Koncert // Luftens Telte

Torsdag 30. oktober kl. 20.00

‘Luftens Telte’ er denne aften navnet på en gruppe kunstnere, der undersøger lyd og lydfrembringende genstande i en spontan improvisatorisk tilgang til emnet.

Det samlende for gruppen er ideen om en helt ny tilgang til stoffet – den tilstand musik er i før den bliver rigtigt til.

Gruppen har eksisteret i forskellige konstellationer siden 1990erne og det er gennem årene blevet til performances i kunsthaller, kirker og andre offentlige steder. Senest på Blurred Edges Festival i Hamburg i år.

Ved denne koncert deltager Peter Martensen, Peter Holmgren, Toni Larsen, Dorris Bloom, Torben Andersen, Heine Skjerning, Siri Kollandsrud, Eugen Henlov og Svend Danielsen.

Koncerten afholdes i forbindelse med udstillingen ’Svend Danielsen – Undulat’, der vises hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel frem til 16. november.

Se film fra en af gruppens tidligere koncerter her: https://www.youtube.com/watch?v=wolzBjXbq3E

Facebook

Fernisering & boglancering // Krass Clement – Bag Saga Blok

 

Krass Clement, Bag Saga Blok, 1970erne  2

Torsdag den 30. oktober kl. 16-18.30

I forbindelse med udgivelsen af Krass Clements nye bog ’Bag Saga Blok’ præsenteres udvalgte værker fra denne hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel.

I ’Bag Saga Blok’ tager Clement udgangspunkt i området omkring biografen ’Saga’, der tidligere lå på Vesterbro i København og bevæger sig herfra ud i både tid og rum – fra 1960erne og frem til i dag.
Ifølge Clement handler bogen om den på én gang forandrede og evige by med dens til alle tider søgende mennesker eller med andre ord om byen som organisme og begreb, der bibringer følelsen af uforanderlighed i dens hvirvel.

’Bag Saga Blok’ er Krass Clements hyldest til København og til storbyens evigt gyldige komponenter; stemningen, typerne, livet og morgenerne.

Krass Clement debuterede som fotograf med fotobogen ’Skygger af øjeblikke’ i 1978 og netop bogformen synes at være hans foretrukne medie, hvilket gennem årene har manifesteret sig i et imponerende antal udgivelser, herunder ’Byen bag Regnen’ 1987, ‘Ved Døden’ 1990, ’Drum’ 1996, ’Færgen’ 1999, ’Paris – Carnet de recherche’ 2010 og nu ‘Bag Saga Blok’.

Clements billeder er generelt kendetegnet ved et sort/hvidt, poetisk og melankolsk udtryk, som også er fremtrædende i denne nye bog, dog er der heri blevet plads til enkelte billeder i farve, hvilket er med til at skabe et helt særligt flow i bogens fortælling.

At Krass Clement er en af fotografiets store danske mestre, viser han endnu engang med dette digre værk om vores by.

’Krass Clement – Bag Saga Blok’, 31. oktober – 16. november 2014, Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel, Museumsbygningen, Kastelsvej 18, 2100 København Ø, tirs-lør 12-16. 

Facebook

2 x fernisering hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel

 

Torsdag den 2. oktober kl.16.00

 

Udsnit_Kristian Dahlgaard, Skruetvinger, 2014
Kristian Dahlgaard – Kniven i Hovedet(Parentes)

I 2013 rejste Kristian Dahlgaard med sin familie til Frankrig i syv måneder. I det fremmede genfandt han glæden ved at tegne, hvilket førte til en række værker, der nu præsenteres på en udstilling hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel.

Kristian Dahlgaard (f.1958) er uddannet billedhugger fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i årene 1977-83. Dahlgaard er kendt for sit arbejde med skulpturer, men viser på denne udstilling tegninger, i hvilke han prøver at forfølge og visualisere den smerte, han oplever som følge af en række migræneanfald, der har hjemsøgt ham de senere år. På udstillingen føres beskueren helt ind i Dahlgaards personlige, private og skræmmende intime univers.

Udstillingens titel ’Kniven i Hovedet(Parentes)’ er flertydig og refererer både til Dahlgaards ophold i Frankrig som en parentes i hans normale hverdag, til valget af tegningen som udtryksform, hvor han til daglig overordnet arbejder som billedhugger og til de migræneanfald, der i de senere år er blevet hans enerverende og insisterende følgesvend.

Herudover trækker Dahlgaard tråde til titlen på den skelsættende udstilling ’Kniven på Hovedet’ fra 1982, hvor en række akademielever, herunder Kristian Dahlgaard som eneste billedhugger, udstillede ekspressive værker, der tematiserede den postmoderne meningsløshed i maleriet. ’Kniven på Hovedet’ er senere blevet betegnet som firser-generationens gennembrudsudstilling – det var startskuddet for ’De unge vilde’ og derved for en ny retning i den danske kunst.

’Kristian Dahlgaard – Kniven i Hovedet(Parentes)’, 3. oktober – 2. november 2014, Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel, Museumsbygningen, Kastelsvej 18, 2100 København Ø, tirs-lør 12-16

Udsnit_Svend Danielsen, Atelier, 2014

 

 

 

Svend Danielsen – Undulat

”Svend Danielsens pluralistiske kunstpraksis er som en kreativ sammensat buket af farverige blomster, der vækker forventninger om en bestemt sødme og duft, men som altid formår at overraske og overrumple.”                                                                                                            – Marlene Bregndahl

Svend Danielsen (f.1955) er uddannet både gartner og kunstner.
Den kunstneriske uddannelse tog han på Det Kongelige Danske Kunstakademi i årene 1974-78, hvor han blandt andet var elev hos billedhuggeren/maleren Svend Wiig Hansen og konceptkunstneren Sven Dalsgaard, hvilket siden har sat spor i hans kunst.

Danielsens kunstpraksis er pluralistisk i den forstand, at han arbejder i flere forskellige medier og med flere forskellige materialer; maleri, skulptur, installation, foto, performance og lyd. Den røde tråd har dog altid været maleriet.

Inspirationen til sin kunst finder han oftest i pludselige sanseindtryk fra sine omgivelser. Som Ann Lumbye Sørensen skriver i bogen ’JORDBÆR – Maleri, tegning & installation 1989-2005’, opsøger Danielsen ikke sine motiver, det er motiverne, der finder ham.

På lignende vis fandt titlen til denne udstilling hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel ham. Titlen henviser ikke til et enkelt værk eller til en overordnet udstillingstematik, men til historien om en gammel mand og hans undulat, som Danielsen har fået fortalt af en kollega.
På udstillingen præsenteres maleri og installationer, nye og ældre værker, store og små, lyse og mørke, alle kendetegnet ved Svend Danielsens nærværende, humoristiske og poetiske tilgang til kunsten.

’Svend Danielsen – Undulat’, 3. oktober – 2. november 2014, Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel, Museumsbygningen, Kastelsvej 18, 2100 København Ø, tirs-lør 12-16

Koncert med ’Luftens Telte’ 30. oktober kl.20.

Facebook

Tegninger, pletter, provenienser. Svamp, luselort, alkohol, sølvfisk, rust og syre

Gerda Wegener

I forbindelse med tegningsmessen ‘Kunst på papir’, der netop nu finder sted i Museumsbygningen, afholdes imorgen(fredag) to talks:

Kl.16: Henning Jørgensen (Professor, Aalborg Universitet) fortæller om udvalgte værker.

Kl.17: Chris Fischer (Leder af Forskningscenter for tegnekunst og seniorforsker, SMK), ’Tegninger, pletter, provenienser. Svamp, luselort, alkohol, sølvfisk, rust og syre’.

For mere information om ‘Kunst på Papir’ se facebook

Kunst på Papir – Ny messe for tegninger, grafik, plakater og bogkunst i København

Inspireret af ’Salon du Dessin’ i Paris afholdes den første messe for kunst på papir i København fra 25.-28.september.

På messen, som finder sted i Museumsbygningen på Østerbro, deltager følgende gallerier og antikvariater: Bassenge Berlin (D), James Bauerle Danish Fine Art (DK), Brodersen Kunst & Antikvitetshandel (DK), Peter Grosell’s Antikvariat (DK), Kunsthandel Nina J (DK), Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel (DK), Riisgaard & Hjorth (DK), Sct. Pauli Vintage Plakater (DK), Titelbech Fine Prints (DK), Vangsgaards Antikvariat (DK) og Galleri Weinberger (DK) samt to private samlere, hvoraf den ene er skuespiller og cirkusdirektør Søren Østergaard, der i mange år har været en passioneret samler af kunst fra det 19.århundrede.

Deltagerne tildeles hver en af Museumsbygningens smukke ovenlyssale og skaber heri et eget univers med tegninger, grafik, plakater og bøger. Derved bliver det muligt at opleve alt fra 1700-tals raderinger, landskabsstudier fra Holland og kunst fra den danske Guldalder til klassisk modernisme og moderne kunst, herunder fotografi.

Kunst på Papir, Museumsbygningen, Kastelsvej 18, 2100 København
25.-28. september, hver dag 11-18, fernisering 24. september 17-19
Entré: 50 kr.

I forbindelse med messen afholdes foredrag med Henning Jørgensen (Professor, Aalborg Universitet) og Chris Fischer (Leder af Forskningscenter for tegnekunst og seniorforsker, SMK) fredag d. 26. september henholdsvis kl.16 og 17.

Facebook

 

Fernisering // Erik A. Frandsen – Preview

Erik A. Frandsen – Preview
Fotografi og maleri

Fernisering 4. september kl.16.00

Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel byder Erik A. Frandsen velkommen.

Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel har indledt et samarbejde med den danske kunstner Erik A. Frandsen og viser i den forbindelse en mindre udstilling af Frandsens værker – en større og mere omfattende udstilling planlægges i 2015.

Erik A. Frandsen blev født i Randers i 1957, er autodidakt billedkunstner og bor i dag i København og på Falster.

Frandsen startede for alvor sin kunstneriske karriere i 1980erne, hvor han var en af drivkræfterne bag det kunstneriske fællesskab ‘Værkstedet Værst’ samt en del af bevægelsen ‘Det vilde maleri’.
Siden har Frandsen opnået betydelig anerkendelse indenfor kunstverdenen både nationalt og internationalt, hvorfor flere af landets museer har vist soloudstillinger med hans værker og han løbende tildeles større udsmykningsopgaver, senest Landstingssalen på Christiansborg.

Erik A. Frandsen inspireres af de intime, nære relationer i familien og af hverdagens banaliteter. Selv udtaler Frandsen, at hans værker er: ”Små skæve billeder på den virkelighed vi hele tiden får stoppet i hovedet som en rigtighed fra diverse fjernsynskanaler” – en virkelighed han sætter spørgsmålstegn ved og udfordrer gennem sin kunst.

Frandsen genbruger ofte sine motiver, men udtrykket ændres konstant qua hans evindelige udforskning af forskellige materialer; maleri, mosaik, neon, stål, scagliola m.m. Et gennemgående træk ved alle Frandsens værker er dog, at udgangspunktet er fotografi.

På udstillingen hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel præsenteres et mindre, men repræsentativt og forskelligartet udvalg af Erik A. Frandsens værker.

Erik A. Frandsen – Preview, 5.-21. september 2014, Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel, Museumsbygningen, Kastelsvej 18, 2100 København Ø, tirs-lør 12-16

Facebook

Ny messe for dansk og internationalt kunstfotografi og kamerabaseret kunst

Photo Collect Copenhagen
– en kurateret messe for dansk og internationalt kunstfotografi og kamerabaseret kunst

Fotografiet stormer frem som samlerobjekt ikke mindst blandt unge kunstsamlere, derfor er otte udstillingssteder gået sammen om at skabe et nyt forum for den fotografiske kunst.

Fra 28.-31. august afholdes den første udgave af Photo Collect Copenhagen med deltagelse af følgende udstillingssteder fra Danmark og udlandet: Galleri Image, The Photographers Print, Charlotte Fogh Gallery, Pola Magnetyczne, In the Gallery, Kirkegaards Antikvariat, Galleri Vasli Souza og Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel.

Messen finder sted i Museumsbygningen, der blev opført i 1915 af rigmand og kunstsamler Generalkonsul Johan Hansen og fungerede som privat udstillingssted for Hansens godt 2500 malerier. Siden har Statens Museum for Kunst og andre institutioner holdt udstillinger, talks og kunstevents på adressen. I dag drives Museumsbygningen af Banja Rathnov og fokus er hovedsageligt på fotografi.

Under Photo Collect Copenhagen tildeles hver deltager enWiktor Gutt, Syncretic Painting, 1972-2012 af Museumsbygningens smukke ovenlyssale og skaber heri et eget univers. På denne måde skabes diversitet på messen og publikum får mulighed for at opleve den mangfoldighed, der præger scenen for fotokunst.

Photo Collect Copenhagen, Museumsbygningen, Kastelsvej 18, 2100 København Ø
28.-31. august, alle dage 11-18, fernisering 27. august kl.16
Entré: 50 kr.

————————————————————————————————————————–
Photo Collect Copenhagen
– A Curated Fair for Fine Art Photography and Lens Based Art

Photographic art is more popular than ever – especially amongst young collectors. Therefore eight galleries have joined up to create a new forum for photography.

From the 28th-31st of August the first edition of Photo Collect Copenhagen will take place in Museumsbygningen at Østerbro.
Photo Collect Copenhagen is a curated fair for Danish and international fine art photography and lens based art with the following galleries participating: Galleri Image, The Photographers Print, Charlotte Fogh Gallery, Pola Magnetyczne, In the Gallery, Galleri Vasli Souza, Kirkegaards Antikvariat and Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel.

Museumsbygningen was built in 1915 by the Consul General Johan Hansen for his private collection of art and has in the recent past been used by the National Gallery of Denmark and other institutions for different events. Today Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel is situated in the building and the primary focus is photography.

During Photo Collect Copenhagen the participating galleries creates a personal universe in one of the beautiful rooms in Museumsbygningen. This makes the fair varied and gives the audience an opportunity to experience the great diversity of photographic art.

Photo Collect Copenhagen, Museumsbygningen, Kastelsvej 18, 2100 Copenhagen
28th-31st of August, every day 11am-6pm, vernissage 27th of August at 4pm
Admission: 50 kr.

Fernisering // …Photographs Jazz

Den 4. juli kl. 16.00

“With the faithfulness of love and appreciation, this great photographer and his camera have worked together with the same uncommon union of a musician and his instrument to catch for us the quality of the top jazzmen, both old-time and modern, whom he has known.”
– James Jones

Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel er stolt af at præsentere en udstilling af den danske fotograf Ole Brasks billeder.

Ole Brask (1935-2009) blev født i Danmark i 1935, men flyttede til New York i 1959, hvor han blev en del af byens jazzmiljø.
Brask er mest kendt for sine ikoniske portrætter af jazzens store navne såsom Ornette Coleman, Art Blakey, Lionel Hampton, Dizzy Gillespie, Louis Armstrong m.fl. Disse er ofte taget bag scenen, på gaden eller til prøver og afspejler den intimitet og atmosfære, der prægede det miljø Brask bevægede sig i.

I 1976 udgav Brask i samarbejde med den tysk/amerikanske jazzhistoriker Dan Morgenstern bogen ’Jazz People’, som i dag regnes for en klassiker inden for jazzlitteraturen og sammen med bogen ‘…Photographs Jazz’ fra 1995 er et tydeligt bevis på Brasks status inden for både fotokunsten og jazzhistorien.

På udstillingen hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel fremvises et mindre udvalg af Ole Brasks fotografier.
Udstillingen vises i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival 2014.

’…Photographs Jazz’ kan ses hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel fra den 4. juli – 1. september, tirs – lør 12.00 – 16.00 samt efter aftale.

Se mere på facebook

Foredrag // Landskabelse, Bo Fritzbøger

“I en avis, som fungerer som udstillingskatalog, er der desuden en række læseværdige artikler på dansk og engelsk. Specielt historikeren Bo Fritzbøgers indføring i landskabshistorieskrivningen er værd at fremhæve. Her gør han rede for forskellen mellem steder og rum, for begrebet glokalisering, for landskabet som konstruktion og konvention m.m.m. Her bliver man på få sider gjort klogere på de udstillede fotografers nye fokus på ”den uendeligt varierede almindelighed, der slipper ud af centralperspektivets og de pæne manerers jernbur.””

Sådan skrev Lisbeth Bonde i sin artikel om udstillingen ‘LAND’ på Kunsten.nu. I eftermiddag gæster manden bag den omtalte artikel, Bo Fritzbøger, Museumsbygningen og fortæller om landskabet som et historisk fænomen.

Kom og få det gennem øret og få en avis med hjem

Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel, Museumsbygningen
Torsdag den 19. juni kl.16.00

Fotobogen som samlerobjekt

Bøger er taktile, bøger dufter, man kan føle på dem, læse dem i sit eget tempo, igen og igen. Forfra og bagfra. Der er noget intimt over det rum, som opstår mellen læseren og forfatteren eller fotografen. BØGER LEVER DERES EGET LIV. De cirkulerer, de dukker op, de gemmer sig og de er udrtyk for menneskers tanker og følelser.

Hvad er det med de der fotobøger? Hvorfor er bøger en stor del af mange fotografers værk? De er udtryk for tid og sted, de er lavet i små oplag og tit svære at få fat i. Hvad er det, der gør dem så interessante?
Kom og tal om din yndlings fotobog eller hør om andres.
Nogle er til salg, andre blot til skue.

Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel
Museumsbygningen
Lørdag den 14. juni kl.12-16