Er du vores nye projektskaber?

Elsker du film og er du mellem 17-25 år? Synes du, det kunne være sjovt at være med til at planlægge og afvikle filmevents? Har du mod på at tænke stort og skabe events, der samler unge fra hele landet? Så er det dig vi leder efter! 

Hvad er det for et fantastisk projekt?

Filmværket startede i 2019 og samler unge filmnørder til spændende og anderledes aktiviteter. Nu søger vi nye frivillige mellem 17-25 år, der skal stå for at udtænke, planlægge og afholde det næste års store og små filmevents. Du behøver ikke have erfaring med at projektplanlægning eller filmoptagelser, det vigtigste er, at du er idérig og har mod på at lave sjove og andeledes events for andre unge.

Hvordan bliver jeg frivillig?

Vil du være frivillig projektskaber, så send os en lille video optaget på mobilen til sekr@nulldabuf.dk, hvor du fortæller, hvorfor netop DU skal være en del af projektet. I videoen skal du svare på:

  • Hvem er du? (dit navn, alder, hvor bor du, hvad laver du?)
  •  Hvad er din filminteresse? (kan du lide at se film, lave film?)
  • Hvorfor vil du gerne være en del af Filmværket?

Og hvornår starter vi så?

Der er deadline for at ansøge d. 7. juni 2020. Du får svar på din ansøgning kort efter deadline og får nærmere besked om projektets videre forløb. Vi mødes i en weekend i september, hvor frivillige kan lære hinanden at kende og høre mere om projektet og planerne for det næste år. Vi vil sørge for coronaforbyggende tiltag og overholde retningslinjerne til alle aktiviteter og møder samt finde digitale løsninger, hvis nødvendigt.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Vil du være frivillig verdensmåls-filmmager og gøre en forskel for børn

Er du vild med FN’s 17 verdensmål og film? Har du lyst til at sprede kendskabet om målene gennem filmproduktions-workshops for børn? Vil du lære at lave stop motion-film af høj kvalitet med et bæredygtigt budskab samt at udvikle og afvikle medieworkshops på egen hånd? Så er det dig, vi leder efter!

Se invitationen her og del den i dit netværk! Måske du eller en du kender har en verdensmålsfilmmager i maven.

Om projektet
I 2020 starter Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber (DaBUF) et nyt projekt, der skal udbrede kendskabet til verdensmålene hos børn gennem workshops i stop motion-filmproduktion. I den forbindelse søger vi 6 personer mellem 16-25 år, der skal udgøre projektets team.

Sammen skal de 6 i løbet af 2020 udvikle og afvikle 8 stop motion-workshops i børnefilmklubber rundt omkring i landet. Teamet vil starte med et weekendforløb, hvor de klædes på af en professionel stop motion-animator, lærer om verdensmålene samt får værktøjer til at undervise børn i disse gennem filmproduktion. Derefter har teamet frie tøjler til selv at udvikle den type stop motion-workshops, som de synes er sjove. Der vil være en projektkoordinator fra DaBUF tilknyttet, som vil støtte og rådgive de unge i deres arbejde. 

Om dig

  • Du er mellem 16-25 år.
  • Du har lyst til at undervise børn mellem 9-12 år i verdensmålene og stop motion-produktion.
  • Du er vild med filmproduktion og verdensmålene – eller du kunne godt tænke dig at blive det! 
  • Du har lyst til at blive en del af et fælleskab og afvikle fede workshops.
  • Du kan deltage i en uddannelsesweekend d. 7. – 8. marts 2020.
  • Du kan være med til at afvikle 8 stop motion-workshops. Derudover kan du deltage i ca. 6 planlægningsmøder over et år.

Lyder det som noget for dig? Så send en ansøgning – en video, en skriftlig ansøgning eller en illustration. Din ansøgning skal indeholde:

  • En beskrivelse af dig selv: Hvem er du og hvad laver du til daglig? 
  • Din motivation for at blive en del af Filmmagernes verdensmål: brænder du for at formidle verdensmålene, kan du lide at lave film, er du vild med at undervise, mv.
  • Praktisk information: navn, alder og bopæl.

Send din ansøgning til sekr@nulldabuf.dk senest d. 25. februar. Du får svar på din ansøgning kort efter deadline. Har du spørgsmål er du velkommen til at skrive til samme mail.