Klub Kurz 17/5: Denne aften byder vi på 4 kortfilm, og genrerne spænder vidt – lige fra sci-fi til hverdagslig rutine

Denne aften kommer du lidt omkring. På programmet har vi fortællinger lige fra de eventyrlige i den hede ørken, på det våde hav og i det ydre rum til skildringer af den trivielle hverdag i Danmark. Det hele kommer til at foregå torsdag d. 17. maj. Igen åbnes dørene kl. 19.00, og første film vises kl. 20.00. Der er selvfølgelig fri entré!

Tilmeld dig eventen her: www.facebook.com/events/407971885909946

DROMEDARERNE I DJÆVLENS HAVE (2011) foregår i et af de mest barske og golde områder i verden, nemlig Saharas ørken. Her følger vi dromedarejeren Miin, som bor i en af de fire vestsahariske flygtningelejre. Det vestsahariske folk ser dromedaren som et nærmest guddommeligt dyr, og i flygtningelejren er de dybt afhængige af at spise dens kød, drikke dens mælk og bruge den til transport. Filmen skildrer Miin, der mod alle ods har formået at skabe sig et godt liv i en flygtningelejr ved hjælp af den guddommelige dromedar.
Dromedarerne i Djævlens Have var også på programmet sidst, men pga. tekniske problemer blev visningen af denne film aflyst. Derfor vender vi stærkt tilbage med den på torsdag.

Produktion: Lene Kjær Jensen, Jens Raunkjær Christensen og Celine Deela
Længde: 8 min.

Oceaniden

Oceaniden 2

OCEANIDEN (2010) er en våd fortælling. Mågerne skriger og bølgerne klasker monotont mod båden. Filmen beretter stemningsfyldt om, hvordan livet på en fiskekutter pludseligt ændrer sig, da dagens fangst byder en overraskelse langt fra torsk og makreller. Som filmen udvikler sig, viser byttet sig at give et problem, der hurtigt overstiger fiskerikvoter og søsyge. Oplev Tommy Kenter som fordrukken kaptajn tilsat en ladning mystik fra de syv verdenshave og med waders i rigelige mængder.

Instruktør: Gorm Just
Længde: 8 min.

AKVARIUM (2011) handler om en ældre mand ved navn Sten. der lever isoleret fra samfundet. Hans liv er begivenhedsløst, og dagene flyder sammen. Den livsforladte hverdag har konsekvenser for Stens fisk, der bliver ved med at dø. De døde fisk betyder, at Sten nødsages til at bryde isolationen og byde virkeligheden indenfor, og dette resulterer i store forandringer for Stens rutineprægede liv.

Instruktør: Lasse Volfing
Længde: 7 min.

PAUSE

JUNK LOVE (2010) er en kortfilm, som henter stor inspiration fra 70’ernes klassiske sci-fi-film. Instruktør Nikolaj Feifer kom på idéen til filmen i forbindelse med et skoleprojekt, og han fortæller: ”Jeg fik idéen, fordi jeg oprindeligt ville fortælle en historie om en syg, døende mand. Så tænkte jeg for mig selv, at i stedet for at lave en klassisk hospitalshistorie, hvad kunne så være en endnu mere interessant metafor? For eksempel en mand i en metalkiste så langt væk fra alting som muligt – Én mand alene i universet.”

Instruktør: Nikolaj Feifer
Længde: 27 min.

Følg med på siden her:
www.facebook.com/klubkurz

Eller på bloggen her:
klubkurz.wordpress.com

Om KLUB KURZ
KLUB KURZ er en månedlig filmklub på Husets Café. Den 3. torsdag i måneden viser KLUB KURZ kortfilm og andre mindre filmproduktioner af både upcoming og mere etablerede filmfolk. Genrerne spænder bredt. Vi viser både animationsfilm, små dokumentarer, musikvideoer og meget andet.

Dørene åbner kl. 19.00 i Husets Café. Stemningen er afslappet, og der er indlagte pauser, hvor du kan hente forsyninger i baren. Efter filmvisningen spiller vi musik, snakker film og hygger os, indtil baren lukker.

Husets Café ligger på stueetagen i Huset i Magstræde (nu: Huset KBH). Indgangen finder du på Rådhusstræde 13, lige når du kommer igennem porten.

Skriv et svar