D. 8. marts på Hovedbiblioteket: “Patteprinsen og de skinhellige drager – eventyrlige feministiske billeder” af Jette Hansen

Kom til international kvindedag. Mød forfatteren Jette Hansen
På Hovedbiblioteket torsdag d. 8. marts kl. 17-18.30

Hovedbiblioteket markerer dagen med foredrag og debat ved forfatter og feminist Jette Hansen, hvis skarpe debatbog udkommer samme dag. Hovedbiblioteket fejrer det, og der vil være slagtilbud på bogen.

____________________________________________________________________________________

Jette Hansen er forfatter og mag. art. Hun har markeret sig i køns- og seksualitetsdebatten herhjemme i årevis. Tidligere har hendes pen vakt forargelse, vrede og jubel.

_____________________________________________________________________________________
Jette Hansen vil udfolde sine analyser og kritiske spørgsmål angående køn og ligestilling:
Feminismen har mindre indflydelse end nogensinde på samfundsudviklingen – men fylder mere end nogensinde som et negativt kollektivt fantasifoster og hadeobjekt både hos unge mænd og kvinder.
Unge mænd og unge kvinder synes at være fælles om fikseringen af feministen som en overvældende magtfuld, tyrannisk og destruktiv figur, det gælder om at gøre oprør imod. Den fremvoksende såkaldte »blå feminisme« er helt og holdent inspireret af denne forestilling. Det er svært at få øje på noget egentlig positivt defineret kønspolitisk samfundsprojekt, der ikke bare består i at kritisere (forestillingen om) 70’er-feministernes holdninger og synspunkter.
Kampen for frigørelse er ikke slut, kvindernes kamp for adgangen til ordene og til pengene er ikke forbi – men hvad skal der til?
Er medierne fulde af myter om, at feministerne sviner mændene til, og at kvinder omvendt aldrig kritiseres? Hvorfor?
Jette Hansen belyser påstande og spørgsmål med en række hyperaktuelle mediehistorier. Bl.a. voldssagen om reality-parret Amalie og Peter, diskussionen om ’tabermanden’, striden om de ammende kvinder i Illum, prostitutionsdebatten mv.

Skriv et svar