Love Theater giver dig chancen for at være sexturist

Fix&Foxy flytter en lille del af Thailand, sexturismens brændpunkt, til København: Et thailandsk hotelværelse og en sexarbejder, der genopfører sit liv i den nye forestilling Love Theater – med publikum som kunder. En ekstremt intim forestilling om et globalt fænomen, formidlet gennem berøringer, lugte, lyde og mødet med et andet menneske.
2. – 23. maj 2015 på Pumpestationen (ved baneterrænet, København V).

Love theatre PR foto

Hvad sker der, når man mødes på en beer bar i Thailand?
I forestillingen kommer 10 tilskuere ind i et thailandsk hotelværelse sammen med Ping Pong. Her er de én af gangen, på skift, med til at genoplive møder, Ping Pong har haft med kunder. Ping Pong instruerer dem og leder dem enkeltvis igennem scenerne, mens de andre ser på. Hvad sker der, når man mødes på en beer bar i Thailand? Hvad tænkte hun første gang, hun gik med en foreigner? Hvordan føles det for hende at være med de forskellige kunder? Forestillingen henvender sig til alle sanser for at nærme sig forståelsen af, hvorfor folk hooker up i Thailand.

“Man skal selvfølgelig ikke knalde hende”
Jeppe Kristensen castede Ping Pong i Thailand og var hendes kunde i et par dage. Det var lidt af en opdagelse for ham at møde denne sexarbejder, der selv ser positivt på sit arbejde og sig selv som ‘provider of love and care’ – at hver møde med en kunde handler om at skabe et rum hvor kærlighed er muligt. Han beskriver:

”Jeg tog til Thailand med masser af indignation, men nu er jeg bare virkelig, virkelig nysgerrig. Hvad er det for et møde der sker på tværs af kulturer, sprog og økonomiske forskelle? Love Theater er en teaterforestilling, i helt trygge rammer, og man skal selvfølgelig ikke knalde Ping Pong. Vi leger bare. Men jeg tror, du skal helt ind i hendes intimsfære, og hun i din, for at du kan opleve sexturismens mærkelige kombination af udnyttelse, frigørelse og intimitet. Jeg er sikker på Ping Pong kommer til at tage røven på alle der har forudindtagede holdninger.”

Om Love Theater
Produceret af: Fix&Foxy
Spillested: Pumpestationen, (ved baneterrænnet), Ingerslevsgade 103, København V.
Spilleperiode: 2. – 23. maj 2015
Spilletid: man-lør kl. 17, 19 og 21
Varighed: 1 time uden pause
Sprog: Engelsk
Billetter: teaterbilletter.dk
NB: Begrænsede pladser

Medvirkende: Ping Pong (født Thanta Laovilawanyakul)
Idé og instruktion: Tue Biering og Jeppe Kristensen
Scenografi: Sille Dons Heltoft
Lyddesign: Rasmus Kreiner

Om Fix&Foxy
FIX & FOXY er alias for Tue Biering, Jeppe Kristensen og de kreative mennesker, der deltager i deres projekter. FIX & FOXY skabte i 2008 den kontroversielle forestilling Pretty Woman a/s, hvor de betalte gadeprostituerede for at spille Julia Roberts i den romantiske blockbuster og har siden lavet forestillinger om en række sociale fænomener, senest den roste UNGDOM. Hver gang med helt nye måder at opleve teater på for tilskuerne. Gruppen undersøger forskellige genrer i deres forestillinger, fra sociale interaktioner til soap og film. Også måden at se og opleve teater på bliver nyfortolket.

100 VALG – Valgaften #4 – vært dokumentarfilm instruktør Mikala Krogh

Koreografkollektivet E.K.K.O. inviterer til den fjerde valgaften ud af seks den 8. april, hvor dokumentarfilminstruktør Mikala Krogh har inviteret til en live samtale med Arne Bro, arkitekten bag dokumentarfilmlinjen på Den Danske Filmskole. Valgaftenerne danner grundlag for og leder frem til den tankevækkende danseforestilling 100 Valg, som spiller på Warehouse 9 den 2. – 13. juni.

100 valg_lille
DET PERSONLIGE STOF
Igennem de sidste 20 år Arne Bro skabt en helt unik uddannelse og uddannet en række af Danmarks bedste dokumentarfilmsinstruktører som Max Kestner, Eva Mulvad, Phie Ambo, Michael Noer og Andreas Kofoed.
Arne Bro har opfundet sin helt egen metode til at udvikle de studerende, hvor han arbejder med det personlige stof og elevernes motivkreds som en af de væsentligste faktorer.

HVILKE VALG VAR DE SVÆRESTE AT TAGE UNDERVEJS?
Dokumentarfilm instruktør Mikala Krogh har selv været elev hos Arne Bro og er nysgerrig efter at undersøge, hvordan han har holdt fast i sit valg, hvilken tvivl han har haft og hvad der har givet ham modet til at tro på en så langsigtet vision. Hvordan og hvornår lykkes det? Hvordan har det udviklet sig undervejs? Hvilke valg var de sværeste at tage undervejs?

VÆRT
Mikala Krogh er kendt for sin konstante undersøgelse af eksistentielle dilemmaer og hendes evne til at søge historierne blandt virkelighedens mange interessante menneskeskæbner.
Senest har hun lavet filmen “Ekstrabladet uden for citat” (2014) og modtog publikumsprisen på Cph:Dox for “A Normal Life” (2012).

FAKTA OG BILLETTER
Hvornår: Den 8. apil kl. 17.30-18.30
Hvor: Den Danske Filmskole, Theodor Christensens Plads 1, 1437 København K

Arrangementet er gratis, men da der er begrænsede pladser er det vigtigt, at du booker billet til aftenen.

Produktion og koncept: Koreografkollektivet E.K.K.O.
Iscenesættelse: Adelaide Bentzon & Karina Dichow Lund
Medvirkende: Jakob Haahr Andersen, Andrea Deres, Benjamin Boe Rasmussen, Jannie Faurschou, Piet Gitz-Johansen

OM 100 VALG
100 VALG er en undersøgelse af, hvad valg er og betyder for os som mennesker. Undersøgelsen består bl.a. i at spørge 100 mennesker om et valg, de har taget. Det er også en serie af valgaftener, der alle sætter fokus på valget i forskellige perspektiver. Målet er at blive klogere på valgets natur.

Til sidst samler koreografer/iscenesættere Karina Dichov Lund og Adelaide Bentzon essenserne i forestillingen 100 VALG, som spiller på Warehouse 9 den 2. – 13. juni 2015.

Læs mere om 100 Valg.

Klub Kurz 16/4: Kortfilm, hygge & popkorn i Huset KBH

Endnu en gang slår Klub Kurz dørene op for en hyggelig og intim aften i Analog Bar med en række fine kortfilm på programmet til jer filmglade folk. Som sædvanlig er der fri entré og masser af lune popkorn. Vi ses kl. 20 (eller kl. 19, hvor dørene åbner).

Uddrag af programmet:

RADIO LIFE (2014)
Jannik er en ældre, lokal radiovært, hvis passion er at sende direkte fra et gammelt, rustent studie i sin kælder. Radiostationens anden vært, Thermo, er ofte fuld og har tendens til letsindig og useriøs snak, når de er i luften, og dette får Jannik til at bekymre sig om stationens rygte. De to værter udgør et underligt par med deres forskellige tilgange til dét at køre en radiostation.

Instruktion: Ejner Seidelin and Glen Grant
Varighed: 10 min.

Tupilaq

TUPILAQ (2013)
Mellem knejsende højhuse, osende biler og fortravlede forbrugere sidder en fordrukken mand og betragter byens mylder. Pludselig mindes han den storslåede grønlandske natur, han stammer fra – en verden, der står i skarp kontrast til den moderne civilisation. Men minderne er svære at fastholde, når storbyens barer og fristelser trænger sig på.

Den animerede kortfilm ”Tupilaq” var på programmet på årets Sundance Film Festival og har været vist på festivaler i både København, Bristol og Reykjavik.

Instruktør: Jakob Maqe
Varighed: 6 min.

Tilmeld dig eventen her.

MELODI GRAND PRIXET – en kulturhistorisk begivenhed

MELODI GRAND PRIXET – en kulturhistorisk begivenhed

Kult og kitch er bare to af de ord, der kendetegner det årlige europæiske Melodi Grand Prix. Det er også en politisk, teknologihistorisk og musikhistorisk vigtig begivenhed, som har fundet sted siden 1956. En konkurrence i fantasisudvidende brug af glitter og glamour.

Melodi Grand Prixet går aldrig af mode. Hvert år kan man vide sige sikker på en kontroversiel optræden; om det så er et orklignende heavy-metal band fra Finland eller drag-artisten Conchita Wurst.

Alt dette – og mere til – vil forskningsbibliotekar Henrik Smith-Sivertsen fra Det Kongelige Bibliotek fortælle om til Folkeuniversitetet i Københavns særarrangement d. 13/5/15 klokken 17.15-19.00.

Arrangementet foregår på Det Humanistiske Fakultetsbibliotek på Søndre Campus. Det koster 50 kr., og I kan tilmelde jer via linket!

http://http://www.folkeuniversitetetkbh.dk/program/saerarrangementer/musikvidenskab-fra-birte-wilke-og-gustav-winckler-til-conchita-wurst-%E2%80%93-melodi-grand-prixet-som-kulturhistorisk-begivenhed.aspx

THE MOON ILLUSION – Legesyge synsbedrag med musik af Bjørn Svin

Rapid Eyes nycirkus-forestilling THE MOON ILLUSION på Københavns Musikteater åbner en legesyg og drilsk verden af illusioner, der forandrer sig lige for øjnene af dig. Electronica-eneren Bjørn Svin jonglerer i sin optimistiske, mærkværdige musik med “gammeldags” musikmaskiner og lyden af strøm. Kan du stole på det, du ser og hører?

Moon_illusion_small
De originale jonglører Samuel Gustavsson og Petter Wadsten skaber drilske synsbedrag i en skov af snore. I THE MOON ILLUSION smelter de selvlysende ringe, Gustavsson og Wadsten jonglerer med, sammen med Bjørn Svins sprøde musik. Mellem artisteri, musik og koreografi opstår et underfundigt visuelt og fysisk sprog, der pirrer nysgerrigheden.

Jonglør Samuel Gustavsson har en baggrund i det internationalt anerkendte Cirkus Cirkör og har samarbejdet med ikoner som Kit Johnson på den moderne dansescene. Hans præmierede kompagni Rapid Eye befinder sig i grænselandet mellem nycirkus, dans og visuelt teater.

 

KONCERT MED BJØRN SVIN
Lørdag den 11. april 2015 spiller Bjørn Svin helt ekstraordinært en koncert på Københavns Musikteater efter forestillingen. Billet til aftenens forestilling giver adgang til koncerten.

RABAT FOR UNGE UNDER 25
Er I 6 unge under 25, får I billetter til kun 40 kr.
Køb dem her: www.teaterrabat.dk/index/eventdetails/eventno/42989

THE MOON ILLUSION
Københavns Musikteater 9.-25. april 2015, tir-fre kl. 20, lør kl. 17
Sprog: Engelsk (begrænset tale)
Varighed: ca. 50 minutter

Medvirkende: Samuel Gustavsson, Petter Wadsten
Musik: Bjørn Svin
Koreografer/instruktører: Lars Bethke, Ben Richter, Nina Kareis
Kostumer og scenografi: Signe Beckmann
Video: Solvejg Hockings
Lysdesign: Tobias Stål

Læs mere: http://kobenhavnsmusikteater.dk/forestillinger/the-moon-illussion/

Gratis testvisning på Mungo Park

LMHN-HF

Til marts har Mungo Park premiere på forestillingen LILLE MAND HVAD NU? – i den forbindelse vil vi gerne invitere jer til de første visninger af forestillingen ganske gratis. Det er en oplagt mulighed for at komme ind under huden på denne allersidste tilblivelsesfase af en professionel teaterproduktion.

DATOER:
Torsdag den 26. februar kl. 20
Fredag den 27. februar kl. 20
Lørdag den 28. februar kl. 17

LILLE MAND HVAD NU?
Den humoristiske verdensklassiker fra mellemkrigstiden af tyske Hans Fallada. For første gang i 40 år dramatiseret på dansk teater. Teaterdirektør Martin Lyngbo iscenesætter.
Pinneberg må kæmpe mod brutaliteten i 1930’ernes Berlin. Men også mod brutaliteten i ham selv. En kamp for familien og for kærligheden. En kamp, der genspejles i millioner af familier overalt i verden. I 1930’ernes økonomiske krise som i dag. Læs mere: http://www.mungopark.dk/mungo-park-dramatiserer-lille-mand-hvad-nu.html

TILMELDING
Skriv til billet@nullmungopark.dk

Skriv venligst følgende i din bestilling:

  • I emnefeltet – skriv ‘Lille mand test’
  • Antal billetter
  • Dato
  • Navn
  • Mail og telefon

Vi glæder os til at se jer.

MUNGO PARK

Klub Kurz sæsonstart 2015: Film, hygge & popkorn i rigelige mængder

Torsdag den 19. februar inviterer Klub Kurz til sæsonstart. Det er kl. 20.00 i Analog Bar. Vi disker op med film, god stemning og naturligvis popkorn til de snackglade. Der er fri entré, men kom i god tid, så du kan få en plads. Vi glæder os til at se lige præcis dig.

Du kan tilmelde dig eventen på Facebook.

PROGRAM

MIG OG KÆRLIGHEDEN (2014)
En filminstruktør er blevet forladt af sin kæreste. Han laver en film om bruddet for at finde svar. Sammen med to unge skuespillere genindspiller han scener fra forholdet. Instruktøren er overbevist om, at han vil finde sine svar, men må erkende, at kærlighedens væsen ikke er sort/hvid.

Instruktør: Martin Winther
Varighed: 17 min.

UNFORTUNATE TORTURE (2014)
Da de to forbrydere Martin og René tager Paul til fange, finder de langsomt ud af, hvorfor en gidseltagning ikke nødvendigvis er den smarteste idé.

Instruktør: Jesper Sichlau
Varighed: 5 min.

PAUSE

Beach Boy - blog

BEACH BOY (2013)
Juma er en “beach boy”. Han forfører ældre kvinder, der rejser til Kenya fra Europa for at føle sig unge og attraktive igen. Som så mange andre unge kenyanere drømmer han selv om et bedre liv i Europa. Og måske er drømmen faktisk inden for rækkevidde. Hans romance med den britiske ”sugarmama” Lynn kunne nemlig godt udvikle sig til noget mere end en fræk ferieflirt.

Instruktør: Emil Langballe
Varighed: 27 min.

ORD MELLEM RUM – Interaktivt teater med litteraturen i fokus

omr cropomr crop

Den traditionelle teateroplevelse vendes på hovedet, når Biblioteket Frederiksberg og teatret Cantabile 2 præsenterer forestillingen ORD MELLEM RUM i dagene 16.-18. januar.

I forestillingen ORD MELLEM RUM omdannes Frederiksberg Hovedbibliotek til én stor teaterkulisse, hvori publikum præsenteres for en række overrumplende genveje ind i litteraturens verden.

Ved hjælp af en specielt udviklet software afkodes en række personlige kriterier for den enkelte tilskuer, og ud fra disse skræddersys forestillingens indhold til publikums litterære præferencer.

Måske skriver du din egen selvbiografi, måske bliver et berømt digt vakt til live, eller måske danner du spontant en læseklub. Måske læser du et andet menneske som en bog – eller udveksler kærtegn gennem siderne af en bog.

Der er forunderlige litteratur- og teateroplevelser i vente, når Biblioteket Frederiksberg og Cantabile 2 slår dørene op for ORD MELLEM RUM.

FORESTILLINGER
Fredag d. 16. januar kl. 18.30 og 20.30
Lørdag d. 17. januar kl. 17.00 og 19.00
Søndag d. 18. januar kl. 17.00

STED
Frederiksberg Hovedbibliotek
Falkoner Plads 3
2000 Frederiksberg

BILLETTER
Billetter á 100 kr. kan købes via Billetexpressen.

Læs mere om forestillingen på Biblioteket Frederiksbergs hjemmeside.

CPH STAGE 2015 SØGER FESTIVAL PRAKTIKANTER

Interesserer du dig for teater og scenekunst? Kunne du tænke dig at blive en del af teamet bag CPH STAGE festival? CPH STAGE søger engagerede praktikanter, som har lyst og mod på at hjælpe med stable næste års festival på benene.

CPH STAGE blev grundlagt af fire af hovedstadens mindre teatre og fandt sted for første gang i juni 2013. Festivalen er et samarbejdsprojekt mellem teatre, producenter og scenekunstgrupper på tværs af hele landet. De københavnske teatre ligger scene til udefrakommende forestillinger og præsenterer de bedste forestillinger fra årets sæson. Festivalen indeholder også alternative venues, tiltag i det offentlige rum og genrebrydende projekter. I år har vi særlig fokus på den internationale del af festivalen.

Som praktikant hos Cph stage vil du indgå som en del af festival sekretariatet. Dine opgaver vil bl.a. være:

  • Hjælp på festivalkontoret
  • Diverse opgaver i forbindelse med indsamling af materialer og kommunikation
  • Praktiske opgaver i forbindelse med afvikling af festivalen
  • Distribution af diverse materialer

Er du samtidig et stærkt organisatorisk talent, vil du få mulighed for at prøve kræfter med mere koordinerende arbejde. Praktikperioden kan tilrettelægges i forhold til de muligheder, du har for praktik, men vi forventer, at du kan være med til afviklingen af festivalen i hele junimåned.

CPH STAGE kan desværre ikke tilbyde løn i forbindelse med praktikopholdet, men til gengæld kan du komme gratis i teateret til udvalgte forestillinger. Hvis du vil have indsigt i arbejdet med at stable en festival på benene, mere erfaring med administration og en bred kontaktflade i teaterverdenen – så kontakt os.

Send en kort ansøgning sammen med dit CV til info@nullcphstage.dk Skriv ”praktikansøgning” i emnefeltet.

Ansøgningsfrist mandag d. 5. januar og med samtaler i uge 3. Hvis du har spørgsmål så skriv til info@nullcphstage.dk eller ring på 33 32 13 33

Vi glæder os til at høre fra dig!

Klub Kurz 19/11: Gå ikke glip af efterårets sidste visning

Klub Kurz inviterer til efterårets tredje og sidste visning –  og denne gang onsdag d. 19. november i Analog Bar, som er placeret i kælderen i Huset KBH.

Som vanligt kan du se en række flotte og forunderlige kortfilm af landets upcoming filmskabere. Dørene åbner kl. 19.00, mens selve visningen starter kl. 20.00. Fri entré!

Tilmeld dig eventen på Facebook.

På programmet har vi blandt andet:

IKKE ALTID KAVIAR
Christians far havde en turbulent ungdom. I en alder af 20 år bliver han officer og sendt til Moskva for at arbejde som spion. Her begynder en tragisk kærlighedshistorie mellem en dansk officer og en sovjetisk statsborger, der involverer både triumfer og nederlag. Ved hjælp af interviews og originale smalfilmsoptagelser forsøger Christian at finde nogle svar på, hvem hans far egentlig var.

Instruktør: Christian Holse Salicath
Varighed: 9 min.

Snacks

NATASJA JENSEN
Det er sommer, og Natasja fordriver tiden. Hun dagdrømmer og har svært ved at være praktisk i en voksen hverdag. Hverken det at passe et sommerjob eller håndtere en kollegas varme følelser for hende, synes hun at forstå sig på. Til gengæld går hun i biografen og drømmer om selv at blive skuespiller en dag.

Instruktør: Emil Falke
Varighed: 25 min.

Og husk: Du er altid velkommen til indsende din egen film til os eller tippe os, hvis du har et forslag til en god kortfilm, vi burde vise. Du kan kontakte os på Facebook eller sende os en mail.