SNYK Talk : Timothy Morton & Jennifer Walshe

snyk-talk Lørdag den 5. november har du en sjælden mulighed for at opleve den britiske filosof Timothy Morton i et topmøde med performancekunstner og komponist Jennifer Walshe til SNYK Talk på festivalen G((o))ng Tomorrow. Arrangementet foregår i Koncertkirken på Nørrebro.

Vi er virkelig midt i et mareridt: der er ingen grund til at tjekke længere.

Ifølge Timothy Morton bør kunstnere, musikere, forfattere, og humanister besætte en plads i nye klimapaneler, hvilket kan lede til, at mennesket erkender den globale opvarmning som en realitet. Morton er intenst optaget af feltet mellem filosofi, natur, økologi og kunst. Han forholder sig kritisk til nutidens store spørgsmål om klimaforandringer og har arbejdet sammen med Olafur Eliasson og inspireret Björks Hyperballad-udgivelse.

I Jennifer Walshes arbejde med kunstfilmen ‘An Gléacht‘ og det audiovisuelle værk ‘Everything is important‘, som begge kan opleves på på årets G((o))ng Tomorrow, har hun i sin research og udvikling af værkerne korresponderet myldrende, intuitivt og intenst med Morton om de samtidsudfordringer hun selv beskæftiger sig kunstnerisk med – bl.a. den globale opvarmning

Den 5. november i Koncertkirken bygger de to samarbejdspartnere videre på disse samtaler, der vil fungere som opvarmning til aftenens visning af Jennifer Walshe’s film ‘An Gléacht’, som flankeres af performance og musik af Walshe selv, pianisten Simon Toldam og saxofonisten Lotte Anker.

Hvad: SNYK Talk: Timothy Morton & Jennifer Walshe.
Hvornår: Lørdag den 5. november 2016 Kl. 19.00
Hvor: Koncertkirken, Nørrebro
Billetter: 125 kr./ Studerende 70 kr.
Billetto!
Facebook-begivenhed!

G((o))ng Tomorrow – exploring music and sound 2016 Copenhagen 04. – 12. November
G((o))ng Tomorrow er en årligt tilbagevendende festival i København for ny, eksperimenterende musik og lydkunst på tværs af genrer og i mødet med andre kunstarter. Fra 2005-2014 gik festivalen under navnet Wundergrund og fik nyt navn i forbindelse med 10-års jubilæet i 2015. Festivalen er arrangeret af SNYK – genreorganisation for ny, eksperimenterende musik og lydkunst. Se det fulde program her!

 

Kunne du tænke dig at assistere den verdensberømte kunstner Céleste Boursier-Mougenot?

Copenhagen Contemporary (CC) søger frivillige assistenter fra den 4.-10. november til at hjælpe med opsætningen af den franske komponist og billedkunstner Céleste Boursier-Mougenots store installation from here to ear. Installationen vises fra den 25. november 2016 i en af CCs mere end 700 m2 store haller.

Installationen består af 18 bas- og elguitarer, der bliver sat op på stativer i det store rum, indrettet med sand, planter og fuglereder. I installationen kommer 88 levende zebrafinker til at leve.
Finkerne vil flyve frit rundt mellem publikum og lave musik, når de sætter sig på de elektriske instrumenters strenge.

Der vil være forplejning i form af frokost hver dag samt morgenmad og en omvisning i CCs udstillinger den første dag.

Hvis du har lyst til at deltage i det praktiske arbejde med opsætningen af værket, kontakt Camilla Klitgaard Laursen senest d. 31. oktober 2016: camilla@nullcphco.org

Arbejdet er ulønnet.

Læs mere om Copenhagen Contemporary og værket på vores website: http://cphco.org/exhibition/celeste-boursier-mougenot/

SNYK søger praktikant til foråret 2017

SNYK – genreorganisationen for ny, eksperimenterende musik og lydkunst søger en kommunikationspraktikant til foråret 2017, som brænder for at kommunikere ny musik og lydkunst til en bred målgruppe og på mange forskellige platforme. 

SNYK søger en kommunikationspraktikant til foråret 2017, som vil indgå på lige fod med den øvrige redaktion.

Praktikantens opgaver er:  

  • Formidling af nyheder og projekter indenfor musik- og lydkunstmiljøet i Danmark, herunder artikelproduktion til snyk.dk
  • PR og kommunikationsarbejde – fra kommunikationsstrategiens store linjer til korte opslag på de sociale medier
  • Assistere ved koncertproduktion og afvikling
  • Løbende kontoropgaver

Vi forestiller os, at du:   

  • Brænder for at formidle den nyeste musik og lydkunst
  • Læser på en relevant videregående uddannelse
  • Har et godt skriftsprog med styr på grammatikken
  • Kan arbejde selvstændigt og fungerer godt i et lille team
  • Er indstillet på at arbejde om aftenen i forbindelse med koncertproduktion

Du vil få erfaring med at opøve kompetencer i formidling, pressearbejde samt arbejdet med sociale medier. Som praktikant på SNYK bliver du en vigtig medspiller på et engageret hold, der har det sjovt og brænder for at puste liv i musikken

Praktikperioden er som udgangspunkt planlagt som et fem måneders forløb fra 1. februar til og med 30. juni 2017 med 37 timer ugentlig svarende til et forløb på et 1/2 års studier. Praktikken er ulønnet.

SNYK ligger i et spændende kreativt miljø på Nyrnberggade 29 på Amager, hvor du vil få en kontorplads og computer stillet til rådighed.

Du er velkommen til at kontakte kommunikationsansvarlig Agnete Seerup, agnete@snyk.dk, hvis du har yderligere spørgsmål til praktikstillingen.
Send en kort, motiveret ansøgning inkl. CV til snyk@nullsnyk.dk senest mandag den 7. november kl. 12.00
Vi forventer at afholde samtaler torsdag den 17. november 2016

Læs mere om SNYK på www.snyk.dk 

Instruktørassistent til Race to Zero

Har du lyst til at deltage i en kunstnerisk undersøgelse af de finansielle markeder og algoritmiske livsformer? Kunne du tænke dig at være med til at skabe et koreografisk værk, som sætter den menneskelige krop i scene overfor algoritmernes lyshastigheder og den finansielle sektors magtfulde bastioner?

Så er du måske vores kommende instruktørassistent på forestillingen ’Race to Zero’, som er en samproduktion mellem Teater Yel Kayé og S/H.

Forestillingen tager udgangspunkt i den såkaldte high frequency trading, hvor man bruger algoritmer og computerkraft til at handle i de finansielle markeder med noget nær lysets hastighed. ’Race to Zero’ går tæt på algoritmerne som en ny, menneskeskabt natur og forsøger at tegne et portræt af den økonomiske virkelighed anno 2016.

Forestillingen har premiere i slutningen af januar 2017 på S/H’s midlertidige scene i Pakhus 11 på Østerbro.

Det kunstneriske hold består af koreograf og performer Marie-Louise Stentebjerg (two-women-machine-show), performer Jon Bonnici, komponist Kenn Mouritzen, dramatiker Kristian Byskov og instruktør Kristian Husted, med kyndig assistance fra blandt andre Tanja Hylling Diers (dramaturg), Sean McIntyre (tidl. algo-trader), Johan Bichel Lindegaard (softwaredesigner) og Carsten Burke Kristensen (scenograf).

Dine arbejdsopgaver vil primært bestå i at deltage i prøverne, tage prøvenoter, holde styr på aftaler, lave lette researchopgaver, og – hvis tiden tillader det – være tovholder på en mindre publikation i forbindelse med forestillingen med bidrag fra forskere, high frequency tradere og algoritmeskabere.

Prøveperiode: 5. – 23. december 2016, hverdage 9 – 16 (arbejdssted: Dansehallerne) og 2. – 21. januar 2017, hverdage 9 – 16, samt aftenprøver i ugerne op til premieren den 21. januar 2017 (arbejdssted: Pakhus 11).

Praktikken er ulønnet, men vi lover fuld kapitalisering på den kunstneriske konto.

Send et par ord om dig selv til instruktør Kristian Husted, som også gerne besvarer dine spørgsmål på: kristian.husted@nullgmail.com

Du kan læse mere om forestillingen på S/H’s hjemmeside: http://www.sort-hvid.dk/projekt/race-to-zero/

Vi glæder os til at høre fra dig!

Bachelorprojekt og speciale: 4 tips til en bedre opgave

Når du skriver dit bachelorprojekt eller speciale kan du let stirre dig blind på tekstens indhold. Derved gør du dig selv ufølsom over for eventuelle sprogfejl.

Enhver ved at sproglig fremstilling er essentielt når du forsøger at overbringe et budskab.

I et bachelorprojekt og speciale er den sproglige fremstilling særligt vigtig for at læseren fastholder interessen. Desuden sikrer en god sproglig fremstilling at de akademiske pointer står meget stærkere.

Men hvordan læser man så korrektur hvis man er blind over for sine egne fejl? Nedenfor finder du 4 brugbare tips som virkelig forbedrer kvaliteten af dit bachelorprojekt, speciale eller anden opgave.

1.Læs dit bachelorprojekt eller speciale – bagfra!

Når du har læst dit bachelorprojekt eller speciale igennem flere gange foregår det med stigende automatik. Med andre ord får man simpelthen stirret sig blind på indholdet, og man bliver ufølsom over for den sproglige fremstilling.

Mistænkelig kommatering forekommer som nødvendig i krøllede sætninger, og kontinuiteten deler ens opmærksomhed.

Derfor kan du have virkelig stort udbytte i at læse teksten bagfra: fra sidste afsnit til første.

Ved at læse fra sidste afsnit vil du få din opmærksomhed udfordret af erfaringen af diskontinuitet i opgavens røde tråd. På den måde bliver din gennemlæsning ikke påvirket af bachelorprojektet eller specialets kontinuitet.

Derfor vil vi anbefale dig at læse teksten bagfra – fra sidste afsnit i stedet for første.

2. Læs dit bachelorprojekt eller speciale – på hovedet!

Helt i tråd med første tip er idéen her at afvænne dig fra den kontinuitet du har opbygget gennem udarbejdelsen af bachelorprojektet eller specialet.

Her går vi så et skridt længere: læs teksten på hovedet!

Det betyder selvfølgelig ikke at du skal læse hvert ord bagfra.

Det betyder at du skal læse hver sætning bag fra én efter én.

Derved gør du dig selv enormt meget mere følsom overfor eventuelle formulerings- og grammatiske problemer i hver sætning.

Samtidig lader du dig ikke påvirke af om dokumentets kontinuitet er bevaret, og på den måde kan du gå til bachelorprojektet eller specialet med nyt overskud efter en gennemlæsning på hovedet.

3. Få en professionel korrekturlæser til at læse din opgave

Okay, det er måske ikke en stor overraskelse. Men er du klar over hvor enormt mange fordele der er?

Hos SCRiBBR har alle korrekturlæsere en sproglig uddannelse og professionel erfaring med studierelaterede dokumenter. Det betyder, at modsat en ven eller forælder vil korrekturlæseren hverken være farvet af personligt tilhørsforhold eller tidligere samtaler med dig omkring din opgave.

På den måde får du objektivt korrekturlæst din tekst ud fra den højeste standard.

Udover at korrekturlæsningen foregår efter højeste standard og med deadlines helt ned til 24 timer tilbydes også mulighed for at stille spørgsmål døgnet rundt.

Desuden har SCRiBBR markedets bedste priser på korrekturlæsning, og tilbyder flere andre gode værktøjer til at sikre at dit bachelorprojekt, speciale eller anden opgave bliver optimal.

Eksempelvis kan du tilgå en stor vidensdatabase med artikler. Der kan du finde information om referencestandarder, akademisk arbejde på engelsk og hvordan du bør strukturere din opgave.

SCRiBBR-kontrolstedet-til-dit-bachelorprojekt-og-speciale
SCRiBBR kontrolstedet til dit bachelorprojekt og speciale

 4. Sæt tid af til ikke blot én men to korrekturlæsninger

Ved at følge de ovenstående tips får du afvænnet dig den automatik du har opbygget igennem udarbejdelsen. Det kan være en enorm hjælp at kigge på sit dokument via korrekturlæsningsbriller, og så vende tilbage til de akademiske briller.

Når du har korrekturlæst første gang er du stødt på sætninger som ikke gav mening, tit også indholdsmæssigt. Det kan endda give dig nye ideer til hvordan du bør strukturere det faglige indhold.

Dog skal du selvfølgelig være opmærksom på at du risikerer at lave nye sprogfejl hvis du begynder at redigere eller tilføje indhold.

Derfor anbefaler vi at læse korrektur, læse indhold og så læse korrektur igen.

Ny skrivelinje på Højskolen Møn

Højskolen Møn er en helt ny, kreativ byhøjskole i Stege på kunstnerøen Møn. Højskolen åbner i januar 2017 med lange kurser inden for tre linjer: Tekst, film og lyd. Skolens faste lærere er skabende kunstnere. Vi arbejder i workshops og har altid spændende folk fra kunst- og kulturbranchen inde over som inspiratorer og gæsteundervisere.

Er du en af pionererne som skal med på skolens allerførste hold? Så får du for det første en unik mulighed for at være medskaber af din skole. For det andet tilbyder vi skolens første elever en gratis studietur til Los Angeles.

På skrivelinjen arbejder vi med forskellige genrer: poesi, prosa, dramatik og journalistik. Du behøver ikke at have skrevet før, bare du har mod på at blive udfordret. Nogle dage får du skriveøvelser og benspænd der sætter dig i gang med at skrive. Andre dage fordyber vi os i tekstlæsning. I fællesskab diskuterer vi hvad der kan gøre en tekst bedre, og hvordan det kan være at nogle linjer klinger rent, mens andre skurrer.

Vi undersøger også hvordan litteraturen befinder sig i verden. For det første reflekterer vi over hvordan tekster kan handle om verden, og om de kan påvirke den. For det andet ser vi på hvordan du kan få det du skriver ud i verden, så det kan blive læst – uden at spørge nogen om lov. Vi mødes med forfattere der har lavet deres egne forlag, tidsskrifter og oplæsningsarrangementer, og du får inspiration til hvad du selv kan gøre.

Som afslutning på forløbet laver du din egen lille publikation: Et hæfte, en blog, en kronik, en podcast eller noget helt femte. Hvis du ønsker at søge ind på en forfatteruddannelse, kan du også få hjælp og vejledning til at lave din ansøgning.

Julie Sten-Knudsen er faglig leder på værkstedet TEKST. Hun er forfatter og oversætter, uddannet fra den svenske forfatterskole Litterär Gestaltning ved Göteborgs Universitet og cand.mag. i Litteraturvidenskab fra KU.

Skrivelinjen får bl.a. besøg af forfatterne Alen Meskovic, Amalie Smith, Caspar Eric, Christel Wiinblad, Harald Voetmann, Lone Aburas, Maja Lee Langvad, Mette Moestrup, Nanna Storr-Hansen, Olga Ravn, Rasmus Nikolajsen, Rolf Sparre Johansson, Shadi Angelina Bazeghi, Trisse Gejl og journalisterne Jannie Schjødt Kold og Lasse Wamsler.

Læs mere om skolen og de andre linjer på http://www.hojskolenmon.dk/

Hvis du har spørgsmål til højskolen, så skriv til kontakt@nullhojskolenmon.dk

Hvis du har spørgsmål til skrivelinjen, så skriv til Julie Sten-Knudsen på juliestenknudsen@nullgmail.com

Kulturnat / Fernisering, Musik & Ost hos Den Frie Udstillingsbygning

Gå ikke glip af Kulturnatten 2016 på Den Frie, der i år byder på en sammensat sanseoplevelse.

Program:
—- Kl. 17.00 – 19.00: Fernisering – ‘Cheese’ af Mika Rottenberg

Vi åbner den internationalt anerkendte Mika Rottenbergs spektakulære værk ‘Cheese’.
Det er et værk, der med sin umiddelbarhed og sit surreelle og humoristiske forløb lægger op til dialog og refleksion hos publikum og diskussioner om relationen mellem kulturmøder, globalisering og kønspolitik.

Som en del af ferniseringen byder vi på et overdådigt ostebord sponsoreret af Arla Unika og et glas rødvin.

—- Kl. 19.00 – 23.00: Apeiron Crew (DK) og Smerz (NO)

Det populære DJ-kollektiv, APEIRON CREW, bestående af de tre kvinder Sara Svanholm, Simone Øster og Emma Blake, giver et tre timers langt elektronisk dj-set i vores café.

Efterfølgende vil den elektroniske norske duo, SMERZ, give en live-koncert. Smerz omgives for tiden af en voldsom hype og med god grund. De gav en fornem koncert på årets Roskilde Festival og deres nyeste single er kommet i rotation hos BBC.

—- Kl. 19.00 & 21.00: Arkitekturomvisning
Den Frie Udstillingsbygning er en unik arkitektonisk manifestation skabt af J. F. Willumsen i 1898. I løbet af aftenen inviterer vi til en spændende omvisning med fokus på Den Fries særegne arkitektur. Omvisningen starter i vores reception kl. 19.00 og kl. 21.00.

Hele aftenen vil der være adgang til vores aktuelle udstillinger ‘Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat 2016’ og ‘Cheese’.

Filmscreening: “Human” af Yann Arthus-Bertrand på Fotografisk Center d. 20. oktober kl. 17-19

bertrand_human

I am one man among seven billion others. For the past 40 years, I have been photographing our planet and its human diversity, and I have the feeling that humanity is not making any progress. We can’t always manage to live together. Why is that? I didn’t look for an answer in statistics or analysis, but in man himself.

Således skriver den verdensberømte fotograf, filmsskaber, journalist og miljøforkæmper Yann Arthus-Bertrand om baggrunden for sin film “Human”.

HUMAN er en samling historier og billeder af vores verden, der undersøger kernen af, hvad det vil sige at være menneske. HUMAN er et politisk engageret arbejde, som giver os mulighed for at omfavne den menneskelige tilstand og reflektere over betydningen af vores eksistens.

Arrangementet koster 50 kr. inkl. et glas vin/en øl og er gratis for medlemmer af Fotografisk Center.

Tilmelding: 3393 0996 eller info@nullfotografiskcenter.dk

Tid: Torsdag d. 20. oktober kl. 17-19

Sted: Fotografisk Center, Staldgade 16, 1699 København V.

Filmvisningen er en del af Fotografisk Centers program i forbindelse med udstillingen “Bending the Frame”.

https://www.facebook.com/events/1805747372972888/

Kulturnatten i Kunstforeningen GL STRAND

Fredag 14. oktober kl. 18.00 – 24.00
KULTURNATTEN I KUNSTFORENINGEN GL STRAND

EN OPPUSTELIG VERDEN

Kulturnattens gæster vil i år kunne få en både kropslig og visuel oplevelse, når Kunstforeningen GL STRAND tager gæsterne med på opdagelse i en oppustelig verden, der pirrer nysgerrigheden.

Et oppusteligt lysværk på facaderne, en hoppeborg forestillende Noas Ark, udstilling i gallerierne, en workshop for børn og voksne i SALEN, hvor man kan skabe sin egen oppustelige paradishave, og en champagnebar med sprudlende musik leveret af DJ Gísli Galdur i Gårdhaven vil gøre Kulturnatten i Kunstforeningen GL STRAND 2016 til en helt særlig aften.

PROGRAM 

LYS & LUFT – EN OPPUSTELIG LYSSÆTNING 
Oplev en spektakulær, oppustelig lyssætning af GL STRANDs facader og Gårdhave ved Ungt Lys.
Kl. 18.00 – 24.00

HOP I KUNSTEN FORMET SOM EN HOPPEBORG
Hop i Alexander Tovborgs hoppeborg, der tager afsæt i fortællingen om Noas Ark.
Kl. 18.00 – 21.00

WORKSHOP – SKAB DIN EGEN OPPUSTELIGE PARADISHAVE
Lav din egen oppustelige paradishave. Workshop ved billedkunstner Carina Zunino for børn og voksne.
Kl. 18.30 – 21.30

CHAMPAGNEBAR & MUSIKLOUNGE I GÅRDHAVEN
Sprudlende musik leveret af DJ Gísli Galdur og champagnebar med servering i GL STRANDs gårdhave.
Kl. 19.00 – 23.00

OMVISNINGER I GL STRANDS UDSTILLINGER
Hør om GL STRANDs udstillinger i tre omvisninger kl. 19.00, 20.30 og 22.00. Udstillingerne, som i øvrigt vil være åbne hele aftenen for Kulturnattens gæster, tæller, udover Alexander Tovborgs udstilling ”Troens ridder”, også den større udstilling ”Jacob A. Riis. Light in Dark Places”.
Kl. 19.00, 20.30 & 22.00

NB: Der gives kun adgang til KULTURNATTENS arrangementer med gyldigt KULTURPAS. Kulturpasset kan bl.a. købes i GL STRANDs bogcafé.

LÆS MERE OG SE PROGRAMMET HER: http://www.glstrand.dk/det-sker/kommende/kulturnatten-2016.aspx

https://www.facebook.com/events/1662765374034740/