CPH:DOX og Mungo Park inviterer til DOKU for en 50’er

>> I MORGEN LØRDAG DEN 7. NOVEMBER KL. 16 OG KL. 20 <<

DET HAN GJORDE – dokumentarfilm på Mungo Park

Lørdag den 7. november kl. 16 og kl. 20
I 1988 blev forfatteren Christian Kampmann dræbt af sin kæreste, psykolog og forfatter Jens Michael Schau. En tragisk begivenhed med en lang forhistorie, og en forfærdelig forbrydelse, der blev en offentlig cause célèbre. Det er nu 27 år siden. I dag kæmper Jens Michael Schau fortsat med skammen og skylden og med det sociale dilemma, det er at være en dømt forbryder, der har afsonet sin dom, men stadig har svært ved at finde tilgivelse fra omverdenen – og fra sig selv.

CPH:DOX viser på Mungo Park filmen ’Det han gjorde’, som er optaget bl.a. på Mungo Park i forbindelse med et arbejdsforløb med teatrets skuespillere.

Instruktøren Jonas Poher Rasmussen er dokumentarist og vandt i 2012 NORDIC:DOX Award på CPH:DOX for sin film ´Searching for Bill´. Han har dokumenteret processen med et teaterstykke på Mungo Park. En forestilling, der tvinger Jens Michael Schau til at se sig selv og fortiden i øjnene. En forestilling om mordet på Christian Kampmann. En forestilling, som Jens Michael Schau selv er med til at udvikle. Dokumentarfilmen følger den komplekse proces i dens fineste detaljer gennem minder og skyld, selverkendelse og skam.

Krydsfelt mellem teater og dokumentar
Mungo Parks skuespillere har været med til at skabe filmen gennem et teaterforløb. For at gengive følelserne. Hændelsen. Gøre det levende. Så vi måske bedre kan forstå? Oplev Mungo Parks ensemble på en helt ny måde, når filmlærredet krydsflettes med fem års research og interviews med en morder.

I forbindelse med visningerne vil der være mulighed for at møde instruktør Jonas Poher Rasmussen og Mungo Parks skuespillere, som taler om arbejdet med Jens Michaels Schaus historie. Desuden vil publikum også i foyeren kunne opleve en totalinstallation af Obscura.

Se trailer om filmen HER. Og bestil dine studiebilletter til 50 kr. HER.
Visningerne er arrangeret i et samarbejde mellem CPH:DOX, House of Real og Mungo Park.

Vi ses!
MUNGO PARK

Mungo Park søger praktikant

ER DU MUNGO PARKS NYE KOMMUNIKATIONSPRAKTIKANT?
Vi glæder os til at byde en positiv, selvinitieret og sprogstærk kommunikationspraktikant velkommen på teatret fra januar/februar 2016.

PRAKTIKFORLØBET
Opgaverne spænder vidt. Fra nyhedsformidling, PR og pressearbejde over markedsføring og branding til håndtering af sociale medier, hjemmesideredigering, planlægning af events og praktiske rutineopgaver.

Vi tilbyder altså læring og erfaring inden for rigtig mange af disse områder – og du vil således også få indsigt i de mange særlige aspekter ved arbejdet i en kulturinstitution med ualmindeligt mange forestillinger og events hvert år.

DIG
Vigtigst af alt: Du er motiveret, selvinitieret og skriftligt stærk.
Du er måske i gang med en kommunikations-/journalistisk- eller kulturrelevant uddannelse på din overbygning. Du vil gerne prøve kræfter med den virkelige kulturverdens kommunikationsflow. Du er struktureret, tager ansvar – og kan have mange bolde i luften. Det er en fordel, men ikke et must, hvis du har erfaring med billedredigering.

PRAKTISK INFO
Praktikstillingen er ulønnet, men vi betaler din transport i hele praktikperioden. Arbejdstiden er 30 timer om ugen, som kan fordeles fleksibelt efter arbejdets natur. Arbejdstid aftales løbende. Praktikperioden starter efter aftale i januar/februar 2016 – sluttidspunktet aftales nærmere. Vi ser dog gerne, at du kan være hos os minimum 4-6 måneder.

Kontakt kommunikationschef Marie Louise Rolffes på mail marielouise@nullmungopark.dk eller tlf. 30963040 for yderligere info.

Send en kortfattet ansøgning (max én side) til Marie Louise Rolffes på marielouise@nullmungopark.dk snarest muligt. Vi kalder løbende til samtale.

Klik dig til mere på mungopark.dk, og tjek os ud på Facebook!

Vi er spændte på at høre fra dig.

Gratis testvisning på Mungo Park

LMHN-HF

Til marts har Mungo Park premiere på forestillingen LILLE MAND HVAD NU? – i den forbindelse vil vi gerne invitere jer til de første visninger af forestillingen ganske gratis. Det er en oplagt mulighed for at komme ind under huden på denne allersidste tilblivelsesfase af en professionel teaterproduktion.

DATOER:
Torsdag den 26. februar kl. 20
Fredag den 27. februar kl. 20
Lørdag den 28. februar kl. 17

LILLE MAND HVAD NU?
Den humoristiske verdensklassiker fra mellemkrigstiden af tyske Hans Fallada. For første gang i 40 år dramatiseret på dansk teater. Teaterdirektør Martin Lyngbo iscenesætter.
Pinneberg må kæmpe mod brutaliteten i 1930’ernes Berlin. Men også mod brutaliteten i ham selv. En kamp for familien og for kærligheden. En kamp, der genspejles i millioner af familier overalt i verden. I 1930’ernes økonomiske krise som i dag. Læs mere: http://www.mungopark.dk/mungo-park-dramatiserer-lille-mand-hvad-nu.html

TILMELDING
Skriv til billet@nullmungopark.dk

Skriv venligst følgende i din bestilling:

  • I emnefeltet – skriv ‘Lille mand test’
  • Antal billetter
  • Dato
  • Navn
  • Mail og telefon

Vi glæder os til at se jer.

MUNGO PARK

Mungo Park søger praktikant

Mungo Park i Allerød søger praktikant til at assistere i teatrets kommunikationsindsatser. Mungo Park er en lille arbejdsplads med rigtig mange forskelligartede aktiviteter, der skal kommunikeres. Det indebærer, at arbejdet spænder fra at skulle holde de lokale butikker forsynede med sæsonprogrammer og tjekke, at plakaterne i foyeren hænger lige til at opdatere hjemmesiden, skabe indhold til kampagner og newsfeed optimere. Som praktiksted kan vi tilbyde læring og erfaring indenfor ovenstående områder og viden om de mange facetter ved kommunikationsarbejdet i en kultur- og oplevelsesvirksomhed.

Er det lige dig, så send en ansøgning til mig på mail: katrina@nullmungopark.dk senest på fredag den 21. september. Samtaler afholdes i uge 39. Praktikperioden starter primo oktober og forløber min. tre måneder frem. Arbejdstiden og tidsperioden vil blive aftalt med praktikanten.

Du kan klikke dig til mere info om Mungo Park på www.mungopark.dk, www.facebook.com/mungoparkteater, http://www.mynewsdesk.com/dk/pressroom/mungopark.

Glæder mig til at høre fra dig!

Venlige hilsner,
Katrina Schelin
Kommunikationschef, Mungo Park

PS: Vi søger praktikant igen efter jul, så tager også gerne imod ansøgninger til praktikforløb i vinter/forår 2013.