GRATIS BILLETTER TIL STUDERENDE

GRATIS BILLETTER til arrangementet Third Ear på Glyptoteket for studerende

Third Ear på Glyptoteket
29. januar kl. 14

Få historierne bag historierne, når podcastpioneren Tim Hinman deler ud af sin erfaring med at skabe fortællinger baseret på nogle af de mest fundamentale myter fra antikkens verden. 

Third Ear har nemlig været på Glyptoteket, og inspireret af de monumentale skulpturer har de skabt tre podcasts – én fra det gamle Rom, én fra det gamle Grækenland og én fra det gamle Egypten.

Se skulpturerne, hør uddrag fra podcastsene og nørd med, når Tim Hinman i samtale med Glyptotekets formidlingsansvarlige, Kathrine Andersen, fortæller om, hvordan man vækker en 6.000 år gammel verden til live gennem lyd og fortællekunst.

Arrangementet indgår i lydformidlingsprojektet Lyt! og er støttet af Bikubenfonden.

Pris
Billetten inkluderer entré til museet hele dagen. Gå på opdagelse i museets samlinger og prøv lyttestationerne inden eller efter samtalen. Du kan også spise dejlig frokost i Picnic. Husk at bestille bord her.

100 GRATIS BILLETTER – FØRST TIL MØLLE
Glyptoteket har frigivet 100 gratis billetter til studerende, der interesserer sig for kunst og kultur. Brug kampagnekoden: GLYPTOTEKETGRATIS for at få fat i en af de gratis billetter. Det er først til mølle, så skynd dig at sikre dig en billet via Billetto her.

Normalpris:
Voksne: 145 kr.
Under 27 år: 115 kr.
Studerende med gyldigt studiekort: 115 kr.
Årskortholder: 30 kr.
Under 18 år: 30 kr.

Billetter købes via Billetto her.

Billetten giver adgang til hele Glyptoteket på dagen.

‘Surface Tension’ af Klara Ström

FORTÆLLINGER FRA HAVET
PERFORMANCE AF KLARA STRÖM FOR UDSTILLINGEN ORGANIZING PRINCIPLES AF SÓLEY RAGNARSDÓTTIR 

Torsdag 18. november kl. 18 på O – Overgaden. Gratis entre, 30 min.

Performancekunstner Klara Ström har skabt performancen Surface Tension, der inviterer til en stund med myter og fortællinger fra havet som en del af den nyligt åbnede udstilling af Sóley Ragnarsdóttir på O – Overgaden.

Vær med, når vi samles i en rundkreds til en lejrbålslignende stund af eventyrlig historiefortælling, musik og oplæsning. Klara Ströms performance dykker ned i havet, undersøger det som symbol for liv, død og hævn og vækker karakterer fra det våde dyb til live. Publikum inviteres til at sætte sig på gulvet i en kreds omkring performancen, der finder sted iblandt Sóley Ragnarsdóttirs store øjenmobiler, som hænger vuggende fra fiskerreb i loftet i udstillingen Organizing Principles.

Det er gratis at deltage, og du er meget velkommen til at medbringe en pude eller noget andet blødt at side på. Vær opmærksom på at performancen foregår på engelsk. Tilmelding er ikke nødvendig, men husk at medbringe coronapas.

Foto: 1) Sóley Ragnarsdóttirs udstilling Organizing Principles foto af Anders Sune Berg 2) Klara Ström

Udstillingsåbning: LET’S PLAY

Rebskoven Carlsberg

Kom til festlig åbning af ’LET’S PLAY’ – Sommerens store udstilling om leg og bevægelse i byen’ på Dansk Arkitektur Center torsdag d. 23. juni kl. 16.30-23.30.

Bevægelse er en stor del af vores hverdag og udvikles mere og mere i byrummet. Idrætsfaciliteter og legende installationer opblomstrer i gadebilledet. Hvordan kan vi være med til at ændre perspektivet på bevægelse? Så det ikke er noget man gør på bestemte tidspunkter eller steder, men noget, der integreres i byen på naturligste vis og skaber glæde, frihed og fællesskab på tværs af køn, etnicitet og alder.

Udstillingen ‘LET’S PLAY’ sætter fokus på bevægelse i byen, og har du lyst til selv at kaste dig ud i det, bliver pladsen foran DAC omdannet til en arena for helt nye bevægelsesformer.

>> Læs mere om udstillingsåbningen og se det fulde program

NB: tilmelding er ikke nødvendig

Gratis filmvisning på ARKEN

skaermbillede-2014-09-30-kl.-14.56.09

22. oktober 2014 kl. 17.10
Hvis man forestiller sig at Stanley Kubrick og Jacques Tati lavede en dokumentarfilm om det enorme Kunsthistorisches Museum i Wien, har man omtrent en idé om, hvor cinematisk raffineret – og morsom! – en oplevelse, der venter én her. Blandt enorme kanvas, rustninger, antikke møbler og ikke mindst den excentriske stab udspiller der sig et charmerende, dagligt drama i det store og små. Fra præsidentbesøg til jagten på borebiller i rammen på et maleri, og til en ekspert, der med tilbageholdt åndedræt og sved på næsen rengør et uvurderligt værk med en vatpind. Et internationalt hit siden premieren på Berlin filmfestivalen i foråret.

Filmvisningen er en del af DOX:ON:TOUR.

Program:

17:10 Velkommen ved museumsinspektør Dorthe Juul Rugaard
17:20 Filmvisning: Det store museum

Fakta:

Hent din gratis billet ved billetskranken på ARKEN, Skovvej 100, 2635 Ishøj.
Instruktør: Johannes Holzhausen
Spilletid: 94 min.
Se filmens trailer her

Fwd: Responsibility – documentary matters

Stadig ledige pladser!

Tag med til en konference om, hvordan praktisk dokumentationsarbejde ændrer Europas asylpolitik.

Hver dag placerer lande i Nordeuropa ansvaret for tusinder af flygtninges liv på Sydeuropas skuldre ved at fastholde Dublinaftalens logik. Flere sydeuropæiske lande er holdt op med at behandle ansøgninger om beskyttelse, og det har medført et asylretsligt vakuum i Europa. Flygtningen er én, ingen vil tage ansvaret for. 

Lørdag den 18. februar kl. 13 sætter vi med konferencen Fwd: responsibility fokus på, hvordan et foto taget med en mobiltelefon og en rundrejse i Grækenland kan ændre Europas fælles asylpolitik. Vi stiller skarpt på facts finding som en ny politisk kampplads for NGO’er, aktivister, politi og politikere.

Sted: Center for Sundhed og Samfund (CSS), Lokale 1.1.18.

Tid: Lørdag den 18. februar 2012 kl. 13-17.30

Gratis tilmelding (navn + email): fwd_r@nullymail.com

Find os også på FACEBOOK: fwd:responsibility

Hør:

Lorenzo Pezzani, kunstner og forfatter, Phd. Centre for Research Architecture, Goldsmiths University of London. Deltager i forskningsprojektet Forensic Oceanalogy under ledelse af Eyal Weizman, hvor begrebet om retsmedicinsk arkitektur defineres og udforskes som en praksis og analytisk metode til at undersøge de politiske og sociale historier, der er indskrevet i bygninger og rum. Lorenzo er netop nu i gang med en særlig kortlægning af de dele af Middelhavet, hvor tusinder af nordafrikanske flygtninge er druknet i forsøget på at nå Sydeuropa. Kortlægningen er bestilt af organisationerne GISTI og Migreuop, der kæmper for migranters rettigheder, i forbindelse med deres sagsanlæg mod NATO-EU-Frontex for deres manglende assistance til de mange flygtninge.

Ida Jordal og Maria Pitz Jacobsen, jurastuderende og aktive i de norske studerendes retshjælp Jussbuss i Oslo. Har været i Italien for selv at dokumentere de problematiske forhold, asylansøgere i Norge berettede om.

Dominik Bender, advokat i Frankfurt og aktiv i det tyske netværk Proasyls kortlægningsarbejde om modtageforhold for asylansøgere i Europa. Netop hjemvendt fra dokumentationsarbejde i Italien.

Mary Lisa Jayaseelan, jurist i Asylafdelingen, Dansk Flygtningehjælp. Arbejder til dagligt med Dublin-forordningens og domstolenes konsekvenser for praksis på flygtningeområdet.

Vær med til at genskabe Storm P. Museet!

Invitation til workshop.

Kære billedkunstinteresserede.

Storm P. Museet er i gang med en gennemgribende omstrukturering, hvor der tænkes i nye måder at udstille Storm P.s værker på. I dette arbejde er det væsentligt at reflektere over, hvilke kontekster samt historiske, kunstneriske eller biografiske perspektiver, som er relevante at trække frem i en udstillingssammenhæng. Det ny Storm P. Museum, med undertitlen museum for den humoristiske og satiriske kunst gennem alle tider og i alle kulturer, skal åbne engang i efteråret 2011.

For at kunne medtænke publikumsperspektiver i så vid udstrækning som muligt, har vi brug for at komme i dialog med eventuelt kommende brugere af museet.

Hvis du kunne være interesseret i at besøge museet en eftermiddag og deltage i en workshop, hvor vi går i dybden med værkoplevelsen, så kontakt venligst undertegnede. Workshoppen koncentrerer sig om den personlige oplevelse med værket samt med, hvordan museets viden kan imødekomme nutidens museumsgæsters behov og interesser i forhold til den æstetiske oplevelse. Den respons, som du som workshopdeltager bidrager med, er derfor yderst vigtig for museets udvikling af dels den faste udstilling og dels den langsigtede formidlingsstrategi.

Til en sådan aktivitet er en gruppestørrelse på 4 – 6 personer mest optimalt, så hvis der skulle være mange interesserede finder vi gerne flere datoer. Hvis du er interesseret i at deltage, men er forhindret de nævnte datoer, så kontakt mig endeligt, så finder vi en ny dato.

Der er planlagt workshops følgende datoer:

  • Onsdag d. 6. april kl. 15 – 16. 45.
  • Onsdag d. 13. april kl. 15 – 16.45.

Med venlig hilsen              

Pernille Sommerfelt (formidlingsmedarbejder)          

post@nullstormp-museet.dk

Storm P. Museet | Frederiksberg Runddel | 2000 Frederiksberg| Tlf.: 38 86 05 23

INVITATION: DEN ULTIMATIVE KUNSTOPLEVELSE – hvordan formidles den?

Kom til foredrag om Den ultimative kunstoplevelse – hvordan formidles den?

Onsdag d. 20. oktober kl. 20.00 i foyeren på kunsthal Charlottenborg.
Golden Days inviterer til foredrag i forbindelse med Musik and Art Around – festival for klassisk musik og samtidskunst.  

DJ Katrine Ring og blokfløjtenist Bolette Roed laver lydbilledet til denne aften, hvor forfatter og kunstformidler Torben Sangild vil lære os at slå følehornene ud og møde kunsten med en større sensibilitet. Redaktør i DR P2 Esben Tange tager os bagefter på rundtur i radioens fortids- og fremtidsformidling af klassisk musik.

Foredraget er gratis for studerende. Tilmeld dig på ida@nullgoldendays.dk og husk dit studiekort.

Læs mere på:

www.musicandartaround.com

http://da-dk.facebook.com/event.php?eid=117951261592791