Vi mangler frivillige til at lave gunpowder drawings sammen med Cai Guo-Qiang

Har du lyst til at være med til at lave kunst sammen med Cai Guo-Qiang?

Det starter med sikkerhedskursus fredag d. 24/8 kl. 16.45 og herefter laver Cai Guo-Qiang tegninger fra lørdag d. 25/8 frem til søndag d. 2/9 hver dag fra 9.00-18.00. Du kan  være med om formiddagen ml 9.00-13.00 eller om eftermiddagen ml. 14.00-18.00. Eller hele dagen, hvis du har tid til det.

Skriv til volunteers@nullfaurschou.com for at få flere oplysninger.

Lyd og litteratur på Hovedbiblioteket på torsdag

Torsdag den 23. august kl. 16 inviterer IKK Alumne dig med på Københavns Hovedbibliotek.
Du har mulighed for at møde Lea Fløe Christensen, kandidat i Moderne Kultur og Kulturformidling, som er ansat som litteraturformidler på biblioteket. Efter omvisningen kan du møde electronica-pioneren Else Marie Pade i samtale med lydkunstneren Jakob Kirkegaard.

Copenhagen Art Festival søger deltagere til helt særlig performance……

Den italienske kunstner Marcello Maloberti bidrager til Copenhagen Art Festival med sin storslåede og smukke performance ’Sommerfugle spiser bananer (The End).

24 porcelænstigere produceres og håndmales i Italien og fragtes til København. 24 performere mødes et sted i København med hver deres 1 meter høje porcelænstiger. De rejser en kort vej gennem byen og ender ved Amagertorv, hvor en kollektiv performance finder sted. Performerne afklæder sig og står helt nøgne med deres tiger. Performancen kulminerer med en fælles destruktion af tigerne.

Sommerfugle spiser bananer (The End) er en festlig, dramatisk og meget smuk performance, der kræver både engagement og seriøsitet af sine deltagere. Desuden kræver det lidt fysisk styrke, da tigeren vejer 14 kg. Som performer bliver du udfordret på flere planer og vi lover en stor og uforglemmelig oplevelse.

Kunne du tænke at udfordre dig selv i kunstens tjeneste, så glæder vi os meget til at høre fra dig!

TID: Fredag den 24august fra ca 16-17

Kontakt os på:
E: performance@nullcph-artfestival.org
T: +45 26 11 89 92 eller +45 28 88 77 86

Tilmelding hurtigst muligt! Spred ordet!
HONORAR 400KR

læs mere om festivalen eller meld dig som frivillig performer til vores andre projekter på http://www.cph-artfestival.org/#/about/om-os-vaer-med :)

Vær med!! Copenhagen Art Festival søger deltagere til performances

Copenhagen Art Festival har brug for deltagere til sjove og spektakulære events i Københavns byrum. Kunne du tænke dig en enestående kunstoplevelse under ledelse af en international kunstner, så meld dig til os – og tag gerne din kammerat, veninde, mormor eller kollega med! Vi søger i øjeblikket frivillige til fire projekter, og man må (meget) gerne melde sig til mere end et projekt.

OKKULT KVINDEPROCESSION VANDRER GENNEM NATTENS KØBENHAVN

Et optog af kvinder vandrer højtideligt gennem Keget) øbenhavns gader iklædt kåber og sært udseende hatte. Er en ny sekt ved at erobre København?

Tidspunkter: Søndag d. 26. august og onsdag d. 29. august, begge dage kl. 23-01

Kunstner: Joanna Rajkowska

VÆR MED I VERDENS LÆNGSTE FAST FOOD KØ

En bemærkelsesværdigt, lang kø snor sig gennem indre by fra en suspekt, hjemmelavet McDonaldsbod til den virkelige McDonalds ved Nørreport. I slow motion vandrer bestillinger og mad fra hånd til hånd i en humoristisk og social form for kritik af fastfood kulturen.

Tidspunkter: Lørdag d. 25. august kl. 12-14 på Gl. Strand samt lørdag d. 01. september kl. 15-17 på Kunsthallen Nikolaj

Kunstner: Klas Eriksson

BYEN SOVER PÅ AMAGERTORV

Ved midnatstid forvandles Amagertorv til en mosaik af tæpper, liggeunderlag og mennesker, der sover og hænger ud. Mellem dem vandrer historiefortællere rundt og læser op af poetiske tekster.

Tidspunkt: Torsdag d. 30. august – fredag d. 31. august, kl. 00.00 – 04.00

Kunstner: J&K

KOM TÆTTERE PÅ HIMLEN MED YUAN GONG

Som åbning af værket ”Closer to Heaven” opfører Yuan Gong en performance, hvor 10 performere optræder med specialfremstillede regnfrakker, som producerer tåge ved hjælp af små, indbyggede maskiner.

Tidspunkt: Lørdag d. 25. august kl. 17

Kunstner: Yuan Gong

Tilmelding og mere info

E. performance@nullcph-artfestival.org / T. 2611 8992 ELLER 2888 7786

Tilmelding hurtigst muligt.

Husk at oplys navn, tlf.nr., email-adresse samt hvilke(n) performance(s) og datoen, hvor du kan medvirke. Du kan også skrive til os og få tilsendt mere info om de enkelte performances.

Hvad får du?

Foruden en uforglemmelig oplevelse tilbyder Copenhagen Art Festival alle frivillige en billet, som giver gratis adgang til hele kunstfestivalens program af udstillinger, events og oplevelser.

læs mere om festivalen, eller tilmeld dig online på http://www.cph-artfestival.org/#/about/om-os-vaer-med !!

LAK søger frivillige

Skal du være frivillig på en ny eksperimenterende lydfestival i starten af september?

Er du en haj med en hammer eller en ørn bag en bar, ser du dig selv give Camilla Plum baghjul bag kødgryderne, er du en skarp formidler eller har du en lydtekniker gemt i maven, så er det DIG, vi står og mangler!

Hvis du kunne tænke dig at være en del af LAK, kan du stadig nå det – vi mangler frivillige til både opbygning og afvikling af festivalen. Til gengæld vil du blive en del af et fantastisk hold frivillige, der har gratis adgang til hele festivalen, får mad og forplejning under alle vagter, øl, samt mulighed for at deltage i den store afsluttende fest for LAK søndag aften!

Hvad er LAK?
LAK er Københavns nye festival for lydkunst og eksperimenterende musik. LAK vil i løbet af fire dage sætte fokus på anderledes og alternative koncertoplevelser og lydformer med musikere, lydkunstnere og forskere fra hele Norden.
Festivalen afholdes på en gammel lak-fabrik (deraf navnet), som ligger på Prags Boulevard 43 på Amager, og nu er et brugerdrevet område for kunstnere og iværksættere. LAK festival vil indtage hele området og præsentere koncerter, lydperformances, lydinstallationer, workshops og foredrag i de gamle fabrikshaller, kontorer, tårnrum, værksteder og udendørs bl.a. i Prags Have.

Hvad får jeg ud af det?
Vær med til at opstarte og afvikle en ny og spændende festival
Få mulighed for at udvide dit faglige og sociale netværk
Lækre lydoplevelser og fremragende forplejning m.m.
LAK afholdes d. 6. – 9. september 2012, og der er brug for frivillige hænder og hoveder både før, under og efter festivalen. Vi skal have besat alt lige fra bar- og entrévagter, madlavning, opbygning af festivalområde og scener, installation af kunstværker, lydteknik, afvikling af koncerter m.m.

Se mere om LAK på www.lakfestival.dk og www.facebook.com/lakfestival

Er du interesseret, så tag fat i dine bedste venner, onkel, underbo eller elsker/inde og skriv til Tajs på tajs@nulllakfestival.dk eller ring på 30250587. Vi vil gerne høre fra dig senest d. 24. august – da vi går igang med opbygningen af området fra d. 27. august.

Spred gerne ordet.

1000 kærlige hilsner,

LAK festival

Union Of Strangers / Christoffer Joergensen / 17.08.-15.09.2012

"Christoffer Joergensen", "Ornaments", Galleri Christoffer Egelund, FotoGalleri Christoffer Egelund kan med stolthed præsentere den første soloudstilling i Danmark med den talentfulde dansk/schweiziske fotokunstner Christoffer Joergensen (f. 1978). Titlen på udstillingen “Union of Strangers” henviser specifikt til et spændingsfelt mellem fremmedgørelse og identitet, som kunstneren bl.a arbejder med i sine to billedserier ”Grogram” og ”Parliaments.” Hans fotoværker får stor opmærksomhed for sit originale udtryk og hans enestående måde at bruge fotomediet på, der bryder med den traditionelle opfattelse af fotografiet.

I Grogram-serien kombinerer Joergensen digital fotografering med omhyggeligt håndværk. Det enkelte Grogram-værk skaber han ved manuelt at skære flere af sine fotografier med persongrupper i tynde strimler, som han derefter væver sammen til et nyt billede. Pga. den processuelle tilblivelse mister personerne deres individualitet og forvandles i stedet til typer, som fremstår isoleret fra hinanden. At skabe et Grogram-værk er en langsommelig proces, og resultatet kan bedst beskrives som en hidtil ukendt form af collagen.

Joergensens ”Parliaments” består af to formelt forskellige serier. Den første serie ”Plenary Halls” er fotografier af en række nationale parlamentssale. Fokus er på salenes rumlige og arkitektoniske fremtoning, samt på deres funktion som nationalsymbol. Joergensen benytter flere billeder til digitalt at kombinere det enkelte fotografi, og resultatet er et bredvinklet format. Siddegruppen i forgrunden, præsidiet og loftet i de enkelte sale er væsentlige elementer i værkernes komposition.

Den anden serie fra ”Parliaments” har titlen ”State Ornaments.” Joergensen benytter her trekantede fragmenter fra sine fotografier af parlamentsbygningerne til at sammensætte iøjefaldende sekskantede mønstre. Den enkelte sekskantede celle opfanger således politikere, der er involveret i spørgsmål af national eller international betydning. Værkernes digitale tilblivelse og sfæriske illusion resulterer i parlamentssale, som synes at fungere som selvreferentielle systemer med associationer til svævende planeter, bikuber eller kalejdoskoper.

Christoffer Joergensen (f. 1978) er født i Danmark, men bor og arbejder i dag i Schweiz. I perioden 2002-2004 tog han en MA i fotografi fra Royal Collage of Art i London. Joergensen har deltaget i flere gruppeudstillinger hos Galleri Christoffer Egelund og er i dag en af galleriets faste kunstnere. Han har desuden været repræsenteret på Charlottenborgs Forårsudstilling i flere omgange, og han har haft flere soloudstillinger i Schweiz.

Galleri Christoffer Egelund inviterer dig til fernisering på udstillingen ”Union of Strangers” fredag den 17. august i tidsrummet kl. 16-19. Ved ferniseringen vil Christoffer Joergensen være til stede. Udstillingen løber frem til 15. september. Åbningstider: mandag–fredag 11-18, lørdage fra 12-16. For mere information og pressefotografier, kontakt venligst galleriet på: info@nullchristofferegelund.dk eller på +45 33 93 92 00.

Call for papers!

Det studenterdrevne forlag Alkvantor indkalder nye bidrag til antologi!

Det studenterdrevne forlag Alkvantor indsamler hermed bidrag skrevet af studerende fra Danmark, Norge og Sverige til vores næste antologi: Europæiske Scenarier – Skandinaviske Perspektiver. Alle studerende fra førsteårsstuderende til Ph.d.-studerende, der har en viden om og en interesse i EU og Europas udvikling, er meget velkomne til at sende et bidrag ind!

EU spiller en stadig større rolle i enhver europæers liv og det er en kendsgerning, at vi ikke længere kun er borgere i nationalstater, men også medlemmer af en fælleseuropæisk virkelighed. Lokale og presserende problemer såsom forurening, terror, arbejdsløshed, finanskrise etc. kræver ofte globale løsninger og stillingstagen, men er den rigtige løsning en øget integration i unionen?

En meget stor del af EU-medlemslandenes lovgivning udformes i dag i EU regi. Men hvis lovgivning skal være en afspejling af den enkelte borgers værdier, hvordan står det så lige til med denne borgers demokratiske engagement i EU? Fører det udvidede demokrati mod en udvanding af de oprindelige idealer for en demokratisk styreform? Hvor stor er afstanden til Bruxelles? Kan og/eller skal vi gøre noget for at den bliver mindre, og i så fald hvad?

Op igennem historien har menneskers stærke følelsesmæssige bindinger til det ’lokale’ og ’nationale’ haft stor betydning for Europas udvikling, vil det samme ske med tilknytningen til ’EU’? Findes der en særlig europæisk identitet, som kan blive delt af unionens borgere fra Rumænien til Grønland, fra Portugal til Finland? Truer de nye fællesskaber de gamle, eller kan fællesskaberne supplere hinanden på hidtil uprøvede måder?

Eller måske er EU blot det første skridt på vejen mod skabelsen af den sande kosmopolisme? Og hvis ja/ eller nej; hvilke slags menneske snakker vi så om og hvor er han på vej hen med EU? Skal vi finde den grænseløse verdensborger i personificeringen af homo economicus, der – ligesom med pengenes fri bevægelighed – kan rejse frit omkring og føle sig hjemme i enhver europæisk konkurrencestat? Hvad sker der i det hele taget, når man synkroniserer alt fra uddannelsesinstitutioner til økonomi og lovgivning? Går der noget tabt?

Hvor meget globalisering kan et menneske overhovedet rumme? Har kunsten et svar til at finde rødder – eller måske til at leve uden rødderne? Har pædagogikken? Eller hvad med universitetet som institution?

Ovenstående er blot noget af det, man kunne skrive om i et bidrag. Temaet er bredt og fagligheden bredere. Det kan være, at du har en politologisk analyse af EU’s indflydelse på lokalt medborgerskab på hjerte, eller kan vise rejsen fra national til paneuropæisk identitetsforståelse i de litteraturhistoriske linjer.

Eller måske har du selv har været på en antropologisk udflugt/udveksling med mangfoldige kulturmøder. Måske er du vendt hjem med en autentisk erfaring og et konkret perspektiv på ellers abstrakte europæiske udfordringer? Har du en dansk, svensk eller norsk fortælling om det at være europæer – eller ikke at være europæer – så fortæl den her!

Deadline for indsending af tekster er d.21 september

Har du spørgsmål, så kontakt os endelig på forlagetalkvantor@nullgmail.com. Du kan læse mere om projektet og kriterier for indsendelse på vores blog http://alkvantor.wordpress.com. Og du kan finde os på Facebook.

De bedste hilsener!

Redaktørerne på Alkvantor

 

I praktik som dramaturg?

Praktikmulighed: Dramaturg/instruktørassistent søges

Teaterkompagniet – Syddjurs Egnsteater søger en kandidatstuderende i teatervidenskab som dramaturg og instruktørassistent til produktionen af forestillingen Østen for Solen og Vesten for Månen. Prøverne kommer til at foregå i København i ugerne 34 til og med 40. Der er premiere i uge 41 i Rønde, Djursland. Forestillingen bygger på Asbjørnsen og Moes fortælling. Tekst og handling bliver udviklet af teaterleder og instruktør Hege Tokle i samarbejde med Hans Hartvig-Madsen.
Du skal fungere som et ekstra sæt øjne på forestillingen, komme med input samt være medhjælper og holde styr på stumperne – med hvad det nu kan indeholde – for instruktøren.
Du får mulighed for at opleve det praktiske arbejde som dramaturg på en forestilling og for at udvide dit netværk i teaterverdenen. Praktikken kan evt. indgå som en del af dit studie, i hvilket tilfælde vi naturligvis vil være behjælpelige mht. rapportering eller lignende.
Det er vigtigt, du kan være tilstede fra start til slut i prøveperioden .

Teaterkompagniet – Syddjurs Egnsteater har mindst to egenproduktioner årligt, tilbyder mange gæsteforestillinger og har herudover en række andre funktioner som kulturinstitution. Du kan læse mere om teatret på www.syddjursegnsteater.dk.
Hvis du er interesseret, så skriv en kort mail om dig selv til lone@nullteaterkompagniet.dk, Vedhæft evt. dit CV.
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at ringe til Lone på 2574 5500.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Med venlig hilsen
Alle os i Teaterkompagniet – Syddjurs Egnsteater

CPH:DOX søger brand promoter

For 10. år i træk afholder CPH:DOX en af Københavns største kulturbegivenheder.

Det sker fra den 1.-11. november.

I den forbindelse søger vi et dedikeret promoter team, der har lyst til at være en del af festivalen og brande CPH:DOX.

Vi søger en person, der har interesse i og kendskab til dokumentar filmbranchen – herunder CPH:DOX.

Du skal være en udadvendt og aktiv kommunikator, der formår at aflæse en målgruppe og formidle et budskab i både bred og snæver sammenhæng.

Jobbet:

Du vil blandt andet skulle stå for opsætning og distribuering af plakater og programaviser til diverse relevante interessenter og målgrupper heriblandt cafeer, studiesteder, biografer, shops, og hvor I som team ellers vurderer, at der kan skabes interesse hos et muligt nyt publikum til festivalen – det gælder om at sprede budskabet så vidt og bredt som muligt!

Derudover skal du med din interesse for branchen markedsføre CPH:DOX gennem viral marketing såsom W-O-M og sociale medier som Facebook.

Arbejdet er ulønnet, men vi tilbyder:

•5 billetter til valgfrie filmvisninger

•Mulighed for at tage del i planlægning og afvikling af en af Københavns største kulturbegivenheder samt en af verdens største dokumentarfilmbegivenheder.

•Mulighed for dybere indsigt i, hvad der sker på den internationale film-, musik- og kunstscene.

•Mulighed for at møde centrale aktører på dokumentarfilmområdet – både nationalt og internationalt.

•Et ungt, kreativt, dynamisk og sjovt arbejdsfællesskab

Såfremt at ovenstående har interesse bedes du sende en kort motiveret ansøgning med fornødne kontaktoplysninger af CV. Festivalen vurderer de enkelte ansøgninger og indkalder derefter til uddybende samtaler.

Ansøgninger sendes til Marketing Assistent Stine Fiskbæk: cphforum2@nullcphdox.dk

Lyd- og litteraturformidling på Hovedbiblioteket

Torsdag den 23. august kl. 16 inviterer IKK Alumne dig med på Københavns Hovedbibliotek.
Du har mulighed for at møde Lea Fløe Christensen, kandidat i Moderne Kultur og Kulturformidling, som er ansat som litteraturformidler på biblioteket. Efter omvisningen kan du møde electronica-pioneren Else Marie Pade i samtale med lydkunstneren Jakob Kirkegaard.