Fernisering & bogreception / Naevus Flammeus – Linda Hansen

naevus flammeus Linda Hansen 32

Fredag den 29. april byder Fotografisk Center og Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel velkommen til bogreception og fernisering på Linda Hansens nye fotobog, ‘Naevus Flammeus’ og udstillingen af samme navn.

Spekulationer og forestillinger om modermærket med den medicinske betegnelse Naevus Flammeus er mange, og mærkerne er den dag i dag fortsat genstand for fascination og mystik.

Linda Hansen har i sit fotografiske arbejde ofte taget afsæt i minoriteter, oplevelse af individualitet og fokuseret på blikkets rolle i fotografiet. Hansen har med tidligere serier som ‘Life in Plastic’ og ‘Linda Hansen’ skabt fundament for at undersøge. Her ved at portrættere en række mennesker med modermærker og dermed også undersøge og udfordre det blik, der møder dem. Mærket skyldes en medfødt udviklingsforstyrrelse i hudens små kar, og det er som regel synligt allerede ved fødslen, hvor det forekommer hos omkring 0,3 % af alle nyfødte. Fremtoningen kan have forskellig form og størrelse, fra et par millimeter til at dække store hudområder. Mærkerne kan forekomme over hele kroppen, men langt de fleste ses i ansigtet eller på halsen. Et modermærke går ikke væk med alderen. Typisk bliver det gradvis mere markant.

Linda Hansen bryder med etablerede visuelle normer, når hun endnu engang tager fat i et nicheemne. Med bog og udstilling samler hun fotografier, der repræsenterer en gruppe modige mennesker, som er en del af et fællesskab, hvor 0,3 % er ny norm. Stolte viser de deres unikke mærker frem.

Udstillingen ‘Naevus Flammeus’ vises hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel fra 30. april – 20. maj 2016.

Læs mere her

Boglancering / Fatto a Mano

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Den 21. april fra 16-18 afholder Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel reception i forbindelse med udgivelsen af Milena Bonifacinis nye bog Fatto a Mano. Bogen udgives med støtte fra Statens Kunstfond.

Fatto a Mano indeholder bl.a. billeder fra udstillingen af samme navn, som kan ses i galleriet frem til 23. april.

Facebook

Krass Clement & the Photobook

Krass Clement, Det lånte lys, 1995_kukua

Fernisering 10. marts kl.17-19

Fra 11. marts – 20. maj præsenterer Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel udstillingen ‘Krass Clement & the Photobook’.

Udstillingen tager udgangspunkt i Clements omfattende produktion af fotobøger og viser billeder fra ‘Af en Bys Breve’, ‘Påskesøndag ml. 11 og 16’ og ‘Det lånte Lys’ samt helt nye fotografier fra Athen og Paris, som aldrig har været vist før.

Som fotograf debuterede Clement med bogen ‘Skygger af øjeblikke’ i 1978 og siden har netop bogformen været hans foretrukne medie, hvilket afspejles i det imponerende antal udgivelser han står bag. Hele 21 værker er det blevet til.

Til trods for, at Clements formsprog er dokumentarisk, formår han at forvandle det fotograferede til metaforer for sin egen fortælling. Det dokumentariske får hos ham en poetisk dimension, der for alvor kommer til sin ret i bogformen, hvor en længere og sammenhængende fortælling kan folde sig ud – bogen som medie giver ifølge Clement den bedste samlede forståelse af en fortælling.

Krass Clement er en af dem, der har udgivet flest fotobøger i Danmark og fra 11. marts – 23. april kan man opleve en flig af hans fascinerende forfatterskab hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel.

Facebook

Mød kunstnerne / Stuart McIntyre & Anne-Li Engström

stuart_anne-li

Lørdag den 6. februar fra 12-16 kan man møde Stuart McIntyre og Anne-Li Engström i Museumsbygningen.

Kunstnerne står bag fotoudstillingerne ‘Outskirts’ og ‘Where she goes’, der vises i Museumsbygningen frem til 27. februar.

Se mere her

2 x fernisering hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel

 

Torsdag den 14.januar fra 17-19 afholdes fernisering hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel på fotoudstillingerne Outskirts af Stuart McIntyre og Where she goes af Anne-Li Engström.

 

Stuart McIntyre_Outskirts_1 copy

Outskirts – Stuart McIntyre
Fra 15. januar – 27. februar 2016 præsenterer Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel den stille og eftertænksomme vinterudstilling ‘Outskirts’ af fotografen Stuart McIntyre.

På udstillingen viser McIntyre fotografier, hvori han forsøger at fange og udtrykke den særlige tilstand, som han mener findes i randområderne: i byens kant, i overgangen mellem by og land, i overgangen mellem kulturlandskab og natur, i overgangen fra land til vand og i de steder, som befinder sig længst væk fra de store byer. En tilstand han betegner ’solitude’ – en form for konstruktiv ensomhed og energi, som er opbyggelig, regenererende og nødvendig.

Fotografierne viser skønheden ved det ikke-spektakulære og enkeltheden, og McIntyre har heri forsøgt at reducere informationen, ”at fotografere ingenting”, som han selv udtrykker det.

Stuart McIntyre arbejder med forskellige fotografiske teknikker, herunder pinholefotografi og fotogravure, som blandt andet er karakteriseret ved en langsommelig proces. Både processen bag og indholdet i McIntyres fotografier er således kendetegnet ved, at kunstneren har givet sig tid til at være tilstede i nuet – også selvom dette fotografisk set ikke nødvendigvis er spektakulært. I McIntyres fotografier skabes herved et rum for en eftertænksomhed og ro, som synes sjælden i vores moderne samfund.

Facebook

 

Anne-Li Engström_Where she goes_1Where she goes – Anne-Li Engström
Fra 15. januar – 27. februar 2016 viser Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel udstillingen ‘Where she goes’ af fotograf Anne-Li Engström.

På udstillingen præsenterer Anne-Li Engström en række værker, som ikke er blevet vist før. Billederne er første del af et personligt projekt, hvori Engström vender tilbage til sit fædreland, tilbage til sin fortid, tilbage til den skov, som hun kommer fra. Fotografierne er præget af den sindsstemning fotografen er i. Præget af moderlandet og af naturen.

Engström bor og arbejder i København, hvor hun primært beskæftiger sig som freelance fotograf på diverse bogprojekter. Hun er uddannet i Stockholm på Nordens Fotoskola – en efterfølger til Christer Strömholms legendariske fotoskole. Den skandinaviske fotografiske tradition træder tydeligt frem i Engströms fotografi.

Facebook

Fatto a Mano – Milena Bonifacini

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Fernisering 10. december 17-19

Fra 11. december 2015 – 27. februar 2016 præsenterer Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel udstillingen Fatto a Mano med værker af den danske kunstner Milena Bonifacini.

Milena Bonifacini har i de senere år arbejdet med at udvide og udstrække sit i udgangspunktet abstrakte maleri til også at omfatte tredimensionelle objekter og genstande. De organiske former, som man finder i hendes flade malerier, findes derfor nu i virkeligheden i form af bemalede objekter af blandt andet papier-maché, bronze, keramik og tekstiler.

På udstillingen hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel installerer Bonifacini disse objekter således, at de mimer genkendelige rum, eksempelvis køkkenet, barnekammeret og fadeburet, men med en række overraskende elementer.

Bonifacini ønsker med sine værker at vise de æstetiske værdier og muligheder, der er i alt det, som vi omgiver os med i hjemmet, i hverdagslivet og i det håndlavede – deraf titlen Fatto a Mano, der på italiensk henviser til noget, som er lavet i hånden.
Dette kan ses som en feministisk positionering, men også som en anerkendelse af den stræben, som mennesker i alle kulturer gennem tiden har lagt i at tillægge og påføre deres redskaber og nødvendige ejendele en æstetisk værdi.

I mødet med Milena Bonifacinis værker omsluttes man af hendes totalinstallationer og får fornemmelsen af at træde ind i et virkeligt stilleben.

Facebook / Hjemmeside

The Time is Always Now

The time mail

Fernisering 26. november kl.17-19

Traditionen tro afholdes The Time is Always Now igen i år i Museumsbygningen. Messen finder sted fra 27.-29. november. På årets messe deltager Souvanni Asmussen, Malene Birger & Lis Kasper, Anne Damgaard, Jonas Hvid Søndergaard, Iben Høj, Steen Ipsen, Stine Leth, Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel, Grethe Sekel Kielberg, Råberi Over Hegnet, Lisbet Friis & Birgitte Lund, Superobjekt og Zilmers.

Messen præsenterer en buket af tidens udtryk: design, kunst, keramik, fotografi, poesi, mode og kunsthåndværk. Fællesnævneren er den tid, som vi lever i – det er tidens indtryk omformet til udtryk.
Museumsbygningen omdannes således til ét stort gesamtkunstwerk, hvor hver deltager bidrager til en større fortælling om, hvem vi er og hvordan verden ser ud lige nu. Det er en kunstnerisk fortolkning af vores tid – et scenografisk tableau af tidens følelser og tanker.

Hjemmeside / Facebook

Fernisering // Ting der måske forsvinder – Katrine Ussing & Peter Seeberg

Hjulpisker_katrine_ussing copy_1

Fernisering 5. november kl.17-19

Fra 6.-21. november præsenterer Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel udstillingen Ting der måske forsvinder med billeder af fotograf og instruktør Katrine Ussing og tekst af forfatter Peter Seeberg.

Udstillingen består af sort/hvide fotografier, tekst og en video.

Emnet for udstillingen er ting. Ting som vi stadig anvender og omgiver os med i hverdagen, men som vi måske snart vil holde op med at bruge, fordi der opstår ny teknik og nye livsmønstre.

De sort/hvide fotografier viser tingene, som de er blandt andre ting, deres tavse, dunkle liv på de pladser, som de nu engang indtager midt i hverdagen.
Videoen river tingene ud af deres sammenhæng, sætter dem i et uafgrænset, hvidt rum og betragter dem nøje.
Ordningsprincippet er alfabetet, dels som en smuk ting i sig selv bestående af 28 forskellige elementer, dels som grundlæggende for sprog og dermed væren.

Tekst og billeder er en del af et udstillingsprojekt skabt i samarbejde mellem Katrine Ussing, Peter Seeberg, Poul Ingemann og Dino Raymond Hansen til Fonden Kulturbro 2000. Seeberg skrev teksterne i december 1998 som et udkast og gik bort kort tid efter. Af denne grund er der flere tilfælde, hvor tekst og billede ikke harmonerer – en kunstnerisk beslutning taget i respekt for Peter Seebergs arbejde.

Facebook / Hjemmeside

Fernisering // Helios – Augusta Atla & Nikos Branidis

FullSizeRender

Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel præsenterer for første gang en udstilling med den danske kunstner Augusta Atla.
Atla (1979-) er født og opvokset i Danmark, men har i de sidste 12 år boet i London, Venedig, Rom, Milano, Paris og nu i Athen, hvor hun har været foregangskvinde på projektet Maison d’Art Contemporain Athenes (MACA) – et 130 m2 stort pakhus midt i Athens historiske centrum, hvor skiftende kunstnere kan bo, udstille og arbejde.

På udstillingen Helios præsenterer Augusta Atla maleri, collager, fotografi og tekstil/silke- værker fra serierne I AM COLOR og NATURE MORTE.
Fotoværkerne fra serien NATURE MORTE udstilles sammen med værker af den græske kunstner og digter Nikos Branidis (1974-) og der skabes kunstnerisk dialog omkring Europa, Athen og tematikker som livets skrøbelighed.

Titlen Helios, navnet på solguden i den græske mytologi, henviser til, at Atlas værker siden 2010 har kredset om farver, dvs. om lyset som symbol på spirituel livskraft og indre fred. Sit særegne farverige udtryk og formsprog har Atla blandt andet udviklet gennem sine ophold i udlandet, særligt i Paris og Athen – Paris på grund af byens glæde ved farver i alt fra mad til mode og kunst, og Athen på grund af lyset og solens kraft.

Hendes værker handler om fred og den frihed, man føler som barn, når man endnu ikke ved, hvor svært livet kan være som voksen i en verden med krig og had – når man stadig ser marken som strålende og verden som et ualmindeligt smukt mirakel. Men de handler også om det at være kvinde, om kærlighed, sex, frugtbarhed og kvindeliv, og om alle de forventninger, behov og ønsker, der er knyttet til det feminine køn, hvilket er en tematik, der ikke altid er i høj kurs i en mandsdomineret kunstverden. Augusta Atla gør dog sit til, at kunsten også kan blive af, for og til kvinder.

Facebook / Hjemmeside