SWOP – international dansefestival for børn og unge

Dansen har fået et nyt publikum – og det er ungt! Børn og unge danser og ser dans som aldrig før, nye måder at skabe dans for børn og unge på opstår i Europa, og nye tværeuropæiske netværk titter frem som fx Fresh Tracks Europe.

Åben Dans, Danmarks eneste egnsdanseteater, kaster bølgen ind over landet, når de lancerer Danmarks første, internationale dansefestival for børn og unge: SWOP Festival.
SWOP Festival rykker fra Roskilde og ud i syv byer i Kultur Region Midt- og Vestsjælland fra d. 19. – 27. maj med ni fantastiske kompagnier fra Danmark og Europa – og billetterne er helt gratis.

700 børn danser
SWOP Festivalen ligger i forlængelse af Åben Dans’ ønske om at give så mange børn og unge som muligt en danseoplevelse – som publikum og ved at danse selv. Det sker takket være Kulturregion Midt- og Vestsjælland og en række støttegivere i takt med Åben Dans’ egne aktiviteter – lokalt og internationalt. Kig med i vores nye, introduktionsvideo,
som er produceret i forbindelse med SWOP Festivalen her.

SWOP betyder at bytte, derfor swopper vi amok på SWOP! Vi swopper ikke bare forestillinger på tværs af regionale og nationale grænser. Vi swopper også erfaringer og bevægelser på en masse biblioteker, teatre, kulturhuse og hele 22 skoler.

Vi tager børn alvorligt – og det er sjovt!
Åben Dans tager dans for børn og unge alvorligt, og har derfor sammensat et program med offentlige forestillinger og skoleforestillinger, der både underholder og udfordrer med noget for alle aldersgrupper. Se hele programmet på www.swopfestival.dk

Hvordan oplever børn dans?
Hvordan kan vi forberede børn på danseforestillinger? Hvordan oplever børn at være en del af dans som kunstform? Det er bare nogle af de spørgsmål, som SWOP Festivalen kaster op i luften til workshops og seminar med kompetente kræfter fra hele Europa.
Lørdag d. 26. maj fra kl. 10-18 arrangerer Åben Dans et seminar om børns oplevelse af dans i samarbejde med Statens Teaterskole Efteruddannelsen. Her gæster Liesbeth Wildschut, lektor ved Institut for Teater, Film og TV, Utrecht Universitet, Holland, og Charlotte Svendler Nielsen, adjunkt i idrætspædagogik, Institut for Idræt (KU).

Monna Dithmer, danseanmelder og teaterredaktør på Politiken, er moderator.

Den roste Couple-Like #2 bliver også vist samt et nyt lille værk: Chalk About #2 af Christine Devaney (Glasgow) og Leandro Kees’ (Argentina/Tyskland), der arbejdede med en hollandsk skoleklasse under et Fresh Tracks Europe Seminar, hvor eleverne ønskede masser af blod og dinosaurer på scenen serveret med pizza!

Læs mere på www.swopfestival.dk

Med venlig hilsen,
Aaben Dans