Åbningsreception på udstillingen MORTEN ANDENÆS – I REMIND ME OF YOU

Fredag d. 12. juni kl. 16-18 inviterer Fotografisk Center til udstillingsreception med afstand.

Udstillingen MORTEN ANDENÆS – I REMIND ME OF YOU er allerede åben – og holder åben hele Pinsen, men af respekt for regeringens retningslinjer tager vi hensyn til hinanden.

I separatudstillingen I REMIND ME OF YOU udforsker den velrenommerede kunstfotograf Morten Andenæs en velkendt, og dog fremmed, verden. Andenæs er både forfatter og billedkunstner, uddannet fra The School of Visual Arts i New York. Han arbejder med, hvordan vi forstår og fortolker vores omverden – både i fotografi og tekst. Andenæs har dermed ikke kun fokus på hvordan virkeligheden repræsenteres, men også på hvordan repræsentationen konstituerer virkeligheden.

I REMIND ME OF YOU består af Andenæs’ værker fra de seneste to år, sammen med et udvalg af tidligere hovedværker, og er den første, større udstilling af kunstnerens arbejde i Danmark. Der er fotografier af mennesker, dyr, landskaber og genstande, samt et videoportræt af operasangerinden Hedvickey, der udvider det fotografiske felt med brugen af film og lyd. Ved at forskyde det kendte, etablerer Andenæs komplekse narrativer om social identitet, med følelsen af både inklusion og eksklusion, som skaber refleksion over både sociale og familiære bånd.

Udstillingen er kurateret af Jesper N. Jørgensen og vises frem til den 23. august.

Udstillingen er støttet af A. P Møller Fonden, Norges ambassade i Danmark,
Rådet for Visuel Kunst og Statens Kunstfond.

I løbet af udstillingsperioden arrangeres flere aktiviteter, så hold øje med vores facebookside og nyhedsbrev.

Vi ses i
Fotografisk Center
Staldgade 16
1699 København V

Kunstkampagnen Værk Din Verden søger praktikant til visuel kommunikation fra september 2020

Kunstkampagnen Værk Din Verden søger praktikant til visuel kommunikation fra september 2020

Interesserer du dig for samspillet mellem kunst og kommunikation? Og synes du det kunne være spændende at formidle  kunst i det offentlige rum gennem billeder, video, tekst og grafisk design?

Som praktikant på Værk Din Verden får du mulighed for at videreudvikle dine kommunikative kompetencer indenfor feltet kunst, deltagelse og sociale medier og samtidig deltage på tæt hold i projektudvikling og kuratering af kunstkampagnen.

Du kommer med kurator rundt til de steder i Danmark, hvor kampagnen foregår i 2021 og møder de deltagende kunstnere og samarbejdspartnere. Og du vil få mulighed for at sætte dit præg på projektet fra start og føre egne ideer til dørs.

Den visuelle kommunikation er en vigtig dimension af Værk Din Verden og som praktikant kommer du således til at være med til at bygge den næste kunstkampagne op fra begyndelsen. Du vil være med til at lægge en ny strategi for sociale medier og herefter føre den ud i livet i tæt samspil med det kuratoriske koncept og teamet. Praktikken vil være en blanding af kontorarbejde og deltagelse i møder og planlægning ude i byerne sammen med projektets kurator.

Det er en fordel, hvis du kan arbejde med de helt basale funktioner i Indesign eller Affinity samt Photoshop, har praktisk kendskab til sociale medier især Instagram og lyst til at udforske mediernes visuelle og socialt engagerende muligheder.

Praktikken starter i september 2020 og varer frem til januar 2021. Der er mulighed for at starte senere afhængig af, hvad der passer dig og dit studieforløb. Praktikken kan munde ud i en deltidsansættelse som assistent på projektet fra januar 2021 til 1. juni 2021. så du har mulighed for at være med hele vejen.

Hvis du er interesseret i at være praktikant på Værk Din Verden, så send en kort ansøgning til kurator Amalie Frederiksen på amalie@nullanotherpublic.com
Du er også velkommen til at ringe på 40725138

Om #VærkDinVerden
#VærkDinVerden er en kunstudstilling i kampagne-format, der engagerer unge som producenter på fortællingen om, hvordan kunstværker virker, når de opleves i det offentlige rum. I maj 2021 folder kampagnen sig ud henover 30 dage som en potpourri af nye live kunstværker i form af situationer, handlinger, visuelle opfordringer og performative aktioner i konteksten af tre eksisterende kunstværker i Kolding/Fredericia, Ærøskøbing og Vejle. De deltagende kunstnere er Molly Haslund, Karoline H Larsen og Pelle Brage. #VærkDinVerden realiseres af kunstbureauet Another Public,

Se mere om Værk Din Verden på projektets hjemmeside og på Instagram og Facebook.

Foto: Unges Laboratorier for Kunst i aktion på Superkilen under Værk Din Verden i 2018. @Nikolaj Recke.

Er du vores nye projektskaber?

Elsker du film og er du mellem 17-25 år? Synes du, det kunne være sjovt at være med til at planlægge og afvikle filmevents? Har du mod på at tænke stort og skabe events, der samler unge fra hele landet? Så er det dig vi leder efter! 

Hvad er det for et fantastisk projekt?

Filmværket startede i 2019 og samler unge filmnørder til spændende og anderledes aktiviteter. Nu søger vi nye frivillige mellem 17-25 år, der skal stå for at udtænke, planlægge og afholde det næste års store og små filmevents. Du behøver ikke have erfaring med at projektplanlægning eller filmoptagelser, det vigtigste er, at du er idérig og har mod på at lave sjove og andeledes events for andre unge.

Hvordan bliver jeg frivillig?

Vil du være frivillig projektskaber, så send os en lille video optaget på mobilen til sekr@nulldabuf.dk, hvor du fortæller, hvorfor netop DU skal være en del af projektet. I videoen skal du svare på:

  • Hvem er du? (dit navn, alder, hvor bor du, hvad laver du?)
  •  Hvad er din filminteresse? (kan du lide at se film, lave film?)
  • Hvorfor vil du gerne være en del af Filmværket?

Og hvornår starter vi så?

Der er deadline for at ansøge d. 7. juni 2020. Du får svar på din ansøgning kort efter deadline og får nærmere besked om projektets videre forløb. Vi mødes i en weekend i september, hvor frivillige kan lære hinanden at kende og høre mere om projektet og planerne for det næste år. Vi vil sørge for coronaforbyggende tiltag og overholde retningslinjerne til alle aktiviteter og møder samt finde digitale løsninger, hvis nødvendigt.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Online sy-projekt, der skal binde os sammen

Mens samfundet er lukket ned, skaber Teatergrad et sy-projekt, der binder folk fra tre forskellige lande sammen.

Sy-projekt af Sir Grand Lear & Teatergrad

Teatergrad holder lukket i disse dage ligesom mange andre, og mens vi venter på, at samfundet kan åbne op igen, knokler vi videre på efterårets teaterforestillinger.

Ét af disse projekter er klimaforestillingen SKAL VI GRILLE? som skal spille på strande i Danmark, Norge og på Island til september. Forestillingen laves af Sir Grand Lear og Teatergrad, og til den skal vi bruge 100 røde forklæder af genbrugsstof. Det er her, I kommer ind i billedet!

Vi har nemlig startet et sy-projekt, hvor personer fra både Danmark, Norge og Island bidrager med at sy et forklæde til forestillingen af rødt genbrugsstof. Projektet går så godt, at vi nu laver et online sy-event på onsdag den 13. maj.

Sy-eventet kommer til at forene mennesker fra de tre lande, hvor forestillingen også skal spille – Danmark, Norge og Island – og vi glæder os til at mødes i den virtuelle verden om dette hyggelige projekt.

PRAKTISK
Det er gratis at deltage. Tilmeld dig Facebook-eventet for at læse mere: https://www.facebook.com/events/2593027544298621/

Eventet foregår via Zoom.

Du skal have følgende ting klar til eventet:
1. Symaskine
2. Rødt genbrugsstof
3. Saks til at klippe stof
4. Opskriften på forklædet
5. Evt. kantebånd, men det er ikke et krav

Du finder opskriften her: www.teatergrad.dk/forklaeder-skal-vi-grille/

Lea og Ingvild, de to seje scenografer bag Sir Grand Lear, vil guide jer igennem opskriften, og det tager cirka to timer at sy forklædet færdigt.

Vi vil meget gerne dele billeder af dig med det færdige forklæde på efterfølgende, da vi ønsker, at dette skal være et projekt, der binder os sammen i en tid, hvor vi skal være hver for sig. Dette er selvfølgelig helt valgfrit.

Læs mere om klimaforestillingen SKAL VI GRILLE? her: www.teatergrad.dk/aktuelt/skal-vi-grille/

Vi glæder os til at se jer i den virtuelle verden!

De bedste hilsner
Sir Grand Lear & Teatergrad