FUKK Open Call

Brænder du for kunsten, og vil du være med til at udvikle udstillinger, zines, seminarer og workshops?

FUKK søger nu nye medlemmer, som har lyst til at indgå i vores arbejdsfællesskab og være med til at forme foreningen som et uafhængigt frirum for teoretisk og praktisk kunstnerisk aktivitet og indlæring. Derfor søger vi både udøvende kunstnere og dem, som vil arbejde med kuratering og organisering.
Lyder det som noget for dig? Så send en ansøgning til info@nullfukk.dk senest den 11. August 2014. Ansøgningen skal bestå af ½ – 1 side om dig, og hvad du har lyst til at bidrage med, dit CV og evt. 3-5 eksempler på dine værker/tekster.

Om FUKK:
FUKK (Foreningen for Uafhængige Københavnske Kunstnere) er et muligt svar på hvordan kunstnere kan arbejde, organisere og uddanne sig. FUKK’s erklærede mål er etableringen af et uafhængigt udannelses og arbejdsfælleskab defineret og drevet af foreningens medlemmer. Målet er en fri læring og diskussion for medlemmer, såvel som alle interesserede, gennem seminarer og arbejdsdage med inddragelse af relevante undervisere inde og ude fra foreningen. FUKK er et arbejdende og lærende fællesskab, der forsøger at tage organiseringsformen forening med helt ud i arbejdet med konkrete værker.

Se mere på www.fukk.dk

Plakat til Omlyd Lytter online

Musikvidenskabs online tidsskrift, Omlyd, søger nemlig en engageret kameramand og klipper til videoprojektet OMLYD Lytter.

Projektet: Omlyd Lytter er et videoprojekt, hvor musikforskere, phd’ere og specialestuderende præsenterer deres aktuelle forskningsprojekter i videoklip af 3-5 minutters varighed. Projektet har haft stor succes, og vi har fået rigtig god respons fra studerende.

Vi søger: Kameramand og klipper, der kan hjælpe os med at skabe disse videoer. Filmningen foregår højest en gang om måneden, hvro vi samler en gruppe, som har lyst til at medvirke. Derudover skal du sætte tid af til efterfølgende at klippe videoerne sammen.

Vi tilbyder: Du vil få masser af god erfaring og samtidig få dit navn på et produkt, der bliver fulgt af mange. Da projektet stadig er under udvikling, får du i høj grad også mulighed for at præge det endelige produkt. Arbejdet er frivilligt, men der vil naturligvis være forplejning under optagelserne.

Har dette fanget din interesse, så tøv ikke med at kontakte os!
Vi glæder os til at høre fra dig!

På vegne af Omlyds redaktion, Elise og Signe
Mail: redaktion@nullomlyd.com
Tlf: 61161876

Tjek vores tidligere videoer her: www.omlyd.com/video

Klub Kurz 17/4: Film, hygge & kortfilm i HUSET-KBH!

Klub Kurz inviterer til en hyggelig aften i Husets Café med fire kortfilm på programmet. Dørene åbner kl. 19.00, og der er fri entré som altid. Vi glæder os til at se jer!

 

Tilmeld dig eventen.
Følg os på Facebook.

Program

ET KIG IND
En film om skridtet fra dreng til mand. Hvornår vælger man at vinke farvel til fester, damer og ingen forpligtelser? Og til fordel for hvad egentligt?

Instruktør: Nikolaj Storgaard Mortensen
Varighed: 5 min.

VERDENSSØN (2012)
København, 1986. Fredag eftermiddag. Cecilie gør lejligheden klar. Det er en stor dag. Hendes kæreste Michael kommer endelig hjem. Han har været på psykiatrisk hospital. Men nu er han rask. Han er en berømt digter. Hun studerer på universitetet. Han er 27. Hun er seks år yngre. Nu skal de have en weekend alene og i kærlighedens tegn. Michael lover, at alting vil blive meget bedre. Hele livet ligger foran dem. Cecilie vil så gerne tro på ham. Hun elsker ham – mere end noget andet og fra første gang, hun så ham. Og han elsker hende.

Filmen er baseret på historien om den danske digter, Michael Strunge.

Instruktør: Johan Knattrup Jensen
Varighed: 30 min.

Direktøren

DIREKTØREN
Michael er netop blevet forfremmet i det internationale mejerifirma, Arina, da han bliver konfronteret med forventningerne til ham om, at han skal fyre sin kollega og ven, Peter. Skal han redde sin ven eller fortsætte sin karriere? Uanset udfaldet vil det have stærke personlige konsekvenser for Michael.

Instruktør: Simon Strand
Varighed: 10 min.

ET DUKKEHJEM (2013)
Nora lever et perfekt liv i sit perfekte hjem med sin perfekte mand, Helmer. De forbereder sig til aftenens fest, hvor de får gæster. Nora ved hun burde glæde sig, men noget i hende føles helt forkert.

”Et dukkehjem” kombinerer fortællelag og teknikker i en moderne parafrase over Henrik Ibsens klassiske historie om middelklasseparret Nora og Helmer. En historie der – bragt ind i vores moderne præstationssamfund – aldrig har været mere relevant.

Instruktør: Tobias Gundorff Boesen
Varighed: 26 min.

Et dukkehjem

 

LOST MEMORIES – en danseforestilling om tab og erindring

LOST MEMORIES?
En danseforestilling om tab og erindring   

Hvad nu hvis du vågner en dag, og ikke ved hvem du er? Hvad nu hvis du opdager, at vigtige erindringer er forsvundet fra din hukommelse?     

Sådan er Hr. H’s univers. Fremmed træder han ind i verden. Han søger igennem døre. Han ved ikke længere, hvem han er, eller hvor han er på vej hen. Natten gemmer skæve eksistenser og hemmeligheder. Glimt af personer og erindringer trænger sig på.

LOST MEMORIES er en rå og poetisk danseforestilling om tab, erindring og fortrængning. En historie om hukommelsestab, forårsaget af en traumatisk hændelse. Vi følger i fodsporene på en mand i søgen efter sin fortid. Med dans, video, ord og musik skabes et gådefuldt univers, hvor personer, erindringer og drømme manifesterer sig for i øjeblikket efter at være noget andet. ?

Idé, koreografi og iscenesættelse: Pernille Garde
Medvirkende: Bo Madvig, Tiziana Fracchiolla, Kristofer Krarup & Sherwin Reyes
Komponist: Greatmusic
Videodesigner & scenograf: Signe Krogh
Lysdesigner: Michael Breiner
Kostumedesigner: Rikke Von Qualen
Dramaturgisk konsulent: Vibeke Wrede
Koreografisk konsulent: Louise Hyun Dahl

 

Pernille Garde fortæller om DEN KUNSTNERISKE INSPIRATION BAG »LOST MEMORIES«

Da jeg for nogle år siden blev sygemeldt med stress, oplevede jeg en mild form for hukommelsestab. I den periode havde jeg stærke surrealistiske drømme, oplevede at være sat udenfor verden og syntes at vandre rundt i en døs, i en parallelverden. Jeg oplevede mit liv som bevægede jeg mig mellem virkeligheder. Et tab af identitet. Det vakte lysten til at udvikle en grundlæggende og væsentlig fortælling om at være menneske og om at miste. Om tab som et menneskeligt grundvilkår, om at intet varer evigt. Og om hvordan et menneske, der mister, oplever tabet, søger efter det tabte og samtidig flygter fra det. 

Om Pernille Garde

Pernille Garde er bosat i København, hvor hun har sit kunstneriske virke. Hendes koreografiske arbejde har gennem de seneste 14 år været koncentreret om at fortælle historier. Forestillingerne tager udgangspunkt i relationer mellem mennesker og kredser om nogle af livets store temaer som kærlighed, identitet, krig, erindring, ensomhed og familie. Det er de menneskelige følelser, drifter og længsler som inspirerer til forestillingerne. Hendes drivkraft er at sætte det emotionelle, instinktive og komplekse menneske i scene og gennem dans, lys, video, scenografi og musik skildre menneskets mangesidede natur. Med gennemsigtighed og flertydighed søger hun at skabe og udtrykke dette i æstetisk, filmisk inspirerede og billedskabende forestillinger; altid koncentreret om det emotionelle og sanseligeudtryk.

SPILLESTED
Københavns Musikteater
Kronprinsensgade 7
1114 København K
københavnsmusikteater.dk

SPILLEPERIODE & TID
1. – 12. april 2014
man – fre kl. 20, lør kl. 17

BILLETTER
http://www.teaterrabat.dk/index/eventdetails/eventno/38341
http://www.teaterbilletter.dk/index/eventdetails/eventno/38341

 

Kultbilledroman som teater – »Frøken Mærkværdig & Karrieren« på Bådteatret 30. jan. – 8. feb.

Frøken Mærkærdig & Karrieren, Bådteatret 30. jan. - 8. feb.
Gæsteforestilling af Teater Dyrelab på Bådteatret, Nyhavn 16Z, 1051 KBH K, BÅDTEATRET

30. januar – 8. februar 2014

Januar: 30. kl 18 & 20, 31. kl. 10 & 20,
Februar: 1. kl. 17, 3. kl. 10 & 12, 4. kl. 12 & 20, 5. kl. 10 & 20, 6. kl. 10 & 20, 7. kl. 10, 8. kl. 17
LØRDAG 1. FEB. KONCERT MED MOURITZ SOLO KL. CA. 18 (efter forestillingen). Har du billet til forestillingen, har du billet til koncerten.
BILLETTER her: teaterbilletter.dk – ungdomsgruppebillet (min. 6) 40 kr., løssalg 70 kr.

Vi følger Frøken Mærkværdigs kamp for at gøre kometkarriere som ungt kreativt geni. For som hendes far siger: ”Man skal være en af de ti bedste i verden, for ellers er man ingen overhovedet, slet ingen!” Frøken Mærkværdig kommer ind på en kreativ uddannelse som en af de få og starter studiet fuld af håb om at være genial. Efter flere desperate forsøg på at stable en fantastisk kreativ karriere på benene og tynget af præstationsangst giver hun op, overmandet af mindreværd og sit indre mørkemonster. Hun kan hverken leve op til sine egne eller omverdenens karrieredrømme. Men netop som hun begraver sine storslåede forventninger, opdager hun, at hun er ingen, men alligevel er.

Teater Dyrelabs »FRØKEN MÆRKVÆRDIG & KARRIEREN« er frit efter
Joanna Rubin Drangers kult-billedroman af samme navn.

INSTRUKTØR Daniel Norback
PERFORMERE Tea Rønne & Pernille Nedergaard Haugesen
SCENOGRAF Nadia Nabil Korsbæk
LYSDESIGNER Raphael Solholm
KOMPONIST Mads Mouritz Gjellerod
PRODUCENT Teater Dyrelab

»Frøken Mærkværdig & Karrieren« er støttet af Statens Kunstråds Scenekunstudvalg, Bikubenfonden, Tuborgfondet, Danmarks nationalbanks Jubilæumsfond af 1968 og Københavns Scenekunstudvalg

Struktureret og musikkyndig studentermedhjælp søges til Upright Music ApS

Struktureret og musikkyndig studentermedhjælp søges til Upright Music ApS

Upright Music søger en struktureret, målrettet og musikkyndig studentermedhjælp til vores kontor i København. Upright Music er et etableret musikselskab, som leverer musik til tv, reklamefilm, film mv. i Norden, Baltikum og Polen. Vi har hovedkontor i København og afdelinger i Oslo og Warszawa, og ønsker nu at forstærke vores team med en medarbejder, der kan assistere vores kolleger og kunder.

Vi søger en dedikeret og entusiastisk person, som kan bevare overblikket over mange forskelligartede opgaver, og samtidig rykke når der er travlt med mange opgaver og korte deadlines. De primære opgaver bliver at optimere musikkens søgbarhed på vores online-søgesystem ved hjælp af detaljeret keywordtagging og katalogisering af vores repertoire. Herudover vil der være music research-opgaver i samarbejde med vores music supervision-team samt assistance af vores salgsteam med forhåndenværende opgaver.

Der er mulighed for fastansættelse efter endt studie.

Primære arbejdsopgaver

  • Keywordtagging og katalogisering af repertoire
  • Importering af nyt repertoire
  • Music research i samarbejde med music supervision-teamet
  • Diverse opgaver i forbindelse med promovering af Upright Music’s repertoire i samarbejde med salgsteamet

Krav

  • Relevant studieretning (fx musikvidenskab eller tilsvarende)
  • Omfattende musikkendskab
  • Selvstændig, struktureret og serviceminded
  • Engelsk på højt niveau både i tale og på skrift samt forståelse af de nordiske sprog
  • Microsoft Office-superbruger (Excel, Word, Outlook)
  • Pålidelig, pligtopfyldende og loyal
  • Erfaring fra tv-, medie-, film- og/eller musikbranchen er en fordel

Vi tilbyder

  • Et kreativt og udadvendt job på en spændende og innovativ arbejdsplads med dygtige kollegaer

Arbejdstid:                           10-20 timer om ugen eller efter nærmere aftale

Løn:                                     Efter kvalifikation/aftale

Tiltrædelse:                         01.03.2014 – eller efter aftale (jobsamtaler forventes afholdt i uge 8)

 

Ansøgningsfrist:                  Onsdag d. 05.02.2014 kl. 12.00

 

Ansøgning sendes til job@nullupright-music.com og bedes mærket “Ansøgning | Studentermedhjælp” i emne-feltet. Eventuelle spørgsmål kan rettes til Maria Therese Seefeldt Stæhr | ms@nullupright-music.com | Tel. +45 33 55 05 28.

Med venlig hilsen

Jeppe Kaltoft
Founder | CEO | Executive Music Supervisor

HØJT TIL LOFTET: Oplev kirkerummet på ny!

9 kunstnere har indtaget uKirken på Vesterbro.

Gennem leg med lys, lyd og billeder, inddragende performance og vandrende fotografi- og billedkunstudstilling har de 9 kunstnere sammen skabt en sanselig og medieret natur oplevelse i et kirkerum på Vesterbro.

Kunstnerne har arbejdet stedspecifikt ud fra rummets særprægede arkitektur og har i løbet af den sidste måned udforsket, hvordan kirkerummet kan danne ramme for en samlet kunstnerisk oplevelse under det overordnede tema ‘natur’.

Lørdag d. 7. december kl 17.00 – uKirken på Dannebrogsgade 53 på Vesterbro.
Der er fri entré og vi byder også på lidt at drikke.

Denne stedspecifikke event i uKirken er opsat med henblik på at skabe et styrket tværfagligt samarbejde mellem kunstarterne. Det overordnede tema er en nyfortolkning af naturen gennem kunsten og arkitekturen. Vi håber at kunne udfordre den traditionelle forestillingsstruktur ved først at lade hver kunstner skabe et unikt værk ud fra kirkerummets særlige egenskaber, for så at samle de forskellige værker til et sammenhængende forløb, som vil give en ny oplevelse af rum gennem kunst og natur.

Kirken har tidligere samlet lokalmiljøet på tværs af aldre og sociale grupperinger. Nu hvor mange kirker lukker på Vesterbro, vil vi give et bud på, hvad de kan bruges til, så de igen bliver til centrale mødesteder.

Ved at give plads til fri kunstnerisk udfoldelse i en kulturhistorisk vigtigt bygning, opfordrer vi til, at både kunstnere og publikum nytænker og videreudvikler idéer til en ny brug af kirkerummet.

Eventen afholdes i samarbejde med uKirken og er støttet af Vesterbro Lokaludvalg.

Hold dig opdateret på facebooksiden
Vi ses lørdag d. 7. december kl. 17.00!

 

Instruktorstillinger opslået på Kunsthistorie (F2014)

Instruktor
Ved Afdelingen for Kunsthistorie er studentermedarbejderstillinger som instruktorer ledige til besættelse fra primo februar 2014 og indtil udgangen af forårssemesteret. Instruktorerne skal varetage hjælpelærerfunktioner i forbindelse med undervisningen i Æstetik I (på 2. semester) samt Æstetik II og Metode II (på 4. semester), BA 2005 (revideret 2009). Studerende, der læser kunsthistorie, vil fortrinsvis komme i betragtning til stillingerne.

Instruktoren deltager i den almindelige undervisning og planlægger selv på grundlag af denne og i samarbejde med faglæreren instruktortimerne, hvor de i undervisningen behandlede temaer, problemstillinger og tekster viderebearbejdes og diskuteres i mindre grupper af studerende. Det forventes at instruktorbehovet vil være størst i forbindelse med Æstetik II. Da eksamen i Æstetik II og Metode II afvikles som en mundtlig eksamen, hvor de æstetiske og metodiske problemstillinger udfoldes i forhold til forskellige typer af billedkunstnerisk og arkitektonisk materiale, vil en del af instruktorens rolle være at igangsætte øvelser, som træner de studerende kompetencer i fagelementets samlede værkanalytiske krav.

Instruktorfunktionen har både en faglig og social dimension. Instruktoren skal således medvirke til at tilegnelsen af det ofte abstrakte stof får en aktiv form, samtidig med at de studerende får mulighed for at øve sig i vidensdeling og styrke deres samarbejdsevner.

I forhold til instruktortimerne deles de enkelte hold i to lige store grupper, der modtager “instruktion” hver for sig.

Der undervises i alt i 14 uger. Aflønning sker i henhold til overenskomsten for SUL-ansatte. Timelønnen er 202,82 kr.

Yderligere oplysninger kan fås hos uddannelseskoordinator Ulrik Ekman, ekman@nullhum.ku.dk. Ansøgningen, som stiles til uddannelseskoordinatoren, skal inkludere studie-CV med karakterblad og være instituttet i hænde senest mandag d. 6. december 2013 kl. 12.00.  Ansættelsessamtaler vil blive afholdt snarest derefter.

Send ansøgningen via opslaget på KUs jobportal (se under http://www.ku.dk/stillinger/vip/)

Nye workshops på Kunsthistorie og Visuel Kultur

Afdelingen for Kunsthistorie og Visuel Kultur afholder som et nyt tiltag to workshops i forårssemesteret 2014, et på BA (åbent for alle BA studerende på Kunsthistorie) og et på KA (åbent for alle kandidatstuderende på Kunsthistorie og Visuel Kultur).

I begge tilfælde drejer det sig om workshops i akademisk opgaveskrivning og eksamensforberedelse.

Disse workshops er et tilbud på foranledning af både fagråd, fagudvalg, lærerkorps og studieledelse. De varetages af forskere og undervisere på afdelingen (i denne omgang lektor Rune Gade og lektor Malene Vest Hansen) og inkluderer et samarbejde med Vejledningscenteret.

Workshoppen sigter mod bedre konkrete kompetencer inden for det akademiske arbejde, som det former sig på denne afdeling af IKK. Vi forbedrer det akademiske håndværk, sikrer færdiggørelse af opgaver og forberedelser til kommende eksaminer, og øger samarbejde mellem studerende og vejledere her på stedet.

Timerne indeholder behandling af og øvelser i at tackle en serie generelle og tilbagevendende udfordringer i relation til skriftlige opgaver og mundtlige eksaminer: synopsis, problemformulering, hypotese, disposition, metode, litteratursøgning, bibliografiske reference standarder, skrivestil, præsentation og formidling. Vi diskuterer også i fællesskab typiske fejl og faldgruber i det akademiske arbejde.

Derudover handler workshoppen om at viderebefordre den eller de konkrete opgaver og eksaminer, deltagerne p.t. arbejder med. Disse fremlægges og får respons, ligesom underviseren inviterer et antal af de tilknyttede vejledere med ind i workshoppen med henblik på generelle bemærkninger, individuel feedback og diskussion i plenum.

Kurset starter lidt inde i semesteret, er kort, effektivt, udbytterigt og omfatter fem kursgange på hver to timer.

Man skal selv tilmelde sig disse workshops, der p.t. opererer med et max. deltagerantal på 30.
Se også:
http://kurser.ku.dk/course/hkub00990u/2013-2014
http://kurser.ku.dk/course/hkuk03702u/2013-2014

Kreative talenter søges: Deltag i Mellemfolkeligt Samvirkes julekampagne!

Optræd med dit talent og hjælp verdens fattigste samtidigt.

Lille-facebook-banner

Hvad handler det om:
Til kampagnen Mission:Juleglæde søger Mellemfolkeligt Samvirke artister og musikere med et stort hjerte og en kreativ sjæl. Du skal have lyst og evne til at sprede juleglæde ved at optræde med det, du er bedst til, i en virksomhed i Københavnsområdet, som til gengæld donerer et beløb til Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde. F.eks. er der dygtige musikere, historiefortællere og gospelsangere blandt artisterne i Mission:Juleglæde. Har du også overskud til at bruge et par timer i december på at optræde med dit talent, så hører vi gerne fra dig!

Hvorfor skal du søge:
Allervigtigst gør du en god gerning helt i julens ånd ved at give en ægte juleoverraskelse til en masse mennesker og samtidig støtter du med dine optrædener Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde med fattigdomsbekæmpelse. Samtidig bliver du en del af et socialt og kreativt fællesskab, som mødes til arrangementer i november og januar. Her kan du udvide dit sociale og faglige netværk under uformelle rammer.

Hvad forventer vi af dig:
At du har noget, du er god til og gerne vil optræde med. Du skal være åbensindet og have lyst til at optræde foran større forsamlinger i cirka 20-30 minutter ad gangen. Du skal være mindst 20 år og have tid til at tage ud for MS 1 eller 2 gange i december i tidsrummet 8-17. Hvis du ikke er solo performer, er det også helt fint. Vi hører nemlig også gerne fra grupper, kor, dansepar og alle jer andre. Overskuddet fra kampagnen går til MS’ fattigdomsbekæmpelse verden over, og det er derfor afgørende, at vi kan regne med dig.

Praktisk: Har I spørgsmål eller er klar til at deltage i Mission:Juleglæde? Så henvend dig til projektkoordinator Minna Julie Kolte, e-mail: mjk@nullms.dk, tlf.: 7731 0086 eller klik ind på www.missionjuleglæde.dk

Læs mere om Mellemfolkeligt Samvirke på ms.dk.