CPH STAGE 2014 SØGER KOMMUNIKATIONSPRAKTIKANT

CPH_STAGE_red_rgb

Interesserer du dig for teater og scenekunst?

Og er sociale medier din legeplads?

Så har du måske lyst til at være med til at synliggøre Københavns nye teaterfestival CPH STAGE?

CPH STAGE blev grundlagt af fire af hovedstadens mindre teatre og fandt sted for første gang i juni 2013. Festivalen er tænkt som et samarbejdsprojekt og en fælles platform for teatre, producenter og scenekunstgrupper på tværs af landet.

Første år var en stor succes og vi er nu i gang med at stable dette års festival på benene. Derfor søger vi en kommunikationspraktikant til hjælp på festivalkontoret.

CPH STAGE har brug for dig til at skabe interesse om dansk teater både nationalt og internationalt. Du er god til at spotte de gode teaterhistorier og skriver fængende. Du vil få ansvar for at sikre et spændende nyhedsflow på Facebook og på festivalens hjemmeside. Hvis du har erfaring med videoproduktion og interviewteknikker er det også et plus. Er du samtidig frisk på at uddele flyers og programmer, tage billeder og bidrage med et positivt drive, når der skal løftes i flok, vil vi gerne høre fra dig.

Praktikperioden løber i tre måneder fra slutningen af marts til slutningen af juni. Det ugentlige timetal aftales individuelt, men vi forventer især travlhed de sidste to måneder.

CPH STAGE kan desværre ikke tilbyde løn i forbindelse med praktikopholdet, men til gengæld kan du komme gratis i teateret til udvalgte forestillinger.

Hvis du vil have indsigt i arbejdet med at stable en festival på benene, mere erfaring med kommunikation på forskellige platforme og en bred kontaktflade i teaterverdenen, så kontakt os.

Send en kort introduktion af dig selv sammen med dit CV til koordinator Laura Ifversen på li@nullcphstage.dk

LOST MEMORIES – en danseforestilling om tab og erindring

LOST MEMORIES?
En danseforestilling om tab og erindring   

Hvad nu hvis du vågner en dag, og ikke ved hvem du er? Hvad nu hvis du opdager, at vigtige erindringer er forsvundet fra din hukommelse?     

Sådan er Hr. H’s univers. Fremmed træder han ind i verden. Han søger igennem døre. Han ved ikke længere, hvem han er, eller hvor han er på vej hen. Natten gemmer skæve eksistenser og hemmeligheder. Glimt af personer og erindringer trænger sig på.

LOST MEMORIES er en rå og poetisk danseforestilling om tab, erindring og fortrængning. En historie om hukommelsestab, forårsaget af en traumatisk hændelse. Vi følger i fodsporene på en mand i søgen efter sin fortid. Med dans, video, ord og musik skabes et gådefuldt univers, hvor personer, erindringer og drømme manifesterer sig for i øjeblikket efter at være noget andet. ?

Idé, koreografi og iscenesættelse: Pernille Garde
Medvirkende: Bo Madvig, Tiziana Fracchiolla, Kristofer Krarup & Sherwin Reyes
Komponist: Greatmusic
Videodesigner & scenograf: Signe Krogh
Lysdesigner: Michael Breiner
Kostumedesigner: Rikke Von Qualen
Dramaturgisk konsulent: Vibeke Wrede
Koreografisk konsulent: Louise Hyun Dahl

 

Pernille Garde fortæller om DEN KUNSTNERISKE INSPIRATION BAG »LOST MEMORIES«

Da jeg for nogle år siden blev sygemeldt med stress, oplevede jeg en mild form for hukommelsestab. I den periode havde jeg stærke surrealistiske drømme, oplevede at være sat udenfor verden og syntes at vandre rundt i en døs, i en parallelverden. Jeg oplevede mit liv som bevægede jeg mig mellem virkeligheder. Et tab af identitet. Det vakte lysten til at udvikle en grundlæggende og væsentlig fortælling om at være menneske og om at miste. Om tab som et menneskeligt grundvilkår, om at intet varer evigt. Og om hvordan et menneske, der mister, oplever tabet, søger efter det tabte og samtidig flygter fra det. 

Om Pernille Garde

Pernille Garde er bosat i København, hvor hun har sit kunstneriske virke. Hendes koreografiske arbejde har gennem de seneste 14 år været koncentreret om at fortælle historier. Forestillingerne tager udgangspunkt i relationer mellem mennesker og kredser om nogle af livets store temaer som kærlighed, identitet, krig, erindring, ensomhed og familie. Det er de menneskelige følelser, drifter og længsler som inspirerer til forestillingerne. Hendes drivkraft er at sætte det emotionelle, instinktive og komplekse menneske i scene og gennem dans, lys, video, scenografi og musik skildre menneskets mangesidede natur. Med gennemsigtighed og flertydighed søger hun at skabe og udtrykke dette i æstetisk, filmisk inspirerede og billedskabende forestillinger; altid koncentreret om det emotionelle og sanseligeudtryk.

SPILLESTED
Københavns Musikteater
Kronprinsensgade 7
1114 København K
københavnsmusikteater.dk

SPILLEPERIODE & TID
1. – 12. april 2014
man – fre kl. 20, lør kl. 17

BILLETTER
http://www.teaterrabat.dk/index/eventdetails/eventno/38341
http://www.teaterbilletter.dk/index/eventdetails/eventno/38341

 

Kultbilledroman som teater – »Frøken Mærkværdig & Karrieren« på Bådteatret 30. jan. – 8. feb.

Frøken Mærkærdig & Karrieren, Bådteatret 30. jan. - 8. feb.
Gæsteforestilling af Teater Dyrelab på Bådteatret, Nyhavn 16Z, 1051 KBH K, BÅDTEATRET

30. januar – 8. februar 2014

Januar: 30. kl 18 & 20, 31. kl. 10 & 20,
Februar: 1. kl. 17, 3. kl. 10 & 12, 4. kl. 12 & 20, 5. kl. 10 & 20, 6. kl. 10 & 20, 7. kl. 10, 8. kl. 17
LØRDAG 1. FEB. KONCERT MED MOURITZ SOLO KL. CA. 18 (efter forestillingen). Har du billet til forestillingen, har du billet til koncerten.
BILLETTER her: teaterbilletter.dk – ungdomsgruppebillet (min. 6) 40 kr., løssalg 70 kr.

Vi følger Frøken Mærkværdigs kamp for at gøre kometkarriere som ungt kreativt geni. For som hendes far siger: ”Man skal være en af de ti bedste i verden, for ellers er man ingen overhovedet, slet ingen!” Frøken Mærkværdig kommer ind på en kreativ uddannelse som en af de få og starter studiet fuld af håb om at være genial. Efter flere desperate forsøg på at stable en fantastisk kreativ karriere på benene og tynget af præstationsangst giver hun op, overmandet af mindreværd og sit indre mørkemonster. Hun kan hverken leve op til sine egne eller omverdenens karrieredrømme. Men netop som hun begraver sine storslåede forventninger, opdager hun, at hun er ingen, men alligevel er.

Teater Dyrelabs »FRØKEN MÆRKVÆRDIG & KARRIEREN« er frit efter
Joanna Rubin Drangers kult-billedroman af samme navn.

INSTRUKTØR Daniel Norback
PERFORMERE Tea Rønne & Pernille Nedergaard Haugesen
SCENOGRAF Nadia Nabil Korsbæk
LYSDESIGNER Raphael Solholm
KOMPONIST Mads Mouritz Gjellerod
PRODUCENT Teater Dyrelab

»Frøken Mærkværdig & Karrieren« er støttet af Statens Kunstråds Scenekunstudvalg, Bikubenfonden, Tuborgfondet, Danmarks nationalbanks Jubilæumsfond af 1968 og Københavns Scenekunstudvalg

HØJT TIL LOFTET: Oplev kirkerummet på ny!

9 kunstnere har indtaget uKirken på Vesterbro.

Gennem leg med lys, lyd og billeder, inddragende performance og vandrende fotografi- og billedkunstudstilling har de 9 kunstnere sammen skabt en sanselig og medieret natur oplevelse i et kirkerum på Vesterbro.

Kunstnerne har arbejdet stedspecifikt ud fra rummets særprægede arkitektur og har i løbet af den sidste måned udforsket, hvordan kirkerummet kan danne ramme for en samlet kunstnerisk oplevelse under det overordnede tema ‘natur’.

Lørdag d. 7. december kl 17.00 – uKirken på Dannebrogsgade 53 på Vesterbro.
Der er fri entré og vi byder også på lidt at drikke.

Denne stedspecifikke event i uKirken er opsat med henblik på at skabe et styrket tværfagligt samarbejde mellem kunstarterne. Det overordnede tema er en nyfortolkning af naturen gennem kunsten og arkitekturen. Vi håber at kunne udfordre den traditionelle forestillingsstruktur ved først at lade hver kunstner skabe et unikt værk ud fra kirkerummets særlige egenskaber, for så at samle de forskellige værker til et sammenhængende forløb, som vil give en ny oplevelse af rum gennem kunst og natur.

Kirken har tidligere samlet lokalmiljøet på tværs af aldre og sociale grupperinger. Nu hvor mange kirker lukker på Vesterbro, vil vi give et bud på, hvad de kan bruges til, så de igen bliver til centrale mødesteder.

Ved at give plads til fri kunstnerisk udfoldelse i en kulturhistorisk vigtigt bygning, opfordrer vi til, at både kunstnere og publikum nytænker og videreudvikler idéer til en ny brug af kirkerummet.

Eventen afholdes i samarbejde med uKirken og er støttet af Vesterbro Lokaludvalg.

Hold dig opdateret på facebooksiden
Vi ses lørdag d. 7. december kl. 17.00!

 

DEN NYE LYD – gratis litteratur- og musikarrangementer på CaféTeatret

1318_360

DEN NYE LYD er CaféTeatrets nye platform for alt det, der sker ude mellem menneskene. Vi skyder litteraturarrangementer og koncerter ind mellem hinanden. Vi kalder det DEN NYE LYD fordi vores ører hele tiden er på jagt efter nye rum at forsvinde og forvilde os i.

Vi sætter platformen i gang med en række litteraturarrangementer. Det første arrangement sætter fokus på NY PROSA.

#1 Ny Prosa

Med NY PROSA fejrer vi den danske prosas mangfoldighed. Vi har inviteret forfatterne Peter Adolphsen, Christina Hesselholdt og Stine Pilgaard til at læse op fra deres seneste værker.

Peter Adolphsen og Christina Hesselholdt debuterede begge i løbet af 90’ernes minimalisme og postmoderne grundtilstand, mens Stine Pilgaard stavrer afsted fra det nye årtusind. Det er tre meget forskellige stemmer, der viser sig i de tre forfatteres bøger.

Hvad mere? På CaféTeatret går vi sådan set bare rundt og glæder os til at få nye lyde ind i vores tunge sind.

 OM FORFATTERNE

Stine Pilgaard (f. 1984) debuterede 2012 med romanen ‘Min mor siger’. Hun har modtaget  Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat for sin debut.

Peter Adolphsen (f. 1972) debuterede i 1996 med samlingen ‘Små historier’. Peter Adolphsen har udgivet en række bøger og børnebøger. Senest romanen ‘År 9 efter loopet’.

Christina Hesselholdt (f. 1962) debuterede i 1991 med romanen ‘Køkkenet, gravkammeret & landskabet’. Hesselholdt har udgivet en lang række bøger og børnebøger. Senest fortællekredsen ‘Selskabet gør op’ (2012). Christina Hesselholdt har modtaget en lang række priser og legater for sit virke som forfatter. Bl.a. Beatrice-prisen (2007) og Kritikerprisen (2010)

FRI ENTRÈ

TIDSPUNKT lørdag d. 27. oktober kl. 20-21.30

STED CaféTeatret, Skindergade 3, 1159 København K

www.cafeteatret.dk

Koordinator og fundraiser for Berlin Soup II

Berlin Soup – en kunstnersammenslutning med Jesper Dalmose, Lennox Raphael og Yong Sun Gullach som kuratorer – søger frivilligt hjælp til koordination og fundraising til Berlin Soup II i juni 2014.
Vi forventer ca. 25 kunstnere fra Danmark og Europa samles for at udstille, optræde, udføre performances og opsætte liveinstallationer i 2-3 dage på den gamle lakfabrik på Amager. Derudover regner vi med at opsætte en række workshops, artist talks og panel discussions.

Primære opgaver vil være at hjælpe med koordinering i forhold til kunstnerne og deres engagement, nytænke administration og kommunikation/marketing samt fundraise et forholdsvis beskedent budget for et arrangement i denne størrelse. Der er plads til selvbestemmelse og fleksibilitet ligesom medudvikling af workshops og artist talks vil være en mulighed.

Kontakt Yong Sun Gullach på gullach@nullgmail.com, hvis dette skulle have interesse.

 

FLAMENCOSTJERNER PÅ LOUISIANA 26. & 27. SEPTEMBER

Sidste år gav sangeren Arcángel med musikere og danser koncert på Louisiana – en koncert, der af flere blev karakteriseret som “den bedste flamencokoncert de nogensinde havde set og hørt”. Og nu har Louisiana sat de fantastiske musikere og danser på programmet igen 26. og 27. september.

Patricia Guerrero & Arcángel, Louisiana september 2013

Foto Jesper Malkvist.

Sangeren Arcángel, Francisco José Arcángel Ramos, er en af tidens uundgåelige flamencostemmer: På én gang blød og glasklar, tilført naturlig elegance og følsomhed – og tonal perfektion i melismerne. Arcángel debuterede på scenen og vandt en fandango-konkurrence allerede som 10-årig og blev året efter optaget på den professionelle scene. Han slog for alvor igennem ved den 10. Bienal de Flamenco i Sevilla, hvor han vandt både publikums og kritikernes hjerter. Umiddelbart efter blev han akkompagnatør for de helt store dansende stjerner som bl.a. Eva Yerbabuena og Javier Barón sideløbende med medvirken i Israel Galváns produktioner.

I 2001 udgav han sit første soloalbum »Arcángel« og i 2012 sit fjerde »Quijote de los sueños« – »Drømmenes Quijote«.

Med sig til DK har Arcángel den unge danser Patricia Guerrero, der er uddannet under den legendariske danser Mario Maya. Som 17-årig vandt hun den prestigefulde pris »El desplante« ved Festival de las Minas, og herfra tog hendes internationale karriere fart. I Carlos Sauras seneste film »Flamenco, flamenco« kan man se hende danse Guajira akkompagneret af Arcángel.

Med på guitar er Daniel Méndez ‘Dani de Morón’, der akkompagnerer med rødderne dybt forankrede i traditionen fra en af flamencoens hovedbyer Morón de la Frontera. Han medvirkede på Arcángels tredje album »Ropavieja« fra 2006 og på hans seneste »Quijote de los sueños«.

Som palmeros og korsangere præsenteres vi for tvillingerne ‘Los Mellis‘ fra Huelva, der med deres unisone stemmer og præcision i rytme og frasering udgør et fantastisk akkompagnement.

Billetter kan købes via Politikens billetsystem:
https://politikenbillet.www2.dk/index.php?zoom=6459&x=34&y=8

Husk, at man kan bruge koncertbilletten som indgang på museet, så mangler man endnu Yoko Ono – er dette måske anledningen. Udstillingen har sidste dag 29. sept.
De bedste hilsener

Janne Hovmand Storm
Arte Flamenco
tlf. 26 16 22 56
booking@nullarteflamenco.dk

Eventstærk praktikant til iBureauet

Eventstærk praktikant til iBureauet på Dagbladet Information

Informations datterselskab iBureauet er et kreativt bureau, som laver grafisk- og journalistisk arbejde. Vi står for Informations læserarrangementer, større events og partnerskaber, og det er her, dine arbejdsopgaver primært vil ligge.

I din praktikperiode kommer du til at prøve kræfter med:

•  Planlægning og afvikling af arrangementer
•  Markedsføring, sociale medier og eksterne samarbejder
•  Estimater, budgetter og alternative indtægtsformer
•  Opdatering af hjemmeside og udsendelse af nyhedsbreve
•  Forretningsudvikling i mediebranchen

Du vil både komme til at assistere på igangværende projekter og få dine egne opgaver, som selvfølgelig bliver tilpasset dine interesser og kompetencer. Vi er et lille bureau, så opgaverne vil være varierende, og du skal ikke være bange for at løfte en stol eller ringe en annonce hjem, hvis der er behov for det. Det vigtigt, at du har et godt drive, er imødekommende og gerne kaster dig ud i nye opgaver – men også at du kan arbejde struktureret og overholde deadlines.

Tonen i huset er uhøjtidelig, frokosten skøn og menneskene søde. Det bliver sjovt – og du får mulighed for at være med til det hele i tæt samarbejde med de øvrige medarbejdere i iBureauet.

Praktikperioden finder sted i efterårssemestret 2013 og varer ca. 3-4 måneder efter aftale. Vi er fleksible med starttidspunkt, men søger som udgangspunkt en praktikant fra september. De nærmere arbejdstider aftaler vi sammen, men som udgangspunkt er stillingen ca. 20-25 timer om ugen. Stillingen er ulønnet, men du får gedigen erfaring og mulighed for at opbygge et stort netværk og et skrivebord næsten midt på Kgs. Nytorv.

Er du interesseret, så skriv til vores nuværende praktikant Sofie Lindgaard-Frantzen på slf@nullinformation.dk eller send en ansøgning til Maja Find på mail mhf@nullinformation.dk

Vi glæder os til at høre fra dig!

Jobbets studierelevans
Praktikforløbet er studierelevant for studerende, som ønsker at prøve kræfter med event- og projektkoodinering, indholdsplanlægning markedsføring og større samarbejder i mediebranchen

Download praktikopslaget som pdf her:
Praktikant iBureauet

Læs mere om iBureauet her

Bliv STAGEMANAGER til Zulu Comedy Festival i Huset-KBH

Huset-KBH søger stagemanagers til Zulu Comedy Festival 2013
Huset-KBH søger stagemanagers til Zulu Comedy Festival 2013

Huset-KBH søger stagemanagers til dette års Zulu Comedy Festival 23. aug. – 1. sept. 2013

Zulu Comedy Festival er Danmarks største og sjoveste comedy festival uden sammenligning!

For femte år i træk har Zulu taget pulsen på comedyscenen og sammensat et tætpakket program, der med garanti giver alle noget at grine af!

10 dage, danske og internationale komikere og mere end 100 shows i København og på TV 2 Zulu. Festivalen byder på alt fra de allerbedste danske onemanshows, til afprøvning af dugfriskt materiale og eksperimenterende formater. Fra de største internationale navne til helt nye originale talenter.

Dette års festival bliver større end nogensinde og vi har derfor brug for DIN hjælp! Huset-KBH vil fungere som festivalcentrum under festivalen med shows på 6 forskellige scener – hver dag! Derfor søger vi 6 engagerede og comedy-elskende stagemanagers til koordinering af Huset-KBHs scener.

Som vært vil du blive tildelt en scene du skal koordinere, servicere og introducere. Dertil forventes det at du optræder som stagemanager for både komikerne, der optræder på den tildelte scene og publikum.

Dette er muligheden for alle, der har stor interesse i comedybranchen og ønsker et dyberegående kendskab til arbejdsprocessen med afvikling af comedy-shows.

Det forventes at du er til rådighed mindst to dage i perioden 23. aug. – 1. sept. i tidsrummet kl. 15 – 23. Der vil være mad og drikke samt lækre festival-goder på alle vagter. Dertil vil du få gratis adgang til forskellige shows i Huset-KBH under festivalen.

Skriv til koordinator Maria Jeppesen på maria@nullhuset-kbh.dk eller assistent Marie Toft på marie@nullmarietoft.dk for at høre mere eller
tilmelde dig.

Venlig hilsen
Huset-KBH
– festivalcentrum under Zulu Comedy Festival  

KIM LEINE // DEN RØDE SOFA

FORFATTERCAFE

TORSDAG D. 23. MAJ

Forfatter Kim Leine

Café Retro, Knabrostræde 26

KL. 17

GRATIS

 profeterne

Kim Leine gæster Den Røde Sofa til en snak om sin succesroman Profeterne i Evighedsfjorden. Romanen er blevet tildelt både Weekendavisens litteraturpris, Politikens litteraturpris og De Gyldne Laurbær. Støttet af Statens Kunstråd.

statens