O – OVERGADEN INTRO ÅBNING: Dina El Kaisy Friemuth + Sóley Ragnarsdóttir

Fredag d. 5. november kl. 17-22 på O – Overgaden Institut for Samtidskunst

Foto: Dina El Kaisy Friemuth: Video still fra House of KA, 2021, HD video loop. Fotograf Diara Sow. Courtesy: kunstneren.

Vær med til fernisering fredag den 5. november, når O – Overgaden præsenterer kulminationen på to unge kunstneriske talenters deltagelse i udviklingsforløbet INTRO: Med udstillingerne ’No History at All’ af Dina El Kaisy Friemuth og ’Organizing Principles’ af Sóley Ragnarsdóttir stiller kunstnerne spørgsmål til måden, vi arkiverer og kategoriserer verden omkring os.

Som på alle andre dage har Overgaden fri entre, og alle er hjerteligt velkomne. Der er mulighed for at købe kolde drikke og drinks via Mobile Pay. 

Vi glæder os til at fejre udstillingerne sammen med jer!


PROGRAM
17:00: Udstillingerne åbner
17:30: Åbningstale v. Aukje Lepoutre Ravn, konstitueret leder af Overgaden
18:00: DJ’s (TBA)
22:00: Tak for i aften!

~~~~~~~~

Om udstillingerne:
DINA EL KAISY FRIEMUTH: ’NO HISTORY AT ALL’
Billedkunstner Dina El Kaisy Friemuth (f. 1988, DE) kaster et kritisk blik på historiens vestlige magtstrukturer og spørger, om historieskrivning i sig selv er et imperialistisk foretagende. Udstillingen præsenterer en serie nye værker i form af et specialdesignet gulvtæppe, en videoinstallation, plakater, tegneserie, facadebanner, samt en særligt kurateret arrangementsrække, der intervenerer med kunsthallens institutionelle program. Som en slags dekolonial undvigelsesmanøvre undersøges alternativer til historieskrivning ved at vække egyptiske artefakter til live gennem personlige fortællinger og visuelle værker, fremfor at lade dem stå døde og fikserede i glasmontre.

Læs mere på O – Overgadens hjemmeside: https://bit.ly/3nwolOI


SÓLEY RAGNARSDÓTTIR: ‘ORGANIZING PRINCIPLES’
Sóley Ragnarsdóttir (f. 1991, DK) flyttede til Thy, da coronakrisen lukkede verden ned. Det nyetablerede liv blandt ravjægere, fiskere og surfere har tydeligt influeret kunstnerens unikke, visuelle stemme såvel som udstillingens konceptuelle lag. Ragnarsdóttir bølger sig gennem Overgadens førstesal som et hyperornamenteret kunstnerisk univers, hvor akryl og epoxy blander sig med rav, muslingeskaller og havslebne glasstykker på store, fritstående lærreder og sirligt udsmykkede servietværker. Væggene er beklædt af kunstnerens mønstrede tapeter, og øjne lavet af samme materiale som både og surfboards vugger i fiskerreb fra loftet foran ravtonede vinduer.

Læs mere på O – Overgadens hjemmeside: https://bit.ly/3mgsNSg

Udstillingerne er støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Statens Kunstfond, Knud Højgaards Fond, 15. juni fonden, Beckett Fonden og Rådet for Visuel Kunst, København.

Udstillingerne kan ses i perioden 5. november – 31. december 2021.

~~~~~~~~
Om INTRO:
Med det treårige pilotprojekt INTRO, der er støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, er ønsket at bidrage til at styrke den unge generation af billedkunstnere i Danmark. På baggrund af Overgadens mangeårige arbejde med nyuddannede kunstnere står det tydeligt, at mange unge kunstnere med fordel kan styrkes i at få etableret en bæredygtig kunstfaglig karriere med internationalt potentiale.

FERNISERING // UNG DANSK FOTOGRAFI ’21

Fotografisk Centers årlige udstillingsserie Ung dansk fotografi præsenterer i år de seks fotografer og visuelle kunstnere Liv Latricia Habel, Tore Hallas, Mathieu J. H. Hansen, Signe Rohardt Lund, Michael C. Madsen og Luna Scales. Årets gæstekurator er Louise Lassen Iversen fra udstillingsplatformen meter.

Den 5. november fra kokken 17-19 åbner Fotografisk Center dørene for den årligt tilbagevendende udstillingsrække, Ung dansk fotografi, der i år er skabt i samarbejde med gæstekurator Louise Lassen Iversen, kurator og kunstnerisk leder ved udstillingsplatformen meter. Ved samme lejlighed byder Fotografisk Center også velkommen til kunsthallens nye direktør, Signe Kahr Sørensen. Udstillingsåbningen er således også en velkomstmarkering af Fotografisk Centers nye direktør, der markeres med en velkomsttale af bestyrelsesformand, Nicolai Horten. Til udstillingsåbningen siger Signe Kahr Sørensen også et par ord, mens udstillingen officielt åbnes af gæstekurator Louise Lassen Iversen.

OM UNG DANSK FOTOGRAFI ’21

Under årets tema ‘historie’ giver de seks udvalgte kunstnere på forskellig vis et indblik i, hvad der rører sig inden for dansk kunstfotografi netop nu. Her er fokus på den levede historie og dermed erindringen, som ofte bliver placeret i opposition til historie som videnskab; på tilføjelser til historien, der skubber til vores blik på fortiden og gør den flertydig. Men også repræsentationens historie, der kan åbne for en debat om, hvordan mennesker, samfund såvel som naturen afbildes. Fælles for alle kunstnerne er, at fortiden ikke kan adskilles fra samtiden i deres værker.

DE SEKS UDSTILLENDE KUNSTNERE

De seks udstillende fotografer og visuelle kunstnere Liv Latricia Habel, Tore Hallas, Mathieu J. H. Hansen, Signe Rohardt Lund, Michael C. Madsen og Luna Scales bevæger sig alle i det fotografiske felt med vidt forskellige billedsprog. De udfordrer og eksperimenterer med genrer og materialiteter, leger med og bearbejder identitets- og erindringsbegreber samt (gen)besøger vestlig, kunsthistorisk ikonografi.Udstillingen udforsker forestillinger og temaer om blandt andet race, repræsentation, tykhed, queerness, erindringer, natur, virkelighed samt kroppen og dens funktioner. 

TAK TIL ALLE FONDE 

En stor tak til Statens Kunstfond, Det Obelske Familiefond, Toyota-Fonden, Bestles Fond og Rådet for Visuel Kunst i Københavns Kommune for generøs økonomisk støtte.

PRAKTISK

Tid: 17-19
Sted: Staldgade 16, 1699 Kbh. V. 
Entré: Gratis 

(c) Luna Scales, Eyelids, 2020 (videostill)

Skal du studere i New York til foråret?

… Så kig med her!


Vi har netop åbnet for ansøgninger til Bikubenfondens kollegium i New York, Academic Guest House.

Kollegiet ligger centralt på Manhattan.

Hvis det lyder som noget for dig, kan du finde ansøgningsskema, de formelle krav og læse mere om kollegiet her:
https://www.bikubenfonden.dk/academic-guest-house

Ansøgningsfrist til forårssemestret 2021 er d. 10. nov. 2021.
Ansøg via link herover.

Vi har hermed fornøjelsen at invitere jer til Copenhagen Festival Ensemble’s julekoncert

Koncerten finder sted d. 12. december 2021 kl. 17.00 i Odd Fellow Palæet, Bredgade 28, København.

Pris for studerende: 50 kr. Køb billetter på Ticketmaster.

Musikere ved denne koncert vil være:  den danske violinist Marie Hanskov, den russisk/ tyske cellist Dina Bolshakova og den ukrainsk/ tyske pianist Stanislav Rosenberg.

Program:

F. Mendelssohn Klavertrio nr. 1 i d- mol op. 49

P.I. Tchaikovsky Klavertrio i a- mol op.50

Billetter: Billetter kan reserveres på Ticketmaster.
For mere information (om ensemblet, gæstemusikere, billetsalg) er De velkommen til at besøge ensemblets hjemmeside: www.copenhagenfestivalensemble.com
LIKE OS PÅ FACEBOOK:  https://www.facebook.com/CopenhagenFestivalEnsemble/

Det vil glæde os meget at se jer til vore koncerter.

SOCIALE MEDIER, POLITIK OG MÅDEN VI TALER SAMMEN PÅ

Tid og sted:
28. oktober kl. 17.00-18.00
Københavns Hovedbibliotek, Krystalgade 15, 1172 København K

Sociale medier har for længst indtaget en markant plads i de fleste menneskers hverdag og vores fælles, demokratiske samtale foregår i stigende grad i digitale kommentarspor, opdateringer og videoklip. Også journalistiske medier og mange politikere bruger i stigende grad sociale medier til at nå ud til læsere, vælgere og den danske befolkning i det hele taget.

Men hvilke rammer sætter de sociale medier egentlig for vores samtale? Hvordan ændrer sociale medier vores adfærd og diskurs og hvordan ændrer og tilpasser vi os selv på den anden side til mediets algoritmer og mekanismer i kampen om danskernes opmærksomhed? Og hvordan sikrer vi en nuanceret, oplysende, åben og inkluderende demokratisk samtale i fremtiden på sociale medier?

Københavns Hovedbibliotek afholder op til kommunalvalget d. 16. november tre debatarrangementer. Til det første debatarrangementet ’Fremtidens demokratiske samtale’ har vi inviteret 4 eksperter på området ind, så de kan gøre os klogere på, hvilken betydning sociale medier har for den offentlige samtale, politiske diskurs og i sidste ende vores demokrati.

Dagens moderator er Timme Bisgaard, chefredaktør ved Kommunikationsforum.

Panel:

  • Vincent Hendricks, dr.phil., ph.d. og professor i formel filosofi ved Københavns Universitet, grundlægger og leder af Center for Information og Boblestudier, vil bidrage med viden om polariseringsmekanismer, meningsmiljøer og opmærksomhedsøkonomi.
  • Mikkeline Thomsen, fra analysebureauet Analyse&Tal, vil fortælle om politikeres brug af sociale medier med udgangspunkt i de undersøgelser, Analyse&Tal foretager.
  • Andreas Thyrring, fra Ulveman & Børsting, tidligere chef for Venstres Center for Kommunikation og Politik på Christiansborg og en af de nærmeste politiske rådgivere for Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann-Jensen, vil bidrage med perspektiver på politikeres brug af og strategiske tilstedeværelse på sociale medier.
  • Christian Mogensen, uddannet i psykologi og filosofi, specialkonsulent hos Center for Digital Pædagogik, vil bidrage med perspektiver på adfærd og aggressivitet i den politiske SoMe debat samt de psykologiske, sociale og politiske dispositioner vi bringer med os fra offline til online tilstedeværelse (og omvendt).

Event på Facebook: https://fb.me/e/Gu8ZSX1W

‘Ikke kun’ et symposium om Kunstnerisk udviklingsvirksomhed

I Center for Kunstnerisk Viden og Udvikling inviterer vi til vores årlige symposium, som denne gang udforsker hvordan kunstnerisk udviklingsvirksomhed fremmer kunst som en praksis-baseret vidensform, men ikke kun det: den fremmer også nye kunstneriske handlingsrum inden for og udover formelt afgrænsede vidensfelter.

Med temaet ‘Ikke kun’ (Not only), har vi ladet os inspirere af antropolog Marisol de la Cadenas konceptuelle værktøjskasse, hvor en praksis både kan være meget specifik og samtidigt indgå i et mangfoldigt vidensfelt – en økologi af praksisser. I modsætning til reduktive definitioner af kunst og viden, så peger symposiet i stedet på kunstnerisk praksis og kunstnerisk udviklingsvirksomhed som komplekse størrelser, der altid gemmer på noget mere. Dette ”mere” vil i symposiet udfolde sig gennem præsentationer af aktuelle og afsluttede udviklingsprojekter fra de kunstneriske uddannelser i dialog med inviterede internationale gæster. Temaer der afdækkes i løbet af de to dage inkluderer undersøgelser af andre økologiske verdensbilleder, koloniale videnskulturer, materialitet i den digitale tidsalder, gen/omfortolkninger og fremtidige kunstnerroller.

Det fuldstændige program med beskrivelser af de enkelte punkter opdateres løbende på denne side.

Pre-workshops:

Marisol de la Cadena Reading Group

21.10, 10.30 – 12.30: Diskussion af teksten “Not Knowing: In the Presence of …”. Det foregår fysisk og på Zoom.

Skriv til info@nullartisticresearch.dk for at få adgang til arbejdsspørgsmål.

Mapping and Diagramming Artistic Research  v. Dr. Vytautas Michelkevicius

27.10, 14-17, Fysisk og på Zoom.

“No matter who you are – artist (including designer, architect, musician, filmmaker, performer, writer, etc.), researcher, curator, facilitator or every/body/thing together in one person, each of us has our own episteme(s) and rhetorics. Do they intersect and have a common ground? Artistic Research as a transdiscipline has the potential to blur boundaries of knowledge systems and disciplines. More over we are full of various types of knowing modes and knowledge forms but we are not always even aware of them. Let’s try to identify, reflect, speculate and layout our epistemes and knowings. All researchers can be artists and vice versa, cannot they?”

Tilmelding sker ved at skrive dit navn og institution samt “Mapping Workshop” eller “Reading Group” til info@nullartisticresearch.dk
Var opmærksom på at ansatte og studerende ved de højere kunstneriske uddannelser har fortrinsret.

Symposium Program 28-29.10 

Sted: Festsalen, Det Kongelige Danske Kunstakademi, Billedkunstskolerne, Kongens Nytorv 1, 1050, København.
Live-stream: https://www.youtube.com/channel/UCkCTPPQ5GDN4j3DKCvbL14A/

Tilmelding for fysisk deltagelse: info@nullartisticresearch.dk

Torsdag 28.10

9.45: Ankomst med kaffe og te

10.00-11.00: Introduktion til programmet og temaet

Med Lars Bent Petersen, Kristoffer Gansing og Marisol de la Cadena Reading Group

11.00 – 12.30 Jane Jin Kaisen (Billedkunstskolerne), “Community of Parting: Negotiating Borders and Translation Otherwise as Artistic Research”

12.30 – 13.30 Frokost

13.30 – 14.30 Vytautas Michelkevicius (Vilnius Academy of Arts).
Moderator: Christina Marie Jespersen

14.30 – 14.45 Pause

14.45 – 16.30 KUV Salon: Emil Gryesten (Det Kongelige Danske Musikkonservatorium), Andreas Liebmann (Scenekunstskolen) med flere.

16.30 – 18.00 Reception

Fredag 29.10

9.45: Ankomst med kaffe og te

10.00-10.30 Introduktion til programmet og statement fra Marisol de la Cadena Reading Group

10.30 – 12.00 Thommy Andersson (Syddansk Musikkonservatorium) og Ida Bach Jensen, 12 Musicians from Another Place.

12.00 – 13.00 Frokost

13.00 – 14.45 KUV-Salon: Rasmus Ölme (Scenekunstskolen), Maibritt Borgen & Rikke Luther (Billedkunstskolerne), Digital Materialities.

14.45 -15.00 Pause

15.00 – 16.30 Knowledge in the Arts #4: Angela Melitopoulos, Matri Linear B.
Moderator: Kristoffer Gansing

Praktikanter til Ungdomsøen

Opstart 1 feb 2022, Frist d. 14 nov.

Vi søger praktikanter til områderne:

Læs mere på https://ungdomsoen.dk/ungdomsoen/job-hos-ungdomsoen/

OM UNGDOMSØEN

Ungdomsøen er en vild oplevelsesplatform og et udviklingscenter for hele Danmarks ungdom. Det er en ø, hvor alle Danmarks unge kan arrangere vilde events, deltage i engagerende kurser og møde nye venner.

Ungdomsøen er en ramme, hvor unge bringer indholdet. De kan derfor selv skabe og gennemføre aktiviteter, og mødes med andre og skabe nye fællesskaber på tværs af ungdomskulturer.

Udover at lægge hus til unge-projekter, foreninger, tænketanke, NGO’er osv har vi også kommerciel drift med udlejning af faciliteter til konference o.l.

Praktikanternes arbejdsplads er på Spejdercenter Holmen på Arsenalvej 10, 1436 København K og på Ungdomsøen.

ENGAGERET UDSTILLINGSPRAKTIKANT TIL FOTOGRAFISK CENTER

Skal du i praktik i forbindelse med dit studie?

Fotografisk Center søger en studerende fra kunsthistorie, visuel kultur, moderne kultur eller lignende med særlig interesse for fotografi og kamerabaseret kunst til at assistere med produktion af kunsthallens udstillinger – herunder formidling.

Som praktikant i Fotografisk Center vil du komme til at indgå i alle dele af processen omkring det at producere en udstilling – herunder assistere med kuratering, fundraising, udstillingsopbygning, udstillingstekster og synliggørelse af udstillingen via sociale medier. 

Vi kan således tilbyde et alsidigt og lærerigt praktiskforløb, der giver en god indsigt i både kuratering og drift af en lille kunsthal med store ambitioner.

Udover interesse for og viden om fotografi, video og samtidskunst generelt forventer vi, at du er god til at formidle og kan arbejde selvstændigt, samvittighedsfuldt og struktureret. 

Vi forventer, at du i dit praktikforløb kan afsætte to til tre dage, dvs. 15 – 20 timer om ugen i forårssemesteret, men vi tager selvfølgelig hensyn til dine forpligtelser i forhold til studiet. Det forventes at du kan starte din praktik i januar/februar 2022. Vi tilbyder ikke løn i forbindelse med praktikken.

KORT OM FOTOGRAFISK CENTER OG ANSØGNINGEN
Fotografisk Center har eksisteret siden 1996. Vi viser ca. fem årlige udstillinger af kamerabaseret kunst med fokus på fotografi og video. Herudover arrangerer vi foredrag, seminarer, filmvisninger og artist talks. Vi har også et scannerværksted og en mindre boghandel. 

Send en kort, motiveret ansøgning samt CV med beskrivelse af dine kvalifikationer inden den 15. november. Ansøgningen mærkes praktikant og mailes til: kurator@nullfotografiskcenter.dk

For yderligere information kontakt Fotografisk Center på 3393 0996 eller info@nullfotografiskcenter.dk

Salon EKSISTENS

23. november kl. 19-21

Tiden er fuld af eksistentielle spørgsmål. Coronaepidemien har husket os på, at vi er dødelige, og at vi historisk har været hjemsøgt af epidemier igen og igen.

“Moder – see – nu kysser Englen mig!”, skriver H.C. Andersen gribende om det døende barn i sit digt af samme navn, og sådan var døden og sygdommen i 1800-tallet en uløselig del af samtidens kunst, litteratur og tænkning.

I forbindelse med Den Hirschsprungske Samlings særudstilling Englens Kys. Syge piger i nordisk kunst inviterer museet i samarbejde med Medicinsk Museion til kultursalon med sognepræst Kathrine Lilleør og direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm.

Salonværtinde er Berlingskes kulturkommentator Anne Sophia Hermansen.

Praktiske informationer:

Pris: 195 kr. / 100 kr. m. årskort. / 50 kr. ung under 26 år

Salonen finder sted på Medicinsk Museion, Bredgade 62, 1260 København K.

Dørene åbner kl. 18, hvor man bl.a. kan se Medicinsk Museions udstillinger.

I pausen vil der blive budt på et glas vin.

Bemærk: Med i prisen er en entrébillet til Den Hirschsprungske Samling, der gælder til udstillingen Englens Kys. Syge piger i nordisk kunst. Billetten udleveres på salonen. Årskortholdere kan bruge billetten til at invitere en ledsager med på museum.

Køb billet her