Seminar om Inger Christensens forfatterskab

På årets to første forårsdage afholder Møllegades Boghandel litteraturseminaret “Det skabte og det fundne” om Inger Christensens forfatterskab.
Seminaret vil forløbe fra 14-17.30 den 1. og den 2. marts i boghandelen.
Oplægsholderne vil være Anne Gry Haugland, Niels Lyngsø, Mikkel Frantzen og Isak Winkel Holm. Forfatterne Morten Chemnitz og Molly Balsby Nielsen vil desuden læse højt fra forfatterskabet.
Fri entré, men kom i god tid!

Læs mere her: https://www.facebook.com/events/199625956912092/

UDSTILLING: GRUPPEILLLUSION AF TINE TVERGAARD

 

Tine Tvergaard: Gruppeillusion

8/2 – 1/3 2014
Fernisering fredag 7/2 kl. 17

bureau publik
Vesterborgade 111, st.
1620 Kbh V
www.bureaupublik.dk

Tine Tvergaards udstilling Gruppeillusion handler om fællesskabets betingelser, om de problemer der knytter sig til gruppen som socialitet og om det kollektive som et menneskeligt vilkår.

Tvergaard er praktiserende billedkunstner og psykoterapeut. Med udgangspunkt i de feministiske, kunstneriske og terapeutiske fællesskaber hun har indgået i, er udstillingen et nedslag i en fortløbende undersøgelse af kollektivets mekanismer. Det er et forsøg på at bearbejde og materialisere overvejelser over menneskelige relationer, fællesskabsformer og samfundsmæssige forhold, der udspringer af Tvergaards samtaler og samarbejder med andre. Særligt er det gruppen som social formation og de modstridende følelser, der knytter sig hertil, som Tvergaard er optaget af. I sine værker afsøger hun både begæret efter gruppetilhørsforholdet og angsten for de konflikter, magtforhold og eksklusioner som gruppedynamikker også genererer.

Tvergaard er interesseret i, hvordan fællesskaber kan bestræbe sig på at omgå og udfordre den neoliberale individualisme såvel som den konventionelle kollektivisme og disses iboende eksklusionsmekanismer. Et af omdrejningspunkterne for hendes arbejde er derfor, hvordan man kan forholde sig kritisk til de nære praksisser og i bedste fald ændre dem ved at insistere på eksistensen af psykologiske og gruppedynamiske forhold som politiske objekter.

Gruppeillusion er afledt af Tvergaards udvekslinger med venner, kolleger og samarbejdspartnere. Hun har inviteret nogle af disse til at bidrage til en serie arrangementer, der finder sted i udstillingsperioden. Arrangementerne vil udforske spørgsmålet om fællesskabet gennem det sanselige og det improvisatoriske og diskutere det kollektive som et vilkår, der både kan yde modstand mod håbløshed og inerti, men også er en kampplads mellem individer.

Program:

Emma Hedditch: performance
Lørdag 15/2 kl. 14

Koret Syvende og sidst: performance
Mandag 17/2 kl. 20

Selskabet for anvendt gruppetænkning: PLENUM –1
Lørdag 22/2 kl. 14

“SECRETS” invitation til 60Seconds Festival i København

Open call til 60Seconds 2014.
Open call til 60Seconds 2014.

Åben call invitation til deltagelse i 60Seconds festival.

-Deadline for deltagelse med 60 Seconds film uden lyd,  til årets festival er de 21 Februar 2014.

Kom ud og del din “Secret” med resten af København!

www.60sec.org

 

Uforudsigelig skønhed og galoperende ekspressivitet – moderne lyrik i samspil med jazztrommeslager og dukketeater

PastedGraphic-1Jazztrommeslager Kresten Osgood og Dukketeater Svantevit iscenesætter digte af Lars Skinnebach og Lars Frost i forestillingen ”Den Artificielle Have” – Et first-mover-projekt, der kombinerer moderne dansk lyrik og musik med raffineret dukkespil for voksne.

”Slottet”, Carlsbergbyen
Pasteursvej 4, 5. sal, 1799 København V.,
D. 20. 21. og 22 februar 2014 kl. 20.30. Entré: 120 kr. Køb via mobilbillet.dk

“Vi ønsker os uforudsigelig skønhed og galoperende ekspressivitet” – sådan siger Kresten Osgood om dukketeaterforestillingen Den Artificielle Have, hvor alle kunstarter mødes som ligemænd på scenen. Lars Skinnebach og Lars Frost har skrevet digtene direkte til forestillingen, der kan ses som en appetitvækker til moderne lyrik. Her bliver digte sat i scene og formidlet af dukker, musik og reallyde i en abstrakt scenografi, der understøtter en berusende fornemmelse af at være udenfor tid og sted.

Eksistentiel scenekunst
Den artificielle Have er et intenst og sanseberigende kammerspil, hvor teksten er det eneste, der ligger fast. Alt andet bliver improviseret undervejs. Publikum møder to par – Dana og Tino, Han og Hun, i samtaler, der både svinger sig op mellem stjernerne og ned i hverdagens trivialiteter. Trommer, violin, keyboard, kobjælder og raslende blade går i samspil med ord, tonefald, bevægelser, lys og farver. Kunstnerne skaber et univers af skiftende stemninger og følelser og rejser nogle af livets store spørgsmål: Hvem var vi? Hvem er vi? Hvem bliver vi?

Fan af Svantevit
Det er dukkespiller Sven Haarder og musiker og dukkemageren Christina Meisl – duoen i Dukketeater Svantevit – som står bag projektet.
“For os det en helt ny måde at arbejde på,” forklarer de. Både det, at få andre til at skrive tekster og at arbejde så tæt sammen med en tredje musiker, er nyt. “Kresten Osgood har været med i projektet fra begyndelsen, både som idémand og musiker på scenen. Han kommer med nogle klange og nye indfald, vi aldrig havde kunnet finde på.”
Kresten Osgoods indgang til samarbejdet er en fascination af Svantevits scenekunst. “Jeg har været fan af deres kunst i lang tid. Jeg synes, det er en helt særlig niche, de har lavet indenfor moderne voksen dukketeater, og jeg havde en ide´ om, at det kunne kombineres med min måde at spille trommer på.”

Dukkerne sætter fantasien i sving
De fire teaterdukker i Den artificielle have er skabt af Christina Meisl. De ligner os mennesker, men i en fortolket udgave, som i et maleri eller en skulptur. Det er så op til publikum at digte videre på figurerne – at blive medspiller i stykket ved at aktivere fantasien. Dukkerne ses i fuld figur på scenen i samspil med Sven Haarder. Normalt fører han dukkerne, gemt bag kulisserne, men her står han for første gang frem som en tredje skuespiller i forestillingen med en dukke på hver hånd.

Læs mere på www.svantevit.dk og www.dukkemageri.dk

Kultbilledroman som teater – »Frøken Mærkværdig & Karrieren« på Bådteatret 30. jan. – 8. feb.

Frøken Mærkærdig & Karrieren, Bådteatret 30. jan. - 8. feb.
Gæsteforestilling af Teater Dyrelab på Bådteatret, Nyhavn 16Z, 1051 KBH K, BÅDTEATRET

30. januar – 8. februar 2014

Januar: 30. kl 18 & 20, 31. kl. 10 & 20,
Februar: 1. kl. 17, 3. kl. 10 & 12, 4. kl. 12 & 20, 5. kl. 10 & 20, 6. kl. 10 & 20, 7. kl. 10, 8. kl. 17
LØRDAG 1. FEB. KONCERT MED MOURITZ SOLO KL. CA. 18 (efter forestillingen). Har du billet til forestillingen, har du billet til koncerten.
BILLETTER her: teaterbilletter.dk – ungdomsgruppebillet (min. 6) 40 kr., løssalg 70 kr.

Vi følger Frøken Mærkværdigs kamp for at gøre kometkarriere som ungt kreativt geni. For som hendes far siger: ”Man skal være en af de ti bedste i verden, for ellers er man ingen overhovedet, slet ingen!” Frøken Mærkværdig kommer ind på en kreativ uddannelse som en af de få og starter studiet fuld af håb om at være genial. Efter flere desperate forsøg på at stable en fantastisk kreativ karriere på benene og tynget af præstationsangst giver hun op, overmandet af mindreværd og sit indre mørkemonster. Hun kan hverken leve op til sine egne eller omverdenens karrieredrømme. Men netop som hun begraver sine storslåede forventninger, opdager hun, at hun er ingen, men alligevel er.

Teater Dyrelabs »FRØKEN MÆRKVÆRDIG & KARRIEREN« er frit efter
Joanna Rubin Drangers kult-billedroman af samme navn.

INSTRUKTØR Daniel Norback
PERFORMERE Tea Rønne & Pernille Nedergaard Haugesen
SCENOGRAF Nadia Nabil Korsbæk
LYSDESIGNER Raphael Solholm
KOMPONIST Mads Mouritz Gjellerod
PRODUCENT Teater Dyrelab

»Frøken Mærkværdig & Karrieren« er støttet af Statens Kunstråds Scenekunstudvalg, Bikubenfonden, Tuborgfondet, Danmarks nationalbanks Jubilæumsfond af 1968 og Københavns Scenekunstudvalg

Kunstkritikkens fremtidige rolle – kritik, anmelderi eller formidling?

IMG_8484sorthvid

Den 30. januar 2014 kl. 19.30 – ca. 21.30 inviterer Den Frie Udstillingsbygning til debat om kunstkritikken og kunstkritikkens plads i det danske medielandskab.

Kunstkritikkens spalteplads i de trykte medier er over de seneste år blevet drastisk reduceret. I takt med denne udvikling har kunstkritikken søgt nye veje og har blandt andet fundet fodfæste i de online medier. Arrangementet vil sætte fokus på konsekvenserne af, at kritikken nu i høj grad finder sted i nye medier og på fagligt specialiserede platforme frem for i de danske aviser og dagblade. Er kunstkritikken blevet for de få eller har den stadig potentiale for at danne ramme for en generel samfundsdebat? Har anmelderi, formidling og brugerinddragelse overtaget kunstkritikkens rolle i medielandskabet?

Kunstner, kunstkritiker og online redaktør ved The Wire Magazine, Nathan Budzinski, vil bidrage med et oplæg om kunstkritikkens vilkår og udvikling set i en engelsk kontekst inden fokus drejes mod kunstkritikkens danske forhold. Det danske debatpanel består af:

Sanne Kofod Olsen, direktør for Museet for Samtidskunst
Jacob Lillemose, kunstkritiker ved kunstkritikk.dk
Barbara Læssøe Stephensen, retoriker, debattør og kulturformidler
Jørn Erslev Andersen, lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation på Aarhus Universitet
Moderator: Tore Leifer, DR

Keynote speaker Nathan Budzinskis oplæg vil foregå på engelsk og paneldebatten på dansk.

 

Almindelig entré. Tilmelding skal ske via info@nulldenfrie.dk.

 

PRAKTIKPLADS I NEW YORK

Kultur & Presse-sektionen ved Danmarks Generalkonsulat i New York søger 1 ulønnet praktikant til efteråret 2014

Periode: 1. august 2014 – 31. januar 2015

Praktikanten assisterer kulturattachéen og pressechefen i det daglige kommunikations- og kulturudvekslingsarbejde med blandt andre følgende opgaver:

• Udarbejdelse af nyheds- og kulturstof til hjemmesiden www.usa.um.dk og Facebooksiden
www.facebook.com/consulatedenmarknewyork
• Besvarelse af diverse henvendelser angående danske samfundsforhold, dansk kunst og kultur m.m.
• Redigering og udsendelse af dansk kulturnyhedsbrev for New York-området
• Kontakt til danske kunst- og kulturprojekter i det østlige USA
• Servicering af dansk og amerikansk presse
• Opdatering af diverse lister og registre

Endvidere inviteres praktikanten til at arbejde selvstændigt med mindst ét større projekt, der er både studierelevant og nyttig for afdelingens kultur- og kommunikationsarbejde.

For at komme i betragtning skal praktikopholdet være studierelevant og meritgivende. Kultur & Presse prioriterer derfor studerende på de kunstfaglige uddannelser (musik, film, billedkunst mv.) samt fra kommunikations-, journalistik- og/eller kulturstudier, der er på overbygningen i deres studieforløb. Erfaring fra stillinger inden for international kulturudveksling og formidling er en fordel. Kendskab til CMS-systemer på avanceret brugerniveau, gode engelskkundskaber samt praktisk flair er nødvendigt. Kendskab til videojournalistik og flermediel formidling er en fordel. Der lægges desuden vægt på kreativitet, gode samarbejdsevner, selvstændighed og evne til at indgå i en lille, men dynamisk afdeling, der, som del af en større arbejdsplads under Udenrigsministeriet, udgør Danmarks officielle repræsentation i det østlige USA.

Generalkonsulatets normale arbejdsuge er på 37 timer. Der må i perioder påregnes overarbejde, der efterfølgende afspadseres.

Praktikanten sørger selv for finansieringen af opholdet, herunder rejse, bolig, nødvendige forsikringer etc. Som bidrag til dækning af udgifter til kost, logi og transport yder Generalkonsulatet en kompensation på DKK 3000 pr. måned. De forventede månedlige udgifter er på minimum DKK 12.000 – 15.000. Tidligere praktikanter har haft held med at søge legater til delvis dækning af udgifter.

Ansøgningsfrist: 1. marts 2014

Ansøgningen samt CV sendes pr. e-mail, vedhæftet som Word eller PDF dokument.

Ansøgningen stiles til:
Presse- og kommunikationschef
Ulla Dubgaard
Consulate General of Denmark
885 Second Avenue, 18th Fl.
New York, NY 10017-2201
E-mail: nycgkl@nullum.dk

PRAKTIKPLADS I NEW YORK E2014