Fernisering Peter Funch: The Imperfect Atlas

Fotografisk Center præsenterer soloudstillingen The Imperfect Atlas af den prisbelønnede og internationalt anerkendte billedkunstner Peter Funch.

Peter Funch, Mount Rainier, Emmons Glacier from Sunrise, 2015

Den 31. maj slår Fotografisk Center dørene op for soloudstillingen The Imperfect Atlas med den danske billedkunstner Peter Funch. Udstillingen udfolder Funchs flerårige researchbaserede projekt med samme navn, der består af egne fotografier og videomateriale samt et omfattende arkivmateriale fra regionen og landskabet omkring Mt. Baker og Mt. Rainier i Seattle, USA. Med projektet skaber Funch opmærksomhed på de drastiske ændringer, som de bjergrige områder gennemgår på grund af menneskets påvirkning på naturens økosystemer og Jordens geologiske tilstand.

Fernisering: 31. maj kl. 17-20

Udstillingsperiode: 1. juni – 11. august 2024

Om udstillingen
Udstillingen The Imperfect Atlas blotlægger både forandringerne i naturen og forandringerne i det moderne menneskes natursyn. Funch bevæger sig væk fra den i medierne udbredte klimareportages dokumentarisme, og forsøger gennem særlige kunstneriske greb at generobre menneskets forhold til naturen.

Funch henviser til og peger tilbage på verdens første farvefotografi ved at anvende metoden RGB-trifarvet adskillelse. Denne fotografiske teknik blev opfundet omkring den industrielle revolution, og er kilden til farvefotografiets opfindelse i 1861. Ved hjælp af teknikken undersøger Funch bjerglandskabet i Seattle med tre forskellige eksponeringer – røde, grønne og blå filtre – lagt oven på hinanden. Gennem denne fotografihistoriske henvisning dokumenterer Funch, hvordan afsmeltningen af snekapperne bliver tydeligere og tydeligere i den antropocæne tidsalder, der markerer vores nuværende geologiske epoke. Disse billeder parrer han med eget indsamlet arkivmateriale, som avisudklip, vintagepostkort og satellitbilleder fra området, for at visualisere og tydeliggøre klimaforandringerne.

Som udstilling forvandles projektet til en totalinstallation bestående af både nyere og ældre værkserier. Disse præsenteres som projektioner og fotografi i varierede størrelser, der er installeret på stilladskonstruktioner, mens arkivmaterialet udstilles på montreborde, som er lavet specifikt til udstillingen. Med sine egne værker og sit indsamlede arkivmateriale sammenfletter Funch fortiden og nutiden, og afdækker på den måde menneskets tilstedeværelse i og påvirkning på området omkring Mt. Baker og Mt. Rainier. Værkerne i udstillingen er dermed også vidnesbyrd over de klimakonsekvenser, som den industrielle revolution har medbragt. Ved at lade Funchs værker blive installeret på rå metalkonstruktioner, afspejler udstillingsdesignet også kontrasten mellem det naturlige, som vi ser afbildet i værkerne, og det konstruerede og menneskeskabte, som vi oplever med ophængningen.

Med sit indgående arbejde med miljø- og klimamæssige problematikker i The Imperfect Atlas, er det nærliggende at se på udstillingen i et større, nationalt og internationalt perspektiv, da Funch knytter naturens ændrede økosystemer sammen med større, eksistentielle spørgsmål om menneskets ændrede syn på og forståelse af naturen.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Ny Carlsbergfondet, Politiken-Fonden samt Knud Højgaards Fond.

Om kunstneren
Peter Funch (f. 1974) er en dansk billedkunstner, der bevæger sig i krydsfeltet mellem dokumentarisme og kunstfotografi. Ofte har Funchs kunstneriske praksis rødder i samfundsrelevante problematikker, hvor han med et observant blik og sit filmiske billedsprog skaber skarpe kommentarer til mennesket som socialt og kulturelt væsen samt de sociale og kulturelle samfundsstrukturer vi indgår i.

Funch er uddannet fotojournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 1999. I 13 år arbejdede han som fotograf i New York, USA. I dag bor og arbejder han i Paris, Frankrig. Han har udgivet fire monografier, og været bredt udstillet internationalt, herunder i Canada, England, Frankrig, Holland, Schweiz, USA, Tyskland, Østrig m.fl.

Projektet The Imperfect Atlas har også været en del af gruppeudstillingen Meltdown, der har været på en række internationale udstillinger rundt omkring i verdenen. Meltdown er kommissioneret af Project Pressure.

Eventprogram
I løbet af udstillingsperioden vil der være en række arrangementer, der på hver sin måde vil perspektivere udstillingen til Peter Funchs kunstneriske praksis og interesse for samfundsrelevante tematikker.

Omvisning med Peter Funch den 1. juni kl. 13-14
I forbindelse med den aktuelle udstilling giver billedkunstner Peter Funch en omvisning i hans første soloudstilling på Fotografisk Center. Under omvisningen beretter Funch om sit grundige researcharbejde, der danner grundlaget for projektet The Imperfect Atlas.

Fotografisk Center x V1 Gallery den 5. juni kl. 17-19
Fotografisk Center og V1 Gallery præsenterer i fællesskab en samtale om fotobøger. Under arrangementet Book talk & book signing vil billedkunstner Peter Funch være i samtale med forlægger og grafisk designer Hans Munk fra At Last Books. 

Samtalen starter på Fotografisk Center og vil tage udgangspunkt i Funch og Munchs længerevarende samarbejde om fotobøger. I forlængelse heraf vil de fokusere særligt på deres nyligt publicerede bog Walden; or, Life in the Woods, Vol. 02

Efterfølgende fortsætter arrangementet rundt om hjørnet på V1 Gallery med efterfølgende bogsignering, bog- og plakatsalg. Der er ca. tre minutters gå gang fra Fotografisk Center til V1 Gallery. 

Artist talk den 8. juni kl. 13-14 
Billedkunstner Peter Funch er i samtale med kunsthistoriker Laura Ifversen. Samtalen vil tage udgangspunkt i Funchs aktuelle soloudstilling The Imperfect Atlas samt hans kunstneriske praksis og personlige billedsprog. 

Både udstillingen og eventprogrammet indgår i Copenhagen Photo Festivals festivalprogram.

Workshop. Skab farverige blomstertryk

Den 2. juni kl. 10.30-12.30 og 13.00-15.00

Denne formiddag og eftermiddag kan hele familien lade kreativiteten flyde side om side. Sammen med billedkunstner og tekstildesigner Laura Baruel, skal vi arbejde med blomster og planter, som vi finder, maler og trykker. Det kan enten være på akvarelpapir eller på stof til eksempelvis et net.

Vi begynder med at gå en tur i Østre Anlæg, der ligger ved siden af museet, hvor vi finder vores planter, og siden går vi i museumshaven, hvor vi maler og trykker vores blomster. Laura Baruel har lavet workshoppen sammen med børn og voksne flere gange, og det er en proces, der hver gang henrykker såvel det yngre som ældre publikum. Der er rejst et telt i museumshaven, så skulle vejret ikke være helt med os, er vi i tørvejr.

Her kan du se en film med Laura Baruels arbejde og tryk af planter, og hvordan vi skal arbejde på vores workshop. Se med her …

Praktisk

Pris: Alm. billet 110 kr. / 75 kr. m. årskort, for børn og studerende. Billetten er inkl. adgang til museet. Vi sørger for drikkevarer undervejs samt papir, stof, maling etc.

Billetter kan købes her

Bemærk der er to af disse arrangementer samme dag. Du skal kun købe billet til det ene af arrangementerne.

Blomstertryk af Laura Baruel.

Lav din egen blomsterkrans

Den 1. juni kl. 10.30-11.30 og 12-13.

Denne lørdag kan du lære at binde dine egen sommerblomsterkrans. Her kommer ejer af blomsterbutikken Blooming på Østerbro i København, Anne-Mette Trolle, og giver gode råd, tips og tricks til hvordan du laver forårets og sommerens smukkeste kranse. Anne-Mette medbringer planter og blomster, du kan binde din krans med, men du er også meget velkommen til selv at tage dine yndlingsblomster med. Efter workshoppen får du naturligvis din krans med hjem, der kan pryde dine omgivelser resten af sommeren.

Forud for workshoppen, kl. 12.00-12.10, vil der være en kort intro til særudstillingen Soldater. Kunsten og danskerne i krig.

Praktisk:

Pris: Alm billet 295 kr/ årskort og studerende 250 kr. Find din billet her

Bemærk der er to af disse arrangementer samme dag. Du skal kun købe billet til det ene af arrangementerne hhv. kl. 10.30-11.30 eller kl. 12-13. Billetten inkluderer adgang til museet. Under arrangementet vil der være lidt drikkevarer.

Foredrag om kvindernes moderne gennembrud i kunsten

23. april kl. 19-21

Kom med til foredrag med kurator og projektforsker, ph.d. Lene Bøgh Rønberg, og hør hende fortælle om Kvindernes moderne gennembrud i kunsten.

Den 28. august åbner en stor særudstilling om netop dette emne, som Lene Bøgh Rønberg har forsket i gennem det seneste år. I foredraget løfter hun lidt af sløret for forskningen i perioden fra ca. 1870-1900, hvor et hidtil uset antal kvindelige kunstnere, brød igennem på kunstscenen, hvor verden åbnede sig, og kvinderne fik større mulighed for at udfolde deres kunst.

Hør mere om kvindernes bidrag til periodens billedkunst og om hvilke temaer de tog op og hvilke spørgsmål og problemer, de satte under debat.

Praktisk:

Alm. billet 110 kr. Årskortholdere og studerende 75 kr. Prisen er inkl. et glas vin/vand.

Arrangementet er en del af Forskningens Døgn.

Køb billetter her

Praktik på Magasinet kunst Efterår 2024

Vi søger en universitetspraktikant til webredaktionen på Forlaget kunst. Det er ikke afgørende, hvad du læser, men det er afgørende, at du interesserer dig for kunst, er idérig og kan lide at skrive. Bliv en del af webredaktionen og få afprøvet og udviklet dine journalistiske og formidlingsmæssige færdigheder.

Du vil blandt andet skulle:

  • Skrive artikler, blogindlæg m.m. til hjemmesiden
  • Skrive artikler, nyheder mm. til begge trykte magasiner: magasinet kunst og arkitektur/design
  • Besøge kunstudstillinger og deltage i pressemøder
  • Bidrage med indlæg på vores Facebookside + instagram
  • Deltage i udviklingen af indhold til magasinetkunst.dk

Vi forventer, at du:

  • Er god til at formidle og kan arbejde selvstændigt, samvittighedsfuldt og struktureret
  • Interesserer dig for kunst, arkitektur og design
  • Er velformuleret og kan overholde deadlines
  • Studerer kunsthistorie, sprog, moderne kultur, medievidenskab, litteraturvidenskab eller lign. på kandidatniveau

Vi er fleksible i forhold til din studieordning og dit studiejob. Arbejdet foregår på kontoret (Nikolaj Plads 26, 1. sal) med mulighed for at arbejde hjemmefra og fri til at følge undervisning/studiejob.

Efterårspraktikken varer minimum tre måneder med start i august/september (eller hvordan det nu passer med dit studie). Det er en fordel, hvis du har erfaring med at arbejde med CMS systemer, men det er ikke et krav. Vi kan desværre ikke tilbyde dig løn, men til gengæld kan vi tilbyde en studierelevant og lærerig praktik med spændende opgaver.

Om os
Vi er et medie med to trykte magasiner, et om kunst og et med fokus på arkitektur og design.  Vi har i alt 8 årlige udgivelser på tryk og publicerer herudover ugentlige artikler på vores hjemmeside. Vi dækker udstillinger, museer, gallerier, arkitektur, design, performance, auktioner, scenekunst, festivaller, film, international og dansk kunst. Læs mere om os på www.magasinetkunst.dk og www.arkitekturogdesign.com

Ansøgning
Send en ansøgning med beskrivelse af dine kvalifikationer til Tina Kristensen senest d. 26. april på tk@nullmagasinetkunst.dk. Vedhæft CV samt gerne et eksempel på noget du har skrevet, f.eks. en artikel eller et lille uddrag fra opgave. Har du spørgsmål kan du kontakte Tina på mail eller tlf. nr. 3363 7470

Foredrag med Tom Buk-Swienty

14. maj kl. 19-21

Denne aften kan du komme til foredrag med historiker og forfatter Tom Buk-Swienty, der har flere prisvindende bøger bag sig. I aftenens foredrag tager han via sine bøger Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als udgangspunkt i de skelsættende begivenheder under de slesvigske krige, der i den grad var med til at forme danskernes forståelse af landet.

Tom Buk-Swienty er en inspirerende og efterspurgt foredragsholder landet over, og han er blandt andet også kendt for bøgerne LøvindenSafari fra Helvede og Kaptajn Dinesen Ild og Blod.

Praktiske informationer:

Pris: 195 kr. / 100 kr. m. årskort. 50 kr. for studerende og unge under 26.

Prisen inkluderer et glas vin/vand, og giver adgang til museets samlinger og udstillinger.

Dørene åbner kl. 18.30.

Find billetter her

Foredrag. Da den danske soldat blev hovedperson

9. april kl. 19-21.

Kom til foredrag med museumsinspektør og kurator på forårets særudstilling Soldater. Kunsten og danskerne i krig.

I 1848 kom Danmark i krig. Pludselig var der soldater alle vegne – i sange, på teatret og i billedkunsten. Den menige soldat blev for første gang hovedperson i kunsten og hyldet som folkets helt. Nogle kunstnere forsøgte også at skildre de pårørendes oplevelser og svære emner som sorg og savn på grund af krigen.

I foredraget fortæller Rasmus Kjærboe om den historiske baggrund for de nye soldaterbilleder og sætter fokus på, hvordan perioden med soldaterbilleder fik en brat afslutning med nederlaget i 1864. Undervejs kommer afstikkere til Napoleons Frankrig, pressehistorie og nutidens danske veteraner.

Praktisk

Dørene åbner kl. 18.30

Pris: 175 kr. / 75 kr. m. årskort og for studerende. Inkl. vin/vand.

Find din billet her

Hirschsprungs Morgenskole. Soldater. Kunsten og danskerne i krig 1848-1864

9. april, 23. april og 14. maj kl. 9-10.30

Den Hirschsprungske Samling tilbyder atter sin eksklusive morgenskole til dig, der ønsker at blive klogere på kunsten, mens du er omgivet af kunsten. Besøg museet uden for åbningstid og mød fagfolk og eksperter, der guider dig ind i den danske kunst.

Forårets program tager afsæt i særudstillingen SOLDATER. KUNSTEN OG DANSKERNE I KRIG 1848-1864. Over tre morgener kan du høre mere om de slesvigske krige og få indsigt i kunsten, og hvordan den danske soldat blev afbilledet, og hvordan kunstnerne med deres malerier tacklede problemer og konflikter.

Hør om hvordan den danske soldat for første gang spillede en hovedrolle i tidens kultur, og hvordan hjemmefronten nøje fulgte krigens handlinger gennem billedreportager, hvor landsoldater, frivillige studenter og matroser blev til helte i store bataljemalerier. Museumsinspektør på Den Hirschsprungske Samling og kurator på udstillingen, Rasmus Kjærboe, og ekstern lektor ved Aarhus Universitet Kasper Green Munk er blandt foredragsholderne.

Datoer for afholdelse af Morgenskolen

9. april kl. 9-10.30
23. april kl. 9-10.30
14. maj kl. 9-10.30

Praktisk

Arrangementerne foregår siddende, og i pausen serveres kaffe, te og croissanter. Fra 10.30 -11.30 er der mulighed for at besøge resten af museet og se udstillingen.

Billetter købes her

Begrænset antal pladser.

Fernisering

Hrair Sarkissian: The Presence of Absence

Fotografisk Center præsenterer den første udstilling i Danmark med den internationalt anerkendte syrisk-armenske kunstner Hrair Sarkissian

Unexposed, 2012, courtesy of the artist

Den 22. marts åbner Fotografisk Center soloudstillingen The Presence of Absence med den syrisk-armenske kunstner Hrair Sarkissian. Kunsthallen introducerer før første gang det danske publikum til den internationalt anerkendte kunstner. Med udstillingen ønsker Fotografisk Center at skabe et rum for eftertænksomhed og dialog omkring historiske, sociale og politiske begivenheder, der synes skjulte, men som har påvirket og fortsat har indflydelse på os selv og vores forståelse af verden. Gennem Sarkissians konceptuelle og poetiske undersøgelse af fravær og nærvær bliver det tydeligt, at fortiden klæber sig til nutiden, og at historiske fortællinger, konflikter og traumer spiller en afgørende rolle i skabelsen af både en kollektiv og personlig identitet.

Fernisering: 22. marts kl. 17-19
Udstillingsperiode: 23. marts – 19. maj 2024

Om udstillingen
Udstillingen The Presence of Absence, der på dansk kan oversættes til tilstedeværelsen af fravær eller fraværets nærvær, viser et uddrag af Hrair Sarkissians store kunstneriske bagkatalog, der rummer fotografi, videoværker og lydkunst i forskellige afskygninger.

I denne udstilling er nærvær og fravær to uadskillelige størrelser, der klæber sig til hinanden. Det er vanskeligt at tale om nærværet i værkerne uden også at forholde sig til det fravær, der præger dem – og omvendt. Både nærvær og fravær kan være abstrakte fænomener at forholde sig til, men med sin konceptuelle og poetiske fremgangsmåde formår Sarkissian at bearbejde både håndgribelige og uhåndgribelige aspekter af menneskelivet.

Sarkissian skildrer blandt andet den personlige historie ved at udforske sin egen fortælling om at være efterkommer af armeniere, der måtte flygte til Syrien i forbindelse med det armenske folkedrab (1915-16). Det ses også
i hans fotografier fra bestemte steder i Holland, som døende patienter særligt har udvalgt til at blive det sidste, de besøger. Derudover formår han også at skildre større, kollektive fortællinger om og erfaringer med befolkningsgrupper, som diktatoriske regimer har fordrevet. Her fremviser han de fortsatte skygger, som de tidligere autoritære regimer kaster fra sig i nutiden. Hverken de personlige og kollektive historier og fortællinger er isolerede størrelser i udstillingen. I stedet befinder vi os i krydsfeltet mel- lem fortiden og nutiden samt den personlige historie og kollektiv erindring.

Med Sarkissians værker betaler det sig at lade sig omslutte af og stille spørgsmål til fraværet for bedre at forstå, hvad vi oplever i udstillingen. Jo mere vi giver os hen til og undersøger fraværet, desto mere giver værkerne os noget tilbage.

I forbindelse med udstillingen udgives et gratis udstillingskatalog, der frit kan hentes i kunsthallen.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Om kunstneren
Hrair Sarkissian (f. 1973, Damaskus) bor og arbejder i London. Sarkissian er internationalt anerkendt som en af samtidens førende konceptuelle fotokunstnere. Hans praksis inkluderer fotografi, film, skulptur, lyd og installationskunst, hvor han det ene øjeblik skaber meditative drøm- melandskaber og dødslandskaber det næste. Steder, hvor stemmen, som er bragt til tavshed, midlertidigt får tildelt et åndehul.

Sarkissian begyndte sin uddannelse som fotograf i sin fars fotoværksted, Dream Color, i Damaskus. Sarkissian er medlem af det rådgivende udvalg for the Arab Image Foundation i Beirut. Hans mid-career-udstilling åbnede i oktober 2021 på Sharjah Art Foundation og turnerede til Bon- niers Museum i Stockholm (2022) og Bonnefanten Museum i Maastricht (2022/23). Udstillingen samlede to store, nye kommissionerede værker og mere end et dusin af hans mest markante værker fra de foregående 15 år. Andre udvalgte nye udstillinger inkluderer British Art Show 9, Modern Art Museum of Fort Worth, 14th Sharjah BiennialBrighton Photo Biennial, Sursock Museum i Beirut, Imperial War Museum i London, Baltic Contemporary Art Centre i Newcastle, the 10th Bamako Encounters African Biennal of PhotographyDen Armenske Pavillon ved den 56. Venedig biennale (som vandt den Gyldne Løve),Tate Modern i London, New Museum in New York og Mori Art Museum i Tokyo.

Gallery Poulsen søger galleriassistent

Gallery Poulsen søger en galleriassistent med tiltrædelse snarest muligt, senest 1. marts 2024.

Har du en sælger gemt i dig? Skriver du fængende, levende pressetekster? Har du et skarpt æstetisk blik og lysten til at præge den visuelle identitet i et galleri med en international profil?

Gallery Poulsen søger en galleriassistent med tiltrædelse snarest muligt, senest 1. marts 2024.
Assistenten bliver en del af galleriets daglige gang med ansvar for markedsføring og formidling af galleriets udstillinger og aktiviteter på alle platforme. Vi tilbyder en travl og alsidig hverdag i et internationalt miljø, der spænder vidt fra salgsarbejde, opsætning af udstillinger til afholdelse af events og digital formidling.

Arbejdsopgaverne:

  • Formidle salg til såvel bestående som nye kunder
  • Møde vores samlere med godt humør og imødekommenhed
  • Producere kommunikationsmateriale og pressetekster til nyhedsbreve, hjemmeside, artguides og SoMe
  • Opdatere værk- og kundedatabase
  • Deltage på messer, både i ind- og udland
  • Opdatere og producere indhold til hjemmeside
  • Løbende kontakt og koordinering med galleriets kunstnere (primært udenlandske)
  • Lave digitale flyers i InDesign og fotoredigering i Photoshop
  • Hjælpe til med opsætning af udstillinger samt assistere under ferniseringer og events

Du har:

  • Digitalt flair og arbejder rutineret i Photoshop, InDesign og CMS
  • Lyst til at sælge og formidle kunst på et professionelt og internationalt niveau
  • Skarpe formidlingsevner i både skrift og tale
  • Proaktive evner og kan skabe din egen hverdag
  • Et dybdegående kendskab til alle sociale medier
  • Engagement, gåpåmod og er ikke bleg for at tage initiativ og tage fat, hvor der er behov
  • Et flydende sprog på dansk og engelsk i både skrift og tale
  • Gerne kørekort

Send os en kortfattet ansøgning med CV hurtigst muligt, dog senest 10. februar, i en samlet PDF til info@nullgallerypoulsen.com


Vi holder samtaler løbende, så tøv ikke med at søge, hvis du mener, vi mangler lige netop din profil.


Du kan læse mere om galleriet på: www.gallerypoulsen.com

Ansættelsesvilkår:

Stillingen ønskes besat hurtigst muligt, da der vil være en del oplæring.
Arbejdstid: ca. 24-28 timer ugentligt (ml. onsdag-lørdag)

Vi glæder os til at høre fra jer!

Gallery Poulsen

Staldgade 32

1699 København V