Invitation til åbningen af udstillingen Jane Jin Kaisen: Currents

© Jane Jin Kaisen, Offering – Coil Embrace, 2023, video still

Det er med stor glæde, at Fotografisk Center inviterer til åbningen af udstillingen Jane Jin Kaisen: Currents fredag den 13. januar kl. 17-19, hvor der er gratis adgang for alle. Udstillingen åbnes af Signe Kahr Sørensen, direktør for Fotografisk Center. Kunstneren vil være til stede. Udstillingen vises til og med den 12. marts 2023.

Natur, kosmologi og dykkerkultur
Udstillingen Currents udfolder et tilbagevendende tema i den internationalt anerkendte kunstner Jane Jin Kaisens praksis, der omhandler havet og naturens forbundethed med mytologi, kosmologi og livscyklus.

Kaisens kunstneriske praksis spænder over medier som film, videoinstallation, fotografi, performance, og tekst. Hendes værker er ofte baseret på omfattende tværfaglig forskning og engagement i minoritære sociale fællesskaber, hvorigennem temaer som historie, erindring, traumer, grænser og geopolitik undersøges.

Fælles for udstillingens værker er, at de alle relaterer sig til naturen, havet, og lavakysten omkring øen Jeju, beliggende syd for det koreanske fastland, hvor kunstneren er født. Kaisen har i flere af sine værker haft fokus på Jejus politiske historie og militarisering, herunder Jeju Massakren i 1947-54 (der udsprang i kølvandet på Koreas dekolonisering fra Japan, Den Kolde Krig og delingen af landet). Parallelt med denne historiske og geopolitiske interesse i Jeju, har Kaisen skabt værker gennem mere end ti år, hvor hun har registeret havet og øens natur og deres indvirkning på sociale, kulturelle, og spirituelle forhold. Værkerne i udstillingen tager således afsæt i Jejus shamanistiske traditioner, matriarkalske kosmologi og myter, samt disses tilknytning til havet og til haenyeo, Jejus særlige dykkerkultur og erhverv, der historisk var forbeholdt kvinder, som brødfødte deres familier via dykning efter føde.

Nyt forskningsbaseret værk belyser mennesket og naturens forbundethed
Udstillingen præsenterer også et helt nyt værk, en fire-kanals videoinstallation, der er filmet med undervandskameraer ud for Jejus kyst i sommeren 2022. Et gennemgående visuelt element i det nye performative værk er sochang, et langt hvidt bomuldsklæde, der er forbundet med kvindelig arbejdskraft og menneskets livscyklus fra fødsel til død, samtidig med at det har en vigtig spirituel betydning. I shamanismen symboliserer klædet bl.a. slangegudinden, passagen mellem de levende og de døde, og broen til guderne. På poetisk og sanselig vis forbinder værket både fortid og nutid gennem elementer som vand, stof og krop, og ansporer en bevidsthed omkring naturens agens og transformative kraft samt menneskets og naturens indbyrdes forbundethed.

Det nye værk er skabt som en del af Kaisens kunstneriske forskningsprojekt Currents: Oceanic Cosmologies, Sustainability, Commons, and Infrastructures of Compassion (2022-2024), hvor hun undersøger, hvilke indsigter om bæredygtighed og sameksistens, der kan drages fra ikke-vestlige kosmologier og sociale fællesskaber, og hvordan mediekunsten kan bidrage til at fremmane alternative billeder og fortællinger om menneskets relation til naturen og dens cyklus.

Om kunstneren
Jane Jin Kaisen er billedkunstner, filmskaber og professor ved Skolen for Mediekunst, Det Kongelige Danske Kunstakademi. Hun har udstillet i en lang række kontekster internationalt. På den 58. Venedig Biennale i 2019 repræsenterede Kaisen Korea. Hendes udstilling Community of Parting på Kunsthal Charlottenborg blev kåret som årets udstilling 2020 af AICA Foreningen af Danske Kunstkritikere, og i 2022 modtog hun Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Kaisen har en ph.d. i kunstnerisk forskning fra Københavns Universitet, en MFA fra University of California, Los Angeles og en MA i kunstteori og mediekunst, Det Kongelige Danske Kunstakademi og har studeret på Whitney Museum of American Art Independent Study Program.

Publikation og artist talk
I forbindelse med udstillingen udgives en rigt illustreret publikation med et essay af Signe Kahr Sørensen, direktør for Fotografisk Center og en samtale mellem Jane Jin Kaisen og The Forest Curriculum, der er en nomadisk platform for interdisciplinær forskning og gensidig læring etableret af kuratorerne Pujita Guha og Abhijan Toto. Det prisbelønnede grafiske design studie Spine Studio designer publikationen, som forventes at udkomme i februar. I forbindelse med lanceringen af publikationen afholdes ligeledes en artist talk med Jane Jin Kaisen. Artist talken og publikationslanceringen annonceres på vores hjemmeside og sociale medier i løbet af januar.

Fonde
Udstillingen og publikationen er støttet af Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Den A.P. Møllerske Støttefond, Knud Højgaards Fond, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond, Statens Kunstfond, William Demant Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Jane Jin Kaisens forskningsprojekt og nye værk er støttet af Kulturministeriets pulje til kunstnerisk udviklingsvirksomhed (KUV-Puljen), Statens Kunstfond og Statens Værksteder for Kunst.

Yderligere information
For yderligere information og åbningstider besøg venligst www.fotografiskcenter.dk Tags til udstillingen: #kjanejin #currents
Instagram: www.instagram.com/fotografiskcenter
Facebook: www.facebook.com/fotografiskcenter

Seminar den 7. december: I virkeligheden – dansk fotografi i 25 år

Hvad er der sket i dansk kunstfotografi de seneste 25 år? Og hvordan er vi kommet dertil hvor vi står i dag?

I anledning af Fotografisk Centers 25-års jubilæum, som blev markeret med udstillingen I virkeligheden – Fotografisk Center 25 år og den aktuelle udgivelse af antologien I virkeligheden – dansk fotografi i 25 år, inviterer Københavns Universitet/Institut for Kunst- og Kulturvidenskab og Fotografisk Center til seminar om nyere dansk fotografihistorie. Seminaret afsluttes med en reception for bogudgivelsen.

Siden midten af 1990erne er der sket en stærk udvikling i dansk fotografi og på den danske fotokunstscene. Den generation af fotografer, som er født i 1970erne, indtog gallerierne i 90erne og var med til at integrere fotografiet i kunstverdenen – godt hjulpet på vej af den internationale udvikling. Dansk fotografi har i perioden udviklet sig markant og gjort sig gældende internationalt på kunstscenen med både udstillinger og bøger.

Perioden byder på mange nybrud. Ikke blot er fotografiet blevet et ligeværdigt billedkunstnerisk udtryk og dermed fuldgyldigt integreret på samtidskunstscenen, også inden for mediet selv er det sket en rivende udvikling. Man er gået fra analogt til digitalt fotografi, og det fotografiske billede, som før primært var repræsenteret på udstillinger og i bøger, er nu tilgængeligt på alverdens digitale platforme og medier. 

Den historiske hukommelse er efterhånden kort, og derfor vil vi gerne se tilbage på de seneste tre årtiers danske fotografihistorie samt afsøge mulige retninger for, hvor vi er på vej hen. Vi har inviteret bidragsyderne til antologien for at diskutere deres bidrag samt yderligere en gæstetaler og et panel til at perspektivere den aktuelle situation. Moderator vil være Signe Kahr Sørensen, direktør for Fotografisk Center.

Program 

Kl 14.00: Velkommen ved Kristine Kern, redaktør af antologien
Kl. 14.10: Intro ved moderator Signe Kahr Sørensen, Fotografisk Center
Kl 14.20: Mette Sandbye, KU: På tidevandsbølgen. Udviklinger og hovedstrømme i det kunstneriske fotografi i Danmark siden 1990erne
Kl. 14.40: Spørgsmål fra salen
Kl. 14.50: Charlotte Præstegaard Schwartz, Det Kgl. Bibliotek: Fotografiets æstetiske rum. En institutionshistorisk fortælling om fotografi i Danmark
15.10: Spørgsmål fra salen
Kl. 15.20: Keynote: Louise Wolthers, Hasselblad Center, Göteborg: Data, netværk og nye platforme: At gribe, begribe og gribes af fotografiet i dag.
Kl. 16.00: Spørgsmål fra salen
Kl 16.10: PAUSE med kaffe/te og kage
Kl. 16.30: Niclas Östlind, Valand Akademi, Göteborg: Nordisk fotografi betraktad genom sex olika historiska lägesbeskrivningar
Kl. 16.50: Spørgsmål fra salen
Kl. 17. 00: Ingrid Fischer Jonge, fotografihistoriker: Det store i det små. Danske fotobøger – definition og historik
Kl. 17.20: Spørgsmål fra salen
17.30: Diskussionspanel om forholdet mellem kunst og dokumentarisme i det aktuelle fotografi med Fryd Frydendahl (fotograf og daglig leder af Fatamorgana), Sigrid Nygaard (fotograf, fotoredaktør Dagbladet Information) og Stinus Duch (forlægger) modereret af Signe Kahr Sørensen. 
Kl. 18.15: Afslutning og efterfølgende reception for antologien til kl. 19.00

Sted
Lokale 15A.0.13, Søndre Campus, Københavns Universitet

Arrangører
Fotografisk Center og IKK/KU

Tilmelding og pris
Der er pladsbegrænsning til seminaret, og tilmelding foregår via Fotografisk Centers webshop

120 kroner (almindelig billet)
60 kroner (Fotografisk Centers medlemmer, studerende)
Gratis (IKK-studerende, Fatamorgana elever og studerende ved Det Fynske Kunstakademi, studiekort skal fremvises ved indgang)

FERNISERING // Encounters – Nordic Photography Beyond Borders

Invitation

Invite

Encounters – Nordic Photography Beyond Borders

Miia Autio, Nanna Debois Buhl, Bára Kristinsdóttir, Sandra Mujinga & Johannes Samuelsson

Åbning 7. juni kl. 17 – 19

Opening June 7th 5 pm – 7 pm

Udstillingen introduceres af Louise Wolthers fra Hasselblad Stiftelsen og åbnes af Sanna Holmqvist fra Sveriges Ambassade i København.

The exhibition will be introduced by Louise Wolthers from the Hasselblad Foundation and opened by Sanna Holmqvist from the Embassy of Sweden in Copenhagen.

Encounters – Nordic Photography Beyond Borders er resultatet af et nordisk samarbejde mellem fem institutioner fra henholdsvis Sverige, Finland, Island, Norge og Danmark. Udstillingen præsenterer værker af fem samtidsfotografer /billedkunstnere, en fra hvert land, som trods forskellige tilgange og metoder alle er fælles om at arbejde med socialt engagement og globalt udsyn. Mødet med en anden kultur eller et andet menneske er en vigtig tråd i alle værkerne.

Encounters – Nordic Photography Beyond Borders is the result of a Nordic collaboration between five institutions respectively from Sweden, Finland, Iceland, Norway and Denmark. The exhibition presents works by five contemporary photographers / visual artists, one from each country, which, despite various approaches and methods, all share a common interest in social engagement and global vision. The meeting with another culture or another human is an important thread throughout all the works.

Encounters – Nordic Photography Beyond Borders

8. juni – 18. august 2019

June 8th – August 18th 2019

Fotografisk Center
Staldgade 16
DK – 1699 København V
+45 3393 0996
www.fotografiskcenter.dk

Åbningstider / Openings hours:
Ti. – fr. 12 – 18, to. 12 – 20, lø. – sø. 12 – 16
Tue. – Fri. 12 am – 6 pm., Thur. 12 am – 8 pm, Sat. – Sun. 12 am – 4pm

Bergman i børnehøjde – Lav din egen persona

Dato: Torsdag den 18. april kl. 13
Sted: Fotografisk Center
Tid: 2,5-3 timer
Pris: Pris 50 kr. inkl. et glas saftevand. Gratis for børn af medlemmer af Fotografisk Center
Målgruppe: 6-12 år
Tilmelding: info@nullfotografiskcenter.dk eller 33 93 09 96.

I Fotografisk Center afholder vi i påsken en børneworkshop. Workshoppen forholder sig til vores nuværende udstilling Alting forestiller – Intet er, og har som udstillingen, et udgangspunkt i den store filmskaber Ingmar Bergmans kunstneriske virke.

Ingmar Bergman mente bl.a. at tilværelsen er et teater, hvor folk skaber en persona og bor i kulisser. Workshoppen er bygget op med et udgangspunkt i denne teatermetafor, og har til hensigt at give børnene en mere bevidst oplevelse af den kunstneriske proces; det at finde på og at skabe.

Målet er, ved hjælp af forskellige papirtyper, saks og lim, at skabe sin helt egen persona, som vi sætter ind i forskellige kulisser og laver små rollespil med. Disse rollespil kan evt. filmes med børnenes (eller deres forældres) egne telefoner, så børnene i samspil får oplevelsen af at have skabt sin egen lille film.

Vi finder inspirationen ved sammen at gå på opdagelse i udstillingen. Med udgangspunkt i udvalgte værker, arbejder vi med fantasi og forestillingsevne. Vi omsætter derefter de tanker og ideer, som værkerne sætter i gang, til skabelsen af hver enkelt deltagers helt egen persona. Afslutningsvis kan børnene vælge at tage deres persona med hjem, eller de kan efterlade den til inspiration for andre.

Øvelsen giver et indblik i den skabende proces, og har til formål at formidle udstillingen til børn ved bl.a. at lære dem om forholdet mellem identitet, kunst, teater og film.

FotoForum med Lasse Lau

Foto af Lasse Lau

Mange kender til oplysningstiden og hvordan systemer baseret på videnskabelige opdagelser og fornuft blev etableret rundt i Europa inden for denne historiske periode. Men hvordan står det egentligt til med datidens institutioner den dag i dag? Billedkunstner og filmsskaber, Lasse Lau, ser nærmere på, hvordan oplysningstidens institutioner, eksemplificeret ved museet, haven og universitetet, er i forfald og krise – og måske derfor også de systemer de huser.

Kom forbi tirsdag den 15. januar kl. 17-19, hvor DJ:Fotograferne og Fotografisk Center inviterer til FotoForum i forbindelse med udstillingen Subjektiviteter – Institutioner i krise. I samtale med Fotografisk Centers leder, Kristine Kern, vil Lasse Lau præsentere udstillingens værker og sine tanker bag.

Entré 50 DKK. Gratis for medlemmer af Fotografisk Center og Dansk Journalistforbund.

Tilmelding til info@nullfotografiskcenter.dk

Fernisering: ‘Subjektiviteter – Institutioner i krise’ af Lasse Lau i Fotografisk Center

Lasse Lau, Blackmagic Pocket Cinema Camera

Med sin første, større soloudstilling i Danmark præsenterer billedkunstner og filmskaber Lasse Lau ‘Subjektiviteter – Institutioner i krise’ i Fotografisk Center.

I udstillingen viser Lasse Lau film, fotografi og objekter samlet omkring et tematisk fokus på oplysningstidens institutioner. Med udgangspunkt i tre eksempler fører han os ind i institutionernes historie og om på den anden side af de ideologier, som de er funderet på.

Åbningstale af rektor ved Det Jyske Kunstakademi, Judith Schwarzbart.

Ferniseringen er åben for alle – velkommen!

Udstilling er åben fra 12. januar til 10. marts 2019.

Læs mere om udstillingen her

/

With his first, major solo exhibition in Denmark visual artist and filmmaker Lasse Lau presents ‘Subjectivities – Institutions in Crisis’ at Fotografisk Center.

In the exhibition Lasse Lau shows film, photography and objects centered around a thematic focus on the institutions of the Enlightenment. Based on three examples, he leads us into the history of the institutions and on to the other side of the ideologies on which they are founded.

Opening speech by rector at the Jutland Art Academy, Judith Schwarzbart.

The vernissage is open for everyone – welcome!

The exhibition is open from January 12th to March 10th 2019.

Read more about the exhibition on our website

FotoForum med Ung dansk fotografi ’18

Mange er i løbet af deres liv stødt på et familiealbum – det kan være både analogt og digitalt. Fotografiet kan nemlig hjælpe til at fastholde erindringer og være med til at undersøge de ophav, som er med til at skabe vores identitet.

Julia Jayko Fossland, ‘Går kun veje jeg kan gå med lukkede øjne’, 2018

Torsdag d. 6. december kl. 17-19 byder Fotografisk Center og DJ:Fotograferne indenfor til FotoForum i forbindelse med udstillingen ‘Ung dansk fotografi ’18’. Kom med, når fire af udstillingens kunstnere udlægger egne værker, der gennem fotografi, video, fotobøger, collage, digte, familieportrætter og arkivkasser søger efter den personlige fortælling under temaet ‘identitet’.

De deltagende kunstnere er Hulda Sif Ásmundsdóttir, Julia Jayko Fossland, Lisbeth Johansen og Dan Frisk Petersen.

Entré 50 DKK. Gratis for medlemmer af Fotografisk Center og Dansk Journalistforbund.

Tilmelding til info@nullfotografiskcenter.dk.

Artist talk med Frederik Danielsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kom til artist talk på Fotografisk Center, når fotograf Frederik Danielsen præsenterer fotobogen Drenge fredag d. 23. november kl. 16.30-18.

Frederik Danielsen står bag den nyligt udgivne bog Drenge publiceret af forlaget Disko Bay. Bogen er fotografens første fotobog og skildrer hverdagen for seks drenge på Als, hvor Frederik Danielsen selv er vokset op.

Under talken har du muligheden for at få indblik i Frederik Danielsens tanker bag fotoprojektet samt få dit eget eksemplar signeret.

Arrangementet er gratis og kræver blot skriftlig tilmelding til info@nullfotografiskcenter.dk. Tilmelding sker efter først-til-mølle princippet.

Fotografisk Center glæder sig til at byde Jer indenfor!

Foto af Frederik Danielsen.

Ung dansk fotografi ’18

For 18. gang præsenterer Fotografisk Center udstillingsserien Ung dansk fotografi. Med Christine Almlund fra Bruun Rasmussen Kunstauktioner som gæstekurator viser udstillingen under temaet ‘identitet’ nogle bud på fotografiet af i dag.

Ung dansk fotografi ‘18 fremviser værker af fem udvalgte kunstfotografer – María Kristín Hassing Antonsdóttir, Hulda Sif Ásmundsdóttir, Julia Jayko Fossland, Lisbeth Johansen og Dan Frisk Petersen. Alle har de arbejdet ud fra personlige fortællinger – både deres egne og andres, og brugt fotografiet som redskab til at fastholde erindringer og undersøge de ophav, som er med til at skabe vores identitet.

Igennem analogt fotografi, collage, digte, familieportrætter og naturfotografier bringes beskueren fra et dødsbo i Sønderjylland til snedækkede landskaber i Norge og storslået, men bipolar natur i Island og videre ned i gamle familiealbum og støvede arkivkasser. Alt dette i en søgen efter den personlige fortælling, der dog ikke udelader, at beskueren selv kan udfylde de tommer huller i historien med egne minder og sindstilstande.

Udover værker af de fem kunstfotografer præsenterer udstillingen et videoprogram fra et open call, hvor de otte deltagende kunstnere er Cecilie Penney, Jeppe Lange, Sophie Søborg Mosbæk, Katrine Holmgren, Anne Sofie Nørskov, Mikkel Haynes, Freya Sif Hestnes og Samara Sallam.

Fernisering fredag den 2. november kl. 17-19.
Udstillingen er åben fra den 3. november til 21. december 2018.

Coverfoto af Julia Jayko FosslandGår kun veje jeg kan gå med lukkede øjne (Paths I walk with closed eyes), 2018.

Call for video/film værker

I forbindelse med udstillingen Ung dansk fotografi ’18, kuraterer Fotografisk Center et film/videoprogram. Vi søger derfor nye værker af yngre danske kunstnere/filminstruktører på max 20 min.

Ung dansk fotografi er en udstillingsserie, som præsenterer aktuelt, dansk fotografi og videokunst. Udstillingerne er lavet i samarbejde med en gæstekurator og følges i reglen af en katalogbog. I år har udstillingen ‘identitet’ som overordnet tematisk ramme.

Forslagene må gerne indsendes på mail til info@nullfotografiskcenter.dk som link til vimeo eller lignende samt en kort beskrivelse, et par stills og et CV. Det endelige værkudvalg foretages af Fotografisk Center og Christine Almlund fra Bruun Rasmussen Kunstauktioner, som er medkurator på Ung dansk fotografi ’18.

Deadline for indsendelse: 8. oktober.