Foredrag // Landskabelse, Bo Fritzbøger

“I en avis, som fungerer som udstillingskatalog, er der desuden en række læseværdige artikler på dansk og engelsk. Specielt historikeren Bo Fritzbøgers indføring i landskabshistorieskrivningen er værd at fremhæve. Her gør han rede for forskellen mellem steder og rum, for begrebet glokalisering, for landskabet som konstruktion og konvention m.m.m. Her bliver man på få sider gjort klogere på de udstillede fotografers nye fokus på ”den uendeligt varierede almindelighed, der slipper ud af centralperspektivets og de pæne manerers jernbur.””

Sådan skrev Lisbeth Bonde i sin artikel om udstillingen ‘LAND’ på Kunsten.nu. I eftermiddag gæster manden bag den omtalte artikel, Bo Fritzbøger, Museumsbygningen og fortæller om landskabet som et historisk fænomen.

Kom og få det gennem øret og få en avis med hjem

Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel, Museumsbygningen
Torsdag den 19. juni kl.16.00

Fotobogen som samlerobjekt

Bøger er taktile, bøger dufter, man kan føle på dem, læse dem i sit eget tempo, igen og igen. Forfra og bagfra. Der er noget intimt over det rum, som opstår mellen læseren og forfatteren eller fotografen. BØGER LEVER DERES EGET LIV. De cirkulerer, de dukker op, de gemmer sig og de er udrtyk for menneskers tanker og følelser.

Hvad er det med de der fotobøger? Hvorfor er bøger en stor del af mange fotografers værk? De er udtryk for tid og sted, de er lavet i små oplag og tit svære at få fat i. Hvad er det, der gør dem så interessante?
Kom og tal om din yndlings fotobog eller hør om andres.
Nogle er til salg, andre blot til skue.

Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel
Museumsbygningen
Lørdag den 14. juni kl.12-16

Fernisering // LAND – en udstilling af samtidigt landskabsfotografi hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel

Branddam, 2012

Tirsdag den 27. maj kl.16.00

Udstillingen ’LAND’ fokuserer på landskabsfotografi, som indgår i en global og historisk dialog om, hvordan verden ser ud og forandrer sig i et samspil mellem natur og kultur.

De landskabsfotografer der præsenteres, er karakteriseret ved en realistisk tilgang, og en interesse for verden, som andet og mere end en afspejling af fotografens indre. Samtidig har de alle skrottet ideen om det idealtypiske skønne landskab.

Virkeligheden er konkret, og der er intet sted på jorden, der er mere eller bedre landskab end et andet. Det er, med et begreb af William Eggleston, et demokratisk fotografi, som interesserer sig for den uendeligt varierede almindelighed, det uanseliges æstetik og de virkelige historiers landskaber, der er resultater af handling og det liv der leves.

Udstillingen præsenterer nogle af de mest fremtrædende og artikulerede repræsentanter for denne fotografiske tradition fra Danmark, Sverige, England, USA og Italien.
De udstillende fotografer er Sander Broström (S), Christina Capetillo (DK), John Gossage (USA), Guido Guidi (I), Gerry Johansson (S), Jeanette Land Schou (DK/S), Jem Southam (UK), John S. Webb (S) samt Finn Larsen (DK/S), som har kurateret udstillingen i samarbejde med Banja Rathnov.

Den svenske keramiker Ann Jansson udstiller i dialog med ægtemanden Gerry Johansson.

Udstillingen omfatter herudover den nyligt afdøde danske fotograf Bror Bernild med en serie billeder, der er lavet for Landbrugsrådet i 1960erne og som reflekterer udstillingens tema i form af en nøgtern registrering af et landskab, der er præget af moderne effektivt landbrug i et tidligt stadium.

Endelig er billedkunstneren Sven Dalsgaard med på udstillingen i anledning af, at han i år ville være blevet 100 år. Dalsgaard er repræsenteret med en række værker, der sætter fokus på fotografiets rolle i hans arbejde.

Udstillingen ’LAND’ kan ses hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel fra 28. maj – 28. juni, tirs – lør 12 – 16, 3. juni – 15. juni, hver dag 13 -17

http://www.facebook.com/Museumsbygningen

Hollandsk bogudsalg

MUSEUMSBYGNINGEN, Gallery Banja Rathnov, Copenhagen, Denmark, 2014
Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel inviterer til hollandsk bogudsalg i Museumsbygningen fra 18.-25.maj, hver dag 12-17

Der vil være bøger om kunst, design, fotografi, keramik, glas, kunsthåndværk, møbelkunst, arkitektur, film, dans, havekunst og meget mere, når Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel slår dørene op til hollandsk bogudsalg i Museumsbygningen.
Galleriet og de deltagende museer, antikvariater, forlag m.fl. har gjort forårsrent og sælger denne uge ud af gamle bøger og dubletter.
Prisen på bøgerne falder dag for dag og nye bøger kommer løbende til.

Søndag 100 kr.
Mandag 80 kr.
Tirsdag 60 kr.
Onsdag 50 kr.
Torsdag 40 kr.
Fredag 30 kr.
Lørdag 20 kr.
Søndag 10 kr.

Vi håber, at se mange med lyst til at supplere hjemmebiblioteket.

Gratis entré.

Fernisering // Medmennesker – Marianne Grøndahl og Viggo Rivad

Fredag den 25. april kl.16.00

Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel præsenterer i en ny udstilling værker af to betydningsfulde personligheder indenfor det danske humanistiske fotografi; Marianne Grøndahl (1938-2012) og Viggo Rivad (f. 1922).

”For mig er fotografering en måde at vise de små, ydmyge ting i livet og gøre dem interessante.”
Sådan udtaler Viggo Rivad i forbindelse med en igangværende udstilling på Det Grafiske Museum i Marbella, Spanien.
Netop denne interesse for livets små detaljer synes at være et gennemgående træk i Rivads fotografiske arbejde.
Samme tendens ses i Marianne Grøndahls fotografier, bag hvilke drivkraften altid var en interesse for mennesket og en tro på, at et ansigt kan fortælle en betydelig historie.

I både Grøndahls og Rivads billeder spores en passion for det anonyme hverdagsmenneske og en lyst til at lære dette menneske at kende. Netop derfor har begge fotografers arbejdsmetode også altid været funderet i en respekt for de mennesker, de har fotograferet samt et nærvær og en indlevelse i de miljøer, de har taget del i. Ifølge Rivad er det netop dette, der er kunsten – ”…at blive accepteret af de mennesker man fotograferer. At dele deres hverdag, at følge deres liv.”

Udstillingen vises samtidig med udstillingen Robert Doisneau – Hverdagslivets fotografiske mester, som kan ses på Gl. Holtegaard frem til den 6. juli 2014.
Fælles for Marianne Grøndahls, Viggo Rivads og Robert Doisneaus billeder er det særlige blik for de øjeblikke, som skaber hverdagens fortællinger.

Udstillingen kan ses hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel fra 26. april – 21. maj, tir-lør 12-16.

http://www.facebook.com/Museumsbygningen

EFTERLYSNING – en fotoudstilling

Jakob Pagel Andersen, Maj Jeanne, Stinus Duch, Jesper Helbo, Lisbeth Johansen

Udstillingen EFTERLYSNING stiller skarpt på de mennesker, der bliver væk og på, hvordan vi husker – eller glemmer dem.

Kom til fernisering fredag den 11. april 2014 kl. 17.00 i KONTORS galleri

Vi husker og bevarer minder om mennesker, som er forsvundet, afdøde eller rejst væk, men hvis ingen bevarer minderne, kan man hurtigt forsvinde og blive glemt.

EFTERLYSNING sætter skub i en refleksion over, hvorvidt vi kommer hinanden ved, og hvor let vores eftermæle forsvinder og oplysninger går tabt. Ethvert forsøg på efterfølgende at beskrive en forsvunden person, i billeder, ord og handlinger, bliver en konstrueret og forskudt erindring. Med det udgangspunkt undersøger udstillingen, hvordan en person bliver konstrueret, erindret og hvilke elementer, der skaber en persons identitet og efterbillede.

Udstillingen har modtaget støtte fra Grosserer L. F. Foghts Fond og Frederiksberg Kommune, Kultur og Fritidsudvalget. For yderligere information, kontakt Fotografisk Netværk på: fotografisknetvaerk@nullgmail.com

EFTERLYSNING
11. – 26. april 2014
FOTOGRAFISK NETVÆRK
KONTORS galleri
Værnedamsvej 7a, baghuset
1819 Frederiksberg C.
Åbningstider: ons – søn kl. 12-18

Klik her for at læse mere om udstillingen på facebook

Fernisering // Ordinary People – Fotografi og tegning

Imorgen kl.16.00 er der fernisering på Museumsbygningens nye udstilling Ordinary People.

På udstillingen præsenteres seks separate udstillinger af en række danske og udenlandske kunstnere; Patrick Gries In / Visibility, Henrik Saxgren Solomon’s House, Alen Aligrudic Strange Bedfellows, Ina Rosing og Simon Lautrop For ingen har ondt af pirater, Jens Juul Six degrees of Copenhagen og Maren Uthaug Ting jeg gjorde.

Fælles for udstillingerne er en interesse for mennesker og det liv, de lever på godt og ondt.

Se mere her: https://www.facebook.com/events/524255077694809/

FotoForum: FOTOGRAFIETS STATUS

UDF_PLAKAT

Hvordan er fotografiets status i Danmark? Hvordan bliver det brugt, hvilke er retningslinjerne? Med udgangspunkt i Fotografisk Centers aktuelle udstilling Ung dansk fotografi ’13 diskuterer institutleder og forsker Mette Sandbye, udstillingsinspektør fra Brandts Jens Friis og flere af udstillingens kunstnere, heriblandt Lone Eriksen, Joachim Fleinert, Malene Nors Tardrup, og Bettina Camilla Vestergaard fotografiets status i Danmark anno 2014.

Kom til FotoForum torsdag den 16. januar kl. 17 – 19 i Fotografisk Center.

FotoForum arrangeres i samarbejde med DJ:Fotograferne. Entré 40 kr. Gratis for medlemmer af Fotografisk Center og Dansk Journalistforbud. Tilmelding nødvendig på info@nullphotography.dk eller 3393 0996.

https://www.facebook.com/events/231021197070742/

Print

Fotografiets fastfrosne øjeblik – Oplæsning og oplæg med lyriker Janus Kodal og fototeoretiker Mette Sandbye

Hvad fortæller fotografier os?

I Kodals nye udgivelse Sort/Hvid + kredser erindringsteksterne om fotografiet som indgang til fortiden – spændingen mellem faktiske hændelser og konstrueret erindring. I det dialogiske felt mellem fortid og nutid bliver teksterne til: her findes både faktuelt og fiktivt stof, sansning og konstruktion, og hver især afhører fortællerpositionerne hinanden om dybde og overflade.

Janus Kodal vil fortælle om bogprojektet og læse op fra bogen suppeleret af Mette Sandbye, der vil belyse forholdet mellem fotografi og erindring.

Københavns Hovedbibliotek, Krystalgade 15

Tirsdag d. 23. oktober Kl. 17

Praktikant søges til fundraising af stor (foto)udstilling

 

Hej,

Jeg hedder Simon Høgsberg, jeg er fotograf, og jeg skal i begyndelsen af 2012 lave en stor foto-udstilling i København. Til det formål har jeg brug for en praktikant til at rejse penge til udstillingen og i det hele taget hjælpe med til alt det praktiske i forbindelse med etablering af udstillingen.

Det er ikke absolut nødvendigt, at du har fundraiset før, men det ville klart være fedt, hvis du har.

Jeg arbejder sammen med et godt team om udstillingen, så det skal nok blive en ret munter proces. Der er mange løse ender lige nu, og hvis du er engageret og selvdrevet og i det hele taget med på ideen, vil du klart kunne få indflydelse på, hvordan den endelige udstilling kommer til at se ud.

Det er et ret stort projekt, og derfor skal vi i gang nu.

Udstillingen handler om den danske kultur, som den udspiller sig foran et supermarked i løbet af et år.

Vi kan ikke tilbyde nogen penge for dit arbejde, men vi vil gøre alt hvad vi kan for at gøre det til en lærerig proces for dig, for os alle sammen.

Ring meget gerne, hvis du har spørgsmål. 27141641.

 

Venlig hilsen

Simon Høgsberg

www.simonhoegsberg.com