LANCERING AF VISCOSE #3 ASIAS I GL STRAND

En pluralistisk udlægning af modeproduktion i Asien ved redaktør Jeppe Ugelvig

TORSDAG
15.12.22
KL. 17:00 – 20:00

Kom med, når GL STRAND i forbindelse med udstillingen Stepping Out! Female Identities in Chinese Contemporary Art inviterer kurator, kritiker og redaktør Jeppe Ugelvig til at introducere tredje udgivelse af tidsskriftet Viscose, som udfordrer den ofte stereotypiserede opfattelse af modeproduktion i Asien. Med undertitlen Asias udfolder udgivelsen en pluralitet af stemmer på tværs af regionerne omkring det Sydkinesiske hav og bestrider ideen om Asien som ét enestående billede og sted.

Til lanceringen vil Jeppe give en introduktion til den to år lange research, der ligger bag udgivelsen, og agere stemme for de mange vigtige bidragsydere, som befinder sig i Kina. Blandt andre kunstneren Hu Yinping, hvis værkserie ”Xiao Fang” kan opleves i Stepping Out! Til arrangementet viser vi også Yinpings videoværk med samme titel, der giver en behind the scenes-introduktion til værkserien.

NZTT Sewing Co-op. Installation image, Endless Garment at X Museum, 2021. Courtesy the museum.

Efter talken introducerer Jeppe til et udvalgt værk i GL STRANDS udstilling, hvorefter der vil være lancering i Salen og mulighed at købe magasinet.

Viscose #3 Asias er redigeret af Jeppe Ugelvig og Cheuk NG.
Viscose er et nyt tidsskrift for modekritik. Det præsenterer kritiske tekster og projekter af et bredt udvalg af skribenter fra kunstens, modens, litteraturens og den akademiske verden.

Skriv et svar