Job som mentor for studerende på Visuel Kultur

Jeg er kvindelig studerende på Visuel Kultur og søger en mentor, som læser på kandidaten på Visuel Kultur eller Kunsthistorie. Jeg leder efter en kvinde, som helst skal være 30 år eller derover.

• Du skal være fagligt dygtig og have gode karakterer
• Du skal have social indsigt og kunne rumme at jeg har psykiske problemer

Jeg har brug for hjælp til:

• Skriftlige opgaver: Strukturering, hjælp til at komme i gang og korrekturlæsning
• Tekster: Læsning, gennemgang og diskussion
• Planlægning og strukturering af ugen

Jobbet er lønnet og på 20 timer dette semester. Vi planlægger sammen hvordan timerne skal fordeles i løbet af semesteret. I næste semester skal jeg skrive speciale, og regner med at ansættelsen kan forlænges. Du skal derfor have lyst til at være mentor frem til omkring januar 2012.

Ansøgningsfristen er fredag den 18. februar 2011 kl. 12. Jeg regner med at ansættelsen starter ca. fra 1. marts. Ansøgningen skal sendes til studievejleder Morten Helmstedt på e-mailadressen mortenh@nullhum.ku.dk.

”Open Mic” på IKK Festival ’11

Har du noget, du vil afsløre? Eller har du en lille spirende eller stor og svulmende kunstner gemt i dig?

De forskellige studier på IKK spænder over en bred vifte af kreative og kunstneriske områder, og på IKK Festival ’11 har du som studerende mulighed for at vise verden, hvad du har at byde på.

Fredag d. 4. marts kl. 12.15 – 15.00 vil Roland Bar åbne dørene for et forum a la ”Open Mic Night”, hvor de studerende kan eksponere deres egne værker og projekter i kaffebarens afslappede miljø. Disse kan være i form af litteraturoplæsninger, filmfremvisninger, lydbilleder, performative oplæg – i princippet alt mellem himmel og jord – så længe din kunst bevæger sig indenfor festivalens rammer omkring afsløring af identiteten.

Meld dig derfor til arrangementet, hvis dit artistiske hjerteblod skal flyde og fylde dette rum, hvor dine medstuderende og andre interesserede kan få del i din kunstneriske verden.

Har du lyst til at deltage, så send en mail til Simon på: simon@nullikkfestival.dk med dine kontaktoplysninger og en kort beskrivelse af, hvad du har lyst til at bidrage med.

OBS: Festivalens program kan nu ses på http://ikkfestival.dk/?page_id=10

Stiftende generalforsamling i IKK Alumne

IKK ALUMNE

Kom til stiftende generalforsamling torsdag d. 10. marts 2011 kl. 17.00 på Nye KUA i lokale 21.1.15

Tanken bag IKK Alumne er at stille et inspirerende netværk af fagligt ligesindede til rådighed for færdiguddannede bachelorer og kandidater fra IKK og samtidig styrke og udvikle kontakten mellem IKK og de tidligere studerende.

IKK Alumne er i opstartsfasen og alt er endnu på tegnebrættet.

Mulighederne er mangfoldige. Man kunne bruge foreningen som en platform for gå-hjem-møder, kurser, erfaringensgrupper og studiekredse samt selvfølgelig også til mere uforpligtende socialt samvær med fagfæller, som alle brænder for kunst og kultur.

Tag dine gamle studiekammerater under armen og kom til IKK Alumnes stiftende generalforsamling – foreningens første ”Årsmøde” og vær med til at præge foreningen fra første færd.  

Læs mere om arrangementet og programmet i denne invitaion: IKK Alumne invitation

Du kan også følge os på Facebooksiden IKK Alumne og på https://www.kubulus.dk/Foreninger/Sider/IKKAlumne.aspx

Museet for Samtidskunst – Udstillingsprogram 2011

Hvad er Samtidskunst? 12.03.11 – 05.06.11
Udover at være et godt spørgsmål, er det samtidig titlen på vores forårsudstilling, hvor museet viser værker og arkivmateriale fra sin kunstsamling.
Spørgsmålet søges besvaret gennem en række værkeksempler, som museet siden sin etablering i 1991 har indsamlet. Udstillingen præsenterer lydinstallationer, lydskulpturer, performancedokumentation, konceptværker, videokunst og meget andet. Som en aktiv del af udstillingen, vil der blive arbejdet med formidlingen af værkerne.

Inuit Live 31.03.11 – 01.05.11
Inuit betyder menneske på grønlandsk. Inuit Live præsenterer den nyeste kunst fra Grønland gennem performances, kunstvideoer og kunstnersamtaler på udvalgte dage i april. Inuit Live! er Museet for Samtidskunsts bidrag til Roskilde Kommunes kulturfestival Inuit Nu! (www.roskilde.dk/inuitnu). Inuit Live! er kurateret af kunstner og kurator Iben Mondrup.

ACTS 28.05.11 – 29.05.11
Som et nyt tiltag afholder museet ACTS: Festival for Performativ Kunst, som er en tilbagevendende international festival for samtidskunst. Museet har sit fokusområde i den flygtige og handlingsprægede kunst og festivalen skaber rammerne for performancekunst, lydkunst/eksperimentalkoncerter og social kunst netop i det øjeblik, den finder sted.
ACTS byder således på live performances, eksperimentalkoncerter og lydvandringer i Roskilde – i og omkring museet i weekenden den 28. og 29. maj. Til familier og børn tilbydes et særligt program med kunstnergruppen Überlyd.

Trauma 19.06.11 – 11.09.11
I sommeren viser museet udstillingen Trauma 1-11, som er en totalinstallation, der præsenterer 10 års historie omkring kunstprojektet Det fri Universitet. Det fri Universitet eksisterede som privat initiativ i en lejlighed på Nørrebro i København drevet af kunstnerne Jakob Jakobsen og Henriette Heise, foruden den engelske kunstner Emma Hedditch, m.fl. Mange kunstnere fra ind- og udland bidrog til Det fri Universitet fra 2001-2007. Trauma 1-11 viser således eksempler på aktiviteter og udstillinger i forbindelse med Det fri Universitet.

Simple Interactions. Lydkunst fra Japan 24.09.11 -18.12.11
I efteråret 2011 viser museet en større præsentation af japansk lydkunst. Udstillingen fokuserer på lydkunst, som er en kunstform, som længe har været dyrket i Japan. Lydkunst, som en flygtig og næsten immateriel udtryksform har haft en fremtrædende betydning i japansk kunst, og japanske kunstnere har været pionerer på dette område. Museet for Samtidskunst ser frem til at åbne Simple Interactions med kunstnere, der har sans for det enkle og effektfulde.

Reframing Reality: Glimpses into the Lowave video archive og Arkivet: Kirsten Justesen FAMA 20.11.10 – 27.02.11
Hvis man er hurtig kan man inden udgangen af februar nå at se udstillingerne Reframing Reality: Glimpses into the Lowave Video Archive og Arkivet: FAMA – instant saints af Kirsten Justesen. Reframing Reality er et globalt videoprogram fra det parisiske Lowave videoarkiv. Arkivet er Museet for Samtidskunsts udstillingsplatform for arkiv- og dokumentationsmateriale. Kirsten Justesens performanceinstallation FAMA – Instant Saints fandt sted i Kunsthallen Nikolaj i 1997. Gennem dokumentation og værkgenstande genskaber Museet for Samtidskunst udstillingens fortælling, der tager udgangspunkt i rygtet om, hvordan en lille fjer kan blive til 10 høns og den hellige Katarina af Alexandria.

Formidling til skoler, familier og børn. I forbindelse med alle udstillinger tilbyder museet undervisningsforløb til børnehaver, folkeskoler, ungdomsuddannelser og de videregående uddannelser. I ferier tilbyder museet aktiviteter for familier og børn i museets værksted.

Besøg Museet for Samtidskunst og få en ny og anderledes kunstoplevelse!

Vel mødt!

Fernisering – TRANSIT … on the road again

Fredag, d. 18. februar 2011 kl. 17-20, Den Frie Udstillingsbygning

Med udgangspunkt i J.F. Willumsens unikke bygning eksperimenterer kunstnergruppen TRANSIT med produktion af stedspecifikke værker. TRANSIT blev dannet 1980 med det fælles udgangspunkt at undersøge præmisserne for installatorisk fremstilling og materialernes potentialer. Indholdsmæssigt forholder TRANSITS kunstnere sig til menneskets interaktion med naturen ved at anvende forskellige naturmaterialer i deres undersøgelser af æstetiske udtryk. Udstillingen i Den Frie Udstillingsbygning vil bestå af en række total-installationer, som sammen skaber et forløb af sanseoplevelser gennem hele bygningen.

På udstillingen kan man opleve:

Jane Balsgaards værk Lyset – Luften – Havet tager udgangspunkt i bygningens ovenlys for derved at indfange og forstærke vinterlyset. Jane Balsgaard arbejder typisk med mange forskellige sammensatte materialer og skrøbelige objekter. Alfio Bonannos installation Organic Intrusion er et ”work in progress”, der integrerer hele rummet og engagerer publikum. Interaktionen mellem kunstner, værk og beskuer er et kernepunkt i Bonannos installationer. Vibeke Glarbos installation Apollo goes to America er en personlig fortælling om menneskets livsvilkår. Denne Foto- og træinstallation tematiserer, hvad der sker, når menneskets vilkår og tilknytning til et bestemt sted ændres. Marianne Hesselbjergs projekt Blod er rødere end vand afspejler gru og konflikt, fred og skønhed. Materialevalg, stoflighed, taktilitet, form og proportioner er essentielle for værkets udtryk. Lotte Tauber Lassens værk Sort Sol tager afsæt i mytologiske symboler for solen. Rammen om installationen er et sortmalet rum med gengivelse af store urtegn på væggene. I videoen bliver lys og mørke parallelle størrelser i et evigt tilbagevendende kredsløb. Britt Smelværs installation Destination Damaskus tager afsæt i undersøgelsen af islamiske geometriske ornamenter, som går i dialog med rummets udformning. Typisk arbejder Smelvær med gentagelsesaspektet, som udmønter sig både i flader, udtryk og form.

I forbindelse med udstillingen afholdes en række arrangementer. Første arrangement BAG OM UDSTILLINGEN finder sted i Den Frie Udstillingsbygning den 19. februar kl. 11-13. Her vil de deltagende kunstnere fortælle om processerne bag udstillingen. Se www.denfrie.dk/index.php/da/arrangementer

Tower Sessions d. 17. feb kl 17: Talk med kunstnerduoen GIl & Moti og kurator Elisabeth Delin Hansen

Talk med kunstnerdouen Gil & Moti og udstillingens kurator, leder af Nikolaj Kunsthal Elisabeth Delin Hansen

D. 17. februar kl 17

Gil & Moti bruger deres personlige baggrund som udgangspunkt for bevidst naive kunstprojekter, hvor generøs interaktion skaber dialog mellem mennesker for at række over kulturelle og politiske konflikter. I talken vil kunstnere og kurator gå tættere på duoens projekter samt overvejelserne bag den aktuelle udstilling.

Læs om kunstnerne og deres udstilling i Politiken
Læs mere om Gil & Motis projekter på duoens hjemmside: www.gilandmoti.nl

MIBB søger bassist

The University of Copenhagen Jazz Big Band (MIBB) søger en ny kontrabassist, der også spiller elbas.

Du skal:

– Have masser af spille erfaring.

– Kunne komme til prøvem hver torsdag 17-20.

– Læse noder.

Vi kan tilbyde:

– 10-15 koncerter om året.

– 3-4 koncerter på Cph. Jazzfestival.

– Fedt, velfungerende band med vokalgruppe.

– Stort, blandet repertoire.

– Egne komponister og arrangører.

– Udlandsturnéer (efteråret 2011 til Boston).

Kontakt dirigent Mads Pagsberg:

tlf. 28 44 88 07

email: dirigent@nullmibb.dk

Vi holder løbende prøve på pladserne, så skynd dig at kontakte os.

Se og hør mere på mibb.dk

Thomas Iratus søger instruktørassistent

Vil du være med til at opsætte en teaterforestilling? Har du lyst til at arbejde et par intensive måneder med dygtige scenekunstnere fra Afrika og Europa?

Thomas Iratus er en teaterforestilling om det rige Nord og det fattige Syd. To unge mænd møder hinanden i Paris under de voldsomme sociale spændinger i 2005. Den ene er burkiner, søn af den afrikanske uafhængighedsbevægelse, og den anden er dansker, søn af det skandinaviske velfærdssamfund. Forestillingen kredser om spørgsmålet, hvordan man “tager sin historie på sig”.

Forestillingen får premiere på Københavns Musikteater d. 6. maj 2011. Vi søger en instruktørassistent, som vil hjælpe os med prøver og opsætning. Forudgående kendskab til teaterarbejde er en fordel, men intet krav. Vi forventer dog, at du har et godt kendskab til fransk, da forestillingen spiller på fransk. Arbejdet består primært i at planlægge prøver, tage noter og rette i manuskript, og bistå instruktøren i det praktiske arbejde omkring opsætningen.

Der vil være mulighed for at hjælpe til med at afvikle forestillingen. I den forbindelse betaler vi et mindre honorar.

Arbejdsperioden er 1. april – 15. maj.

Forfatter og iscenesætter er Kristian Husted, som har studeret ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, og er uddannet ved École Jacques Lecoq i Paris. Skuespillerne kommer
fra Burkina Faso, England, Mali og Sverige.

Stillingen er ulønnet, men vi dækker eventuelle rejseudgifter.

Send en mail til thomas.iratus@nullhotmail.com med et par ord om dig selv og kortfattet cv, eller ring til instruktøren, Kristian Husted: 51 34 13 83. Du kan se et par videoklip fra tidligere workshops her: http://thomasiratus.posterous.com/. Vi glæder os til at høre fra dig!