Klub Kurz 19/11: Årets sidste visning i Analog Bar

Den 19. november kl. 20.00 slår Klub Kurz dørene op for årets sidste kortfilmsvisning. Kom forbi Analog Bar og se en række spændende kortfilm af danske, upcoming filmskabere. 

Tilmeld dig visningen her: http://on.fb.me/1SwjRjC

________ PROGRAM ________

THE MOSELEY ROAD GANG
Teddy er ivrig efter at blive medlem af sin storebror Zacherys klike, der styres af den meget ældre Louis og hans følgesvend Charlie. Stemningen er god i starten, men Teddys åbenlyse mangel på erfaring og styrke gør ham til et let offer for sadistiske Louis, som prøver at få Teddy til at bevise sin loyalitet over for deres bande ved at binde ham til et træ i midten af skoven. Teddy er ikke et nyt medlem i drengebanden, men blot et bytte for Louis, som kan bevise sin dominans over for Zachary og Charlie.

Instruktør: Loring Weisenberger
Manuskript: Toke Westmark Steensen
Varighed: 19 min.

FAIRHOOD (EPS. 1 BROODY OG EPS. 2 EGGHEAD)
Broody: Ezra mistænker kæresten Rakel for at forsøge at blive gravid bag hans ryg.
Egghead: Ezra kommer i konflikt med en lille pige over reglerne for gækkebreve.

Instruktør: Michael Jes Buus
Varighed: 7 min.

FAIRHOOD

PAUSE

THE WAITRESS
Den lyriske fortælling om en hjemløs mand, der i en mystisk by er fascineret af den lokale servitrice.

Intruktør: Philip Th Pedersen
Varighed: 11 min.

PIV

PIV
Da den arbejdsløse Piv endelig får et vikarjob på den lokale skole, vil hun gerne gøre sit arbejde så godt som muligt for at imponere lærere og elever. Det viser sig imidlertid at blive en meget svær opgave, og da hun vælger at tage med til en lærerfest, begår hun en fejl, der ændrer alting.

Instruktør: Mads Riisom
Varighed: 24 min

________ PRAKTISK INFO ________ 

– Analog Bar ligger i kælderen i Huset KBH (lige til venstre, når du kommer igennem porten)
– Dørene åbner kl. 19
– Pris: Fri entré
– Antal siddepladser: Ca. 50

Klub Kurz 16/4: Kortfilm, hygge & popkorn i Huset KBH

Endnu en gang slår Klub Kurz dørene op for en hyggelig og intim aften i Analog Bar med en række fine kortfilm på programmet til jer filmglade folk. Som sædvanlig er der fri entré og masser af lune popkorn. Vi ses kl. 20 (eller kl. 19, hvor dørene åbner).

Uddrag af programmet:

RADIO LIFE (2014)
Jannik er en ældre, lokal radiovært, hvis passion er at sende direkte fra et gammelt, rustent studie i sin kælder. Radiostationens anden vært, Thermo, er ofte fuld og har tendens til letsindig og useriøs snak, når de er i luften, og dette får Jannik til at bekymre sig om stationens rygte. De to værter udgør et underligt par med deres forskellige tilgange til dét at køre en radiostation.

Instruktion: Ejner Seidelin and Glen Grant
Varighed: 10 min.

Tupilaq

TUPILAQ (2013)
Mellem knejsende højhuse, osende biler og fortravlede forbrugere sidder en fordrukken mand og betragter byens mylder. Pludselig mindes han den storslåede grønlandske natur, han stammer fra – en verden, der står i skarp kontrast til den moderne civilisation. Men minderne er svære at fastholde, når storbyens barer og fristelser trænger sig på.

Den animerede kortfilm ”Tupilaq” var på programmet på årets Sundance Film Festival og har været vist på festivaler i både København, Bristol og Reykjavik.

Instruktør: Jakob Maqe
Varighed: 6 min.

Tilmeld dig eventen her.

Kortfilm, popkorn & hygge i Huset-KBH

Torsdag den 19. marts kl. 20.00 inviterer Klub Kurz til sæsonens anden visning i Analog Bar. Dørene åbner kl. 19.00, og der er fri entré. Vi glæder os til at se en masse filmglade mennesker til hygge, popkorn, øl, filmsnak – og selvfølgelig en række fantastiske kortfilm.

PROGRAM

PINDS CAFÉ (2012)
Anders har første dag som afrydder på Pinds Café, en hyggelig beværtning, som lever af sine stamgæster og styres med fast og kærlig hånd af ejeren Ulla. Den lidt sære stamgæst Carlo føler sig forbundet til Anders, som dog er mere interesseret i den jævnaldrende Amanda. Ulla forsøger at hjælpe, hvor der er brug for det, men inden dagen er omme har skæbnen spillet dem alle et puds.

Instruktør: Johannes Guttorm Thomsen
Varighed: 10 min.

DRØMMESKYER
En stemningsmættet eksperimentalfilm, som følger en ung mand i et døgn gennem Københavns gader. Handlingen er enkel, men trods de simple dagligdagshændelser og observationer, søger filmen at skildrer de store spørgsmål og følelser, som præger ethvert ungt menneskes liv.

Instruktør: Albert Morel
Varighed: 15 min.

Hvordan jeg bor - blog

HVORDAN JEG BOR, SOM DU GERNE VILLE VIDE (2014)
Christians bedstefar har boet alene, siden hans kone døde sidste år. Men nu har han mødt en ny kvinde på internettet! For at overtale hende til at besøge ham, laver de en film om netop, hvad titlen lover: hvordan han bor, for det vil hun nemlig godt vide. Det er der kommet en varm, kærlig og underspillet humoristisk ‘hjemmevideo’ ud af, hvor hver lille detalje er fuld af et helt livs fortællinger.

Instruktør: Christian Einshøj
Varighed: 15 min.

DET RENE HJERTE (2014)
Tobias tager til Aarhus, hvor han skal besøge sin bedste ven, Wahid, som netop er blevet far og har gjort Tobias til gudfar for sin søn.

Instruktør: Ulaa Salim
Varighed: 30 min.

Tilmeld dig eventen her.

Klub Kurz sæsonstart 2015: Film, hygge & popkorn i rigelige mængder

Torsdag den 19. februar inviterer Klub Kurz til sæsonstart. Det er kl. 20.00 i Analog Bar. Vi disker op med film, god stemning og naturligvis popkorn til de snackglade. Der er fri entré, men kom i god tid, så du kan få en plads. Vi glæder os til at se lige præcis dig.

Du kan tilmelde dig eventen på Facebook.

PROGRAM

MIG OG KÆRLIGHEDEN (2014)
En filminstruktør er blevet forladt af sin kæreste. Han laver en film om bruddet for at finde svar. Sammen med to unge skuespillere genindspiller han scener fra forholdet. Instruktøren er overbevist om, at han vil finde sine svar, men må erkende, at kærlighedens væsen ikke er sort/hvid.

Instruktør: Martin Winther
Varighed: 17 min.

UNFORTUNATE TORTURE (2014)
Da de to forbrydere Martin og René tager Paul til fange, finder de langsomt ud af, hvorfor en gidseltagning ikke nødvendigvis er den smarteste idé.

Instruktør: Jesper Sichlau
Varighed: 5 min.

PAUSE

Beach Boy - blog

BEACH BOY (2013)
Juma er en “beach boy”. Han forfører ældre kvinder, der rejser til Kenya fra Europa for at føle sig unge og attraktive igen. Som så mange andre unge kenyanere drømmer han selv om et bedre liv i Europa. Og måske er drømmen faktisk inden for rækkevidde. Hans romance med den britiske ”sugarmama” Lynn kunne nemlig godt udvikle sig til noget mere end en fræk ferieflirt.

Instruktør: Emil Langballe
Varighed: 27 min.

Gratis filmvisning på ARKEN

skaermbillede-2014-09-30-kl.-14.56.09

22. oktober 2014 kl. 17.10
Hvis man forestiller sig at Stanley Kubrick og Jacques Tati lavede en dokumentarfilm om det enorme Kunsthistorisches Museum i Wien, har man omtrent en idé om, hvor cinematisk raffineret – og morsom! – en oplevelse, der venter én her. Blandt enorme kanvas, rustninger, antikke møbler og ikke mindst den excentriske stab udspiller der sig et charmerende, dagligt drama i det store og små. Fra præsidentbesøg til jagten på borebiller i rammen på et maleri, og til en ekspert, der med tilbageholdt åndedræt og sved på næsen rengør et uvurderligt værk med en vatpind. Et internationalt hit siden premieren på Berlin filmfestivalen i foråret.

Filmvisningen er en del af DOX:ON:TOUR.

Program:

17:10 Velkommen ved museumsinspektør Dorthe Juul Rugaard
17:20 Filmvisning: Det store museum

Fakta:

Hent din gratis billet ved billetskranken på ARKEN, Skovvej 100, 2635 Ishøj.
Instruktør: Johannes Holzhausen
Spilletid: 94 min.
Se filmens trailer her

Filmvisning i HUSET-KBH: Klub Kurz inviterer til sæsonstart

Sommerferien er slut, og Klub Kurz starter nu op igen. Det er torsdag d. 18. september kl. 20.00 i caféen på stueetagen i Huset-KBH. På aftenen kan du både møde 77-årige Niels, der skriver erotisk litteratur, 13-årige Joyce, der skal rejse alene til Berlin, dinoen Timmy, der kæmper for kunstnerisk anerkendelse – og mange, mange flere spændende karakterer. Vi glæder os til at se dig. Fri entré!

PROGRAM

BØSSEMIDDAG
Alexander har lovet Benjamin, at det skal være i aften han springer ud og bekender til sine venner, at de ikke bare er roomies. Men det er ikke nemt at holde ord, når man knap kan få et ord indført.

En film af Emil Nørgaard Munk og Michael Jes Buus
Varighed: 4 min.

RENE HÆNDER
Det kultiverede makkerpar, Valdemar og Jeppe, forklarer publikum, hvordan man mest hensigtsmæssigt frarøver folk deres ejendele.

Instruktør: Simon Mortensen
Varighed: 17 min.

PAUSE

FOREVER DOMUS VISTA
Den 77-årige erotiske forfatter Niels har aldrig haft en kæreste. Til gengæld har han været sammen med 400 ludere. Iført cowboystøvler og læderjakke kæmper han hver dag en brav kamp for at møde unge, smukke piger i København og få dem med sig hjem. Allerhelst vil Niels finde en pige, som vil acceptere ham og flytte ind hos ham.

Instruktør: Alexandra Kristjansen og Ida Holtet
Varighed: 8 min.

Turbulens

TURBULENS
På bagsædet af sin mors røde Toyota Corolla sidder Joyce. Hun er 13 år og skal flyve alene til Berlin for at besøge sin far og hans nye kæreste. En rejse der kunne være glædelig, hvis det ikke var for Joyces mor.

En historie om voksne der tørrer deres uforløste følelsesliv af på børn. Og om børn der derfor bliver til små voksne.

Instruktør: Carina Randløv
Varighed: 8 min.

MORTHER MOOR
Skovvæsnet Mother Moor forsøger at bryde sin ensomhed ved at kidnappe to små børn i denne cut-out animationsfilm inspireret af Yuriy Norshteyn og skandinaviske folkeeventyr.

Længde: 5 min.
Instruktør: Niels Harpøth

Timmy

TIMMY THE T-REX
En sød lille animationsfilm om en tyrannosaurus, der ikke bliver anerkendt for sin kunst. Og det kan jo være ganske hårdt, selv om man er en tyrannosaurus. Heldigvis er der mange holdninger til, hvad god kunst er.

Varighed: 1,5 min.
Instruktør: Niels Elmvig Bruhn

Biografpremiere på Ai Weiwei – The Fake Case

Lørdag den 30. november er der danske biografpremiere på den danske dokumentarfilm Ai Weiwei – The Fake Case af instruktøren Andreas Johnsen. Filmen kommer til at køre i almindelige biografer rundt omkring i landet lige efter at den har været i hovedkonkurrencen på IDFA (dokumentarfilmens svar på Cannes).

NB: Der er forpremiere den 27. november kl. 19.00 i Grand Teatret. Reserver billetter for din nabo!

Se trailer her

Eller læs om filmen:

Andreas Johnsen har haft eksklusiv adgang til den kinesiske kunstner og systemkritiker Ai Weiwei i tiden efter han blev løsladt efter isolationsfængsel i 81 dage. Ai Weiwei lider af søvnproblemer og hukommelsestab, hans hjem og studie overvåges af 18 kameraer og konstant politiopbud og han er underlagt massive restriktioner. Journalister, kunstverdenen og hans familie gør alle krav på opmærksomhed og oven i det anklager den kinesiske stat ham for gigantisk skattesnyd i millionklassen – en sag han døber ’The Fake Case’ på grund af de åbenlyse falske forudsætninger og anklager. Da lmindelige kinesere kaster pengesedler ind over Ai Weiweis overvågede mure for at støtte ham i skattesagen, giver det Ai Weiwei fornyet tro på at Kina står over for forandring. En forandring han vil kæmpe til det sidste for at se ske.

Og følg med på vores facebookside!

 

 

Klub Kurz 21/11: Sidste visning inden jul!

Torsdag d. 21. november inviterer Klub Kurz til sidste visning inden jul i Husets Café. Aftenens program byder på en kort dokumentar om et helt særligt skørt, en kortfilm om et overraskende venskab og en eksperimenterende novellefilm om en bustur fra Vestjylland til København. Visningen starter kl. 20.00, og dørene åbner kl. 19.00. Der er fri entré. Vi ses!

Tilmeld dig eventen på Facebook.

Program

DØDENS SKØRT
En kort doku om et skørt med en helt særlig betydning for Nahuat Pipil-indianerne i El Salvador. I 1932 udførte den Salvadoranske regeringen en massakre på den indianske befolkning i landet. Massakren og den efterfølgende undertrykkelse betød, at store dele af den indianske kultur gik tabt. Skørtet er en af de sidste traditioner, som er tilbage fra Nahuat Pipil-kulturen. I dag er det kun de ældste kvinder, som bærer skørtet, og når disse kvinder ikke længere er her, vil traditionen dø.

Produceret af Astrid Ågot Nielsen & Giuliana Holm
Længde: 10 min.

DEN DER VISER VEJ
Den kriminelle Mikkel flygter fra politiet. De er lige i hælene på ham, og han beslutter derfor hurtigt at stjæle en bil. På bagsædet af bilen sidder den 6-årige Malene, der insisterer på at følge ham i hans flugt. De to bliver venner, og Mikkel må revurdere sit liv.

Instruktør: Sofie Siboni
Længde: 13 min.

PAUSE

Sammen hver for sig 2

SAMMEN HVER FOR SIG
En gul bus med 67 sæder. En underskriftindsamling, som skal afleveres i København. Og tre passagerer er mødt op. Bussen afgår klokken 09.00, og tidsplanen er stram. Spørgsmålet er bare om æg kan blive for gamle, om man er homoseksuel, hvis man aldrig flytter hjemmefra, om der er andet end sort, der rimer på Ford, og om der er nogen landmænd til stede?

Jytte, hun har planlagt det hele, det meste. Så er der Knud, han skal have medisterpølse fra Rema, når han kommer hjem. Majbrit har bagt kage, og Maja og hendes far Bob havde egentlig andre planer, men hvem havde ikke det.

SAMMEN HVER FOR SIG er en midtvejsfilm fra den uafhængige filmskole Super16 – et eksperiment hvor optagelserne er foregået non-stop i et 9 timers one-take i bussen fra Vestjylland til København. Skuespillerne har været uvidende om det egentlige handlingsforløb, men er blevet instrueret gennem scenarier konstrueret på forhånd.

Instruktør: Charlotte Madsen
Længde: 43 min.

Fwd: Responsibility – documentary matters

Stadig ledige pladser!

Tag med til en konference om, hvordan praktisk dokumentationsarbejde ændrer Europas asylpolitik.

Hver dag placerer lande i Nordeuropa ansvaret for tusinder af flygtninges liv på Sydeuropas skuldre ved at fastholde Dublinaftalens logik. Flere sydeuropæiske lande er holdt op med at behandle ansøgninger om beskyttelse, og det har medført et asylretsligt vakuum i Europa. Flygtningen er én, ingen vil tage ansvaret for. 

Lørdag den 18. februar kl. 13 sætter vi med konferencen Fwd: responsibility fokus på, hvordan et foto taget med en mobiltelefon og en rundrejse i Grækenland kan ændre Europas fælles asylpolitik. Vi stiller skarpt på facts finding som en ny politisk kampplads for NGO’er, aktivister, politi og politikere.

Sted: Center for Sundhed og Samfund (CSS), Lokale 1.1.18.

Tid: Lørdag den 18. februar 2012 kl. 13-17.30

Gratis tilmelding (navn + email): fwd_r@nullymail.com

Find os også på FACEBOOK: fwd:responsibility

Hør:

Lorenzo Pezzani, kunstner og forfatter, Phd. Centre for Research Architecture, Goldsmiths University of London. Deltager i forskningsprojektet Forensic Oceanalogy under ledelse af Eyal Weizman, hvor begrebet om retsmedicinsk arkitektur defineres og udforskes som en praksis og analytisk metode til at undersøge de politiske og sociale historier, der er indskrevet i bygninger og rum. Lorenzo er netop nu i gang med en særlig kortlægning af de dele af Middelhavet, hvor tusinder af nordafrikanske flygtninge er druknet i forsøget på at nå Sydeuropa. Kortlægningen er bestilt af organisationerne GISTI og Migreuop, der kæmper for migranters rettigheder, i forbindelse med deres sagsanlæg mod NATO-EU-Frontex for deres manglende assistance til de mange flygtninge.

Ida Jordal og Maria Pitz Jacobsen, jurastuderende og aktive i de norske studerendes retshjælp Jussbuss i Oslo. Har været i Italien for selv at dokumentere de problematiske forhold, asylansøgere i Norge berettede om.

Dominik Bender, advokat i Frankfurt og aktiv i det tyske netværk Proasyls kortlægningsarbejde om modtageforhold for asylansøgere i Europa. Netop hjemvendt fra dokumentationsarbejde i Italien.

Mary Lisa Jayaseelan, jurist i Asylafdelingen, Dansk Flygtningehjælp. Arbejder til dagligt med Dublin-forordningens og domstolenes konsekvenser for praksis på flygtningeområdet.