Kom i praktik på Ekko!

ekko_praktikEkko søger en-to praktikanter (m/k), som kan tiltræde 1. februar. Praktikstillingen er fire dage om ugen og varer et halvt år.

Som praktikant på Ekko får du mulighed for at arbejde med:

* Journalistiske opgaver (nyheder, interviews, anmeldelser) til hjemmesiden
* Mindre tekster til magasinet
* Research, redigering og billedsøgning
* Sociale medier
* Dvd-produktion og Ekkos nye kortfilmhitliste
* Kontakt til danske distributionsselskaber
* Markedsføring og PR
* Events
* Administrativt arbejde

Du vil få indsigt i den redaktionelle proces og være en del af et kreativt miljø med en bred kontaktflade i den danske filmbranche. Du vil være tæt på bladets ledelse og få en grundig sparring og efterkritik. Desuden byder praktikstillingen på forefaldende opgaver.

Du skal være dygtig til at skrive, have gennemslagskraft og lyst til en hektisk dagligdag med korte deadlines og mange bolde i luften. Du skal udføre opgaver, som bliver udstukket af redaktionen, men også selv komme med initiativer og ideer.

Praktikstillingen er ulønnet.

Filmmagasinet Ekko er Danmarks største uafhængige blad. Magasinet har med markeret sig stærkt i filmdebatten, og der har ofte været blæst om magasinet, senest i efteråret, hvor Peter Aalbæk farede i flint over et essay. Magasinet har højt kvalificerede læsere, blandt andet gennem kollektive abonnementer med Danske Filminstruktører, Producentforeningen, Danske Dramatikere, Journalistforbundets tv-gruppe og Filmarbejderforeningen. Magasinet har lokaler på Frederiksberg.

Send en kort ansøgning, et cv samt to eksempler på mindre skriftlige arbejder (artikler) til medredaktør Jacob Ludvigsen på jacob@nullekkofilm.dk. For yderligere oplysninger: Ring på tlf. 8838 9292.

Ansøgningen skal være hos os senest 25. januar kl. 12. Læs mere om magasinet på www.ekkofilm.dk.

Med venlig hilsen,

Redaktionen

 

Filmmagasinet Ekko søger hjemmesideskribenter

Filmmagasinet Ekko har givet sin hjemmeside en tiltrængt grafisk overhaling. Vi benytter lejligheden til også at opruste på indholdssiden og søger derfor filmentusiastiske, talentfulde skribenter, der kan bidrage med nyheder, interviews og anmeldelser.

Ekkos hjemmeside er et supplement til det fysiske magasin med vægt på det dagsaktuelle filmstof, der både henvender sig til cineaster, filmnørder, branchefolk og alment kulturinteresserede.

På det nye site vil vi anmelde ugens premierefilm, og vi vil bringe endnu flere nyheder fra den danske og internationale filmverden. Som fast hjemmesideskribent skriver du to-fire tekster om måneden. Hver anden uge deltager du i et redaktionsmøde, hvor du pitcher idéer og får opgaver. Du skal dog også være frisk på indimellem at springe til med kort varsel, hvis en historie pludselig opstår.

Du behøver ikke have set hele årets iranske filmudbud, men du skal have en solid filmviden og brænde for feltet. Du må meget gerne have praktisk erfaring med at skrive i forskellige journalistiske genrer, men det vigtigste er, at du kan svinge pennen, så læserne bliver engageret og udfordret. Du skal kunne byde ind med originale holdninger og personlige vinkler.

Der vil være et symbolsk beløb for visse artikler, men det skal være lysten, som driver værket.

Send to-tre eksempler på tekster, du er stolt af at have skrevet, til chefredaktør Claus Christensen på cc@nullekkofilm.dk. Inkluder gerne både en anmeldelse og en tekst i en anden journalistisk genre. Fristen er fredag 12. oktober kl. 12.

Snigpremiere: I somaliske piraters vold

Kom til Ekko-snigpremiere på det nervepirrende drama Kapringen på tirsdag i Empire Bio med instruktør Tobias Lindholm og skuespiller Søren Malling.Skibet har været kapret, sømændene har været gidsler, rederiet har været ude for en kapring – i virkeligheden.

Kapringen er fiktion, men den er så tæt på virkeligheden, som man overhovedet kan komme. Optagelserne har således fundet sted i piratfyldt farvand i Det Indiske Ocean.

Det nervepirrende drama tager fat, da et dansk fragtskib bliver kapret af somaliske pirater. I centrum står to almindelige danske mænd, som er under et kolossalt pres: skibets tilfangetagne kok (Pilou Aspæk) og skibsrederen (Søren Malling), der fra Danmark forsøger at forhandle gidslerne fri.

Filmen får premiere 20. september, men allerede tirsdag 4. september kl. 20 viser Ekko filmen i Empire Bio i København.

Efter filmen er der Q&A på scenen med instruktøren Tobias Lindholm og skuespilleren Søren Malling, som vil fortælle om de usædvanligt realistiske forhold, filmen er optaget under. Og filmsnakken fortsætter i Empires foyer, hvor Royal Unibrew sørger for øl og vand.

35-årige Tobias Lindholm har haft vind i sejlene, siden han blev uddannet fra Filmskolens manuslinje i 2007. Som manusforfatter har han hjulpet Thomas Vinterberg tilbage til succes med Submarino og Jagten og været med til at skrive tv-serien Borgen. Som instruktør debuterede han (og Michael Noer) med fængselsdramaet R, der både vandt en Bodil og en Robert for bedste film i 2010.

Kapringen, Lindholms anden spillefilm, får fem stjerner i det spritnye Ekko.

”Søren Malling er mere neddæmpet og sårbar, end vi er vant til at se ham. Og med et kompromisløst tag på virkeligheden ligner Tobias Lindholm for alvor fremtidens mand i dansk film,” skriver Ekkos anmelder Jesper Bo Petersen.

Billetter koster kr. 95 og kan bestilles online på Empire Bio.

Verdenspremiere på unik dansk spillefilm

Kom til verdenspremiere tirsdag i Grand, få det nye nummer af Ekko – og mød Anders Rønnow Klarlund, der har skabt en film uden sidestykke i dansk filmhistorie: The Secret Society of Fine Arts.

Den tyske komponist Karlheinz Stockhausen vakte forargelse, da han kaldte 9/11 det største kunstværk nogensinde. Nu tager Anders Rønnow Klarlund tråden op.

En gruppe undergrundskunstnere sprænger Berlins zoologiske museum i luften og erklærer, at det er en kunstnerisk handling. Deres mål er at sætte skønheden fri. Skuespilleren Eva Kovacs fascineres af gruppens kompromisløshed og slutter sig til dem.

Men hvor går grænsen mellem kunst og terror?

”Terroristernes bedrift er, at de ud over at slå folk ihjel er æstetisk ambitiøse. De skaber uudslettelige, visuelle spor i os, som medierne ukritisk svælger i,” siger 41-årige Anders Rønnow Klarlund, der gang på gang har udfordret filmkunstens grænser – blandt andet med den allegoriske dukkefilm Strings (2004) og den bidske politiske satire Hvordan vi slipper af med de andre (2007).

Denne gang eliminerer Klarlund mediets vigtigste bestanddel – det levende billede – og skærper vores sanser ved at fortælle sin historie gennem hundredvis af stillbilleder. Billederne er bearbejdet til noget, der minder om 3D – uden at man skal have 3D-briller på!

”Min kærlighed til film bunder i uforudsigeligheden, men den tilgang har vi desværre mistet ved at glemme formen som et filmisk virkemiddel,” siger Anders Rønnow Klarlund.

”Faktum er, at vi slapper mere af, når vi ser en krigsfilm, end når vi stirrer ind i en hvid væg. Hvis vi skal flytte publikums opfattelse af verden, må vi gå nye veje. Det har jeg forsøgt at gøre med denne film.”

Verdenspremieren på The Secret Society of Fine Arts finder sted på tirsdag 28. august kl. 21.30 i Grand Teatret i København. Efter filmen er der Q&A med Anders Rønnow Klarlund, og filmens cast vil også være til stede.

Billetter koster 80 kroner og kan købes på grandteatret.dk. Aftenen afsluttes med en forfriskning i biografens foyer.

Med i prisen følger det dugfriske nummer af Ekko, der byder på en dvd med The Secret Society of Fine Arts og Chris Markers franske stillbilled-klassiker La Jetée, der kan fejre 50 års jubilæum i år.

The Secret Society of Fine Arts er produceret af Louise Vesth, Ida Marie Harder Jeppesen og Katja Adomeit for Zentropa med støtte fra New Danish Screen. Besøg filmens hjemmeside, hvor du se traileren og hente stills fra filmen.

Kom i praktik på Ekko!

Filmmagasinet Ekko søger en-to praktikanter (m/k), som kan tiltræde i juli eller starten af august. Praktikstillingen er fuld tid og varer et halvt år (fire mdr. efter aftale).

 

Som praktikant på Ekko får du mulighed for at arbejde med:

  • Journalistiske opgaver såsom artikler (nyheder, interviews) til hjemmesiden
  • Mindre tekster til magasinet
  • Research, redigering og billedsøgning
  • Arbejde med sociale medier
  • Dvd-produktion
  • Kontakt til danske distributionsselskaber
  • Bistå med markedsføring og PR
  • Arrangere events
  • Administrativt arbejde

Du vil få indsigt i den redaktionelle proces og være en del af et kreativt miljø med en bred kontaktflade i den danske filmbranche. Du vil være tæt på bladets ledelse og få en grundig sparring og efterkritik. Desuden byder praktikstillingen på en række mindre, forefaldende opgaver.

Praktikstillingen er ulønnet.

Filmmagasinet Ekko er Danmarks største uafhængige filmblad. Bladet har markeret sig stærkt i filmdebatten med personlige reportager, dybdeborende interviews og skarpe anmeldelser. Magasinet nyder en bred anerkendelse og har højt kvalificerede læsere, blandt andet gennem kollektive abonnementer med Danske Filminstruktører, Producentforeningen, Danske Dramatikere, Journalistforbundets tv-gruppe og Filmarbejderforeningen. Magasinet har lokaler på Frederiksberg.

Send en kort ansøgning, et cv samt to eksempler på mindre skriftlige arbejder (gerne artikler) til medredaktør Jacob Ludvigsen på jacob@nullekkofilm.dk. For yderligere oplysninger: Ring på tlf. 88389292.

Ansøgningen skal være hos os senest 1. juni kl. 12. Læs mere om magasinet på www.ekkofilm.dk.

Oscar-vinder får dvd-premiere med Ekko

 


Det iranske mesterværk Nader og Simin — en separation er dvd-gaven i det nye nummer af Ekko, der følger op med et tema om ”Film i verdens brændpunkter”.

Den har vundet nærmest alle de priser, den har kunnet komme i nærheden af: Oscar, Golden Globe, Guldbjørn, engelsk BAFTA, fransk César og dansk Bodil.

Asghar Farhadis iranske Nader og Simin — en separation var sidste års helt store filmoverraskelse. Mange missede den dog utvivlsomt, da den kørte i biografen, men det er der råd for nu.

Filmen får nemlig dansk dvd-premiere med det nye nummer af Ekko, som er på gaden onsdag den 9. maj og kan købes for 89 kroner. Den 15. maj kommer filmen i almindeligt dvd-salg til 149,95 kroner.

Nader og Simin er navnene på et vingeskudt ægtepar, der er endt i skilsmisseretten. Simin vil tage deres fælles datter med til et bedre liv i udlandet — men Nader nægter, da han ikke kan forlade sin gamle, syge far.

Filmen tager en uventet drejning, da en tjenestepige ansættes, og penge forsvinder fra Naders lejlighed. Temperamenterne kommer i kog, og pludselig er den rolige Nader under anklage. Nader og Simin udvikler sig til et medrivende drama om løgn, skyld og moral, hvor personerne står i ægte dilemmaer.

Nader og Simin var sidste års bedst anmeldte film:

”Om et par årtier vil Nader og Simin være et af disse mesterværker, der stadig holder” Roger Ebert, Chicago Sun-Times

”Forestil dig, at Alfred Hitchcocks minutiøse fokus på plot møder Ingmar Bergmans overvældende følelsesmæssige kraft” Kenneth Turan, Los Angeles Times

Dvd’en følges op af et tema i magasinet om ”Film i verdens brændpunkter”, der blandt andet byder på et portræt af 40-årige Asghar Farhadi, en samtale med filippinske Brillante Mendoza og Carsten Jensens essay om en amerikansk skildring af Afghanistan-krigen i både skrift og billeder.

Ekko #57 kan fra på onsdag købes i udvalgte kiosker og biografer over hele landet. Abonnement bestilles online eller på tlf. 8838 9292.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Ekko-release med snigpremiere

Freud for de frække

Oplev Keira Knightley, Michael Fassbender og Viggo Mortensen i det pikante trekantsdrama A Dangerous Method, når Ekko lancerer nyt nummer onsdag 9. maj.

Hvis du tror, at psykoanalyse bare er tør teori, kan du godt tro om igen.

Omkring Sigmund Freud blomstrede fortrængningerne og perversionerne, som han skrev om. Og Freuds elev C.G. Jung havde — imod sin mesters vilje — et sadomasochistisk forhold til deres fælles patient Sabina Spielrein.

I David Cronenbergs A Dangerous Method fortælles historien. Den 9. maj udkommer det nye nummer af Ekko, og i den anledning viser vi filmen, som først har dansk premiere den 21. juni.

Canadiske Cronenberg har altid udforsket menneskets fascinerende skyggesider, ikke mindst i Fluen, Videodrome og A History of Violence. Og i hans hænder er historien om Freud, Jung og Spielrein blevet til et særdeles pikant trekantsdrama — med tre af tidens mest markante skuespillere i hovedrollerne.

Keira Knightley spiller Spielreins traumer helt ud. Det er Michael Fassbender, der spanker hende i rollen som Jung, mens halvdanske Viggo Mortensen med cigaren kronisk i mundvigen inkarnerer Sigmund Freud.

Det er første gang, filmen bliver vist i Danmark.

Med billetten følger det spritnye nummer af Ekko, hvor A Dangerous Method bliver debatteret og fyldigt dækket. Dansk films Freud-ekspert Christian Braad Thomsen anmelder, og filmprofessor Torben Grodal gør op med arven fra pskoanalysens faderfigur.

Filmen vises den 9. maj i Grand Teatret i København og starter klokken 21.30. Efter filmen byder Ekko og Grand på en forfriskning i biografens foyer.

Billet plus magasin koster 80 kroner og kan købes på www.grandteatret.dk under ”Genveje til billetbestilling” i højremenuen.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Ekko præsenterer: Filmkunstnere i tiden

Leth, Boe, Arcel, Sidse Babett, Joachim Trier, Brügger, Lindholm. Oplev en perlerække af filmfolk på Ekkos sommerkurs i Ebeltoft!

Til sommer træder Filmmagasinet Ekko ud af spalterne – og medbringer en række af de filmstjerner, som vi normalt skriver om.

Under titlen ”Ekko præsenterer: Filmkunstnere i tiden” står den på filmdiskussion, forpremierer og eksklusive master classes på Filmhøjskolen i Ebeltoft.

Kurset løber af stablen 24.-30. juni. Chefredaktør Claus Christensen og Ekkos redaktion vil lede slagets gang. Billetter til kurset kan købes her.

PROGRAMMET FOR EKKOS SOMMERKURSUS 24.-30. JUNI:

Jørgen Leth & Christoffer Boe: Den kunstneriske proces
To af dansk films mest stilbevidste instruktører er gået sammen. De giver et indblik i deres kunstneriske samarbejde om spillefilmsprojektet The Expatriate.

Sidste Babett Knudsen: Det gode skuespil
Den bramfri skuespiller tager et afbræk fra optagelserne til tredje sæson af Borgen for at tale om godt skuespil.

Vinca Wiedemann: Susanne Biers nye komedie
Vi holder snigpremiere på Susanne Biers imødesete komedie Den skaldede frisør. Biers tætte samarbejdspartner, konsulenten Vinca Wiedemann, fortæller om tilblivelsen, og vi prøver at få Susanne Bier, der er på optagelse i Afrika, med på videolink.

Nikolaj Arcel: Manuskriptets anatomi
Instruktøren, der vandt en Sølvbjørn for bedste manuskript i Berlin med En kongelig affære, dissekerer det gode manuskript.

Joachim Trier: Oslo, 31. august og norsk nybølge
Nordens mest interessante unge filmskaber lige nu er norske Joachim Trier, og han vil fortælle om sine to mesterværker, Oslo, 31. august og Reprise.

Tobias Lindholm: Kapringen og ”reality rules”
Lindholm bragte den hårdtslående virkelighed tilbage på lærredet med R og er snart klar med Kapringen, hvor Pilou Asbæk spiller en skibskok, der bliver kidnappet af pirater spillet af somaliske drenge med AK-47’ere.

Jonas Elmer & Rune Tolsgaard: IRL og impro-metoden
Elmer og den tidligere Angora-dreng Rune Tolsgaard præsenterer deres kommende projekt IRL. Filmen bygger på den improvisationsmetode, som Elmer også brugte i sin kultdebut Let’s Get Lost.

Mads Brügger: Performativ journalistik
Manden bag Ambassadøren og Det røde kapel er et af den danske dokumentarbølges hovednavne og forelæser på kurset om sin særlige ”performative journalistik”.

Kristian Selin Eidnes Andersen: Masterclass i filmmusik og lyddesign
Lars von Triers faste komponist Kristian Selin Eidnes Andersen giver en master class i et område, som sjældent belyses: filmmusik og lyddesign.

Ønsk dig Ekko i julegave

Man kan i et snuptag bestille et Ekko-abonnement i julegave, så du kan roligt skrive det på ønskesedlen.

Når SU’en knap rækker til pasta med ketchup, er det ikke alle studerende, som har råd til at abonnere på Filmmagasinet Ekko.

Men juleaften er den aften på året, hvor ønsker går i opfyldelse, og drømmer du om et abonnement på Ekko, kan du roligt skrive det på ønskesedlen.
Det er nemlig utrolig let for mor, faster eller bedstefar at bestille et julegaveabonnement på Ekko.

De udfylder blot dette skema på Ekkos hjemmeside eller ringer til Ekkos sekretariat på 88 38 92 92. Så vil du ikke bare finde det seneste nummer af Ekko under juletræet i år – hele næste år vil magasinet automatisk dumpe ind ad din brevsprække.

Man kan også ønske sig Ekkos samlede udgivelser fra 2011. Prisen for begge gaver er 395 kroner inklusive forsendelse. Vil man selv forære et Ekko-abonnement til én, man holder af, så følger der en dvd-gave med til den glade giver.

Hvis man vil være sikre på, at gaven når frem til jul, skal den bestilles inden 21. december.

 

Med venlig hilsen

Redaktionen