Klub Kurz 19/11: Årets sidste visning i Analog Bar

Den 19. november kl. 20.00 slår Klub Kurz dørene op for årets sidste kortfilmsvisning. Kom forbi Analog Bar og se en række spændende kortfilm af danske, upcoming filmskabere. 

Tilmeld dig visningen her: http://on.fb.me/1SwjRjC

________ PROGRAM ________

THE MOSELEY ROAD GANG
Teddy er ivrig efter at blive medlem af sin storebror Zacherys klike, der styres af den meget ældre Louis og hans følgesvend Charlie. Stemningen er god i starten, men Teddys åbenlyse mangel på erfaring og styrke gør ham til et let offer for sadistiske Louis, som prøver at få Teddy til at bevise sin loyalitet over for deres bande ved at binde ham til et træ i midten af skoven. Teddy er ikke et nyt medlem i drengebanden, men blot et bytte for Louis, som kan bevise sin dominans over for Zachary og Charlie.

Instruktør: Loring Weisenberger
Manuskript: Toke Westmark Steensen
Varighed: 19 min.

FAIRHOOD (EPS. 1 BROODY OG EPS. 2 EGGHEAD)
Broody: Ezra mistænker kæresten Rakel for at forsøge at blive gravid bag hans ryg.
Egghead: Ezra kommer i konflikt med en lille pige over reglerne for gækkebreve.

Instruktør: Michael Jes Buus
Varighed: 7 min.

FAIRHOOD

PAUSE

THE WAITRESS
Den lyriske fortælling om en hjemløs mand, der i en mystisk by er fascineret af den lokale servitrice.

Intruktør: Philip Th Pedersen
Varighed: 11 min.

PIV

PIV
Da den arbejdsløse Piv endelig får et vikarjob på den lokale skole, vil hun gerne gøre sit arbejde så godt som muligt for at imponere lærere og elever. Det viser sig imidlertid at blive en meget svær opgave, og da hun vælger at tage med til en lærerfest, begår hun en fejl, der ændrer alting.

Instruktør: Mads Riisom
Varighed: 24 min

________ PRAKTISK INFO ________ 

– Analog Bar ligger i kælderen i Huset KBH (lige til venstre, når du kommer igennem porten)
– Dørene åbner kl. 19
– Pris: Fri entré
– Antal siddepladser: Ca. 50

Klub Kurz inviterer til sæsonens sidste visning

Torsdag den 21. maj kl. 20.00 inviterer Klub Kurz til sæsonens sidste visning i Analog Bar. Dørene åbner kl. 19.00, og der er fri entré. Vi glæder os til at se en masse filmglade mennesker til hygge, popkorn, øl, filmsnak – og selvfølgelig en række fantastiske kortfilm.

Vi løfter løbende sløret for programmet, som indtil videre ser således ud:

DEBUT (2014)
Anders er en guttermand, en vennernes ven, og dukker gerne op, når der er fest og sprut i stride strømme. Og mulighed for at score. Men han går og gemmer på en hemmelighed. En kvinde, lidt ældre end Anders, virker frisk og interesseret til en fest, og Anders havner i hendes lejlighed. Nu skal der ske noget.

Instruktør: Mads Riisom
Varighed: 22 min.

Debut

AMBROSIA (2014)
Den unge forretningskvinde, Ene, og hendes dominerende mor, Kirsten, driver sammen en succesfuld blomsterhandel. Ene forsøger at bryde fri fra Kirsten og firmaet, men da Kirsten pludselig bliver syg, må Ene blive hjemme, og snart afslører de to kvinder nye og voldsomme sider af deres giftige forhold.

Instruktør: Anton Breum
Varighed: 24 min.

Læs mere på Facebook og tilmeld dig.

Klub Kurz 16/4: Kortfilm, hygge & popkorn i Huset KBH

Endnu en gang slår Klub Kurz dørene op for en hyggelig og intim aften i Analog Bar med en række fine kortfilm på programmet til jer filmglade folk. Som sædvanlig er der fri entré og masser af lune popkorn. Vi ses kl. 20 (eller kl. 19, hvor dørene åbner).

Uddrag af programmet:

RADIO LIFE (2014)
Jannik er en ældre, lokal radiovært, hvis passion er at sende direkte fra et gammelt, rustent studie i sin kælder. Radiostationens anden vært, Thermo, er ofte fuld og har tendens til letsindig og useriøs snak, når de er i luften, og dette får Jannik til at bekymre sig om stationens rygte. De to værter udgør et underligt par med deres forskellige tilgange til dét at køre en radiostation.

Instruktion: Ejner Seidelin and Glen Grant
Varighed: 10 min.

Tupilaq

TUPILAQ (2013)
Mellem knejsende højhuse, osende biler og fortravlede forbrugere sidder en fordrukken mand og betragter byens mylder. Pludselig mindes han den storslåede grønlandske natur, han stammer fra – en verden, der står i skarp kontrast til den moderne civilisation. Men minderne er svære at fastholde, når storbyens barer og fristelser trænger sig på.

Den animerede kortfilm ”Tupilaq” var på programmet på årets Sundance Film Festival og har været vist på festivaler i både København, Bristol og Reykjavik.

Instruktør: Jakob Maqe
Varighed: 6 min.

Tilmeld dig eventen her.

Kortfilm, popkorn & hygge i Huset-KBH

Torsdag den 19. marts kl. 20.00 inviterer Klub Kurz til sæsonens anden visning i Analog Bar. Dørene åbner kl. 19.00, og der er fri entré. Vi glæder os til at se en masse filmglade mennesker til hygge, popkorn, øl, filmsnak – og selvfølgelig en række fantastiske kortfilm.

PROGRAM

PINDS CAFÉ (2012)
Anders har første dag som afrydder på Pinds Café, en hyggelig beværtning, som lever af sine stamgæster og styres med fast og kærlig hånd af ejeren Ulla. Den lidt sære stamgæst Carlo føler sig forbundet til Anders, som dog er mere interesseret i den jævnaldrende Amanda. Ulla forsøger at hjælpe, hvor der er brug for det, men inden dagen er omme har skæbnen spillet dem alle et puds.

Instruktør: Johannes Guttorm Thomsen
Varighed: 10 min.

DRØMMESKYER
En stemningsmættet eksperimentalfilm, som følger en ung mand i et døgn gennem Københavns gader. Handlingen er enkel, men trods de simple dagligdagshændelser og observationer, søger filmen at skildrer de store spørgsmål og følelser, som præger ethvert ungt menneskes liv.

Instruktør: Albert Morel
Varighed: 15 min.

Hvordan jeg bor - blog

HVORDAN JEG BOR, SOM DU GERNE VILLE VIDE (2014)
Christians bedstefar har boet alene, siden hans kone døde sidste år. Men nu har han mødt en ny kvinde på internettet! For at overtale hende til at besøge ham, laver de en film om netop, hvad titlen lover: hvordan han bor, for det vil hun nemlig godt vide. Det er der kommet en varm, kærlig og underspillet humoristisk ‘hjemmevideo’ ud af, hvor hver lille detalje er fuld af et helt livs fortællinger.

Instruktør: Christian Einshøj
Varighed: 15 min.

DET RENE HJERTE (2014)
Tobias tager til Aarhus, hvor han skal besøge sin bedste ven, Wahid, som netop er blevet far og har gjort Tobias til gudfar for sin søn.

Instruktør: Ulaa Salim
Varighed: 30 min.

Tilmeld dig eventen her.

Klub Kurz sæsonstart 2015: Film, hygge & popkorn i rigelige mængder

Torsdag den 19. februar inviterer Klub Kurz til sæsonstart. Det er kl. 20.00 i Analog Bar. Vi disker op med film, god stemning og naturligvis popkorn til de snackglade. Der er fri entré, men kom i god tid, så du kan få en plads. Vi glæder os til at se lige præcis dig.

Du kan tilmelde dig eventen på Facebook.

PROGRAM

MIG OG KÆRLIGHEDEN (2014)
En filminstruktør er blevet forladt af sin kæreste. Han laver en film om bruddet for at finde svar. Sammen med to unge skuespillere genindspiller han scener fra forholdet. Instruktøren er overbevist om, at han vil finde sine svar, men må erkende, at kærlighedens væsen ikke er sort/hvid.

Instruktør: Martin Winther
Varighed: 17 min.

UNFORTUNATE TORTURE (2014)
Da de to forbrydere Martin og René tager Paul til fange, finder de langsomt ud af, hvorfor en gidseltagning ikke nødvendigvis er den smarteste idé.

Instruktør: Jesper Sichlau
Varighed: 5 min.

PAUSE

Beach Boy - blog

BEACH BOY (2013)
Juma er en “beach boy”. Han forfører ældre kvinder, der rejser til Kenya fra Europa for at føle sig unge og attraktive igen. Som så mange andre unge kenyanere drømmer han selv om et bedre liv i Europa. Og måske er drømmen faktisk inden for rækkevidde. Hans romance med den britiske ”sugarmama” Lynn kunne nemlig godt udvikle sig til noget mere end en fræk ferieflirt.

Instruktør: Emil Langballe
Varighed: 27 min.

Klub Kurz 19/11: Gå ikke glip af efterårets sidste visning

Klub Kurz inviterer til efterårets tredje og sidste visning –  og denne gang onsdag d. 19. november i Analog Bar, som er placeret i kælderen i Huset KBH.

Som vanligt kan du se en række flotte og forunderlige kortfilm af landets upcoming filmskabere. Dørene åbner kl. 19.00, mens selve visningen starter kl. 20.00. Fri entré!

Tilmeld dig eventen på Facebook.

På programmet har vi blandt andet:

IKKE ALTID KAVIAR
Christians far havde en turbulent ungdom. I en alder af 20 år bliver han officer og sendt til Moskva for at arbejde som spion. Her begynder en tragisk kærlighedshistorie mellem en dansk officer og en sovjetisk statsborger, der involverer både triumfer og nederlag. Ved hjælp af interviews og originale smalfilmsoptagelser forsøger Christian at finde nogle svar på, hvem hans far egentlig var.

Instruktør: Christian Holse Salicath
Varighed: 9 min.

Snacks

NATASJA JENSEN
Det er sommer, og Natasja fordriver tiden. Hun dagdrømmer og har svært ved at være praktisk i en voksen hverdag. Hverken det at passe et sommerjob eller håndtere en kollegas varme følelser for hende, synes hun at forstå sig på. Til gengæld går hun i biografen og drømmer om selv at blive skuespiller en dag.

Instruktør: Emil Falke
Varighed: 25 min.

Og husk: Du er altid velkommen til indsende din egen film til os eller tippe os, hvis du har et forslag til en god kortfilm, vi burde vise. Du kan kontakte os på Facebook eller sende os en mail.

Klub Kurz 23/10: Vi inviterer til efterårets anden filmvisning

Klub Kurz inviterer til sæsonens anden visning. Det er torsdag d. 23. oktober kl. 20.00 i HUSET KBH. Her hos Klub Kurz glæder vi os til at se en masse filmglade folk til hygge, øl, popkorn og naturligvis en række seje og forunderlige kortfilm.

Tilmeld dig eventen på Facebook.

PROGRAM

HIMLEN BRÆNDER
“Himlen Brænder” i mødet mellem den konservative journalist Eyvind og den unge excentriske kunstner Ruben. Ruben har inviteret Eyvind til Fosdalen i Nordjylland til en samtale om tid, døden og kunst.

Instruktør: Daniel Thomas Stroh
Varighed: 17 min.

Himlen Brænder - blog

DEN FØRSTE GANG EN PIGE KNUSER WILLIAMS HJERTE OG HANS EFTERFØLGENDE FORSØG PÅ AT SAMLE STUMPERNE
Williams eneste lyspunkt forsvinder, da hans første kæreste pludselig forlader ham. Hverken hans venner eller familie forstår ham og er slet ikke til nogen hjælp. Selvom William godt ved, at tiden burde hele hans sår, bliver han hurtigt utålmodig og sætter nu alt ind for at finde en hurtigere løsning. Men det er ikke let, når man ikke helt ved, hvor man skal lede.

Instruktør: Esther Elmholt
Varighed: 10 min.

PAUSE

NATTEN ER UNG
Da den ensomme og kejtede Elliott bliver lokket med på en vild bytur af kollegaerne Magnus og Alex, bliver hans tvivlsomme score-evner over for det modsatte køn sat på en alvorlig prøve. Men kampen for at score kan ikke måle sig med kampen mod hans eget selvværd, og Elliotts bytur udvikler sig til en rejse ind i ham selv og hans psykes mørke og lyse facetter.

Instruktør: Niels Holstein Kaa
Varighed: 30 min.

Natten er ung - blog

SKRIDTSVED
Torsten ville egentlig bare gerne ind og lave nogle baner, men da han i omklædningen konfronteres med en trussel imod svømmehallens sanitet, må han træde i karakter og overskride en grænse eller to.

Instruktør: Michael Jes Buus
Varighed: 4 min.

Filmvisning i HUSET-KBH: Klub Kurz inviterer til sæsonstart

Sommerferien er slut, og Klub Kurz starter nu op igen. Det er torsdag d. 18. september kl. 20.00 i caféen på stueetagen i Huset-KBH. På aftenen kan du både møde 77-årige Niels, der skriver erotisk litteratur, 13-årige Joyce, der skal rejse alene til Berlin, dinoen Timmy, der kæmper for kunstnerisk anerkendelse – og mange, mange flere spændende karakterer. Vi glæder os til at se dig. Fri entré!

PROGRAM

BØSSEMIDDAG
Alexander har lovet Benjamin, at det skal være i aften han springer ud og bekender til sine venner, at de ikke bare er roomies. Men det er ikke nemt at holde ord, når man knap kan få et ord indført.

En film af Emil Nørgaard Munk og Michael Jes Buus
Varighed: 4 min.

RENE HÆNDER
Det kultiverede makkerpar, Valdemar og Jeppe, forklarer publikum, hvordan man mest hensigtsmæssigt frarøver folk deres ejendele.

Instruktør: Simon Mortensen
Varighed: 17 min.

PAUSE

FOREVER DOMUS VISTA
Den 77-årige erotiske forfatter Niels har aldrig haft en kæreste. Til gengæld har han været sammen med 400 ludere. Iført cowboystøvler og læderjakke kæmper han hver dag en brav kamp for at møde unge, smukke piger i København og få dem med sig hjem. Allerhelst vil Niels finde en pige, som vil acceptere ham og flytte ind hos ham.

Instruktør: Alexandra Kristjansen og Ida Holtet
Varighed: 8 min.

Turbulens

TURBULENS
På bagsædet af sin mors røde Toyota Corolla sidder Joyce. Hun er 13 år og skal flyve alene til Berlin for at besøge sin far og hans nye kæreste. En rejse der kunne være glædelig, hvis det ikke var for Joyces mor.

En historie om voksne der tørrer deres uforløste følelsesliv af på børn. Og om børn der derfor bliver til små voksne.

Instruktør: Carina Randløv
Varighed: 8 min.

MORTHER MOOR
Skovvæsnet Mother Moor forsøger at bryde sin ensomhed ved at kidnappe to små børn i denne cut-out animationsfilm inspireret af Yuriy Norshteyn og skandinaviske folkeeventyr.

Længde: 5 min.
Instruktør: Niels Harpøth

Timmy

TIMMY THE T-REX
En sød lille animationsfilm om en tyrannosaurus, der ikke bliver anerkendt for sin kunst. Og det kan jo være ganske hårdt, selv om man er en tyrannosaurus. Heldigvis er der mange holdninger til, hvad god kunst er.

Varighed: 1,5 min.
Instruktør: Niels Elmvig Bruhn

Klub Kurz 17/4: Film, hygge & kortfilm i HUSET-KBH!

Klub Kurz inviterer til en hyggelig aften i Husets Café med fire kortfilm på programmet. Dørene åbner kl. 19.00, og der er fri entré som altid. Vi glæder os til at se jer!

 

Tilmeld dig eventen.
Følg os på Facebook.

Program

ET KIG IND
En film om skridtet fra dreng til mand. Hvornår vælger man at vinke farvel til fester, damer og ingen forpligtelser? Og til fordel for hvad egentligt?

Instruktør: Nikolaj Storgaard Mortensen
Varighed: 5 min.

VERDENSSØN (2012)
København, 1986. Fredag eftermiddag. Cecilie gør lejligheden klar. Det er en stor dag. Hendes kæreste Michael kommer endelig hjem. Han har været på psykiatrisk hospital. Men nu er han rask. Han er en berømt digter. Hun studerer på universitetet. Han er 27. Hun er seks år yngre. Nu skal de have en weekend alene og i kærlighedens tegn. Michael lover, at alting vil blive meget bedre. Hele livet ligger foran dem. Cecilie vil så gerne tro på ham. Hun elsker ham – mere end noget andet og fra første gang, hun så ham. Og han elsker hende.

Filmen er baseret på historien om den danske digter, Michael Strunge.

Instruktør: Johan Knattrup Jensen
Varighed: 30 min.

Direktøren

DIREKTØREN
Michael er netop blevet forfremmet i det internationale mejerifirma, Arina, da han bliver konfronteret med forventningerne til ham om, at han skal fyre sin kollega og ven, Peter. Skal han redde sin ven eller fortsætte sin karriere? Uanset udfaldet vil det have stærke personlige konsekvenser for Michael.

Instruktør: Simon Strand
Varighed: 10 min.

ET DUKKEHJEM (2013)
Nora lever et perfekt liv i sit perfekte hjem med sin perfekte mand, Helmer. De forbereder sig til aftenens fest, hvor de får gæster. Nora ved hun burde glæde sig, men noget i hende føles helt forkert.

”Et dukkehjem” kombinerer fortællelag og teknikker i en moderne parafrase over Henrik Ibsens klassiske historie om middelklasseparret Nora og Helmer. En historie der – bragt ind i vores moderne præstationssamfund – aldrig har været mere relevant.

Instruktør: Tobias Gundorff Boesen
Varighed: 26 min.

Et dukkehjem

 

Klub Kurz 20/3: Fem kortfilm i Huset KBH

Torsdag den 20. marts kl. 20.00 inviterer Klub Kurz til sæsonens anden visning i Husets Café. Dørene åbner kl. 19.00, og der er fri entré. Vi glæder os til at se en masse filmglade mennesker til hygge, popkorn, øl, filmsnak – og selvfølgelig en række fantastiske kortfilm.

Tilmeld dig eventen.
Giv os et like på Facebook.

Program

HJEM I HJERTET (2013)
I filmen udforskes betydningen af begrebet frihed – dét at definere og forsvare sin egen eksistens. Vi følger den unge Caroline, der bor med sin svage mor og en meget autoritær far. Caroline beslutter at gøre oprør mod faren helt uvidende om de store konsekvenser, det får for hende.

Instruktør: Andreas Ole Nielsen
Varighed: 19 min.

MENS VERDEN VENTER
Den ensomme Thorbjørn lever alene på sin gård på en lille ø. Han taler kun via diktafoner indtalt af hans afdøde mor, og han mobbes hyppigt af øens drenge. Men en dag kommer den rodløse Freja til øen og mødet mellem de to bliver starten på et opgør – for tør Thorbjørn give slip på fortiden og satse på fremtiden?

Instruktør: Stine Michelsen
Varighed: 18 min.

PAUSE

BENTE OG DEN TOMME LEJLIGHED (2013)
Bente er pensioneret og bor alene i en lille lejlighed i Glostrup, men hun har ikke altid boet alene. Hendes mand igennem 60 år er flyttet på plejehjem, da han er blevet dement. Men nu står hun alene tilbage med en drøm om nye møbler og en mand der ikke altid kan finde ud af, hvem hun er.

Instruktør: Anders G. Zuschlag
Varighed: 10 min.

ALT DET MAN IKKE SER
En dokumentar om den 21-årige Mehtap, som er blind og har boet på institution, siden hun var syv år på grund af sit handicap. Men det skal snart være slut. Hun vil nemlig flytte for sig selv. I filmen følger vi Mehtap gennem hendes forberedelser, tvivl og usikkerhed.

Instruktør: Sofie Fauerby
Varighed: 17 min.

A016

SATELLIT (2013)
Gennem dansen forsøger tre farverige karakterer at kommunikere med hinanden på tværs af tid og sted. Men det er svært at sende signaler og endnu sværere at modtage dem. Af og til er der knas på linjen, og nogle gange går det helt galt. Men alligevel kommer bevægelserne til at udgøre en koreografi.

Instruktør: Maia Elisabeth Sørensen
Varighed: 14 min.

A015