Klub Kurz 16/4: Kortfilm, hygge & popkorn i Huset KBH

Endnu en gang slår Klub Kurz dørene op for en hyggelig og intim aften i Analog Bar med en række fine kortfilm på programmet til jer filmglade folk. Som sædvanlig er der fri entré og masser af lune popkorn. Vi ses kl. 20 (eller kl. 19, hvor dørene åbner).

Uddrag af programmet:

RADIO LIFE (2014)
Jannik er en ældre, lokal radiovært, hvis passion er at sende direkte fra et gammelt, rustent studie i sin kælder. Radiostationens anden vært, Thermo, er ofte fuld og har tendens til letsindig og useriøs snak, når de er i luften, og dette får Jannik til at bekymre sig om stationens rygte. De to værter udgør et underligt par med deres forskellige tilgange til dét at køre en radiostation.

Instruktion: Ejner Seidelin and Glen Grant
Varighed: 10 min.

Tupilaq

TUPILAQ (2013)
Mellem knejsende højhuse, osende biler og fortravlede forbrugere sidder en fordrukken mand og betragter byens mylder. Pludselig mindes han den storslåede grønlandske natur, han stammer fra – en verden, der står i skarp kontrast til den moderne civilisation. Men minderne er svære at fastholde, når storbyens barer og fristelser trænger sig på.

Den animerede kortfilm ”Tupilaq” var på programmet på årets Sundance Film Festival og har været vist på festivaler i både København, Bristol og Reykjavik.

Instruktør: Jakob Maqe
Varighed: 6 min.

Tilmeld dig eventen her.

Skriv et svar