Fatto a Mano – Milena Bonifacini

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Fernisering 10. december 17-19

Fra 11. december 2015 – 27. februar 2016 præsenterer Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel udstillingen Fatto a Mano med værker af den danske kunstner Milena Bonifacini.

Milena Bonifacini har i de senere år arbejdet med at udvide og udstrække sit i udgangspunktet abstrakte maleri til også at omfatte tredimensionelle objekter og genstande. De organiske former, som man finder i hendes flade malerier, findes derfor nu i virkeligheden i form af bemalede objekter af blandt andet papier-maché, bronze, keramik og tekstiler.

På udstillingen hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel installerer Bonifacini disse objekter således, at de mimer genkendelige rum, eksempelvis køkkenet, barnekammeret og fadeburet, men med en række overraskende elementer.

Bonifacini ønsker med sine værker at vise de æstetiske værdier og muligheder, der er i alt det, som vi omgiver os med i hjemmet, i hverdagslivet og i det håndlavede – deraf titlen Fatto a Mano, der på italiensk henviser til noget, som er lavet i hånden.
Dette kan ses som en feministisk positionering, men også som en anerkendelse af den stræben, som mennesker i alle kulturer gennem tiden har lagt i at tillægge og påføre deres redskaber og nødvendige ejendele en æstetisk værdi.

I mødet med Milena Bonifacinis værker omsluttes man af hendes totalinstallationer og får fornemmelsen af at træde ind i et virkeligt stilleben.

Facebook / Hjemmeside

Skriv et svar