STEPPING OUT! FEMALE IDENTITIES IN CHINESE CONTEMPORARY ART

Ny udstilling i GL STRAND giver et unikt indblik i Kinas samtidskunstscene gennem 26 fremtrædende kvindelige kunstnere

Kunstforeningen GL STRAND
2. december 2022 – 12. marts 2023

Luo Yang, From the series Girls, 2008-16 © Luo Yang

Stepping Out! Female Identities in Chinese Contemporary Art præsenterer en mangfoldighed af stemmer fra Kinas samtidskunstscene gennem de sidste 30 år. Udstillingen viser værker af 26 førende kvindelige kunstnere, der på tværs af udtryksformer og generationer udfordrer et mandsdomineret samfund og gennem kunsten kræver deres plads. Herigennem bliver udstillingen et vigtigt vidnesbyrd om Kina de seneste tre årtier.

Samlet set viser udstillingen mere end 80 værker, der på tværs af video, performance, maleri, fotografi og skulptur spejler og udforsker de store udviklinger og forandringer, det kinesiske samfund har gennemgået fra 1980’erne og til i dag.  Udstillingens kunstnere er født i perioden mellem 1960 og 1994, og tilhører således generationerne, der er vokset op med de store økonomiske, politiske og kulturelle forandringer, som Kina har undergået fra Kulturrevolutionens tid og frem til i dag.

Læs mere om udstillingen her

Liu Xi Our God is Great ©Liu Xi

Stepping Out! Female Identities in Chinese Contemporary Art præsenterer værker af kunstnerne: Wen Hui, Lin Tianmiao, Xiao Lu, Yin Xiuzhen, He Chengyao, Yu Hong, Xing Danwen, Cui Xiuwen, Xiang Jing, Bu Hua, Peng Wei, Tao Aimin, Chen Qiulin, Li Xinmo, Cao Fei, Sun Shaokun, Ma Qiusha, Geng Xue, Hu Yinping, Fan Xi, Luo Yang, Liu Xi, Cao Yu, Chen Zhe, Tong Wenmin og Liang Xiu.

LANCERING AF VISCOSE #3 ASIAS I GL STRAND

En pluralistisk udlægning af modeproduktion i Asien ved redaktør Jeppe Ugelvig

TORSDAG
15.12.22
KL. 17:00 – 20:00

Kom med, når GL STRAND i forbindelse med udstillingen Stepping Out! Female Identities in Chinese Contemporary Art inviterer kurator, kritiker og redaktør Jeppe Ugelvig til at introducere tredje udgivelse af tidsskriftet Viscose, som udfordrer den ofte stereotypiserede opfattelse af modeproduktion i Asien. Med undertitlen Asias udfolder udgivelsen en pluralitet af stemmer på tværs af regionerne omkring det Sydkinesiske hav og bestrider ideen om Asien som ét enestående billede og sted.

Til lanceringen vil Jeppe give en introduktion til den to år lange research, der ligger bag udgivelsen, og agere stemme for de mange vigtige bidragsydere, som befinder sig i Kina. Blandt andre kunstneren Hu Yinping, hvis værkserie ”Xiao Fang” kan opleves i Stepping Out! Til arrangementet viser vi også Yinpings videoværk med samme titel, der giver en behind the scenes-introduktion til værkserien.

NZTT Sewing Co-op. Installation image, Endless Garment at X Museum, 2021. Courtesy the museum.

Efter talken introducerer Jeppe til et udvalgt værk i GL STRANDS udstilling, hvorefter der vil være lancering i Salen og mulighed at købe magasinet.

Viscose #3 Asias er redigeret af Jeppe Ugelvig og Cheuk NG.
Viscose er et nyt tidsskrift for modekritik. Det præsenterer kritiske tekster og projekter af et bredt udvalg af skribenter fra kunstens, modens, litteraturens og den akademiske verden.

TALK & FÆLLESSPISNING

GL STRAND inviterer til Talk og fish ‘n’ chips med
udstillingsaktuelle Anna Stahn og dramatiker Line Knutzon i samtale.

Torsdag d. 7. april kl. 17.30 – 19.00

Foto: Mads Skarsteen og Mikkel Tjellesen

Den moderne rejekælling og det komplekse forhold mellem kunst og kapital er til diskussion, når udstillingsaktuelle Anna Stahn og dramatiker og forfatter Line Knutzon sætter hinanden stævne i GL STRAND.

Vi slutter arrangementet af med fællesspisning, hvor samtalen kan fortsætte over en gang fish ’n’ chips som leveres af Den Grønne Kutter, der kun sælger frisk fangst fra bæredygtige farvand.

Torsdag 07.04.22 KL. 17:30 – 19:00
Pris: 175 kr.
Inkluderer entré til arrangement, udstilling og måltid.
Eksklusiv drikkevarer.
Tilmeld dig og køb billet her.

Anna Stahn er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2020 og arbejder med tegning, tekstil og keramik. Hendes værker udspringer af en nysgerrighed over for både det smukke og det grimme, men også over for de synlige og usynlige samfundsstrukturer og hierarkier, som vi er styret af.
Stahns anmelderroste udstilling Walking Debt viser nye værker, der tager afsæt i området omkring GL STRAND og de lokale kvindelivsfortællinger, der knytter sig til karakterer som fiskekoner, rejekællinger og hattedamer.
Læs mere om Walking Debt her.

Line Knutzon er prisbelønnet dramatiker og har en lang række bogudgivelser og teateropsætninger bag sig. Hun har begået en perlerække af værker, der med et syrligt, humoristisk og veloplagt sprog spidder samfundsemner og eksistentielle tematikker. I de senere år har hun desuden været en aktiv stemme i debatten om den kreativ kapitals komplekse relation til penge.

Debatsalon & Fællesspisning d. 31/03

GL STRAND inviterer til debatsalon om “Det europæiske fællesskab set gennem kunsten” efterfulgt af mad fra MARV & BEN

I anledningen af forårets udstilling Konrad Mägi – Det gådefulde maleri inviterer GL STRAND til debatsalon og fællesmiddag og spørger:
– Hvordan bidrager EU til fortællingen om det europæiske fællesskab i dag, og hvilken rolle spiller kunsten og kulturen i denne fortælling? Har EU været med til at samle os, eller står vi fortsat splittede i periferi vs. centrum? Hvem bliver glemt, og hvem bliver husket?

I panelet sidder:
David Dragsted, chefredaktør på Føljeton
Kristian Handberg, forsker i europæisk modernisme i billedkunsten på Københavns Universitet
Rikke Helms, tidligere institutleder på dansk kulturinstitut i Baltikum.

Den estiske maler Konrad Mägi (1878 – 1925) var i sin samtid en af Estlands førende kunstnere, men han blev glemt under Sovjetunionens besættelse af Estland. Igennem det seneste årti er der opstået et øget fokus på marginaliserede og glemte kunstnere, og et nyt behov for at indskrive vigtige stemmer fra vestens periferi i den store europæiske fortælling.

Hvilken rolle spiller EU’s kulturpolitik under mottoet “forenet i mangfoldighed” i denne sammenhæng, og hvor står forholdet mellem centrum og periferi – politisk såvel som kunstnerisk? Er det ligefrem muligt, at periferien har opnået ny betydning i Europa nu, hvor EU’s ydre grænser udgør en væsentlig forpost mod resten af verden? Og gør det samme sig gældende inden for kunstens verden?

Aftenen afsluttes omkring spisebordet med ny nordisk mad fra Michelin-anbefalede MARV & BEN, som har skabt en vegetarisk ret inspireret af Konrad Mägis farverige malerier.

GL STRAND
D. 31/03 kl. 17:30-19:30

Pris: 295 kr. / medlemmer 250 kr.
(inkluderer entré til arrangement, udstilling og middag. Eksklusiv drikkevarer).

Køb billetterHER


Udstilling og arrangement: Konrad Mägi – Det Gådefulde Maleri

12. marts – 29. maj 2022 i GL STRAND

Marker og enge under en himmel spaltet af rastløse skyformationer. Kystlinjer, søer, bjerge og skove badet i en nærmest psykedelisk farveæstetik.
Oplev Estlands store modernistiske maler, Konrad Mägi, i forårets store udstilling i GL STRAND.

Konrad Mägi (1878-1925) anses som pioner inden for det moderne maleri i Estland. Til trods for det er han stort set ukendt uden for sine nationale grænser. Hans kunstneriske karriere spænder over blot 20 år, men vidner om en kunstner, der tog de internationale strømninger og stilarter til sig og brugte dem på en både uhæmmet og meget personlig måde til at finde dybt ind i landskabets og maleriets kerne. Gennem 75 udvalgte værker stiller udstillingen skarpt på den bemærkelsesværdige kolorist og trækker en af modernismens oversete kunstner ud af periferien og ind i spotlyset.

Naturen var Mägis primære inspiration. Han malede det, han så, følte og lærte på sine rejser. Som mange andre kunstnere fra udkanten af Europa søgte han mod de energifyldte europæiske kunstcentre og fællesskaber i blandt andet Paris. Men var tilbage i den nordiske naturs stilhed og ensomhed, at han malede de gådefulde landskaber frem, der kendetegner ham som kunstner. Udstillingen præsenterer et udvalg af Mägis landskabsmalerier, som han malede i Norge, Estland, Frankrig og Italien, sammen med et mindre udvalg af portrætter.
Læs mere om udstillingen her



Foredrag d. 12/3
I forbindelse med udstillingen, Konrad Mägi – Det gådefulde maleri, inviterer GL STRAND til foredrag med udstillingens kurator, Pilvi Kalhama.
Gennem analyser af udvalgte værker vil Kalhama udfolde Mägi’s symbolske motiver og hans unikke kombinationer af modernistiske stilarter.

Kom med til foredraget, og få et unikt indblik i den bemærkelsesværdige kolorist og hans udviklingen til Estlands førende modernist.

Foredraget afholdes på engelsk og foregår lørdag d. 12. marts kl. 14.00 i GL STRAND.

Pris: 75 kr. / medlemmer 45 kr. /
Tilmeld dig her:

Pilvi Kalhama er direktør ved EMMA – Espoo Museum of Modern Art i Finland og er ligeledes forfatter til bogen om Konrad Mägi, der er udgivet i anledning af udstillingen.

Anna Stahn – Walking Debt

Udstilling på GL STRAND 12. marts – 29. maj 2022

Hattedamer, fiskerkoner og rejekællinger. En indridset boulevard af keramiske fliser, henslængte damesko proppet med fisk, en bunke hemmelighedsfulde kærlighedsbreve og bænke, der tager form af kvindeskikkelser i udfordrende stillinger.

Oplev den danske billedkunstner, Anna Stahn, når hun i foråret præsenterer sin soloudstilling Walking Debt i GL STRAND, hvor hun både omfavner og udfordrer vores forestillinger om forskellige kvindeliv.

Udstillingen præsenterer helt nye skulpturelle værker i keramik, tekstil, papir og tegning, der afspejler Stahns fascination af de sammensatte kvindehistorier, der gennem tiden har fyldt området omkring GL STRAND i det indre København. Her har både hattedamen, fiskerkonen, rejekællingen og sexarbejderen givet liv og fortællinger til byens brostensbelagte gader, stræder og torve.

Til udstillingen har Stahn skabt en kunstinstallation, der tager form af hendes forestillinger om Københavns indre byrum. Her sammenvæver hun historiske beretninger med sine egne oplevelser i byen i dag, og tegner et billede af både kontraster, forskellige valutaer og hierarkier i kulturens verden.

Anna Stahn (f. 1994) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2020 og er slået igennem med sine poetiske tegninger og porøse keramiske objekter, der både hylder og udstiller vores begær efter den materielle verden. I udstillingen i GL STRAND arbejder hun for første gang med et større installatorisk værk.

Læs mere om udstillingen HER

Morgenmeditation midt i udstillingen: M/Meditation IN COPENHAGEN

Kom med til morgenmeditation i GL STRAND, hvor meditation og kunst kombineres i samme rum.

Kombinér meditation med dit udstillingsbesøg, når GL STRAND igen inviterer til morgenmeditation midt i udstillingen M/Meditation IN COPENHAGEN blandt bløde tæpper og puder.

Med inspiration fra udstillingen vil meditationen på fin vis inddrage samtlige af udstillingens tematikker.
Vi vil skiftevis flytte vores opmærksomhed mellem kunsten, der omgiver os, lydene i rummet, vores egen vejrtrækning og på stilheden.

Oplev et pusterum i smukke omgivelser, hvor vi sætter verden udenfor på pause for en stund.
Du vil gå herfra med udvidede sanser, en skærpet opmærksomhed og en indre ro til resten af din dag.

Morgenmeditationen finder sted:
Tirsdag d. 25. januar kl. 9-10 på dansk.
Onsdag d. 9. februar kl. 9-10 på engelsk

Meditationen og guides af Mia Toftdahl Olesen, der underviser i yoga, mindfulness, og meditation.

Pris: 175 kr. / Medlemmer 90 kr. / Tilmelding på webshop.glstrand.dk eller i butikken i GL STRAND.

I billetten til arrangementet indgår entré til GL STRAND. Meditationen finder sted inden udstillingernes normale åbningstid, og det er derfor muligt at gå på opdagelse i udstillingerne i ro og mag på GL STRAND efterfølgende.

SMAGEN AF SULT – VR

Oplev et Virtual Reality værk af David Adler og Christoffer Boe

Oplev SMAGEN AF SULT – VR i GL STRAND henover 3 dage,
fra d. 14.-16. december, tirsdag og onsdag kl. 14-18, torsdag kl. 14-20.
Vær sikker på at få plads – book tid til din VR-oplevelse HER.

I anledning af 25-året for Lars von Triers skelsættende udstilling Psykomobile #1: Verdensuret sætter GL STRAND spot på den udfordrende kunstoplevelse med visningen af SMAGEN AF SULT – VR.

Værket er skabt i 2020 af den prisvindende danske VR-kunstner David Adler og filminstruktør Christoffer Boe og baserer sig på Boes filmiske kærlighedsdrama af samme titel med Kathrine Greis-Rosenthal og Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollerne.

VR-værket er en kalejdoskopisk rejse igennem en kvindes ægteskab, hvor du som publikum bestemmer hvilke øjeblikke, du vil træde ind i. Ved hjælp af Virtual reality-headsets omsluttes man af fragmenter fra et levet liv, hvor afgørende minder krystalliserer sig og forandrer sig – skridt for skridt. Ligesom von Triers udstilling er fortællingen i SMAGEN AF SULT – VR opløst i tid og rum og udfordrer kunstoplevelsen i flere dimensioner.

David Adler er, ligesom von Trier optaget af det, der sker, når vi mister kontrol: ”VR er en helt anden måde at tænke film på, et slags kontrolleret kontroltab for mig som instruktør. Det betyder, at ingen får den samme oplevelse, og nogen vil opleve scener, som andre ikke oplever.”

Publikum vil i Virtual reality-oplevelsen kunne bevæge sig i eget tempo gennem den fragmenterede historie og, hvis de tør, træde helt tæt på dramaet. VR oplevelsen varer ca. 13 minutter, og man kan være to personer ad gangen, hvor det er muligt at se den anden deltager inde i VR-universet, når man nærmer sig hinanden.

Find billetter til VR oplevelsen HER.

GL STRAND markerer netop nu, at det er 25 år siden, at Lars von Trier viste sin til dato første og eneste udstilling Psykomobile #1: Verdensuret.

Udstillingen blev dokumenteret af Jesper Jargil i filmen De udstillede, der frem til 20 februar kan ses på 3. sal i GL STRAND, læs mere HER.

SMAGEN AF SULT – VR er produceret i et samarbejde mellem Zentropa og Makropol, der er førende indenfor Virtual Reality i Danmark.

Morgenmeditation i udstillingen M/Meditation IN COPENHAGEN

KUNSFORENINGEN GL STRAND
ONSDAG
15.12.21
KL. 09:00 – 10:00


Morgenmeditationen finder sted midt i udstilling M/Meditation IN COPENHAGEN, hvor rummets uhøjtidelige rammer blandt bløde tæpper og puder inviterer til afslapning og til at rette opmærksomheden indad. Du behøver ikke at have tidligere erfaring med meditation for at være med.

Den parisiske design duo M/M (Paris) står bag vinterens store udstilling i GL STRAND. M/Meditation IN COPENHAGEN præsenterer deres arbejde gennem 30 år med særligt fokus på samarbejder med kunstnere og kunstinstitutioner men også en række helt nye værker, som er skabt specielt til udstillingen og tager afsæt i det københavnske bybillede og historie.

Med inspiration fra udstillingen vil meditationen på fin vis inddrage samtlige af udstillingens tematikker som for eksempel ”historie”, ”hjem”, ”former og teksturer” og ”samvær”.

Vi vil skiftevis flytte vores opmærksomhed mellem kunsten, der omgiver os, lydene i rummet, vores egen vejrtrækning og på stilheden.

Oplev et pusterum i smukke omgivelser, hvor vi sætter verden udenfor på pause for en stund.

Du vil gå herfra med udvidede sanser, en skærpet opmærksomhed og en indre ro til resten af din dag.

Meditationen guides af Mia Toftdahl Olesen, der underviser inden for yoga, mindfulness, og meditation.

Pris: 175 kr. / Medlemmer 90 kr. / Tilmelding på webshop.glstrand.dk eller i butikken i GL STRAND.

I billetten til arrangementet indgår entré til GL STRAND. Meditationen finder sted før udstillingernes normale åbningstid, og det er derfor muligt at gå på opdagelse i udstillingerne i ro og mag på GL STRAND efterfølgende.

Udstillingsåbning på GL STRAND

Vær med til at fejre åbningen af udstillingen M/Meditation IN COPENHAGEN af M/M (Paris) d. 10/12 kl. 16-19

** Efter regeringens nye retningslinjer har vi lidt ændringer i programmet, som bliver uden taler og baren rykker ud i vores gårdhave, som vi har iscenesat med lys, varmelamper og hygge. 

Vi sørger selvfølgelig for god plads i udstillingen og afspritning.
Husk at medbringe Coronapas.

Fredag den 10. december slår vi dørene op for vinterens helt store udstilling, M/Meditation in COPENHAGEN, skabt af den parisiske designduo M/M (Paris) – og du er inviteret!

M/M (Paris) (Michaël Amzalag og Mathias Augustyniak) har igennem årtier stået bag banebrydende projekter i krydsfeltet mellem grafisk design og kunst.

Duoen har skabt kampagner, værker og forestillinger i samarbejde med musikere, billedkunstnere, teatre, kunstmuseer og modehuse over hele verden.

Oplev deres mange værker og installationer, der udstilles på to etager på GL STRAND.

Dørene åbner kl. 16, og Mathias Augustyniak og Michael Amzalag vil være til stede ved åbningen.

Gratis éntre.

Se Facebook begivenhed HER

Læs mere om udstillingen her:
https://glstrand.dk/exhibitions/m-meditation-in-copenhagen/