Klub Kurz 17/5: Denne aften byder vi på 4 kortfilm, og genrerne spænder vidt – lige fra sci-fi til hverdagslig rutine

Denne aften kommer du lidt omkring. På programmet har vi fortællinger lige fra de eventyrlige i den hede ørken, på det våde hav og i det ydre rum til skildringer af den trivielle hverdag i Danmark. Det hele kommer til at foregå torsdag d. 17. maj. Igen åbnes dørene kl. 19.00, og første film vises kl. 20.00. Der er selvfølgelig fri entré!

Tilmeld dig eventen her: www.facebook.com/events/407971885909946

DROMEDARERNE I DJÆVLENS HAVE (2011) foregår i et af de mest barske og golde områder i verden, nemlig Saharas ørken. Her følger vi dromedarejeren Miin, som bor i en af de fire vestsahariske flygtningelejre. Det vestsahariske folk ser dromedaren som et nærmest guddommeligt dyr, og i flygtningelejren er de dybt afhængige af at spise dens kød, drikke dens mælk og bruge den til transport. Filmen skildrer Miin, der mod alle ods har formået at skabe sig et godt liv i en flygtningelejr ved hjælp af den guddommelige dromedar.
Dromedarerne i Djævlens Have var også på programmet sidst, men pga. tekniske problemer blev visningen af denne film aflyst. Derfor vender vi stærkt tilbage med den på torsdag.

Produktion: Lene Kjær Jensen, Jens Raunkjær Christensen og Celine Deela
Længde: 8 min.

Oceaniden

Oceaniden 2

OCEANIDEN (2010) er en våd fortælling. Mågerne skriger og bølgerne klasker monotont mod båden. Filmen beretter stemningsfyldt om, hvordan livet på en fiskekutter pludseligt ændrer sig, da dagens fangst byder en overraskelse langt fra torsk og makreller. Som filmen udvikler sig, viser byttet sig at give et problem, der hurtigt overstiger fiskerikvoter og søsyge. Oplev Tommy Kenter som fordrukken kaptajn tilsat en ladning mystik fra de syv verdenshave og med waders i rigelige mængder.

Instruktør: Gorm Just
Længde: 8 min.

AKVARIUM (2011) handler om en ældre mand ved navn Sten. der lever isoleret fra samfundet. Hans liv er begivenhedsløst, og dagene flyder sammen. Den livsforladte hverdag har konsekvenser for Stens fisk, der bliver ved med at dø. De døde fisk betyder, at Sten nødsages til at bryde isolationen og byde virkeligheden indenfor, og dette resulterer i store forandringer for Stens rutineprægede liv.

Instruktør: Lasse Volfing
Længde: 7 min.

PAUSE

JUNK LOVE (2010) er en kortfilm, som henter stor inspiration fra 70’ernes klassiske sci-fi-film. Instruktør Nikolaj Feifer kom på idéen til filmen i forbindelse med et skoleprojekt, og han fortæller: ”Jeg fik idéen, fordi jeg oprindeligt ville fortælle en historie om en syg, døende mand. Så tænkte jeg for mig selv, at i stedet for at lave en klassisk hospitalshistorie, hvad kunne så være en endnu mere interessant metafor? For eksempel en mand i en metalkiste så langt væk fra alting som muligt – Én mand alene i universet.”

Instruktør: Nikolaj Feifer
Længde: 27 min.

Følg med på siden her:
www.facebook.com/klubkurz

Eller på bloggen her:
klubkurz.wordpress.com

Om KLUB KURZ
KLUB KURZ er en månedlig filmklub på Husets Café. Den 3. torsdag i måneden viser KLUB KURZ kortfilm og andre mindre filmproduktioner af både upcoming og mere etablerede filmfolk. Genrerne spænder bredt. Vi viser både animationsfilm, små dokumentarer, musikvideoer og meget andet.

Dørene åbner kl. 19.00 i Husets Café. Stemningen er afslappet, og der er indlagte pauser, hvor du kan hente forsyninger i baren. Efter filmvisningen spiller vi musik, snakker film og hygger os, indtil baren lukker.

Husets Café ligger på stueetagen i Huset i Magstræde (nu: Huset KBH). Indgangen finder du på Rådhusstræde 13, lige når du kommer igennem porten.

TWO DAYS ART 25.-26. MAJ 2012 – Kunstfestival på Louisiana

TWO DAYS ART 25.-26. maj 2012
Som en spejling af den overvejende nyere kunst, der er strømmet til Louisianas samling over de sidste tre år, afholder museet en to dages kunstfestival den 25. og 26. maj 2012 i direkte forlængelse af åbningen af nyerhvervelses-udstillingen Pink Caviar. Se festivalprogram på louisiana.dk
Two Days Art-festivalen er et livligt miks af foredrag, kunstnersamtaler, performances, oplæsning i skulpturparken ved tusmørke, musik, guidede ture og træf mellem folk – alt sammen drevet af nysgerrighed og den menneskelige samtale og samlet i et spækket program med 35 arrangementer fordelt over de to dage – først og fremmest tilrettelagt for museets gæster.
På festivalen kan du blandt andet møde nogle af fotografiets fornemste repræsentanter såsom Roni Horn og Paul Graham samt en konceptkunst klassiker som Hans-Peter Feldmann. Film vises af en af den amerikanske feminismes klassikere, Lynn Hersham Leeson, som ligeledes vil være til stede. Afslapning i musikalsk selskab med det kreative fænomen Henrik Vibskov eller performances af navne i samtidskunsten, som Jesper Just, er andre muligheder. Du kan høre om Daniel Richters guitar-spillende talebanere i Munchs blå bjerge og få indblik i kunstens processer fra Børnehusets regioner, hvor markante samtidskunstnere som Simon Evans og Tal R generøst delagtiggør publikum i deres arbejde…eller…Velkommen til TWO DAYS ART!

TWO DAYS ART er tilrettelagt af kurator Anders Kold.
TWO DAYS ART er støttet af Kulturstyrelsen.

FAKTA:
Two Days Art åbningstider:
Fredag den 25. maj kl. 11-23 og lørdag den 26. maj kl. 11-18.
Sær entrépris:
Samlet billetpris med adgang til begge festivaldage: 95 kr.
Se desuden festivalprogram og evt. yderligere information på: www.louisiana.dk.

 

Udstilling fra 24.5.-19.8. 2012 : Pink Caviar – Nyerhvervelser på Louisiana 2009-2011

Pink Caviar
Nyerhvervelser 2009-2011
24. maj – 19. august 2012

Kom til åbningsaften torsdag den 24. maj kl. 18.  Her skyder vi kunstfestivalen TWO DAYS ART (i dagene 25. & 26.5.)  i gang!
Gratis adgang fra kl. 18!
Med udstillingen Pink Caviar – Nyerhvervelser 2009-20011 løfter Louisiana sløret for, hvad museet har erhvervet af kunst til samlingen gennem de sidste tre år. Godt halvtreds kunstnere indtager Sydfløjen og dele af den underjordiske Grafikfløj med mere end 180 værker af ny kunst fra store dele af verden.
Den omfattende udstilling føjer en lang række nye navne til Louisianas samling, navne, som ikke vil være det brede publikum bekendt. Den rummer en mangfoldighed af værker og genrer, fra små tegninger til påtrængende skulpturer, fra fotografi til installation, fra maleri til video. Men først og fremmest rummer den et signal om, hvad Louisiana gerne vil vise med en samling, der i fremtidsperspektiv bliver mere og mere interessant at sætte i spil fra ophængning til ophængning.
Se mere på: louisiana.dk

 

LARM Vitale Arkiver: Digital radio i det 21. århundrede

“Digital radio i det 21. århundrede” er det første af tre foredrag om radioarkiver og forskning i det 21. århunderede.  Med de digitale mediers fremkomst har vores måde at tilgå radio ændret sig fundamentalt. Radio er ikke længere ”bare” radio, men et medie i samspil med en  hel mængde andre digitale medier. Denne udvikling bærer nye interessante muligheder for medieforskning med sig. Dagens to foredrag vil tilgå denne udvikling fra forskellige sider.

Sted: Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, lok. 21.0.49, Karen Blixens Vej 1, 2300 København S

Tid: Tirsdag d. 22 maj. Kl. 10-13.

 

Digital radio i det 21. århundrede

Under overskriften ‘Radioarkiv og -forskningsinfrastruktur’ arrangerer LARM tre foredragssessioner i 2012/13. Den første foredragssessioner handler om ‘Digital radio i det 21. århundrede’, og den åbner det undersøgelsesfelt, der går som en rød tråd gennem alle tre foredragssessioner: Hvordan kan et radioarkiv for det 21. århundrede — og dertil hørende forskningsinfrastruktur — se ud?

Det er vanskeligt at svare på dette spørgsmål, al den stund at vi ikke ved, hvordan radio ser ud om bare 10 år. Men tager man udgangspunkt i, hvordan radio har udviklet sig inden for de seneste 5-10 år, så springer især to ting i øjnene. For det første kan radio nu tilgåes på et utal af platforme (podcast, web, apps), og for det andet indgår radio på både programniveau og i den måde, hvorpå det tilgængeliggøres af afsenderen, i et tværmedielt samspil med andre udtryksformer såsom skrift og billeder (radio i samspil med fx Facebook og radio på web). Radio er ikke længere bare — kun — radio.

Denne nyorientering af radio udfordrer det traditionelle radioarkiv og radioforskningsinfrastrukturen. I de tre foredragssessioner vil det lange lys blive slået til for forhåbentlig at kunne ane konturerne af det radioarkiv, de kommende forskergenerationer kommer til at bruge. I den forbindelse vil centrale diskussionsemner være arkivbegrebet, radiobegrebet, radioplatforme og tværmedialitet — og relationerne mellem disse emner.

Den første foredragssession bærer som nævnt titlen ‘Digital radio i det 21. århundrede’, og den vil bestå af to foredrag:

“Deltakende lydmedier”

v. Lars Nyre

Det finnes lydmedier med en langt mer kompleks struktur enn FM og DAB, og de preger folks hverdagskommunikasjon på andre måter enn tradisjonell enveisradio. Hvilke ”affordances” har de interaktive løsningene som finnes på markedet nå? I foredraget går jeg systematisk gjennom tre ulike plattformer for lydmedier: 1) digital kringkasting, 2) bredbånd for PC/mac, laptop, etc. og 3) mobile nettverk for smarttelefon, iPad, etc Jeg er spesielt opptatt av hvilke systemer som finnes for å få lytterne til å registrere informasjon hos tilbyderne. Det amerikanske Pandora.com tilbyr for eksempel lytterne å knytte sanger til terrenget ved å bruke GPS-posisjonen på smarttelefonen. Jo mer lytterne ønsker å delta i utformingen av innholdet, jo mer informasjon må de legge igjen etter seg hos tjenestetilbyderne. (Marko Ala-Fossi ved Tampere Universitet er medforfatter).

Lars Nyre er førsteamanuensis i medievitenskap ved Universitetet i Bergen. Han forsker på brukeropplevelse, mediedesign og lydmedier, og har publisert resultater i Journalism Studies og Convergence. Nyre utgav Sound Media. From Live Journalism to Music Recording på Routledge i 2008, og har skrevet en lærebok i radiojournalistikk. Nyre er medlem i forskergruppen Digital Radio Cultures in Europe (www.drace.com), og er redaktør for Norsk medietidsskrift.

 

“Hvad er webradio? — om webradio og andre former for digital radio”

v. Niels Brügger

‘Digital radio’ bruges ofte som samlebetegnelse for alt ‘det nye’, fra internet- og webradio over DAB og podcast til radio på smart phones og tavlecomputere. Dette foredrag vil argumentere for, at betegnelsen ‘digital radio’ måske tidligere har været relevant, da udbuddet af ‘digital’ radio var begrænset, men i og med at al radio i stigende grad er digital både hvad angår produktion, distribution og konsumptionsplatforme, så bliver betegnelsen for bred og intetsigende. Der kan derfor være god grund til at se på forskellene mellem de mange slags ‘digital radio’ med henblik på at tegne et mere nuanceret billede af de store forskelle der er mellem ‘digitale radioer’. Dette gøres i denne forelæsning ved at undersøge webradioens former og funktioner i et radiohistorisk perspektiv.

Niels Brügger er lektor og leder af Center for Internetforskning, Aarhus Universitet. Han forsker i webhistorie, er ved at skrive dr.dks historie, og har senest redigeret bøgerne Web History (Peter Lang, 2010) og Histories of Public Service Broadcasters on the Web (m. M. Burns; Peter Lang, 2012).

Forelæsningerne vil være åbne for alle interesserede.

SWOP – international dansefestival for børn og unge

Dansen har fået et nyt publikum – og det er ungt! Børn og unge danser og ser dans som aldrig før, nye måder at skabe dans for børn og unge på opstår i Europa, og nye tværeuropæiske netværk titter frem som fx Fresh Tracks Europe.

Åben Dans, Danmarks eneste egnsdanseteater, kaster bølgen ind over landet, når de lancerer Danmarks første, internationale dansefestival for børn og unge: SWOP Festival.
SWOP Festival rykker fra Roskilde og ud i syv byer i Kultur Region Midt- og Vestsjælland fra d. 19. – 27. maj med ni fantastiske kompagnier fra Danmark og Europa – og billetterne er helt gratis.

700 børn danser
SWOP Festivalen ligger i forlængelse af Åben Dans’ ønske om at give så mange børn og unge som muligt en danseoplevelse – som publikum og ved at danse selv. Det sker takket være Kulturregion Midt- og Vestsjælland og en række støttegivere i takt med Åben Dans’ egne aktiviteter – lokalt og internationalt. Kig med i vores nye, introduktionsvideo,
som er produceret i forbindelse med SWOP Festivalen her.

SWOP betyder at bytte, derfor swopper vi amok på SWOP! Vi swopper ikke bare forestillinger på tværs af regionale og nationale grænser. Vi swopper også erfaringer og bevægelser på en masse biblioteker, teatre, kulturhuse og hele 22 skoler.

Vi tager børn alvorligt – og det er sjovt!
Åben Dans tager dans for børn og unge alvorligt, og har derfor sammensat et program med offentlige forestillinger og skoleforestillinger, der både underholder og udfordrer med noget for alle aldersgrupper. Se hele programmet på www.swopfestival.dk

Hvordan oplever børn dans?
Hvordan kan vi forberede børn på danseforestillinger? Hvordan oplever børn at være en del af dans som kunstform? Det er bare nogle af de spørgsmål, som SWOP Festivalen kaster op i luften til workshops og seminar med kompetente kræfter fra hele Europa.
Lørdag d. 26. maj fra kl. 10-18 arrangerer Åben Dans et seminar om børns oplevelse af dans i samarbejde med Statens Teaterskole Efteruddannelsen. Her gæster Liesbeth Wildschut, lektor ved Institut for Teater, Film og TV, Utrecht Universitet, Holland, og Charlotte Svendler Nielsen, adjunkt i idrætspædagogik, Institut for Idræt (KU).

Monna Dithmer, danseanmelder og teaterredaktør på Politiken, er moderator.

Den roste Couple-Like #2 bliver også vist samt et nyt lille værk: Chalk About #2 af Christine Devaney (Glasgow) og Leandro Kees’ (Argentina/Tyskland), der arbejdede med en hollandsk skoleklasse under et Fresh Tracks Europe Seminar, hvor eleverne ønskede masser af blod og dinosaurer på scenen serveret med pizza!

Læs mere på www.swopfestival.dk

Med venlig hilsen,
Aaben Dans

Swingdans med Per “Rock”, vi søger Swing/Jazz bands.

Cafe Zusammen har været så heldige at booke Per “Rock”, en af de mest garvede swingdansere i danmark, til at komme og undervise i swingdans for nybegyndere den 26 maj. Som flere gange tidligere Danmarks mester og garvet swinginstruktør for Swingshoes, er vi sikre på at det vil blive et fedt arrangement. Vi vil gerne holde den fede stemning kørende hele aftenen. Derfor leder vi efter et Swing eller Jazz band, som vil byde op til dans i en 45-60min. Har du lyst til at komme og optræde for en 40/50 festglade swingdansere, så vil vi gerne høre fra dig. Vi er en non-profit cafe drevet af frivillige fra Ungdommens Røde, så ethvert overskud går til at forbedre udsatte børn og unges vilkår. Derfor kan vi ikke betale penge for en optræden. Men vi giver aftensmad og 2 øl/vand til alle bandmedlemmer. Derudover er der tilfredsstillelsen og karmaen ved at gøre verden til et bedre sted.

 Deltagelse i arrangementet er gratis og du er velkommen til at deltage uanset om du vil spille for os eller ej. Det foregår på Cafe Zusammen på H. C. Ørstedsvej 47 – 1879 Frederiksberg C. Undervisning for nybegyndere i swing med Per ‘Rock’ og Maria fra Swingshoes starter fra 19:00 og fortsætter til 20:30, derefter vil der være en lille pause på 30 min. Og derefter live band i 45-60 min.

 Hvis du er interesseret, så skriv til mig på

andreas.damgaard.pedersen@nullgmail.com

 www.cafezusammen.dk

www.per-rock.dk

www.swingshoes.dk

Praktik i spændende galleri for samtidskunst

HENNINGSEN gallery søger primo august 2012 en engageret galleriassistent

Kunne du tænke dig at være en del af et kunstgalleri i det centrale København? Har du interesse for kunsten i galleri-sammenhæng og lyst til at afprøve dine formidlingsevner i forhold til samtidskunst?

HENNINGSEN gallery er et dynamisk galleri, der viser såvel danske som internationale samtidskunstnere. De repræsenterede kunstnere arbejder med en bred vifte af medier lige fra abstrakte malerier over fotokunst til video og installationer.

Hvad skal du lave?
Dine primære opgaver bliver i samarbejde med kunstnerne at udarbejde pressemeddelelser og udstillingstekster. Det forventes derfor, at du er god til at udtrykke dig på skrift – både på dansk og engelsk.

Andre opgaver indebærer blandt andet:

– opdatering af kunstnermapper med profiler af galleriets kunstnere
– opsætning af udstillinger
– planlægning af ferniseringer
– opdatering diverse kunstkalendere/hjemmesider med udstillingsinfo
– assisterer på kunstmesser, såfremt der er messe i praktikperioden
– alment salg (med fast kommission på 10% ved eget salg)

Desuden indgår du i den daglige hverdag med at passe galleri og udstillinger.

Hvad tilbydes du?
Praktikplads, hvor du selv kan være med til at bestemme arbejdstimer og periode. Praktikken er ulønnet, men til gengæld er køleskabet fyldt op, og der vil altid være kaffe. Du får muligheden for at udvikle og øge dit kendskab til den københavnske kunstscene, samt få din daglige gang i et spændende og kunstnerisk miljø.

Eventuelle spørgsmål, samt ansøgning bedes sendes pr mail senest d. 15. juli til

andreas@nullhenningsengallery.com

 

FRIVILLIGE SØGES TIL TOVE STORCH PERFORMANCE PÅ LOUISIANA D. 26.05.2012.

Vi søger ca. 40 frivillige, der har lyst til at medvirke i en performance af Tove Storch lørdag d. 26.05.2012 på Louisiana. Anledningen er udstillingen Pink Caviar, der præsenterer museets nyerhvevelser, heriblandt fire skulpturer af Storch.

Performancen ‘Oplæsning af blå’ går kort fortalt ud på, at 35-40 personer går ind i foredragssalen på Louisiana, sætter sig på en stol og bladrer gennem hver sin bog. Bøgerne er unika værker af Storch, der har lavet bøgerne i forskellige nuancer af farven blå. Selve performancen varer ca. et kvarter.

Programmet er følgende:

Lørdag d. 26. maj
Program:

kl 10.45     Vi mødes på havnevej 7 (bag museet nede ved stranden), se vedlagte kort.
kl 11- 12    Instruktion og øve
kl 12 – 13    Frokost
kl 14.15     Kan vi komme ind i Koncertsalen
(hver statist tager sin stol med inden for som står klar på havnevej)
kl. 15 – 15.15     PERFORMANCE
kl. 15.16     Alle forlader salen og tager stole og bøger med ud.

Som tak tilbyder Louisiana følgende ’pakke’ til deltagerne:
•    Invitation til åbning af udstillingen PINK CAVIAR,  torsdag d. 24. maj kl. 18
•    fribillet til festivalens første dag, fredag d. 25. maj
•    tur-retur transport i hovedstadsområdet på performance-dagen, lørdag den 26.05
•    TWO DAYS café-kupon til køb af frokost + 1 drikkevare + 1 kop kaffe/the
•    1 udstillingsplakat og 1 PINK CAVIAR katalog.

Hvis du er interesseret i at være med i performancen kontakt venligst Caroline Bøge fra Nils Stærk på email caroline@nullnilsstaerk.dk.

Vi hører gerne fra dig hurtigst muligt!

Mange venlige hilsner
Caroline Bøge
Associate director

NILS STÆRK
NY CARLSBERG VEJ 68
DK-1760 COPENHAGEN V
TEL: +45 3254 4562
WWW.NILSSTAERK.DK

 

 

 

DOXBIO søger frivillig og/eller praktikant til markedsføringsopgaver og/eller event-produktion.

DOXBIO søger frivillig og/eller praktikant til markedsføringsopgaver og/eller event-produktion.

Periode: 2. semester af 2012

DOXBIO er Danmarks første landsdækkende biografklub for dokumentarfilm. Klubben minder om ”Filmporten” og ”Biografklub Danmark” men med rum for kreative indslag lokalt og med dokumentarfilm på plakaten.

Vi leverer skræddersyede forløb for hver enkelt filmtitel, hvilket inkluderer samarbejder med mange forskellige slags mennesker, organisationer og institutioner. Det betyder også, at markedsføringen er forskellig hver eneste gang, hvilket stiller krav til din kreativitet.

DOXBIO – Minimum 6 prominente dokumentarfilm årligt: Et nyt emne og film distribueres via et fast netværk af 50 biografer landsdækkende simultant og fulgt af events, debat mm. Et udvalg af film i DOXBIOs program: Food Inc., Into Eternity, Armadillo, Ambassadøren, The Good Life, Svend, Testamentet.

Du vil være med til at lancere vores efterårsprogram på minimum 3 film. Dette vil involvere presse, markedsføring, debatter og events. Kun opfindsomheden sætter grænser.

Som en del af DOXBIO vil du være med til at udvikle vort samarbejde med producenter, distributører og biografer over hele landet. Du vil samarbejde tæt med de to direktører men også med egne ansvarsområder.

Hvert forløb vil tilpasses specifikke studiekrav eller interesse. Ansvarsområdet vil knyttes direkte til en-to specifikke filmtitler.

Eksempler på arbejdsopgaver :
– Ide-generering til og afvikling af markedsføring og events.
– Arbejde med DOXBIOs tilstedeværelse på online-platforme
– Formidling; web-indhold, pressemeddelelser mm.
– Kontakt og koordinering med  samarbejdspartnere: trykkeri, biografer, producenter, mediepartnere, mm.
– Publikum research/strategi og udvikling af databaser.
– Direct marketing for filmen relevante målgrupper.

Opholdet er ulønnet. Til gengæld tilbyder vi: Muligheden for at være del af udviklingen af et markant initiativ i samarbejde med centrale producenter, biografer og distributører. Endelig har vi et ungt, kreativt og sjovt arbejdsfælleskab på Tagensvej 85F, 2200 N sammen med organisationerne CPH PIX, Buster og CPH:DOX.

Det er muligt tilpasse arbejdsdagene afhængigt af øvrige forpligtelser.

Hvis du er interesseret så send en kort e-mail og CV med de fornødne kontaktoplysninger til Josephine Michau, josephine@nulldoxbio.dk

Ansøgningsfrist: 8. juni 2011

Med venlig hilsen

Josephine Michau

Se også hjemmesiden: www.doxbio.dk for yderligere info.

Hello Materials Blog

Hello Materials Blog
Dansk Design Center lancerer en international blog om materialer –  ‘Hello Materials blog“- hvor mere end 25 førende eksperter fra hele verden deler den nyeste viden indenfor materiale-innovation. De skriver om udviklingen inden for materialer i design og arkitektur og deler nogle af de mange spændende historier om nutidens og fremtidens materialer.
Formålet med bloggen er at fremhæve og dele nogle af de nyeste tendenser og den enorme mængde af viden om materialer, der eksisterer rundt omkring i verden. Hello Materials Blog vil desuden fungere som en ‘materiale-hub’, hvor vi samler information om materialeevents, -bøger, -blogs og andre materialenyheder. Hver uge vil eksperterne skrive nye indlæg, og dermed vil bloggen være i konstant udvikling. Det er vores ønske, at bloggen kan være med til at sætte større fokus på materialer, fordi de er, og bliver mere og mere afgørende i enhver designproces. Derudover er  fokus på materialer afgørende, hvis vi skal  sikre os en bæredygtig fremtid. Alt omkring os, alt vi omgiver os med er jo trods alt fremstillet af materialer.
Bloggen er også en del af Dansk Design Centers udstilling Hello Materials.
Har du idéer til indhold på bloggen, så skriv til blogredaktør Maria Hørmann – mho@nullddc.dk