sig kritisk med det fotografiske medium i relation til queerness, digital vævning, video og performance. Mens de reflekterer over fotografiets og moderne billedkulturs historiske og kontemporære indflydelse, hegemonier og strukturer, udforsker Valentino parallelt diskurser og repræsentationer af køn, krop, seksualitet og identitet og udforsker deres praksis som et sted for omsorg, intimitet, tryghed og fantasi.
Tidligere udstillinger inkluderer bl.a. Bergen Kunsthal, Tekstilindustrimuseet Salhus, H.C. Ørstedsparken i forbindelse med WorldPride samt Copenhagen Photo Festival.

OM BREAKING
Breaking er Fotografisk Centers udstillingsplatform, hvor der vises skiftende udstillinger med fotografi af upcoming fotokunstnere og nye kamerabaserede talenter. Udstillingerne er kurateret af Fotografisk Centers medarbejdere Allette Ngo Sørensen, Mynte Corell Nilsson og Pauline Koffi Vandet.

Arrangementer i forbindelse med udstillingen oplyses løbende på Fotografisk Centers Facebook og Instagram.

For interviewaftaler eller yderligere information/materiale kontakt venligst: breaking@nullfotografiskcenter.dk

Læs mere om Breaking her: www.fotografiskcenter.dk/breaking

Breaking er støttet af Augustinus Fonden og Statens Kunstfond.

© Sangría Valentino, uden titel, 2023