Mød kunstnerne / Stuart McIntyre & Anne-Li Engström

stuart_anne-li

Lørdag den 6. februar fra 12-16 kan man møde Stuart McIntyre og Anne-Li Engström i Museumsbygningen.

Kunstnerne står bag fotoudstillingerne ‘Outskirts’ og ‘Where she goes’, der vises i Museumsbygningen frem til 27. februar.

Se mere her

Walk and Talk // Game Over – You and all your friends are dead

Torsdag d. 11. februar kl. 17.30-18.30

Overgaden Institut for Samtidskunst

Overgaden Neden Vandet 17, 1414 København
Arrangementet er gratis og alle er velkomne!

Udstilling: Søren Thilo Funder  // You’re Gonna Die Up There

Denne aften inviterer Søren Thilo Funder på en walk-through i sin udstilling i selskab med billedkunstner Asbjørn Skou. Med udgangspunkt i værkerne vil de forsøge at snakke sig ind i en kritisk læsning af de konstruktioner, der omgiver os – konstruktioner af Cinema, af fiktioner, af utopisk arkitektur, af fællesskaber, af viden, af politiske bevægelser, af rum-drømme og eskapisme. Asbjørn Skou og Søren Thilo Funder har længe haft en tæt dialog omkring deres individuelle arbejder samt alskens besynderlige fænomener, der berører og til tider blot strejfer deres visuelle og tematiske universer.

Oplæsning og live musik // Rocket Summer

Torsdag d. 28/01 kl. 18.30-20
Overgaden Institut for Samtidskunst

Overgaden Neden Vandet 17, 1414 København
Arrangementet er gratis og alle er velkomne!

Udstilling: Søren Thilo Funder // You’re Gonna Die Up There

I forbindelse med sin udstilling You’re Gonna Die Up There inviterer Søren Thilo Funder til et oplæsningsarrangement om raketaffyringer akkompagneret live af strygeorkestret Con Fuoco med komponisten Tine Vitkov og punkbandet 0%.

Arrangementet finder sted på engelsk

Walk and Talk // Ester Fleckner og Maria Kjær Themsen

Torsdag d. 18.02. kl. 18-19

Overgaden Institut for Samtidskunst

Overgaden Neden Vandet 17, 1414 København
Arrangementet er gratis og alle er velkomne!

Udstilling: Ester Fleckner // A closet does not connect under the bed

Denne aften vil Ester Fleckner i selskab med kunstkritiker og kurator Maria Kjær Themsen tale om tankerne og processen bag sin aktuelle udstilling og sit arbejde mere generelt.

Oplæg og oplæsning // Poesiens potentiale

Søndag d. 21.02. kl. 15-16.30

Overgaden Institut for Samtidskunst

Overgaden Neden Vandet 17, 1414 København
Arrangementet er gratis og alle er velkomne!

Udstilling: Ester Fleckner //  A closet does not connect under the bed

Poesi spiller en væsentlig rolle i Ester Fleckners arbejde, og i hendes værker optræder tekstfragmenter ofte som en integreret del af det visuelle udtryk. I forlængelse af denne interesse inviterer Overgaden til et arrangement, der både byder på refleksioner over poesiens potentiale ved Julie Sten-Knudsen samt lyrisk oplæsning af Caspar Eric og Lea Marie Løppenthin.

2 x fernisering hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel

 

Torsdag den 14.januar fra 17-19 afholdes fernisering hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel på fotoudstillingerne Outskirts af Stuart McIntyre og Where she goes af Anne-Li Engström.

 

Stuart McIntyre_Outskirts_1 copy

Outskirts – Stuart McIntyre
Fra 15. januar – 27. februar 2016 præsenterer Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel den stille og eftertænksomme vinterudstilling ‘Outskirts’ af fotografen Stuart McIntyre.

På udstillingen viser McIntyre fotografier, hvori han forsøger at fange og udtrykke den særlige tilstand, som han mener findes i randområderne: i byens kant, i overgangen mellem by og land, i overgangen mellem kulturlandskab og natur, i overgangen fra land til vand og i de steder, som befinder sig længst væk fra de store byer. En tilstand han betegner ’solitude’ – en form for konstruktiv ensomhed og energi, som er opbyggelig, regenererende og nødvendig.

Fotografierne viser skønheden ved det ikke-spektakulære og enkeltheden, og McIntyre har heri forsøgt at reducere informationen, ”at fotografere ingenting”, som han selv udtrykker det.

Stuart McIntyre arbejder med forskellige fotografiske teknikker, herunder pinholefotografi og fotogravure, som blandt andet er karakteriseret ved en langsommelig proces. Både processen bag og indholdet i McIntyres fotografier er således kendetegnet ved, at kunstneren har givet sig tid til at være tilstede i nuet – også selvom dette fotografisk set ikke nødvendigvis er spektakulært. I McIntyres fotografier skabes herved et rum for en eftertænksomhed og ro, som synes sjælden i vores moderne samfund.

Facebook

 

Anne-Li Engström_Where she goes_1Where she goes – Anne-Li Engström
Fra 15. januar – 27. februar 2016 viser Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel udstillingen ‘Where she goes’ af fotograf Anne-Li Engström.

På udstillingen præsenterer Anne-Li Engström en række værker, som ikke er blevet vist før. Billederne er første del af et personligt projekt, hvori Engström vender tilbage til sit fædreland, tilbage til sin fortid, tilbage til den skov, som hun kommer fra. Fotografierne er præget af den sindsstemning fotografen er i. Præget af moderlandet og af naturen.

Engström bor og arbejder i København, hvor hun primært beskæftiger sig som freelance fotograf på diverse bogprojekter. Hun er uddannet i Stockholm på Nordens Fotoskola – en efterfølger til Christer Strömholms legendariske fotoskole. Den skandinaviske fotografiske tradition træder tydeligt frem i Engströms fotografi.

Facebook

Fatto a Mano – Milena Bonifacini

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Fernisering 10. december 17-19

Fra 11. december 2015 – 27. februar 2016 præsenterer Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel udstillingen Fatto a Mano med værker af den danske kunstner Milena Bonifacini.

Milena Bonifacini har i de senere år arbejdet med at udvide og udstrække sit i udgangspunktet abstrakte maleri til også at omfatte tredimensionelle objekter og genstande. De organiske former, som man finder i hendes flade malerier, findes derfor nu i virkeligheden i form af bemalede objekter af blandt andet papier-maché, bronze, keramik og tekstiler.

På udstillingen hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel installerer Bonifacini disse objekter således, at de mimer genkendelige rum, eksempelvis køkkenet, barnekammeret og fadeburet, men med en række overraskende elementer.

Bonifacini ønsker med sine værker at vise de æstetiske værdier og muligheder, der er i alt det, som vi omgiver os med i hjemmet, i hverdagslivet og i det håndlavede – deraf titlen Fatto a Mano, der på italiensk henviser til noget, som er lavet i hånden.
Dette kan ses som en feministisk positionering, men også som en anerkendelse af den stræben, som mennesker i alle kulturer gennem tiden har lagt i at tillægge og påføre deres redskaber og nødvendige ejendele en æstetisk værdi.

I mødet med Milena Bonifacinis værker omsluttes man af hendes totalinstallationer og får fornemmelsen af at træde ind i et virkeligt stilleben.

Facebook / Hjemmeside

The Time is Always Now

The time mail

Fernisering 26. november kl.17-19

Traditionen tro afholdes The Time is Always Now igen i år i Museumsbygningen. Messen finder sted fra 27.-29. november. På årets messe deltager Souvanni Asmussen, Malene Birger & Lis Kasper, Anne Damgaard, Jonas Hvid Søndergaard, Iben Høj, Steen Ipsen, Stine Leth, Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel, Grethe Sekel Kielberg, Råberi Over Hegnet, Lisbet Friis & Birgitte Lund, Superobjekt og Zilmers.

Messen præsenterer en buket af tidens udtryk: design, kunst, keramik, fotografi, poesi, mode og kunsthåndværk. Fællesnævneren er den tid, som vi lever i – det er tidens indtryk omformet til udtryk.
Museumsbygningen omdannes således til ét stort gesamtkunstwerk, hvor hver deltager bidrager til en større fortælling om, hvem vi er og hvordan verden ser ud lige nu. Det er en kunstnerisk fortolkning af vores tid – et scenografisk tableau af tidens følelser og tanker.

Hjemmeside / Facebook

PRAKTIK: VIL DU ARBEJDE MED INTERNATIONAL KOMMUNIKATION I EN KREATIV VIRKSOMHED?

Henning Larsen Architects søger en kommunikationspraktikant, der kan starte 1. februar 2016. Praktikperioden er fem måneder efter aftale, og arbejdstiden er 37 timer om ugen. Jobbet er lønnet.KUKUA1

HVAD KAN VI TILBYDE?
Som praktikant i Henning Larsen Architects’ kommunikationsafdeling bliver du en del af et team i København, der arbejder med intern og ekstern kommunikation og samarbejder med vores kontorer i München, Riyadh, Oslo, Hongkong og på Færøerne.

Du vil få gode muligheder for at sætte dit præg på vores kommunikationsaktiviteter. Der vil være mulighed for at prøve mange af de opgaver, der er en del af hverdagen i en travl kommunikationsafdeling.

Vi producerer nyhedshistorier og baggrundsartikler, både til trykte medier og til web, ligesom vi dagligt forbereder små historier med fagligt indhold til vores sociale medier.

HVAD FORVENTER VI AF DIG?
Du skal være i gang med en uddannelse med fokus på kommunikation. Hvis du interesserer dig for design, arkitektur og byudvikling er det en stor fordel. Arkitekt- og designstuderende med en tillægsuddannelse i journalistisk formidling er også velkomne som ansøgere.

Gode sprogkundskaber er en forudsætning. Du skal tale og skrive engelsk. Jobbet kræver nysgerrighed, kreativitet og stor selvstændighed. Hvis du har erfaring med eller kompetencer indenfor grafisk design, fotografi eller video, vil vi gerne høre om det.

HVEM ER VI?
Henning Larsen Architects arbejder globalt og har projekter i mere end 20 lande. Blandt de seneste projekter er projekter i Australien og Hongkong. Vi er over 300 medarbejdere, der repræsenterer 36 nationaliteter.

Hvis du vil have et indblik i vores hverdag kan du følge os på Facebook, Instagram, LinkedIn eller Twitter. Stemningen i lokalerne på Vesterbrogade er livlig, engageret og travl.

SEND DIN ANSØGNING I DAG
Send din ansøgning og CV til kommunikationschef Farid Fellah på ffe@nullhenninglarsen.com.
Der vil være samtaler løbende.

Har du spørgsmål angående stillingen, er du velkommen til at kontakte Farid Fellah på telefon 82313160, mobil 60352160 eller e-mail ffe@nullhenninglarsen.com.
Læs mere om virksomheden på www.henninglarsen.com