Fernisering // Medmennesker – Marianne Grøndahl og Viggo Rivad

Fredag den 25. april kl.16.00

Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel præsenterer i en ny udstilling værker af to betydningsfulde personligheder indenfor det danske humanistiske fotografi; Marianne Grøndahl (1938-2012) og Viggo Rivad (f. 1922).

”For mig er fotografering en måde at vise de små, ydmyge ting i livet og gøre dem interessante.”
Sådan udtaler Viggo Rivad i forbindelse med en igangværende udstilling på Det Grafiske Museum i Marbella, Spanien.
Netop denne interesse for livets små detaljer synes at være et gennemgående træk i Rivads fotografiske arbejde.
Samme tendens ses i Marianne Grøndahls fotografier, bag hvilke drivkraften altid var en interesse for mennesket og en tro på, at et ansigt kan fortælle en betydelig historie.

I både Grøndahls og Rivads billeder spores en passion for det anonyme hverdagsmenneske og en lyst til at lære dette menneske at kende. Netop derfor har begge fotografers arbejdsmetode også altid været funderet i en respekt for de mennesker, de har fotograferet samt et nærvær og en indlevelse i de miljøer, de har taget del i. Ifølge Rivad er det netop dette, der er kunsten – ”…at blive accepteret af de mennesker man fotograferer. At dele deres hverdag, at følge deres liv.”

Udstillingen vises samtidig med udstillingen Robert Doisneau – Hverdagslivets fotografiske mester, som kan ses på Gl. Holtegaard frem til den 6. juli 2014.
Fælles for Marianne Grøndahls, Viggo Rivads og Robert Doisneaus billeder er det særlige blik for de øjeblikke, som skaber hverdagens fortællinger.

Udstillingen kan ses hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel fra 26. april – 21. maj, tir-lør 12-16.

http://www.facebook.com/Museumsbygningen