Eventstærk praktikant til iBureauet

Eventstærk praktikant til iBureauet på Dagbladet Information

Informations datterselskab iBureauet er et kreativt bureau, som laver grafisk- og journalistisk arbejde. Vi står for Informations læserarrangementer, større events og partnerskaber, og det er her, dine arbejdsopgaver primært vil ligge.

I din praktikperiode kommer du til at prøve kræfter med:

•  Planlægning og afvikling af arrangementer
•  Markedsføring, sociale medier og eksterne samarbejder
•  Estimater, budgetter og alternative indtægtsformer
•  Opdatering af hjemmeside og udsendelse af nyhedsbreve
•  Forretningsudvikling i mediebranchen

Du vil både komme til at assistere på igangværende projekter og få dine egne opgaver, som selvfølgelig bliver tilpasset dine interesser og kompetencer. Vi er et lille bureau, så opgaverne vil være varierende, og du skal ikke være bange for at løfte en stol eller ringe en annonce hjem, hvis der er behov for det. Det vigtigt, at du har et godt drive, er imødekommende og gerne kaster dig ud i nye opgaver – men også at du kan arbejde struktureret og overholde deadlines.

Tonen i huset er uhøjtidelig, frokosten skøn og menneskene søde. Det bliver sjovt – og du får mulighed for at være med til det hele i tæt samarbejde med de øvrige medarbejdere i iBureauet.

Praktikperioden finder sted i efterårssemestret 2013 og varer ca. 3-4 måneder efter aftale. Vi er fleksible med starttidspunkt, men søger som udgangspunkt en praktikant fra september. De nærmere arbejdstider aftaler vi sammen, men som udgangspunkt er stillingen ca. 20-25 timer om ugen. Stillingen er ulønnet, men du får gedigen erfaring og mulighed for at opbygge et stort netværk og et skrivebord næsten midt på Kgs. Nytorv.

Er du interesseret, så skriv til vores nuværende praktikant Sofie Lindgaard-Frantzen på slf@nullinformation.dk eller send en ansøgning til Maja Find på mail mhf@nullinformation.dk

Vi glæder os til at høre fra dig!

Jobbets studierelevans
Praktikforløbet er studierelevant for studerende, som ønsker at prøve kræfter med event- og projektkoodinering, indholdsplanlægning markedsføring og større samarbejder i mediebranchen

Download praktikopslaget som pdf her:
Praktikant iBureauet

Læs mere om iBureauet her

Politikens Akademi – Med Isam B & Josefine Klougart – Gratis Entré!

Politikens Akademi byder dig igen velkommen til en aften med foredrag og debat i et samarbejde mellem Ny-Dansk Ungdomsråd og Politiken.

Tanken har måske strejfet de fleste. Tænk sig at slå igennem som forfatter eller som sanger. I to brancher hvor der kun er plads til de dygtigste. Hvordan når man dertil? Og hvordan finder jeg mit talent og gør det til min levevej?

Det ved Isam B fra Outlandish og forfatter Josefine Klougart. Hør dem til Politikens Akademi mandag den 11. Februar kl. 18-20 i Politikens Hus.

Isam B er forsanger i Outlandish og har også udgivet sit eget album Institution. Fra albummet gjorde fortolkningen af H. C. Anders og Poul Schierbecks “I Danmark er jeg født” sig især bemærket. Fem år efter udgivelsen modtog sangen guld for 15.000 solgte downloads.

Josefine Klougart er uddannet fra Forfatterskolen og er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for sin tredje roman En af os sover. Hun har modtaget Kronprinsparrets Stjernedryspris i 2011

Arrangementerne vil finde sted i Det Gule Palæ, som vil danne rammen om et moderne medborgerhus, hvor dialogen er i højsædet, men hvor der også er fokus på den spændende personlige historie.
Adresse: Politikens Hus, Det Gule Palæ, Vestergade 28, 1785 København V

Senest tilmeldingsfrist er d. 11. februar 2013 Kl. 12.00.
Det er dog først muligt at tilmelde sig efter weekenden. Tilmeldingen vil foregå gennem Ny-Dansk Ungdomsråds hjemmeside: www.ny-danskungdomsråd.dk

Arrangementet er gratis.

Vi glæder os til at se dig!