Lær at lave radio! Tag med LARM på Vallekilde Højskole

LARM på Vallekilde

8-14. juli

Tag med LARM på Vallekilde og lær at lave radio: Workshops i radiomontage, eksplorativ radio, radio drama og live radio. Undersøg verden med ørene, få erfaring med interviews, optage- og redigeringsteknikker. Du behøver ikke være en nørd til lydteknik eller at have erfaring med radiojournalistik. Kurset henvender sig til alle lyd- og radio-afficionados uanset alder og erfaring.

Workshops:

Eksplorativ radio – Radio som en metode til at undersøge verden 

I den eksplorative radio workshop er der fokus på at lytte; lytte til folk omkring os, lytte til naturen, til kulturen og til alt det som er del af og imellem de to, kort sagt lytte til verden på ny. Sådan kan vi finde ud af, hvordan vi ved hjælp af lige præcis høresansen kan forstå den verden. Workshoppen er eksperimentelt anlagt. Og processen vigtigere end det færdige resultat.  Vi lader os inspirere af soundscapebevægelsen, af antropologiske metoder og af lydkunst, når vi hver dag arbejder med nye måder at undersøge ved hjælp af lyd og høresans.

Undervisere:

Jacob Kreutzfeldt, post.doc. i LARM-projektet, hvor han forsker i radioens soundscapes.  Jacob underviser i auditiv kultur, har produceret kulturradio på P1, kurateret udstillinger om lydkunst, senest om japansk lydkunst, og bidraget til udgivelser om lyd og audio, herunder ”Performer Højholt” om Per Højholts lydorienterede værk

Sandra Lori Petersen, Phd-stipendiat på Institut for Antropologi på Københavns Universitet, hvor hun arbejder med radiostemmer i Frankrig og spændingsfeltet mellem den personlige stemme og det at have en demokratisk stemme i samfundet. Sandra er tidligere leder for LARM Radio.

 

 

Radio drama – dragende dialoger og fængslende lyduniverser

På denne workshop kan man lære om hørespillets dramaturgiske fortælleformer med dialoger, filtre, forvrængninger, fortrængninger og forestillinger, tilsammen et dramatisk lydunivers. Radiodrama workshoppen introducerer til hørespillets dramaturgiske og tekniske virkemidler gennem teori og praktiske øvelser. Du kommer til at deltage i produktionen af en radiodramaføljeton i 2 dele. Produktionen omfatter alt fra arbejdet med tekster, effektlyde og optagelser af reallyde til instruktion og redigering og final cut på de indfangede lydspor. Undervejs diskuteres produktionerne, og der bliver mulighed for at få professionel feedback.

Og så skal der lyttes til både, smukt, grimt, fantastisk og uhyggeligt radiodrama – highlights fra radioarkivet.

Undervisere: 

Stine Ankerbo, antropolog og akademisk medarbejder på LARM Audio Research Archive, hvor hun arbejder med tilgængeliggørelse af små lydarkiver og fungerer som rådgiver for producenter på LARM radio. Freelance for Reportagen på P1 fra 2008-2011. Lyddesigner, lyd- og lysafvikler på teaterstykket ”Rødhætte og Ulven” ved Børneteatret “Den blå dør”.

Bente Larsen, uddannet i Moderne Kultur og Kulturformidling. Projektkoordinator for LARM-projektet med fokus på radio dramatik. Har forsket og undervist i film, radio- og tv-fiktion og skrevet artikler om film og tv-dramatik. Har i dette forår en workshop i samarbejde med DR Drama om udviklingen af et hørespil fra ide til færdig produktion, se www.larm-archive.org.

 

Midt i nuets plaskende puls – live på Vallekilde

Liveradio er en adrenalinrus, hvor forberedelse, nærvær, snarrådighed og musikalitet skal gå op i en højere enhed. Liveholdet på Vallekilde sender 2 gange om dagen – programmer med studieinterviews, musik, indslag og fortællinger. Du kommer til at prøve kræfter med både det direkte interview, værtsrollen, teknikken og de forproducerede indslag. Og du lærer at skabe flow, stemning og øjenkontakt med dine lyttere.

Kurset veksler mellem teori og praksis. Du arbejder i dagens løb sammen med din produktionsgruppe på at forberede de udsendelser, I har ansvaret for. Og så mødes hele holdet til effektiv efterkritik af dagens programmer og radioteori med masser af eksempler fra ind- og udland. Kurset kræver ikke andre forudsætninger end energi, engagement og gåpåmod – for vi begynder at sende lige efter, vi mødes på Vallekilde.

Underviser:

Susanna Sommer, journalist og programmedarbejder på DRs P1. Vært på reportageprogrammet Stedsans og en lang række livesendinger og -programmer gennem årene. Underviser studieværter og reportere i sprog, historiefortælling, reportage mv. Se mere på www.words.dkwww.dr.dk/stedsans eller https://twitter.com/#!/susannasommer

 

Hør og SE – Workshop i billedskabende radio

Her skal vi ned i værktøjskassen og finde ud af, hvordan man producerer levende Radio.

Vi skal arbejde med lydfortællinger, der skaber farverige billeder på lytterens indre skærm.

Deltagerne får mulighed for at prøve kræfter med  produktion af reportage, interview og optagelse af scener. Vi vil øve os i at optage flot lyd, redigere vore optagelser og montere stemmer med sound-design og musik. Den mere teoretiske del vil i høj grad tage udgangspunkt i deltagernes egne produktioner, og hver deltager afslutter med at producere sit eget radioprogram.

Så velkommen til en omgang forførende, indsigtsfuld, perspektivrig, følelsesmættet, troværdig, nysgerrig, humoristisk, meningsbærende og farverig RADIO.

 

Undervisere:

Kirsten Laumann: Producer, radiomontør og erfaren underviser i radioproduktion.  Har gennem mere end 40 års ansættelse i DRs montageafdeling produceret utallige radiomontager, blandt andet montagen “Deroute på første klasse fra 2006″. Hun er blevet belønnet med både den prestigefyldte Prix Italia i 2005 og den endnu mere prestigefyldte Prix Europa i 2000.”

Sabine Hviid uddannet fra Montageskolen på DR – P1, som producer/tilrettelægger i 2000. Har produceret henved 20 montager og features i ind- og udland (WNYC og BBC). I en årrække tilknyttet Ultralyd på P1. Har været underviser og coach for nye radiotalenter for Radiophonic Narrations. Med kollegaen Rikke Houd har hun desuden lavet workshops i radio for unge i samarbejde med bla KNR i Grønland og CBC North i Canada.

 

Vallekilde Højskole, Højskolevej 9, 4534 Hørve

For tilmelding se http://vallekilde.dk/ugekurser/larm-radiovaerksted.

MIE OLISE: DEN TAVSE STATION i Nikolaj Kunsthal


Med Den Tavse Station tager Mie Olise os med på en dobbelt-sporet ekspedition fra det virkelige Mors og det fiktive Jante til Holland og Newfoundland og hjem igen – en udstilling der konstant krydser sporene mellem fiktion og virkelighed.
Det er den hidtil største udstilling af Mie Olise, samt den første i København.
Den Tavse Station er en stor installation, der væver to rejser sammen. Kunstnerens spor relaterer sig på forskellig vis til den litterære figur Espen Arnakke, som dels er hovedpersonen i Aksel Sandemoses berømte selvbiografiske værk En flygtning krydser sit spor, dels navnet på et skib, som kunstnerens far byggede i 1977, siden solgte og tabte sporet af.
Installationen Den tavse Station består af en togstation i fuld skala – togstationen som går igen i flere af Sandemoses litterære værker. Den forladte togstation samler dermed Olises to ekspeditioner: Der er skibsmaster mellem skinnerne, en kakofoni af lyde, historier fra de mange ejere af skibet og Arthur Ludlow, der med kraftig newfoundlandsk accent beretter om sin fars og Sandemoses venskab.
Publikum inviteres til at gå ind på togstationen eller sætte sig på perronen og lytte til de mange lydspor. På udstillingen finder man desuden en række mindre installationer, bl.a. et sejl med konstruktionstegningerne af skibet broderet i 1:1 hængende fra en trapez, en installation med to forbundne pladespillere, samt et kæmpe maleri af en død sneugle i en kagedåse. Installationerne tager afsæt i de to rejsers spor og især dér, hvor de krydser hinanden.

Fernisering fredag den 9. marts kl. 17

Gratis omvisninger udvalgte lørdage i udstillingsperioden. Tilmelding er ikke nødvendig.

Se mere på http://kunsthallennikolaj.dk/

FORFATTERDAG på Museet for Samtidskunst – Unge forfattertalenter og kendte forfattere skriver nyt indhold til aktuel ord-udstilling


Armando Andrade Tudela © Laura Gianetti

Tid: 10. marts kl. 13-16
Sted: Museet for Samtidskunst, Stændertorvet 3A, DK-4000 Roskilde, (1. sal)
Pris: Gratis, når entre til udstillingen er betalt: Voksne: 40 kr. Pensionister og medlemsrabatter: 20 kr. Børn & unge under 18 samt studerende: Gratis

Lørdag d. 10. marts inviterer Museet for Samtidskunst til et særarrangement, som fører dig ind i ordkunstens verden. Værker fra den aktuelle udstilling Never odd or even – ord og tekst skaber rum får helt nyt liv, når tre kendte forfattere og udvalgte talenter fra Forfatterskolen går i kødet på et udvalg af værkerne. De tre forfattere Jens Blendstrup, Cia Rinne og Nikolaj Zeuthen optræder med Never odd or even performance, som er en del af den mexicanske kunstner Mariana Castillo Deball’s bogprojekt, der består af 30 bogforsider til uskrevne bøger. Et udvalg af de tomme bogforsider får nu indhold: Cia Rinne opfører The Letter E is Everywhere akkompagneret af lyd af Sebastian Eskildsen. Nikolaj Zeuthen reflekterer over Tingenes essens i et helt nyt digt, mens Jens Blendstrup tager os med på tur i Denne bog er et sort hul. Den indeholder en grandtante og en onkel, og en vej og en strand. Mariana Castillo Deball er selv til stede ved arrangmentet og introducerer Never odd or even performance.

PROGRAM:

Forfatterskolen optræder med udgangspunkt i udstillingens værker:
Kl. 13.10: Martin Bastkjær Christensen, Museum
Kl. 13.20:Hannah Lutz, Ursula Scavenius og Josefine Graakjær Nielsen, UVB-76
Kl. 13.50: Molly Balsby Nielsen, Quirijin
Kl. 14: Ida Holmegaard, Where’s the rest of me

Never odd or even performance med introduktion af Mariana Castillo Deball
kl. 15.00: Cia Rinne med lyd af Sebastian Eskildsen, The Letter E is Everywhere
kl. 15.20: Nikolaj Zeuthen, Tingenes essens
kl. 15.40: Jens Blendstrup, Denne bog er et sort hul. Den indeholder en grandtante og en onkel, og en vej og en strand

Om udstillingen Never odd or even – ord og tekst skaber rum:
13. januar til 8. april 2012 viser Museet for Samtidskunst udstillingen Never odd or even – ord og tekst skaber rum, som handler om at udtrykke sig i ord. Udstillingen præsenterer ord- og tekstbaserede værker i form af tekstbilleder, vægtekster, ord-skulpturer, “skriv-med”, animationsfilm og mind maps. Værkerne fokuserer på det skrevne ords evne til at aktivere en indre forestillingsverden og indgår i et arkitektonisk samspil med udstillingsrummene.
Titlen, som på dansk betyder “aldrig ulige eller lige”, antyder en tvivlssituation, men er også et ordspil – et palindrom, som læses ens forfra og bagfra. Ordlegen og publikums evne til mentalt – og flere steder helt konkret – at udfylde og færdiggøre værkernes indhold er på spil.

Never odd or even performance er støttet af Statens Kunstråd – Forfattercentrum

www.samtidskunst.dk

Ekko præsenterer: Filmkunstnere i tiden

Leth, Boe, Arcel, Sidse Babett, Joachim Trier, Brügger, Lindholm. Oplev en perlerække af filmfolk på Ekkos sommerkurs i Ebeltoft!

Til sommer træder Filmmagasinet Ekko ud af spalterne – og medbringer en række af de filmstjerner, som vi normalt skriver om.

Under titlen ”Ekko præsenterer: Filmkunstnere i tiden” står den på filmdiskussion, forpremierer og eksklusive master classes på Filmhøjskolen i Ebeltoft.

Kurset løber af stablen 24.-30. juni. Chefredaktør Claus Christensen og Ekkos redaktion vil lede slagets gang. Billetter til kurset kan købes her.

PROGRAMMET FOR EKKOS SOMMERKURSUS 24.-30. JUNI:

Jørgen Leth & Christoffer Boe: Den kunstneriske proces
To af dansk films mest stilbevidste instruktører er gået sammen. De giver et indblik i deres kunstneriske samarbejde om spillefilmsprojektet The Expatriate.

Sidste Babett Knudsen: Det gode skuespil
Den bramfri skuespiller tager et afbræk fra optagelserne til tredje sæson af Borgen for at tale om godt skuespil.

Vinca Wiedemann: Susanne Biers nye komedie
Vi holder snigpremiere på Susanne Biers imødesete komedie Den skaldede frisør. Biers tætte samarbejdspartner, konsulenten Vinca Wiedemann, fortæller om tilblivelsen, og vi prøver at få Susanne Bier, der er på optagelse i Afrika, med på videolink.

Nikolaj Arcel: Manuskriptets anatomi
Instruktøren, der vandt en Sølvbjørn for bedste manuskript i Berlin med En kongelig affære, dissekerer det gode manuskript.

Joachim Trier: Oslo, 31. august og norsk nybølge
Nordens mest interessante unge filmskaber lige nu er norske Joachim Trier, og han vil fortælle om sine to mesterværker, Oslo, 31. august og Reprise.

Tobias Lindholm: Kapringen og ”reality rules”
Lindholm bragte den hårdtslående virkelighed tilbage på lærredet med R og er snart klar med Kapringen, hvor Pilou Asbæk spiller en skibskok, der bliver kidnappet af pirater spillet af somaliske drenge med AK-47’ere.

Jonas Elmer & Rune Tolsgaard: IRL og impro-metoden
Elmer og den tidligere Angora-dreng Rune Tolsgaard præsenterer deres kommende projekt IRL. Filmen bygger på den improvisationsmetode, som Elmer også brugte i sin kultdebut Let’s Get Lost.

Mads Brügger: Performativ journalistik
Manden bag Ambassadøren og Det røde kapel er et af den danske dokumentarbølges hovednavne og forelæser på kurset om sin særlige ”performative journalistik”.

Kristian Selin Eidnes Andersen: Masterclass i filmmusik og lyddesign
Lars von Triers faste komponist Kristian Selin Eidnes Andersen giver en master class i et område, som sjældent belyses: filmmusik og lyddesign.

Satire og sort humor hos Bob Dylan i 60’erne

D. 15. marts starter forelæsningsrækken ”Satire og sort humor hos Bob Dylan i tresserne” på Folkeuniversitetet i København.

Efter mordet på Kennedy, raceurolighederne og krigen i Vietnam mister Bob Dylan troen på, at protesten overhovedet kan gøre nogen forskel, så længe den finder sted inden for samfundet. I forelæsningerne belyses det, hvordan Bob Dylan i stedet retter sin protest mod selve systemet igennem sin brug af satire og sort humor.

Cand.mag. Christoffer Henneberg er forelæser.

Læs mere om kurset og tilmeld dig her.

KuViBa.dk – online bibliotek for kunst og kulturstof

Klik ind på KuViBa.dk og find spændende bøger og rapporter om kunst og kulturområdet.

KuViBa er en kulturvidensbank, hvor man finder en oversigt over bøger, rapporter og andre publikationer om arkitektur, billedkunst, film, litteratur, musik, scenekunst, kunsthåndværk og design, spil og multimedier samt kunst og kultur generelt – og hvor materialet kan købes, lånes eller downloades.

 

KuViBa har fokus på:

– Vilkårene og potentialerne for det danske kulturliv.

– Kunstens og kunstnernes økonomiske og arbejdsmæssige vilkår i Danmark.

– Kunstens rolle i samfundet, herunder hvad kunsten og kulturen kan bidrage med til det omkringliggende samfund.

Hensigten er at strukturere og tilgængeliggøre den eksisterende viden inden for disse temaer.

 

Dansk Kunstnerraad har taget initiativ til KuViBa.dk.

 

Nyhedsbrev

Cirka hver anden måned udsender KuViBa et nyhedsbrev med de seneste udgivelser. Ønsker du at modtage nyhedsbrevet bedes du sende en mail til kuviba@nulldansk-kunstnerraad.dk.

OPLÆSNING VED JOSEFINE KLOUGART

ONSDAG DEN 7. MARTS KL. 17.00
Den unge forfatterkomet Josefine Klougart læser op af debutromanen Stigninger og fald og af den nye roman Én af os sover, der netop er udkommet.

© Sofie Amalie Klougart

Hendes debutroman blev rost til skyerne, og hun er blevet kaldet den stærkeste yngre forfatter, vi har overhovedet. Nu har hendes tredje roman fået anmelderne til at juble igen. Mød Josefine Klougart på GL STRAND, hvor hun vil læse op og signere bøger.

Én af os sover handler om kærlighed og om at forlade og blive forladt. Romanen skildrer en ung kvindes smerte og desillusion og portrætterer hendes tab af kærlighed. Samtidig er det en beretning om umuligheden af helt at tage afsked og glemme, og en insisteren på at der findes en kærlighed, der overskrider tid og sted.

Josefine Klougart, født 1985, debuterede i 2010 med romanen Stigninger og fald, der blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2011. Den 17. februar udkom hendes fjerde bog Én af os sover på forlaget Rosinante. Josefine Klougart har læst kunsthistorie og litteraturhistorie på Århus Universitet og dimitterede fra forfatterskolen i 2010.

PRESSEN SKREV:

”Klougart er og bliver en mester”
– Lillian Munk Rösing, Information

”En af årets bedste romaner”
– Per Krogh Hansen, Berlinske Tidende

”En tænksom og henførende bog”
– Anders Juhl Rasmussen, Kristelig Dagblad

”Én af os sover er, med alle sine ornamenter, med sin intenst villede inderlighed, med sin genuint usædvanlige egenartethed og sin stærkt formede, på skift lakoniske og boblende prosa en fascinerende roman om kærlighed og kærlighedstab.”
– Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken

ONSDAG DEN 7. MARTS KL. 17.00 I FESTSALEN
Entré: 35 kr. (ekskl. entré til udstillingen) / Medlemmer gratis
Tilmelding på T: 33 36 02 60 / E: info@nullglstrand.dk
Én af os sover kan købes på stedet til 300 kr.
Se mere på http://www.glstrand.dk/udstillinger_aktuel.htm

 

D. 8. marts på Hovedbiblioteket: “Patteprinsen og de skinhellige drager – eventyrlige feministiske billeder” af Jette Hansen

Kom til international kvindedag. Mød forfatteren Jette Hansen
På Hovedbiblioteket torsdag d. 8. marts kl. 17-18.30

Hovedbiblioteket markerer dagen med foredrag og debat ved forfatter og feminist Jette Hansen, hvis skarpe debatbog udkommer samme dag. Hovedbiblioteket fejrer det, og der vil være slagtilbud på bogen.

____________________________________________________________________________________

Jette Hansen er forfatter og mag. art. Hun har markeret sig i køns- og seksualitetsdebatten herhjemme i årevis. Tidligere har hendes pen vakt forargelse, vrede og jubel.

_____________________________________________________________________________________
Jette Hansen vil udfolde sine analyser og kritiske spørgsmål angående køn og ligestilling:
Feminismen har mindre indflydelse end nogensinde på samfundsudviklingen – men fylder mere end nogensinde som et negativt kollektivt fantasifoster og hadeobjekt både hos unge mænd og kvinder.
Unge mænd og unge kvinder synes at være fælles om fikseringen af feministen som en overvældende magtfuld, tyrannisk og destruktiv figur, det gælder om at gøre oprør imod. Den fremvoksende såkaldte »blå feminisme« er helt og holdent inspireret af denne forestilling. Det er svært at få øje på noget egentlig positivt defineret kønspolitisk samfundsprojekt, der ikke bare består i at kritisere (forestillingen om) 70’er-feministernes holdninger og synspunkter.
Kampen for frigørelse er ikke slut, kvindernes kamp for adgangen til ordene og til pengene er ikke forbi – men hvad skal der til?
Er medierne fulde af myter om, at feministerne sviner mændene til, og at kvinder omvendt aldrig kritiseres? Hvorfor?
Jette Hansen belyser påstande og spørgsmål med en række hyperaktuelle mediehistorier. Bl.a. voldssagen om reality-parret Amalie og Peter, diskussionen om ’tabermanden’, striden om de ammende kvinder i Illum, prostitutionsdebatten mv.