Fotobiennalen 2018 – Ferniseringer i tre byer & Symposium i København

Næste uge står i Fotografiets tegn, når Fotobiennalen 2018 slår dørene op til tre udstillinger i Danmarks tre største byer under fællestemaet “Det Postfotografiske Billede” bundet sammen af Fotobiennalens Symposium i København, hvor du kan lytte til stærke oplæg fra spændende professorer, PhD’ere og fotografer fra ind- og udland.

Valérie Collart, My eyes coldly stuffed with silk, 2018.

Onsdag d. 29. august kl. 16.00 begynder de festlige åbningsdage med fernisering af udstillingen “New Tactics – moving in a soft field” på Galleri Image i Aarhus.

Torsdag d. 30. august kl. 17.00 kommer turen til Brandts i Odense, hvor deres udstilling under Fotobiennalen “Photography to end all photography” er en del af en større åbningsfejring omkring i huset.

Fredag d. 31. august byder på et fuldt dagsprogram, hvor det udvidede fotografibegreb i den digitale era kan undersøges, debatteres og opleves, dels på det internationale symposium og dels til ferniseringen på Fotografisk Center.

Kl. 9-16.15 afholder Fotobiennalen sit internationale symposium, hvor det detaljerede program nu er offentliggjort online.

Kl. 17 – 19 kan man gå på tværs af Kødbyen til Fotografisk Centers fernisering af udstillingen “AVPD – Optøet tid” som præsenterer et udvidet, nærmest dekonstrueret, fotografibegreb.

I september måned giver Fotobiennalen 2018 dig desuden mulighed for at få international feedback på din portfolio via Fotobiennalens samarbejde med Portfolio Dialogue. Her er et særligt panel af reviewers, så du kan vælge fra et bredt felt af fagfolk fra hele verden.

I løbet af efteråret vil Fotobiennalens grundlæggere: Brandts, Fotografisk Center og Galleri Image invitere på flere arrangementer, som sætter fotografiet i centrum.

Du kan allerede nu sætte kryds i kalenderen d. 24. oktober, hvor Galleri Image, Det Jyske Kunstakademi og Aarhus Universitet afholder et halvdagsseminar i Aarhus. Og så skal du holde øje med Fotobiennalens Facebook-side eller skrive dig op til nyhedsbrevet for at høre mere om den kommende Visionssalon, der er i støbeskeen i dialog med Bikubenfonden.

Vi ses til foto og fest i uge 35!

Billige studenterbilletter til Fotobiennalens Symposium 2018 “Det Postfotografiske Billede”

Fotobiennalen byder igen i år på et internationalt symposium med spændende oplæg af speakers fra nær og fjern – og igen i år bliver det afholdt hos vores samarbejdspartner DGI-byen.

Det foregår fredag d. 31. august kl. 9-16 og studenterbillet fås til 100 DKK.

Symposiet dykker ned i Fotobiennalens overgribende tema i 2018 ”Det Postfotografiske Billede” . I tråd med biennalens tre centrale udstillinger vil symposiet præsentere teoretiske og kunstneriske undersøgelser af fotomediet i vores digitale nutid.

Fotografiet som medie er i hastig forandring. Det analoge fotografi er næsten forsvundet og prints er noget man først og fremmest ser på udstillinger. Vi tilgår primært billeder på telefonen via sociale medier. I det hyperdigitaliserede samfund er det fotografiske billede ikke længere bundet til et materiale eller en nogenlunde fast form, men er som digitale pixels i konstant bevægelse, fra en platform til en anden. Skiftet fra analog til digitalt fotografi er ikke blot et skift i tekniske produktionsmidler, der er også tale om en helt ny måde at opleve billeder på.

Det synes nu vigtige end nogensinde at forholde sig kritisk og åbent undersøge det tilsyneladende paradigmeskift i fotografiet. Vi må diskutere det post-fotografiske billede og hvordan fotografiet som medie kan forstås i et udvidet felt.

Oplægsholdere: Geoffrey Batchen (NZ), David Bate (UK), Cecilia Grönberg (SE), Kirstine Autzen (DK), AVPD (Aslak Vibæk & Peter Døssing, DK), Jana Haeckel (BE), Robert Overweg (NL), Eva Stenram (SE) og Kristoffer Ørum (DK).

Moderator: Mette Sandbye, Professor og Institutleder ved Institut for Kunst- og kulturvidenskab, KU.

Symposiet foregår på engelsk.

Hvornår: 31. august 2018, kl. 9.00 – 16.00
Hvor: Forsamlingshuset i DGI-Byen, Tietgensgade 65, 1704 København
Pris:
200 DKK, standardbillet
100 DKK, studenterbillet
+ 120 DKK for forplejning

Billetter kan købes via Billetto
& du kan læse mere om Fotobiennalen og symposiet på fotobiennalen.dk

FOTOBIENNALEN 2018 søger praktikant

Kan du fange kammertonen på Facebook & Instagram?
Og er du generelt passioneret omkring kulturformidling & kommunikation? Skriver du samtidig flydende på både dansk og engelsk er du måske FOTOBIENNALENs nye praktikant!

Vi søger en selvstændig og struktureret person til at hjælpe med opløb og afvikling i forbindelse med åbningen af FOTOBIENNALEN 2018. Du har som minimum en BA og har drive til at forme din rolle i en lille organisation.

Hvis du har tid og lyst til at skabe opmærksomhed omkring Danmarks nye biennale for fotografi og kamerabaseret kunst, så har vi brug for dig asap og frem til omkring 10. september ca. 30 timer/uge (evt. ferie kan aftales).

FOTOBIENNALEN er etableret i 2016 som et samarbejde mellem Galleri Image i Aarhus, Brandts i Odense og Fotografisk Center i København. Arbejdsstedet vil være i København.
Læs mere om FOTOBIENNALEN her eller på Facebook.

Praktikken er ulønnet og FOTOBIENNALEN foretrækker derfor ansøgere, der kan få merit.

Send en kort ansøgning og CV til FOTOBIENNALENs Project Manager, Laura Ifversen, på li@nullfotobiennalen.dk