Kan man fotografere sorg? Og hvad sker der, når sorg kommer på fotografi?*

Fotoudstilling fra den 3.-13. oktober 2019 hos Ungt Rum, Griffenfeldsgade 50 kld. 2200 København N. 

I udstillingen I Sorgens Tegn har fire kvinder med et engangskamera fotograferet situationer, objekter og ritualer fra deres hverdagsliv med sorg.

At have sorgen med sig konstant, kan være udfordrende og svært at navigere i. For udover at leve med sorg, så er den vanskelig at konkretisere og synliggøre, fordi den ikke kan ses og manifesterer sig på forskellige måder.

I Sorgens Tegn er en søgen efter situationer i hverdagslivet, hvor sorgen stikker ud og stikker af. Og det er en søgen efter sorgens visuelle træk, for er det muligt at vise disse situationer frem ved hjælp af fotografiet?

Udstillingen udforsker sorgens fotografiske udtryk set ud fra fire kvinders perspektiv, der alle har det tilfælles, at de sørger over deres mors død. Den sætter spørgsmålstegn ved, om udtrykket alene er båret frem af den individuelle fortælling om den personlige sorg, eller om der i virkeligheden gemmer sig nogle større og mere universelle træk i sorgens fotografiske udtryk.


Fernisering den 3. oktober fra 17-21

17.00: Åbner dørene hos Ungt Rum, og det er muligt at komme og fordybe sig i udstillingen i ro og mag.
18.00: Præsenterer specialestuderende i Visuel Kultur, Pauline Koffi Vandet, udstillingen og tankerne bag. 
19.00-20.00: Får vi besøg af Kirsten Søndergaard, Direktør for Landsforeningen Liv&Død, Pernille og Julie, podcastværter ved Jeg plejede at tro på for evigt og Lisbeth Johansen, som er kunstfotograf. Sammen med Pauline vil de tale om, hvordan vi taler (og ikke taler) om døden og sorgen i dag. For hvad kan vi gøre for at tildele sorgen en plads i vores hverdagssamtaler? Og er samtalen om døden overhovedet nødvendig? 
Praktisk infoDer er en lille entré på 35 kr. til denne fernisering hos Ungt Rum, da der indgår en talk. 

Læs mere om udstillingen og ferniseringen her: https://www.facebook.com/events/421811525122479/

*Udstillingen I Sorgens Tegn, er en del af specialet “Fotografisk (selv)(re)præsentation af sorgens hverdagsmanifestation” udarbejdet af Pauline Koffi Vandet, specialestuderende i Visuel Kultur ved Københavns Universitet.

Film & lyd performance: “Himmelskibet” m. live-lyd af Jakob Draminsky

”Himmelskibet” er en utopisk fortælling fra filmens barndom og den første nogensinde fuldlængdes sci-fi film. Filmens pacifistiske kærlighedsbudskab var en reaktion på Første Verdenskrig, og manuskriptet blev skrevet på bestilling af Nordisk Films grundlægger Ole Olsen i håbet om at kunne bevæge verden til fred med et moderne moralspil.

Filmen vises med live-lyd af lydkunstner Jakob Draminsky – komponist og performer med interesse for musikalske fortællinger, lydkunst, musique concréte, improvisation og intermedia. Draminsky udforsker mulighederne i elektronisk modulation af akustiske lydgivere og den menneskelige stemme. Flere af hans lydinstallationer, hans værker for klassiske kammerensembler og hans otte mini-operaer – skabt i samarbejde med bla. De Ni Trin, Musikteatret Undergrunden, forfatteren Peter Laugesen, den katalanske digter Enric Casassas og det japanske Noh ensemble, Ryokusenkai – er led i denne proces.

Udover arbejdet med de mere konventionelle instrumenter har Draminsky desuden gang i en fortløbende undersøgelse af sammenhængen mellem visuel og klanglig perception. Det sker bla. i hans live-lyd-til-video-projekter, MovieOnics og hans konkretlyds-aktioner, der ofte baserer sig på mindre og middelstore redskaber fra byggesektoren, på elektrisk og akustisk køkkenudstyr eller på hans samling af klokker og bjælder fra nær og fjern. Fra 1990 til 2007 var han tilknyttet den eksperimentelle scene for lydkunst i Barcelona og blev i 2014 cand.mag. fra Japanstudier ved Københavns Universitet med speciale i kulturteknologiske fortællinger.

STED: Karens Minde kulturhus, Wagnersvej 19, 2450 SV. KL: 20:00

ENTRE: Gratis

https://www.facebook.com/events/2305214489792993/

3-dages kursus i kuratering, kritik og formidling

7., 8., 9. oktober 2019

Indhold og målgruppe:
Kunsten er omgærdet af formidling i flere forskellige former og formater. Kurset her vil give dig praktisk kendskab til og en kvalitativ bevidsthed om, hvordan kunstbranchens formidlingspraksisser relaterer til hinanden, men også hvorfor det er vigtigt at holde dem adskilt.

De tre dage vil fokusere på henholdsvis formidlingsformer, kunstkritik og kuratering, og vi vil som afrunding se en udstilling sammen for at gå i kødet på den specifikke og anvendte formidling, kuratering og kritik.

Kurset vil give den deltagende specifik viden og redskaber til at forstå og anvende basale formidlingsgreb inden for både kuratering, kunstkritik og -formidling.

Læs mere på https://svfk.dk/3-dages-kursus-i-kuratering-kritik-og-formidling

Praktikant til Bremen Teater og Hotel Cecil

Drømmer du om at arbejde med kommunikation inden for kulturbranchen, og kunne du tænke dig at blive en del af to venues, der præsenterer alt fra TEDx-talks og Troldspejlet til Jonatan Spang, Hans Philip og metal-koncerter?

Så er det måske noget for dig at komme i praktik på Bremen Teater og Hotel Cecil, hvor vi laver mere end 600 arrangementer om året – koncerter, foredrag, comedy-shows og meget andet.

Skriveworkshop: Writing Like a Mountain

Writing Like a Mountain er en skriveworkshop for alle, der ønsker at blive bedre til at skrive, og som har lyst til at arbejde eksperimentelt med skriften sammen med andre i et rum fyldt med fotografier. Som en del af workshoppen får man entré og introduktion ved underviser til udstillingen Thinking Like a Mountain af den svenske fotograf Helene Schmitz på Fotografisk Center i Kødbyen. De på en gang storslåede og foruroligende fotografier beskæftiger sig med forholdet mellem natur og menneske. Fotografierne danner udgangspunkt for vores arbejde med skriften. Vi lader os inspirere af billederne og de temaer, de tager op. Gennem skriveøvelser, samtale og oplæsning arbejder vi med billedsprog, fortællerstemme, metaforer, sanselighed og stil og taler om teksternes fremstilling af forholdet mellem natur og menneske. Workshoppen er for alle uanset skriveerfaring. Underviser er forfatter og kunstformidler Helene Johanne Christensen. 

I Helene Schmitz udstilling Thinking Like a Mountain præsenteres vi for en række fotografiske værker, der forener det smukke og storslåede med det faretruende og skræmmende, og som stiller spørgsmål ved grænsedragningen mellem naturligt og menneskeskabt. Fotografierne er taget i Island og Sverige og viser menneskets tilstedeværelse i naturen; hvordan vi former og forandrer landskaber drastisk gennem vores udvinding af naturressourcer. Menneskets handlinger har stor indflydelse på omgivelsernes udformning og transformation. Schmitz påpeger i sine værker, hvor brutal vores omgang med naturen er blevet og viser samtidig den skønhed, der også findes i mødet mellem natur og menneske. 

Helene Johanne Christensen (f.1989) er forfatter, kunstformidler og cand.mag. i litteraturvidenskab. Hun debuterede med digtsuiten BLÅ på Forlaget Gladiator i 2018. Hun skriver lyrik, prosa og essays og underviser i skrivning og litteratur i Folkehuset Absalon og hos FOF. Hun har tidligere undervist i kreativ skrivning på Forlaget Gladiators forfatterskole og i Poesiens Hus.

Læs mere om udstillingen på vores hjemmeside eller find begivenheden på Facebook.

Tidspunkt: onsdag d. 9. oktober 2019, kl. 16-18.30

Sted: Fotografisk Center, Staldgade 16, 1699 Kbh V

Pris: 250 kr. pr. person. Max 10 deltagere

Tilmelding og betaling: Send en mail til helenechrstnsn@nullgmail.com med deltagernavne, så modtager du mobilepay- eller kontooplysninger til betaling.

Teater: Mungo Park: ‘Mungo Lab #35 – CIRKUS’

CIRKUS, Gl. Holtegaard, 2019. Foto: David Stjernholm.

Tirsdag den 24. september på Gl. Holtegaard
2 forestillinger: kl. 19.30 + 21.00

Teatret Mungo Park besøger Gl. Holtegaard og  tager cirkusgenren under kærlig behandling. Det sker i et såkaldt Mungo Lab, hvor teaterets skuespilensemble fortolker den danske billedkunstner Tal R’s gådefulde værk Spotlight

Mungo Lab er et eksperimenterende rum, hvor Mungo Parks skuespillere med en stedsspecifik, original idé, kort prøvetid og kun én spilleaften prøver kræfter med nye iscenesættelser, tekster og formsprog. Kun denne ene aften får publikum lov til at komme indenfor i Mungo-laboratoriet, hvor man aldrig helt ved, hvad der kommer til at ske.

Iscenesættelse: Petra Søe. Medvirkende: Marianne Mortensen, Henrik Prip, Malin Rømer Brolin-Tani og Jonas Munck-Hansen.

Billet nødvendig til arrangement:
Voksen 95 DKK / Seniorer og studerende 85 DKK / KLUBmedlem 30 DKK

Billet købes på Place2book eller på dagen på Gl. Holtegaard

Forestilling kl. 19.30 (45 min.) – KØB her
Forestilling kl. 21.00 (45 min.) – KØB her


Begrænsede og unummererede pladser.

Læs mere om udstillingen CIRKUS på Gl. Holtegaard

Performance lecture: Michael Eigtved & klovnen

Preben Hornung, Portræt af Charlie Rivel (u.å.). Foto: engedalfotografi.dk

Tirsdag, 10. september kl. 17 på Gl. Holtegaard

Klovnen er den mest ikoniske figur i cirkus, som til forskel fra akrobaterne har det psykiske og mentale som sit domæne. Med følsomme stemninger, komik og poesi kalder klovnen latteren og melankolien frem hos sit publikum.

Ved denne performance lecture vil Michael Eigtved, lektor i Teater og Performancestudier ved Københavns Universitet, i parløb med nycirkusartist Villads Bugge Bang undersøge og indkredse klovnens figur som kunstner, samfundsfigur, symbol og psykologisk fænomen. 

Billet nødvendig til arrangement:
Voksen 95 DKK / Seniorer og studerende 85 DKK / KLUBmedlem 30 DKK

Billet købes HER eller på dagen på Gl. Holtegaard

Læs mere om udstillingen CIRKUS på Gl. Holtegaard

Anarquivo Negantrópico

Velkommen til åbning af den offentlige skulptur Anarquivo Negantrópico af Luis Berríos-Negrón!

Søndag 1. september 2019, 13:00–17:00

ved Gammelgaard Kunst og Kulturcenter, Herlev (branddammen mod øst)

Programmet vil byde på talks, smagning, musik og performances af inviterede gæster: Alexander Höglund, Callum Harper, Dance for Plants, Ectoplasmic Materialism, Felix Becker med Anna Sofie Keller Brandsborg (Sensuous Society), Ida Bergman, Richard Krantz, med flere.

Link til Berríos-Negrón’s blog / and information in English

Illustration af kunstinstallationen: Nonsphere XVII: Neganthropic Anarchive, 2019
Luis Berríos-Negrón, Nonsphere XVII: Neganthropic Anarchive, 2019

Anarquivo Negantrópico er en offentlig kunstinstallation skabt af den puertoricanske kunstner Luis Berríos-Negrón. Værket er et resultat of kunstnerens eksperimenterende og praksisbaserede forskning og en del af hans Ph.d. projekt Breathtaking Greenhouse Parastructures.

Installationen er situeret på en græsmark ved bredden af en branddam, nær Gammelgaard Kunst og Kulturcenter i Herlev. Her fungerer den som et regnvandshøstende og rensende organ samt som en medicinsk have. Berríos-Negrón betegner værket som en ’social pedestal’ der her udfoldes i og omkring et stedsspecifikt, paramodulært drivhus med tre tilstødende terrasser.

Luis Berríos-Negrón, Concept image of Nonsphere XV: Earthscore Specularium (Stockholm, 2015)

Værket skaber rum for refleksion omkring klima- og økologimæssige forhold og peger på den dissociation, som den globale opvarmning er et tegn på. Kunstneren undersøger drivhuset som gas, effekt og ’dis-place’. Han peger på den negative virkning af koloniale traumer, samt den misforståede forestilling om drivhusteknologien som en frelser mod klimaforandring.

I installationen produceres det som Berríos-Negrón kalder ’hukommelsesvand’. Det består af vand renset gennem installationen og tilsat rosmarinessens ligeledes destilleret på stedet. Det er videnskabeligt bevist at rosmarin har en potent effekt på menneskets hukommelse og derfor spiller rosmarin en central rolle i værket, der drejer som om at huske at glemme den uligeværdige entropi og erindre naturen og dens livgivende, helbredende kraft.

Hukommelsesvandet er det element, der forbinder kunstværkets tekniske, menneskelige og ikke-menneskelige dimensioner. Vand som livets byggesten er det, der bringer disse verdener sammen for at medvirke til at modstå og vende den globale opvarmning.

SKYD SNEHVIDE

Skyd Snehvide er et satirisk familiedrama, der er både eventyrligt grotesk og foruroligende morsomt.

Intet er som vi kender det fra eventyrene; mor/ datter-konstellationen er her vendt helt på hovedet, og Datteren (Jonas Littauer) må kæmpe for at vriste sig fri af den charmerende, begavede, underholdende, men dybt destruktive Mor (Mille Maria Dalsgaard).

“I forestillingen Skyd Snehvide, der spiller i det stemningsfulde Østre Kapel på Vestre Kirkegård, er det netop det umulige moderdyr, der bliver zoomet ind på. Eller rettere, mor-datter-relationen i en lettere grotesk opsætning, der flirter med de gamle folkeeventyr og lader den uskyldsrene Snehvide være datter af en mørk og narcissistisk mor, der langsomt forgifter datteren.” 
– Nanna Goul, Information


Forestillingen spiller i det Østre Kapel på Vestre Kirkegård
17. august – 11. september
Kl. 21.00

Billetpriser
Studerende: 80 kr. / Under 25 år: 60 kr.
Find billetter HER

Vi ses på kirkegården!

Instruktør: Marc Wortel (NL)
Kostumedesigner: Renske Kraakman (NL)
Dramatiker: Miriam Boolsen
Medvirkende: Mille Maria Dalsgaard, Jonas Littauer
Lys- & lyddesign og livemusiker: Brian Larsen
Producent: Marie Egetoft
Instruktørassistent: Sabrina Ruiz
Scenografassistent: Andrea Lindeneg 
Fotokreditering: Lars Grunwald
www.sydhavnteater.dk