Mød forfatterne Kristian Bang Foss og Hanne Viemose til en snak om mødre og mordere

Forfattersamtalerne Vært for en aften byder på hård humor og hudløs ærlighed om livet som mor, når Kristian Bang Foss møder Hanne Højgaard Viemose til en samtale om hendes seneste roman, Mado.

Torsdag den 28. januar inviterer Møstings Hus og Biblioteket Frederiksberg dig med inden for i to forfatteres verden, når forfattersamtalerne Vært for en aften byder på en samtale mellem Kristian Bang Foss og Hanne Højgaard Viemose.

Utrolig hårdt og underligt humoristisk. Det er en overskrift, der kan sættes på både Hanne Højgaard Viemoses og Kristian Bang Foss’ forfatterskab. Og også roadtrippet har de tilfælles: I deres seneste udgivelser lader de begge teksterne udfolde sig i en rejse – men om hovedpersonerne prøver at finde sig selv eller flygte fra sig selv, det er ikke til at sige.

Til Vært for en aften mødes de to forfattere i en samtale om Hanne Højgaard Viemoses seneste roman, Mado – et ord, der kan betyde både mor og morder.

Arrangementet finder sted i Møstings Hus på Andebakkesti 5, 1. sal, torsdag den 28. januar kl. 20.00 til 22.00.

Billetter à 40 kr. kan købes fra 14. januar på Frederiksberg Hovedbibliotek eller via BilletExpressen. Eventuelle overskydende billetter kan købes i døren til samme pris.

Billetter
http://nyfkb.billetexpressen.dk/event/sheet/vaert-for-en-aften-med-kristian-bang-foss-og-hanne-hojgaard-viemose-DD142D75833D496EADD178B03840FE1A#2049

Walk and Talk // Game Over – You and all your friends are dead

Torsdag d. 11. februar kl. 17.30-18.30

Overgaden Institut for Samtidskunst

Overgaden Neden Vandet 17, 1414 København
Arrangementet er gratis og alle er velkomne!

Udstilling: Søren Thilo Funder  // You’re Gonna Die Up There

Denne aften inviterer Søren Thilo Funder på en walk-through i sin udstilling i selskab med billedkunstner Asbjørn Skou. Med udgangspunkt i værkerne vil de forsøge at snakke sig ind i en kritisk læsning af de konstruktioner, der omgiver os – konstruktioner af Cinema, af fiktioner, af utopisk arkitektur, af fællesskaber, af viden, af politiske bevægelser, af rum-drømme og eskapisme. Asbjørn Skou og Søren Thilo Funder har længe haft en tæt dialog omkring deres individuelle arbejder samt alskens besynderlige fænomener, der berører og til tider blot strejfer deres visuelle og tematiske universer.

Oplæsning og live musik // Rocket Summer

Torsdag d. 28/01 kl. 18.30-20
Overgaden Institut for Samtidskunst

Overgaden Neden Vandet 17, 1414 København
Arrangementet er gratis og alle er velkomne!

Udstilling: Søren Thilo Funder // You’re Gonna Die Up There

I forbindelse med sin udstilling You’re Gonna Die Up There inviterer Søren Thilo Funder til et oplæsningsarrangement om raketaffyringer akkompagneret live af strygeorkestret Con Fuoco med komponisten Tine Vitkov og punkbandet 0%.

Arrangementet finder sted på engelsk

Walk and Talk // Ester Fleckner og Maria Kjær Themsen

Torsdag d. 18.02. kl. 18-19

Overgaden Institut for Samtidskunst

Overgaden Neden Vandet 17, 1414 København
Arrangementet er gratis og alle er velkomne!

Udstilling: Ester Fleckner // A closet does not connect under the bed

Denne aften vil Ester Fleckner i selskab med kunstkritiker og kurator Maria Kjær Themsen tale om tankerne og processen bag sin aktuelle udstilling og sit arbejde mere generelt.

Oplæg og oplæsning // Poesiens potentiale

Søndag d. 21.02. kl. 15-16.30

Overgaden Institut for Samtidskunst

Overgaden Neden Vandet 17, 1414 København
Arrangementet er gratis og alle er velkomne!

Udstilling: Ester Fleckner //  A closet does not connect under the bed

Poesi spiller en væsentlig rolle i Ester Fleckners arbejde, og i hendes værker optræder tekstfragmenter ofte som en integreret del af det visuelle udtryk. I forlængelse af denne interesse inviterer Overgaden til et arrangement, der både byder på refleksioner over poesiens potentiale ved Julie Sten-Knudsen samt lyrisk oplæsning af Caspar Eric og Lea Marie Løppenthin.

Konstellationer

PREMIERE 29. januar 2016

En eksplosiv romantisk komedie om kærlighed, skæbne og den frie vilje

Det prisbelønnede stykke af den engelske succesdramatiker Nick Payne har allerede spillet for fulde huse på West End, Broadway, Husets Teater og Aarhus Teater.

Nepo Teatrets udgave af Konstellationer er med Marie Askehave og Troels Lyby i rollerne som Marianne og Roland, der mødes, finder sammen, går fra hinanden og mødes igen i en tryllebindende og romantisk rejse, der trodser grænserne for den verden, vi tror, vi kender. En konstellation der rejser spørgsmål om, hvorvidt der er forskel mellem valg og skæbne.

Konstellationer spiller på TEATERØEN, William Wains Gade 11, Refshaleøen: 29. januar kl. 20.00 (Premiere)  & 30. januar kl. 17.00

Billetter kan købes på www.teaterbilletter.dk / Løssalg: 125,- / Unge u. 25 år: 55,- / Gruppe min. 10 voksne: 85,- / Gruppe min. 6 unge under 25 år: 40,-

TEATERØENs bus henter publikum gratis på Christianshavns Torv 30 min. før hver forestilling.

Bag Konstellationer: 

Gæstespil af: Nepo Teatret

Medvirkende: Marie Askehave & Troels Lyby

Instruktør: Frederik A. Neegaard

Scenograf: Camilla Bjørnvad

Foto & layout: Max Rosborg & Mark Ravnsmed Christensen

Varighed: 1 time uden pause

Alder: 15 år +

Se mere på www.teateroen.dk

ARNE GÅR UNDER – DUKKETEATER FOR VOKSNE PÅ BÅDTEATRET

 

Arne-går-under-til-PMARNE GÅR UNDER – skrevet af Mikkel Trier Rygård

Vinder af Bådteatrets dramatik konkurrence

“Arne Går Under” er dukketeater for voksne. En humoristisk og poetisk mosaik af scener og syner, der fremkalder de sidste dage i den deprimerede Arne A. Mejbergs liv.

Et liv der ikke ser ud af meget på overfladen. Men som oplevet indefra er en psychedelisk tour de force gennem, dæmoniske jobcentre, outreret technofester, og mystiske møder med afdøde familiemedlemmer, kinesiske børnespøgelser og liderlige flodheste.

“Arne Går Under” åbner for en tiltrængt og tabuiseret debat om en af de største sociale tragedier i dagens Danmark: vores isolation, ensomhed og depression.

Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsens nationale sundhedsprofil oplever op mod en kvart million danskere, at de ofte eller dagligt føler sig ensomme og isolerede. For en del af dem munder det ud i depression. Et enormt antal mennesker og et forhold, der nævnes og problematiseres nu og da i medierne men som ellers bliver set som en naturlig konsekvens af modernitetens urbanisering og et af storbyens grundvilkår: Alle, alene, sammen.

Men hvad er det for følelser der er på spil når isolationen bliver så ekstrem, at ens sind falder fra hinanden og hvorfor er det så svært for pårørende at hjælpe? Hvilke tabuer lurer bag de mange lukkede døre i Domus Vista? og er det en naturlig handling at tage sit eget liv?

”Arne Går Under” handler om Arne Mejberg, 30 år og arbejdsløs. Han bor alene i Rødovre i højhuset Domus Vista, i en ét-værelses som han har overtaget fra sin afdøde alkoholiske far. Arne lider af en depression, og den er ved at udvikle sig psykotisk. Han er holdt op med at tage sin medicin og tilbringer det meste af sin tid alene i sin lille lejlighed, med at gruble over livets mysterier eller dagdrømme om naboen Lizette, en sød sosu-assistent med ben i næsen.

“Arne Går Under” er på en gang en dybt sort humoristisk og ætsende kommentar til den måde vi har indrettet os på i Danmark og samtidig et forsvar for – og opråb til alle Arnerne der går rundt derude i virkeligheden og inde os selv: der er håb, humor og skønhed selv i en personlig og social tragedie af et så enormt omfang.

Derfor vandt Mikkel Trier Rygård

Rolf Heim gav Mikkel Trier Rygård følgende begrundelse, da han vandt Bådteatrets Dramatik konkurrence. ”Du skriver dialoger som er fængende, præcise, sjove, men også rørende. Der er masse af humor, men ikke for at skabe en ironisk distance, men mere for at tegne en grotesk verden. Du skaber syrede situationer og tegneserie billeder, men holder fast i troværdigheden. Du leger konstant med hvad der er drøm, og hvad der er virkelighed, til drømmen bliver mere virkeligt end virkeligheden, og så rammer du meget plet, når du beskriver – i gennem alt det – et ungt menneskes eksistentielle angst.”

Instruktør Rolf Heim Scenograf & Dukkemager Rolf Søborg Hansen På scenen Laura Müller, Rolf Søborg Hansen. Pernille Nedergaard Haugesen og Karen Monrad Dramatiker Mikkel Trier Rygård Lys Sonja Lea Lyd Ida Jacobsen Afvikling og bygger Jon Gelting

”Arne Går Under” spiller på Bådteatret fra 6. feb. – 5. marts 2016, Nyhavn 16Z, 1051 Kbh. K.

Mandag til fredag kl.20, lørdag kl. 17. Spiller også formiddagsforestillinger

Ønskes billetter – www.teaterbilletter.dk eller www.baadteatret.dk

Filmpremiere: “Det Uopnåelige”

Sted: Nikolaj Kunsthal, Nikolaj Plads 10, 1067 København K
Tid: Torsdag d. 21. januar 2016 kl. 18-19

Facebook

Nikolaj Kunsthal er stolte af at kunne invitere til filmpremieren på filminstruktør og billedkunstner Carina Randløvs nye film “Det Uopnåelige”, der vises i forbindelse med kunsthallens udstilling “Museet er lukket – en udstilling om Knud Pedersen”

Fra 2013 og frem til hans død i 2014 følger Carina Randløv Knud Pedersen og taler med ham om de projekter, som han indskrev i kategorien Det Uopnåelige. Oftest var der lang vej fra ideen til selve udførelsen af disse projekter, men i al sin paradoksalitet handler filmen “Det Uopnåelige” om, at alt er muligt.

Carina Randløv er uddannet animations filminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2012 og bl.a. lavet musikvideoer og animerede film. I mange år har hun desuden arbejdet som billedkunstner, hvor hun bl.a. har udstillet i Berlin, New York, Istanbul, Aleppo og Vilnius. I øjeblikket arbejder hun på en tv-serie til større børn med titlen “Jeg Begyndte Sådan Set Bare At Gå”, baseret på en novellesamling af Kim Fupz Aakeson, samt en kortfilm hos New Danish Screen, DFI.

Filmens varighed: 43 min.
Arrangementet er gratis når entreen er betalt.
Instruktør & manus: Carina Randløv

Instruktør assistent: Claudia Munksgaard-Palmqvist

Klip: Sofie Steenberger & Carina Randløv

Sound designer: Frans Verner Lindell

Komponist: Kaspar Kaae

Animation: Troels Hugo Cederholm & Carina Randløv

Greve Museum søger studenter til job

Greve Museum søger studenter til job som hhv. billetsælgere/kustoder og undervisere til museum Mosede Fort, Danmark 1914-18 samt undervisere og omvisere til Greve Museum, Grevegård.

Der er ansøgningsfrist søndag den 24. januar på alle stillingerne, men ansøgere vil blive kaldt løbende til samtale og evt. ansat på baggrund heraf. Bemærk, at ansøgninger kun modtages via linket i stillingsannoncen.

Læs mere på: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1169&departmentId=19084&ProjectId=143790&MediaId=5