Udstillingsåbning på Glyptoteket

Vær blandt de første til at høre historien om dronning Nefertiti, farao Akhenaten og barnekongen Tutankhamon, når Glyptoteket inviterer til udstillingsåbning af den nye særudstilling, Amarna – Solgudens by. Åbningen fejres i Vinterhaven med taler, musik og gratis øl.

Torsdag d. 26. januar kl. 17 – 18. Gratis billetter til studerende.

Om udstillingen
Året er 1365 før vores tidsregning. Vi befinder os i oldtidens Ægypten, hvor magi og dyreguder spiller en afgørende rolle i samfundet. Da farao Akhenaten overtager magten, gør han op med de gamle guder og dikterer en ny religion. Solguden Aten skal nu være den eneste tilladte gud. Den nye gudedyrkelse fører en større samfundsomvæltning med sig, og regentparret Akhenaten og Nefertiti vælger at flytte og anlægge en ny residens, en storslået ny by, der i dag kendes som Amarna.

Læs mere om udstillingen her.

Program for udstillingsåbningen
– Øl i Vinterhaven
– Åbningstale ved direktør Gertrud Hvidberg-Hansen
– Introduktion til udstillingen ved museumsinspektør og kurator Tine Bagh
– Musik fra FIGURA Ensemble inspireret af oldtidens musik i MENA-regionen

Udstillingen kan opleves på egen hånd både inden og efter åbningsprogrammet.

Copenhagen Light Festival – Solen indtager Glyptoteket
Sammen med fejringen af udstillingsåbningen er der snigpremiere på Copenhagen Light Festival. Oplev Glyptotekets kuppel iscenesat som en mægtig sol, der kaster sine stråler over Vinterhaven.
Lysinstallationen er designet med udgangspunkt i særudstillingen og udviklet særligt til Glyptoteket af lysdesigner og lysmester i Tivoli, Jesper Kongshaug og udført af Senja Ruohonen.

PRIS
Almindelig entré til museet.
Voksne: 125 kr.
Under 27/studerende: 95 kr.
Årskortholder/under 18 år: Gratis

Køb billet eller årskort på museet eller online her.

GRATIS STUDENTERBILLETTER
Følgende fag med aktivt studiekort giver gratis adgang:
– Historie
– Klassisk arkæologi
– Klassisk filologi
– Kunsthistorie
– Nærorientalsk arkæologi og ægyptologi

Desuden har man gratis adgang, hvis man læser:
– Moderne Kultur og Kulturformidling (Københavns Universitet)
– Visuel Kultur (Københavns Universitet)
– Æstetik og Kultur (Aarhus Universitet)
– Oldtidskundskab (Syddansk Universitet)

Entrébilletter købt på forhånd refunderes ikke, men kan også bruges på museet alle andre dage.

JOBOPSLAG: Omviser til Glyptoteket

Brænder du for den levende formidling? Og kan du vække nysgerrigheden for skulptur og maleri hos både børn, unge og voksne? Så er et job som omviser på Glyptoteket måske noget for dig!

Glyptoteket søger en studerende fra kunsthistorie eller anden relevant uddannelse til at indgå i museets team af omvisere.

Omviser på Glyptoteket
Som omviser får du mulighed for at udfolde din faglighed på en levende og engageret måde til glæde for et mangfoldigt publikum. Arbejdet vil primært bestå i formidling af Glyptotekets Moderne Samling og i museets skiftende særudstillinger, som også inkluderer samtidskunst.

Glyptoteket tilbyder gratis omvisninger til voksne og familier, samt omvisninger til private grupper. Ud over omvisninger, afholder museet også hvert år en lang række arrangementer, som man som omviser har mulighed for at bidrage til med enten særomvisninger eller hjælp til afvikling.

Arbejdstiden er fleksibel og afhænger af efterspørgslen på omvisninger.

Dine kvalifikationer
Vi søger en studerende, som møder sit publikum i øjenhøjde, og som formidler fortiden med et levende engagement uden at miste nutiden af syne. Som omviser skal du begejstre, skabe nysgerrighed og gøre kunsten relevant for museets mange gæster – både børn og voksne.

Du skal kunne omvise på både dansk og engelsk, og kan du fransk, tysk og/eller svensk er det en fordel. Vi forventer solide faglige kompetencer og interesse for Glyptotekets genstandsfelter, herunder fransk og dansk skulptur og maleri fra det 19. og 20. århundrede. Du skal være fleksibel og pligtopfyldende. Til gengæld sørger vi for at klæde dig godt på til at kunne formidle museets samlinger og særudstillinger.

Honorar og arbejdsvilkår
Omvisningerne afvikles oftest i tidsrummet 10-17 på alle ugens dage inkl. weekender og ferier. Arbejdstiderne og hyppigheden af omvisninger vil variere afhængigt af program og efterspørgsel. Der er derfor ikke et fast timetal, i stedet vil du blive aflønnet med et fast honorar pr. omvisning. Tiltrædelse mandag den 27. februar.

Ansøgning
Vi skal have modtaget din ansøgning samt CV og dokumentation for beståede eksaminer samt evt. relevante bilag senest mandag den 23. januar. Ansøgningen skal e-mailes til job@nullglyptoteket.dk. Du skal skrive ’Omviser’ i emnefeltet. Ansættelsessamtaler forventes at finde sted i uge 5.

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte undervisningsansvarlig Nanna Lund på tlf. 24600841.

Om Ny Carlsberg Glyptotek
Glyptoteket er Nordens førende antikmuseum og har tillige en af Europas fineste samlinger af fransk kunst fra perioden 1800-1930. Museet og dets bygninger har en unik historie, der gennem stifteren, brygger Carl Jacobsen, forener kunsthistorie med industrihistorie og indskriver sig som et vigtigt kapitel i dansk kulturhistorie omkring år 1900.

Glyptoteket er en selvejende institution, som modtager driftsstøtte fra Slots- og Kulturstyrelsen og fra Ny Carlsbergfondet. Museet har ca. 150 medarbejdere ansat og besøges årligt af 300-500.000 gæster.

Læs mere på www.glyptoteket.dk.

GRATIS BILLETTER TIL STUDERENDE – FØRST TIL MØLLE

Fotos: Petra Kleis og Robin Skjoldborg

Vi udlodder 100 gratis billetter til studerende til arrangementet Videnskab|Lidenskab – UCENSURERET torsdag den 17. november kl. 18.30 på Glyptoteket ?

Billetterne udloddes først til mølle, så skynd dig at få fingrene i billetter til dig og dine medstuderende! Brug kampagnekoden VL-gratis-studerende for at hente din gratis billet.

Billetten gælder desuden som entré til museet hele dagen, og der vil være én gratis øl pr. deltager til arrangementet ?


OM ARRANGEMENTET
Under overskriften UCENSURERET mødes kunstner Maja Malou Lyse og historiker Ulrik Langen medjournalist Nynne Bjerre Christensen til en samtale om nutidens komplekse mediebillede og den moderne debats fødsel. Vi diskuterer retten til at udtrykke sig og grænserne for den offentlige samtale.

Bliv blandt andet klogere på, hvordan mainstream-medier som modemagasiner, public service-tv og Instagram i dag kan bruges som platforme for et kropsaktivistisk kunstnerisk projekt, hvor hyperseksualiserede selvfremstillinger skaber glødende kommentarspor og likes.

Og hør om de tre vilde år fra 1770 til 1773, hvor Christian 7. og hans livlæge J.F. Struensee pludselig fjernede al censur, indførte trykkefriheden og dermed kickstartede en helt ny offentlighed i Danmark.

Hent din gratis billet her

Praktikant til kommunikation, markedsføring og arrangementer på Glyptoteket

Skal du i praktik i foråret 2023? Og har du lyst til at få erfaring med kommunikation, markedsføring og arrangementer på et af verdens smukkeste museer?

Så er det nu, du skal spidse blyanten og sende os en ansøgning.

Vi søger en motiveret praktikant med gode idéer og mod på at prøve kræfter med mange forskellige opgaver – praktiske, kreative, skriftlige og alt det, der opstår løbende.

Vi forventer ikke kunstfaglig baggrund, men en stærk interesse for kulturområdet er en fordel. Du skal være fra en relevant lang videregående uddannelse inden for kultur, kommunikation, sprog eller markedsføring.

Ansøgningsfrist: 15. november.

Læs mere nederst på siden her: https://glyptoteket.dk/ledige-stillinger/

Samtale. Jagten på Tutankhamon

ARRANGEMENT PÅ GLYPTOTEKET
LØRDAG DEN 5. NOVEMBER 2022 KL. 14.00-15.00

Lyt med, når vi i anledning af 100-året for fundet af Tutankhamons grav udfolder en dramatisk fortælling med helte og skurke, forbandelser, ørkenstøv, glitrende guld og rygter om et 3.000 år gammelt kongemord.

Her mødes Nicky Nielsen, ægyptolog og forfatter til Jagten på Tutankhamon, og museumsinspektør på Glyptoteket Tine Bagh i en samtale om den unge kronprins, der blev forældreløs som seksårig og endte på Ægyptens trone i en alder af kun otte år.

Han regerede i mindre end et årti, før han døde pludseligt. Men i døden kom han og hans gyldne gravskatte til at fylde mere i den vestlige verdens fantasi end alle andre ægyptiske faraoer til sammen.

Glæd dig til at høre den fascinerende historie om arkæolog Howard Carters opdagelse af Tutankhamons grav.

OM NICKY NIELSEN
Forfatteren Nicky Nielsen er lektor i ægyptologi ved University of Manchester. Han har deltaget i en lang række udgravninger i Ægypten. Jagten på Tutankhamon er hans første bog på dansk.

OM JAGTEN PÅ TUTANKHAMON
Da arkæologen Howard Carter efter ti års ihærdig søgen den 4. november 1922 fandt indgangen til barnekongen Tutankhamons grav, var hans lykke gjort. Der var nok guld til at gøre ham og hans sponsor, adelsmanden Lord Carnarvon, både berømte og stenrige.

Men ikke alt var fryd, guld og gammen. Fundene førte til et verdensomspændende mediecirkus, styrkede nationalistiske strømninger i Ægypten og var med til at forværre det anspændte forhold mellem Ægypten og Storbritannien.

Jagten på Tutankhamon fortæller den fascinerende historie om Howard Carters opdagelse af Tutankhamons grav, om den tid og det miljø, opdagelsen fandt sted i, og om Ægypten både i oldtiden og i mere moderne tid. Desuden handler bogen om, hvordan den vestlige verden reagerede på opdagelsen af Tutankhamons grav, og hvordan hans gravskatte inspirerede mode, arkitektur, kunst og litteratur. Køb bogen her

BILLETTER
Voksne: 145 kr.
Under 27/studerende med gyldigt studiekort: 115 kr.
Årskortholder: 30 kr.
Under 18 år: 30 kr.

Billetter købes via Billetto her
Billet giver adgang til hele Glyptoteket på dagen.
Billetter refunderes ikke, men må gerne gives videre.

Køb dit årskort her og få fri entré til Glyptotekets udstillinger og udvalgte arrangementer.

Arrangement på Glyptoteket – Gratis billetter til personer under 27

Videnskab|Lidenskab – En aften om HEKSE

Hekseekspert Louise Nyholm Kallestrup (tv) og kunstner Rasmus Myrup (th) møder journalist Nynne Bjerre Christensen til en samtale om hekse.

Torsdag den 8. september kl. 18.30 – 20.15

Aftenen står i heksens tegn, når Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Ny Carlsberg Glyptotek igen inviterer til Videnskab|Lidenskab. Under overskriften HEKSE mødes journalist Nynne Bjerre Christensen med historiker og hekseekspert Louise Nyholm Kallestrup og kunstner Rasmus Myrup til en samtale om heksens mytologiske ophav, trolddomsafstraffelser og heksekunst.

Hør om de fem vilde år fra 1617 til 1622, hvor over halvdelen af alle hekse, der nogensinde er blevet brændt i Danmark, blev henrettet på bålet. Og bliv klogere på heksens tætte forbindelse til naturen, og hvordan det kunstneriske arbejde med outsidere, hekse og afvigere kan genfortolke fænomenerne og give interessante indsigter i en nutidig sammenhæng.

Læs mere og hent dine billetter via Billetto.
Du får dem gratis ved at bruge kampagnekoden “HEKSE“.

Der er kun et begrænset antal gratis billetter, så skynd dig at få fingrene i din egen.

Videnskab|Lidenskab sætter videnskabsfolk og billedkunstnere i stævne til samtaler over et aktuelt tema. Før og midtvejs i arrangementet er der gratis udskænkning af aftenens øl, der udvælges særligt til lejligheden af Carlsberg Laboratorium. Videnskab|Lidenskab foregår i Glyptotekets Festsal og er tilrettelagt af Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Ny Carlsberg Glyptotek.

Billetten inkluderer entré til museet hele dagen. I Picnic kan du spise lækker aftensmad eller nyde gode glas. Husk at reservere bord her.

Køb dit årskort her, og få fri entré til Glyptotekets udstillinger og udvalgte arrangementer.

Gratis billetter til alle under 27år til arrangement på Glyptoteket:

Usynlig Arkæologi – Dianakultens mysterier

Arrangementet er en del af Golden Days festivalen, der i år har temaet Queens.

Torsdag den 15. september kl. 19.30 – 20.30

Træd ind en verden af dufte, rytmer og lyde, når oldgamle marmorskulpturer vækkes til live på Glyptoteket.

I Antikken havde marmorskulpturerne et helt andet liv, end de har i dag. De var malet i farver, iklædt dyrebart tøj, indsmurt i duftende parfumer og var placeret i livlige omgivelser.

Rejs med til jagt- og frugtbarhedsgudinden Dianas tempel, og oplev alt det, der er forsvundet fra den antikke verden – farver, tekstiler og dufte – for en enkelt, magisk aften på Glyptoteket.

Læs mere og hent dine billetter via Billetto. Du får dem gratis ved at bruge kampagnekoden “Dianakulten“.

Der er kun et begrænset antal gratis billetter, så skynd dig at få fingrene i din egen.
Sidste chance for at hente din gratis billet, er tirsdag den 6. september!

Skuespiller Camilla Lau og Valby Vokalgruppe optræder live på aftenen i sammenspil med et specialdesignet lydspor.

Lydforestillingen er baseret på arkæolog Cecilie Brøns’ forskning og udviklet af filminstruktører Sun Hee Engelstoft og Ina Lindgreen samt lyddesigner Peter Albrechtsen. Musikken er skabt af Valby Vokalgruppe, der sammen undersøger, hvad det er muligt at gøre med stemmen,?og bevæger sig gennem trancelignende rytmiske mønstre, smukke melodier, improvisationer og helt stramme kompositioner.

Vær opmærksom på, at du som gæst får høretelefoner på, og der vil være parfume i salen.

Billetten inkluderer entré til museet hele dagen. I Picnic kan du spise lækker aftensmad eller nyde gode glas. Husk at reservere bord her.

Køb dit årskort her, og få fri entré til Glyptotekets udstillinger og udvalgte arrangementer.

DRYPPENDE STOF – Sapfos fragmenter

Gå ikke glip af den populære opera-performance på Glyptoteket, baseret på oldtidens mest kendte kvindelige digter, queer-ikonet Sapfos tekster.

Da DRYPPENDE STOF – Sapfos fragmenter blev opført i sommers, fremkaldte den de helt store følelser. Publikum gik tavse derfra, flere rørt til tårer, og anmelderne enten knuselskede forestillingen eller gav den kras kritik.

Performancen er baseret på oldtidens mest kendte kvindelige digter, queer-ikonet Sapfo, hvis digte efter tusindvis af år er lige aktuelle med emner som grænseløs kærlighed og erotik. Her hyldes mange forskellige aspekter af femininitet i en kontekst, hvor køn hverken er binært, forsimplet eller romantiseret.

Digtene af Sapfo fra Lesbos (ca. 630 f.v.t) har gennem generationer vakt opmærksomhed med deres sensibilitet og skildring af kærlighed mellem kvinder. Hos Sapfo smelter det erotiske og kultiske sammen i en hyldest til naturen, kærligheden og det guddommelige.

I DRYPPENDE STOF gives Sapfos antikke tekstfragmenter krop og stemme og finder ind til det pulserende, bankende hjerte bag det kolde, hvide marmor i Glyptotekets statuer.

Spilletider: 2. – 11. juni. Læs mere om forestillingen her.

Køb billetter her.

Holten og Albeck – at skabe sig selv

Arrangement på Glyptoteket
Lørdag 28. maj kl. 14-15

”Jeg fandt mig selv. Jeg skabte mig selv. Jeg sagde dét, jeg havde at sige”. Ordene er den rebelske kunstner, Suzanne Valadons. Hendes karriererejse fra fattig nøgenmodel til anerkendt kunstner på den parisiske kunstscene i begyndelsen af det 20. århundrede er opsigtsvækkende, fordi hun både trodsede sin sociale klasse og sit køn, og med sine markante nøgenstudier af kvinder banede nye vegne for kunsten.

Nu kan du opleve den feministiske aktivist og debattør Emma Holten og kunstner, skuespiller og komponist Jeanett Albeck i en samtale om at finde og skabe sig selv – som menneske, debattør, kunstner – og kvinde.  

Ført an af journalist ALBERTE CLEMENT MELDAL reflekterer Holten og Albeck over deres egne karrierer set gennem Valadons liv og værk. Valadon fik det umyndiggørende tilnavn ’Montmartres elskerinde’, og hun kæmpede hårdt for at blive en anerkendt kunstner i egen ret og ikke blot kendt som elsker for flere af samtidens mandlige kunstnere. I dette perspektiv taler Holten og Albeck om kønsroller og karriere i dagens samfund, og de fortæller om, hvordan de arbejder aktivt for at ændre strukturerne.

EMMA HOLTEN blev internationalt kendt med projektet SAMTYKKE i 2014, som var hendes kunstneriske modsvar til en digital krænkelse, hvor nøgenbilleder blev delt imod hendes vilje. Som feministisk debattør har hun siden arbejdet for ligestilling i samfundet – senest med det populære foredrag ’Feministisk økonomi – hvad er vi værd?’, hvor Holten kritiserer økonomi som en objektiv sandhed og påpeger, hvordan værdisætning af forskellige typer af arbejde skaber ulighed i samfundet.

JEANETT ALBECK slog bredt igennem med kunstnerkollektivet Sort Samvittighed, der revolutionerede teaterkoncertgenren med originale fortolkninger af Anne Linnets sangskat i stykket ’Hvid magi’, 2011. Siden fulgte pragtstykkerne ’Tove! Tove! Tove!’, 2015 og ’I et forhold’, 2019. I 2020 vandt Albeck Årets Reumert for sin solo-performancekoncert ’BRØGGER’, hvor Albeck fortolker Suzanne Brøggers ikoniske forfatterskab med fokus på essaysamlingen ’Fri os fra kærligheden’, som gør op med kønsroller og kvindens plads i samfundet.   

Arrangementet knytter sig til Glyptotekets aktuelle særudstilling ’Suzanne Valadon. Model, maler, rebel’. Vi anbefaler, at du ser udstillingen inden arrangementet.

Pris
Billetten inkluderer entré til museet hele dagen. Nyd udstillingen og museets samlinger inden samtalen.

Voksne: 145 kr.
Under 27 år: 115 kr.
Studerende med gyldigt studiekort: 115 kr.
Årskortholder: 30 kr.
Under 18 år: 30 kr.

BILLETTER KØBES VIA BILLETTO HER

Billetter refunderes ikke, men må gerne gives videre.

Videnskab|Lidenskab – en aften om TEGN på Glyptoteket

Torsdag den 28. april kl. 18.30 – 20.15
GRATIS BILLETTER TIL STUDERENDE

Arrangementet foregår i Glyptotekets festsal.

Den står på afkodning af tegn, skriftens funktioner og det skrevne sprogs betydninger, når Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Ny Carlsberg Glyptotek igen inviterer til Videnskab|Lidenskab. Under overskriften TEGN mødes journalist Nynne Bjerre Christensen med runolog og seniorforsker ved Nationalmuseet Lisbeth Imer til en samtale om fascinationen ved at afkode skrift. Samtalen vil også kredse om den aktuelle runeforskning og almindelige menneskers brug af skrift, inden det latinske alfabet gjorde sit indtog i Danmark.

Herefter vil kunstner Gudrun Hasle fortsætte samtalen, når hun interviewes om sin kunst, der med hudløst ærlige ord og sætninger med stavefejl eksplicit omfavner hendes ordblindhed og skaber nye ord og betydninger for beskueren.

Læs mere om arrangementet og hent dine billetter via Billetto. Du får dine billetter gratis ved at indtaste kampagnekoden “GRATISSTUDERENDE”.

Videnskab|Lidenskab sætter videnskabsfolk og billedkunstnere i stævne til samtaler over et aktuelt tema. Samtalerne rundes af med gratis udskænkning af aftenens øl, der udvælges særligt til lejligheden af Carlsberg Laboratorium. Videnskab|Lidenskab foregår i Glyptotekets Festsal og er tilrettelagt af Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Ny Carlsberg Glyptotek.

Køb dit årskort her og få fri entré til Glyptotekets udstillinger og udvalgte arrangementer.

Præsenteret af: Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Glyptoteket.