ENGAGERET UDSTILLINGSPRAKTIKANT TIL FOTOGRAFISK CENTER

Skal du i praktik i forbindelse med dit studie?

Fotografisk Center søger en studerende fra kunsthistorie, visuel kultur, moderne kultur eller lignende med særlig interesse for fotografi og kamerabaseret kunst til at assistere med produktion af kunsthallens udstillinger – herunder formidling.

Som praktikant i Fotografisk Center vil du komme til at indgå i alle dele af processen omkring det at producere en udstilling – herunder assistere med kuratering, fundraising, udstillingsopbygning, udstillingstekster og synliggørelse af udstillingen via sociale medier. 

Vi kan således tilbyde et alsidigt og lærerigt praktiskforløb, der giver en god indsigt i både kuratering og drift af en lille kunsthal med store ambitioner.

Udover interesse for og viden om fotografi, video og samtidskunst generelt forventer vi, at du er god til at formidle og kan arbejde selvstændigt, samvittighedsfuldt og struktureret. 

Vi forventer, at du i dit praktikforløb kan afsætte to til tre dage, dvs. 15 – 20 timer om ugen i forårssemesteret, men vi tager selvfølgelig hensyn til dine forpligtelser i forhold til studiet. Det forventes at du kan starte din praktik i januar/februar 2022. Vi tilbyder ikke løn i forbindelse med praktikken.

KORT OM FOTOGRAFISK CENTER OG ANSØGNINGEN
Fotografisk Center har eksisteret siden 1996. Vi viser ca. fem årlige udstillinger af kamerabaseret kunst med fokus på fotografi og video. Herudover arrangerer vi foredrag, seminarer, filmvisninger og artist talks. Vi har også et scannerværksted og en mindre boghandel. 

Send en kort, motiveret ansøgning samt CV med beskrivelse af dine kvalifikationer inden den 15. november. Ansøgningen mærkes praktikant og mailes til: kurator@nullfotografiskcenter.dk

For yderligere information kontakt Fotografisk Center på 3393 0996 eller info@nullfotografiskcenter.dk

Salon EKSISTENS

23. november kl. 19-21

Tiden er fuld af eksistentielle spørgsmål. Coronaepidemien har husket os på, at vi er dødelige, og at vi historisk har været hjemsøgt af epidemier igen og igen.

“Moder – see – nu kysser Englen mig!”, skriver H.C. Andersen gribende om det døende barn i sit digt af samme navn, og sådan var døden og sygdommen i 1800-tallet en uløselig del af samtidens kunst, litteratur og tænkning.

I forbindelse med Den Hirschsprungske Samlings særudstilling Englens Kys. Syge piger i nordisk kunst inviterer museet i samarbejde med Medicinsk Museion til kultursalon med sognepræst Kathrine Lilleør og direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm.

Salonværtinde er Berlingskes kulturkommentator Anne Sophia Hermansen.

Praktiske informationer:

Pris: 195 kr. / 100 kr. m. årskort. / 50 kr. ung under 26 år

Salonen finder sted på Medicinsk Museion, Bredgade 62, 1260 København K.

Dørene åbner kl. 18, hvor man bl.a. kan se Medicinsk Museions udstillinger.

I pausen vil der blive budt på et glas vin.

Bemærk: Med i prisen er en entrébillet til Den Hirschsprungske Samling, der gælder til udstillingen Englens Kys. Syge piger i nordisk kunst. Billetten udleveres på salonen. Årskortholdere kan bruge billetten til at invitere en ledsager med på museum.

Køb billet her

Kom til talk med M. H. Frøslev på Kulturnat

Kom til talk med M. H. Frøslev på kulturnat, fredag den 15. oktober fra kl. 18:00-19:30, hos BREAKING, Fotografisk Centers udstillingsplatform for upcoming fotokunstnere.

Frøslev er aktuel med udstillingen ‘Unsettled City’ der med sin titel refererer til fotobogen af samme navn udgivet på forlaget Disko Bay i 2019.
I samtale med moderator vil Frøslev dykke ned i værkerne og fortælle om ‘Unsettled City’, et fotoprojekt der har strakt sig over de sidste 11 år.


Unsettled City er et viltert fotografisk essay om tilværelsen i en hvileløs metropol. M.H. Frøslev inviterer med til et sted, hvor fortvivlelse og kærlighed bor side om side, og hvor livet til tider kan være meget usikkert. Centralt står mødet med de folk, som bor her, og som midt i de barske omgivelser stadig bare er mennesker, der forsøger at leve deres liv, som de udfolder sig.


“Jeg tror på fotografiet som en sindstilstand. Som fortæller leder jeg efter et sted, jeg kan forholde mig til og som bevæger mig. Jeg fotograferer for at lære at forstå min længsel, mit nærvær, min kærlighed og min frygt. I Sankt Petersborg og Moskva er jeg blevet konfronteret med mig selv, og den konfrontation gav mig lysten til at skabe et fotografisk sindbillede på metropolens hvileløse tilstand”. – M.H. Frøslev


M.H. Frøslev (DK) er uddannet på Fotoskolen Fatamorgana og har tillige arbejdet som assistent hos den danske magnumfotograf Jacob Aue Sobol. Fra 2010 har M.H. Frøslev været bosat i Rusland.


Arrangementet er gratis for kulturpas holdere og medlemmer af Fotografisk Center. Øvrig deltagelse i eventet koster 50 kr. Tilmed via link: https://fotografiskcenter.selz.com/da/item/event-kulturnat-talk-m-m-h-frslev

Kulturnatten på Kulturhuset Islands Brygge

Årets Kulturnat på KIB står i naturens og klimaets tegn med bl.a. elektroniske plantekoncerter, klima- og naturoplæsninger og visuals.

Kulturhuset Islands Brygge holder Kulturnat i naturens og klimaets tegn. Kom forbi til plantekoncert, klima- og naturoplæsninger med og uden elektronisk musik, parret med visuals designet til Kulturnatten af den anerkendte kunstner Anika Lori.
Der kan forekomme nøgenhed i visualsene.
 

Plantekoncerter

Lyt med, når kunstnere sætter lyd til naturen! Udstyret med computere, synths og hjemmebyggede musikmaskiner byder kunstnerne Bo Thorning, Anders Børup og Andreas Wetterberg på en elektronisk plantekoncert.

Plantekoncerter tilsætter elektroder på en samling planter, som omsætter berøring på blade og grene til lyd. På Kulturnatten kan du selv prøve at spille på de interaktive planter i et sælsomt, sensorisk univers mellem plante, maskine og menneske. Tag gerne din egen plante med.

Foregår i annekset Lysthuset

Forfattere Ser Grønt

12 forfattere ser grønt! Sammen med Ida Dalsgaard Nicolaisen fra XR, som klimastrejker foran Christiansborg hver fredag, har de arrangeret denne litteraturaktion, hvor forfattere begræder, hylder og beskriver planter, dyr og mennesker, som er truet af klima- og biodiversitetskrisen.

Ordlyd

Ordlyd består af et match-up af en forfatter og en elektronisk musiker, der på aftenen improviserer en performance af ikke-udgivet materiale af en halv times varighed.

Hver performance vil således være en uropførelse og et unikum.

Ordlyd udforsker rummet mellem de to kunstformer, der hver især rummer det poetiske og musikalske og derved bliver en spejling af hinanden – musik er poesi og poesi er musik.

Ordlyd og Forfattere Ser Grønt oplæsningerne er akkompagneret af visuals designet specielt til Kulturnatten af den internationalt anerkendte kunstner Anika Lori, repræsenteret i DK ved V1 Gallery.

Ordlyd, Forfattere Ser Grønt og visuals foregår i Koncertsalen.

Tidsplan

Lysthuset: Plantekoncert 18 – 24

Koncertsalen:

18-19: Ordlyd

Theresa Salomonsen x Sonja Zoo

19-20: Forfattere Ser Grønt

Ida Dalsgaard Nicolaisen

Alexandra Moltke Johansen

Lone Aburas

Nikoline Werdelin

20-21: Ordlyd

Victor Boy Lindholm x Hviledag

21-22: Forfattere Ser Grønt

Gritt Uldall-Jessen

Mikas Lang

Maja Lee Langvad

Lars Skinnebach

22-23: Ordlyd

Simon Kabel x Barbro

23-24: Forfattere Ser Grønt

Kristina Stoltz

Shëkufe Heiberg

Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Ursula Andkjær Olsen

NB: DER ER KUN ADGANG TIL KULTURNATTENS ARRANGEMENTER MED KULTURPASSET

Seminar den 7. december: I virkeligheden – dansk fotografi i 25 år

Hvad er der sket i dansk kunstfotografi de seneste 25 år? Og hvordan er vi kommet dertil hvor vi står i dag?

I anledning af Fotografisk Centers 25-års jubilæum, som blev markeret med udstillingen I virkeligheden – Fotografisk Center 25 år og den aktuelle udgivelse af antologien I virkeligheden – dansk fotografi i 25 år, inviterer Københavns Universitet/Institut for Kunst- og Kulturvidenskab og Fotografisk Center til seminar om nyere dansk fotografihistorie. Seminaret afsluttes med en reception for bogudgivelsen.

Siden midten af 1990erne er der sket en stærk udvikling i dansk fotografi og på den danske fotokunstscene. Den generation af fotografer, som er født i 1970erne, indtog gallerierne i 90erne og var med til at integrere fotografiet i kunstverdenen – godt hjulpet på vej af den internationale udvikling. Dansk fotografi har i perioden udviklet sig markant og gjort sig gældende internationalt på kunstscenen med både udstillinger og bøger.

Perioden byder på mange nybrud. Ikke blot er fotografiet blevet et ligeværdigt billedkunstnerisk udtryk og dermed fuldgyldigt integreret på samtidskunstscenen, også inden for mediet selv er det sket en rivende udvikling. Man er gået fra analogt til digitalt fotografi, og det fotografiske billede, som før primært var repræsenteret på udstillinger og i bøger, er nu tilgængeligt på alverdens digitale platforme og medier. 

Den historiske hukommelse er efterhånden kort, og derfor vil vi gerne se tilbage på de seneste tre årtiers danske fotografihistorie samt afsøge mulige retninger for, hvor vi er på vej hen. Vi har inviteret bidragsyderne til antologien for at diskutere deres bidrag samt yderligere en gæstetaler og et panel til at perspektivere den aktuelle situation. Moderator vil være Signe Kahr Sørensen, direktør for Fotografisk Center.

Program 

Kl 14.00: Velkommen ved Kristine Kern, redaktør af antologien
Kl. 14.10: Intro ved moderator Signe Kahr Sørensen, Fotografisk Center
Kl 14.20: Mette Sandbye, KU: På tidevandsbølgen. Udviklinger og hovedstrømme i det kunstneriske fotografi i Danmark siden 1990erne
Kl. 14.40: Spørgsmål fra salen
Kl. 14.50: Charlotte Præstegaard Schwartz, Det Kgl. Bibliotek: Fotografiets æstetiske rum. En institutionshistorisk fortælling om fotografi i Danmark
15.10: Spørgsmål fra salen
Kl. 15.20: Keynote: Louise Wolthers, Hasselblad Center, Göteborg: Data, netværk og nye platforme: At gribe, begribe og gribes af fotografiet i dag.
Kl. 16.00: Spørgsmål fra salen
Kl 16.10: PAUSE med kaffe/te og kage
Kl. 16.30: Niclas Östlind, Valand Akademi, Göteborg: Nordisk fotografi betraktad genom sex olika historiska lägesbeskrivningar
Kl. 16.50: Spørgsmål fra salen
Kl. 17. 00: Ingrid Fischer Jonge, fotografihistoriker: Det store i det små. Danske fotobøger – definition og historik
Kl. 17.20: Spørgsmål fra salen
17.30: Diskussionspanel om forholdet mellem kunst og dokumentarisme i det aktuelle fotografi med Fryd Frydendahl (fotograf og daglig leder af Fatamorgana), Sigrid Nygaard (fotograf, fotoredaktør Dagbladet Information) og Stinus Duch (forlægger) modereret af Signe Kahr Sørensen. 
Kl. 18.15: Afslutning og efterfølgende reception for antologien til kl. 19.00

Sted
Lokale 15A.0.13, Søndre Campus, Københavns Universitet

Arrangører
Fotografisk Center og IKK/KU

Tilmelding og pris
Der er pladsbegrænsning til seminaret, og tilmelding foregår via Fotografisk Centers webshop

120 kroner (almindelig billet)
60 kroner (Fotografisk Centers medlemmer, studerende)
Gratis (IKK-studerende, Fatamorgana elever og studerende ved Det Fynske Kunstakademi, studiekort skal fremvises ved indgang)

ET ÅBENT ØJEBLIK. Forfatteraften med Pernille Ipsen

11. november kl. 19-21. Den Hirschsprungske Samling

Historiker Pernille Ipsen har skrevet bogen Et åbent øjeblik om sin opvækst i en regnbuefamilie midt i rødstrømpebevægelsen. Bogen udkom sidste år til store roser og opmærksomhed.

Den historie, jeg altid gerne har villet fortælle, skriver Pernille Ipsen i starten af bogen. Rigtig mange læsere ville også gerne høre med på en historie om en gruppe på syv vidt forskellige kvinder, der i starten af 1970’erne besluttede sig for at være mødre for en fælles datter.

Denne aften fortæller Pernille Ipsen om bogen, sin research i kvindebevægelsen og om det at skrive i forlængelse af sin egen familie. Dette sker i samtale med Rasmus Kjærboe, kurator for museets Hjørneudstilling Marie <3 Emilie om to kunstnere, der selv stiftede deres egen regnbuefamilie i slutningen af 1800-tallet.

I pausen byder vi på et glas vin, og det vil være muligt at se både Hjørneudstilling og særudstillingen ENGLENS KYS. Syge piger i nordisk kunst, der danner baggrundstæppe for aftenens arrangement.

Praktiske informationer:

Dørene åbner kl. 18.30.

Pris: 150 kr. / 75 kr. m. årskort / 50 kr. ung under 26 år

Prisen inkluderer et glas vin og giver adgang til museets samlinger og udstillinger.

Køb billet her

DOSTOJEVSKIJ I KØBENHAVN

Åbning af særudstilling i anledning af Dostojevskijs 200 år

København fik i oktober 1865 besøg af den store russiske forfatter Fjodor Dostojevskij. Besøget dannede rammen om et historisk vendepunkt i forfatterens liv, der findes et ”før” og et ”efter”. Dostojevskij aflagde et ti-dages visit hos ungdomsvennen baron Aleksandr Wrangel, der var tilknyttet den kejserlige russiske legation.

I udstillingen kortlægger vi Dostojevskijs færden, hans liv, hans forfatterskab og hans venskaber igennem en række kronologiske spor, der tager udgangspunkt i byen København i oktober 1865.

Vær med til den festlige åbning og få en ganske særlig oplevelse i selskab med festtalere, sceniske optrædener og boblende russisk champagne …

Udstillingsåbning finder sted torsdag, den 14. oktober, kl. 17:30 i Ruslands Hus, Vester Voldgade 11, København.

Køb din billet HER

Celebrating the universal author with the special exhibition, on occasion of the 200th Anniversary of the birth of Fyodor M. Dostoevsky (1821 – 1881). A chronological tour in several chapters traces Dostoevsky, his life, work and friendship. Exhibition “Dostoevsky in Copenhagen. A Tribute to Art, Literature and Humanity.

Glæd dig til flere begivenheder i løbet af Dostojevskijs fejrings år. Hold øje med – “DET SKER 2021” – kalender på www.200YearsDostoevskyAnniversary.info

Udstillingen ”Dostojevskij i København” kan opleves frem til 20. november i Ruslands Hus i København ved Vester Voldgade 11 og derefter på Ballerup Museum og Frederiksberg Hovedbibliotek frem til 5. december.

Kom til foredrag i GL STRAND om rejsen som motiv hos J.F. Willumsen, Olivia Holm-Møller og Asger Jorn.

Olivia Holm-Møller: Kilimanjaro. 1950. Tilhører Holstebro Kunstmuseum. Foto: Ole Mortensen

Gratis for studerende ved IKK.

Teresa Østergaard Pedersen, ph.d. og museumsinspektør ved Holstebro Kunstmuseum, udlægger i sit foredrag rejsen som motiv og kontekst for selvudfoldelse blandt kunstnerne i udstillingen GNIST.

J.F. Willumsen, Olivia Holm-Møller og Asger Jorn var alle globetrottere. Som ivrigt rejsende var de nysgerrige på for de fremmede kulturer og fortsatte guldalderens tradition for at rejse og danne sig efter klassiske forbilleder navnlig i Italien og Frankrig. Willumsen og Jorn bosatte sig endda i de to lande gennem en årrække, mens Holm-Møller beholdt sin base i Danmark livet igennem. De tre kunstneres rejseaktiviteter blev – i lighed med andre af kontinentets kunstnere – langt mere omfattende end alene at styre efter fortidige dannelsesidealer. De færdedes og arbejdede på baggrund af indtryk i såvel europæiske metropoler som i fjernere verdensdele som Afrika, Sydamerika og Asien.

For Holm-Møller handlede det også om at opleve verden som et fællesmenneskeligt hele og lader det påvirke sine motiver. ”Vi finder, at trods mange forskelle, så ligner vi hinanden. (…) Jeg rejser for at se mangfoldigheden i livet,” udtalte hun.

Få en dybere forståelse af, hvad der drev de tre kunstnere til at rejse, og hvad rejserne fik af betydning for deres virke og udvikling som kunstnere.

Studerende ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab tilbydes gratis adgang til foredraget, der foregår torsdag d. 14. oktober kl. 17.00 i GL STRAND, Gl. Strand 48, 1202 København K.

Begrænset plads.

Tilmelding til info@nullglstrand.dk.

Rolig studie-/ arbejdsplads på Nørrebro

Tag del i vores kontorfælleskab! Vi er fire freelance kuratorer, som har en perle af et kontorrum i rolige Stevnsgade på indre Nørrebro. Da vi kun kommer til at benytte rummet sporadisk det næste lange stykke tid, grundet forskellige projekter hver især, søger vi to til fuldtidspladser (1100,- pr plads) – eller flex (850,- pr plads) – til overtagelse allerede pr. 1. okt.

Hvis interesse, så skriv en besked til : 22932906 for en snak og en visning af rummet. Vi glæder os til at høre fra jer!

Teaterfestivalen CPH STAGE søger til foråret 2022 en visuel wizard, som vil være med til at løfte festivalens kommunikation. Vi øger i år vores indsats indenfor visuel kommunikation, og det håber vi, at du vil være med til. Har du blik for den perfekte vinkel, kan du klippe et ’øh’ ud af en video og kender du de seneste Instagram hacks? Så vil vi rigtig gerne høre fra dig! 

CPH STAGE

Hvert år fylder CPH STAGE København til randen med spektakulære både danske og udenlandske teaterforestillinger. Over ti dage summer byen af festivalstemning, og foruden de mange forestillinger præsenterer festivalen også talks, workshops, koncerter mm. Festivalen har eksisteret siden 2013 og løber i år fra den 2.-11. juni. På vores lille festivalsekretariat arbejder vi tæt sammen og løfter i flok. Vi løber stærkt, når det kræves, men kan også godt lide kage og en fyraftensøl. Alt det håber vi, du har lyst til at være en del af. Læs mere om CPH STAGE her.

HVEM ER DU

Du går på en videregående uddannelse. Det kan være, du går på et kulturvidenskabeligt studie og har lavet videoindhold i din fritid. Det kan også være, du læser på Film- og Medievidenskab el.lign. og dermed har en del erfaring med at producere video og helt generelt tænke visuelt. 

PRIMÆRE OPGAVER

  • Producere videoindhold
  • Styre Instagram
  • Assistere ved produktionen af festivalens trykte program 
  • Diverse ad hoc opgaver såsom hjemmeside, billedredigering mm.

Alle opgaver vil være i tæt dialog med den kommunikationsansvarlige, men der vil være en stor grad af frihed til at udvikle og sætte sit præg på flere af opgaverne. Vi ønsker at skabe de bedst mulige rammer for dig som praktikant. Har du derfor noget bestemt, du gerne vil lære, sørger vi selvfølgelig for det. Du vil også få mulighed for at få et indblik i andre dele af festivalprocessen. 

PRAKTISK 

Praktikpladsen er ulønnet. Du kan både søge en deltids -og/eller fuldtidspraktik, alt afhængig af hvad der passer ind i dit studie. Arbejdstiden vil være fleksibel derefter. Praktikperioden varer som udgangspunkt fra januar til juni 2022, men vi er fleksible i forhold til starttidspunkt. Det er dog et krav, at du kan være til stede op til og under festivalen.

Send din ansøgning til signe@nullcphstage.com
Skriv ’CPH STAGE – kommunikation’ i emnefeltet
Ansøgningsfrist er 1. november

Vi glæder os til at høre fra dig!