Festivalen KBH læser

Kunne du tænke dig at være med til at skabe et litteraturarrangement?

Festivalen kbh læser er en ukommerciel netværksfestival, som spreder læseglæden i hele byen. Vi vil gerne vise at litteraturen kan sætte perspektiv på hverdagen, og få folk op af stolen og ud over kanten.

 kbh læser har ikke nogen penge, men sørger for at forbinde og promovere alle de arrangementer, som vores arrangører finder på. Det du skal bruge, er således en begivenhed og et lokale. Vi kan bidrage med en plads i det trykte program, og den opmærksomhed, som festivalen får i medierne.

Måske er der en bestemt forfatter du synes fortjener opmærksomhed – måske har du en ide til hvordan litteratur kan præsenteres på en ny og spændende måde.  

 Sidste år præsenterede kbh læser fx Undergrundsfest, digtesymfoni, litteraturquizzer, Herman Bang-matineé, bogdating, oplæsning med lommelygte, præsentation af queer-forfattere, litterære byvandringer, poetry slam, sms-digte, skriveværksteder, absint-aften, maraton-oplæsning og selvfølgelig en masse traditionelle forfatter- og oplæsningsarrangementer.

Har du ideen og lysten til at stable et arrangement på benene, så skriv til Sara.Buch@nullkff.kk.dk

kbh læser 2011 finder sted fra den 4. til den 10. november.

 Intro- og inspirationsmøde for nye arrangører i begyndelsen af marts.

Foredrag med Michael Sheridan på Ordrupgaard den 23. februar kl. 17.30

Passion, håndværk og tradition
Foredrag om oprindelsen til den danske arkitekturs guldalder af Michael Sheridan 
 
Arkitekt Michael Sheridan fortæller om, hvordan den særlige danske variant af modernismen opstod og viser, hvordan en række unikke enfamilieshuse i 1950’erne og -60’erne blev det tydelige resultat. 
 
Michael Sheridan leder Sheridan Architect i New York og er anerkendt internationalt som ekspert i dansk arkitektur og møbeldesign fra det tyvende århundrede. Han skabte i 2006 udstillingen ”Poul Kjærholm – Møbelarkitekt” på Louisiana. Sheridan har skrevet bl.a. ”Room 606 – The SAS House and the Work of Arne Jacobsen” (2003), ”Poul Kjærholm – Møbelarkitekt” (2006)
 
I september udkommer ”Mesterværker. Det moderne hus i Danmark”, der danner baggrund for foredraget.
 
Pris: Kr. 25,-. eksl. entré til museet.

OBS: Foredraget er på engelsk.

Tilmelding på telefon 39 64 77 83 mellem 9-12.30 eller pr. e-mail ordrupgaard@nullordrupgaard.dk efter først- til- mølle- princippet.
 
Michael Sheridans ophold i Danmark er støttet af Nordea-fonden.

WORKSHOP-TILMELDING TIL IKK FESTIVAL 2011

Årets IKK Festival nærmer sig med hastige skridt, og det endelige program er lige på trapperne, så følg med på ikkfestival.dk

Årets festivaltema er Identitet. Under overskriften (Af)sløringer undersøges grænselandet mellem identitet og ikke-identitet, samt de mange ansigter hvormed den kommer til syne. Festivalen griber fat i temaer fra kønsidentitet og queer til nationalisme og identitetspolitik, fra fankultur og Zeitgeist til Second Life og multiidentiteter. Performativitet, autenticitet, maskerader, selviscenesættelse, identificering undersøges og udfordres af akademikere såvel som kunstnere.

Festivalen afholdes torsdag og fredag i uge 9, altså d. 3. OG 4. MARTS 2011. I løbet festivalens to dage vil årets tema blive udfoldet af undervisere og studerende fra IKK, udøvende kunstnere, toneangivende forskere, debattører mv. Programmet afsluttes fredag med en paneldebat med et udvalg af tidens toneangivende teoretikere og debattører, samt en fest, hvor en række kunstneriske og musikalske indslag vil præge aftenen.

Som en del af IKK Festival ’11s program, bliver der torsdag d. 3.marts kl. 13-17 afviklet ni workshops. Allerede nu er tilmeldingen til de ni workshops åben på http://ikkfestival.dk/?page_id=468, hvor du også kan læse om deres meget forskelligartede indhold. Tilmelding er nødvendig, hvis du ønsker at deltage i en workshop, og der er begrænsede antal pladser. Det er kun muligt at deltage i én workshop.

På snarligt gensyn!
IKK Festival

Praktikant til Film?værkstedet – filmvidenskab i børnehøjde

Mangler du praktisk erfaring indenfor filmformidling?
Filmværkstedet er et nyt projekt med målet at opstarte og etablere en filmforening for børn og unge på Nørrebro.

Filmværkstedet er et projekt med fokus på kvalitetsfilm til børn og unge. Vi kalder det for filmvidenskab i børnehøjde, fordi vi gerne vil introducere børn og unge til filmens magiske univers, indenfor forskellige genrer og perioder. Vi vil give børn muligheden for at se og forstå film på et andet plan end de er vante til, samt at introducere dem til praktisk filmproduktion.

I løbet af 2011 skal vi starte en masse gode aktiviteter op, som du kan få medindflydelse på.

Vi søger en der:
– har lyst til at arbejde med børn og unge i aldersgrupperne 6-12 år og 13-19 år indenfor filmformidling.
– der har mod på selvstændigt at lede et projektforløb.
– der interesserer sig for film og formidling.
– evt. har en filmfaglig eller kulturel baggrund, som fx filmvidenskabstuderende eller studerende ved IKK.

Vi kan tilbyde:
– et skræddersyet praktikforløb der passer lige præcis til dig.
– medindflydelse og selvstændigt arbejde.
– erfaring med projektledelse.
– samarbejde og sparring.
– en arbejdsplads i et dynamisk og mangfoldigt miljø på Nørrebro.

Har du lyst til at høre mere, så ring til projektleder Malene Kirkegaard på 25211182.

Send en ansøgning til Osramhuset, Valhalsgade 4, 2200 København N. eller malene8ni@nullgmail.com senest den 20. februar 2011.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Humornistisk revy 2011

Hvis du vil synge – spille – skrive –koordinere – holde overblik – finde på – være kreativ – tænke i form og indhold – danse – analysere – fremhæve det ’unikke’ – rime – hygge- forme – skabe – mene – udvikle – mærke – bakke op – finde tid …

Så skal DU DA VÆRE MED!

Kom til første møde d. 17.02.2011
på KUA i lokale 21.0.19
kl. 16-20 (eller så længe du kan)

Der vil være lidt mad og drikke til til de sultne maver og kreative hjerner.

Læs mere og meld dig ind i facebook-gruppen: RevyKlubben KUA (søg på navnet)
http://www.facebook.com/event.php?eid=197164853629564

Bedste hilsener

HumEnzym
www.humenzym.dk

HumEnzym er netværket for humanister, der går rundt med ideer i ærmet. Det er os, der byder dig op til revy-dans – fordi en revy består af alt det, som humanister er bedst til!

Skriv til Trappe Tusind

Skriv til TRAPPE TUSIND – tidsskrift for litteraturvidenskab # 6

I løbet af foråret vil Trappe Tusind føje et nyt nummer til rækken, og i den forbindelse efterlyser vi hermed bidrag til det, der skal blive Trappe Tusind nummer seks.

Trappen er som udgangspunkt temaløs, så der er frit slag, så længe bidraget på den ene eller anden måde handler om litteratur og litteraturvidenskab og/eller de interessante gråzoner, der omgiver litteraturen og videnskaben om den.

Vi ønsker os essays, artikler, endnu ukendte skriftformer, polemikker, kollektiv-tekster og (upublicerede) oversættelser. Eksperimenter såvel som ingen eksperimenter. Vi modtager ikke anmeldelser, men gerne læsninger – og meget gerne af ny litteratur. Skønlitteratur opsøger vi i udgangspunktet selv, men har du et godt forslag, er du velkommen til at kontakte os.

Vi lægger vægt på, at bidragene ikke nødvendigvis kun bliver til på skribentens skærm, men også finder deres form i et samarbejde mellem skribent og redaktion, der løber hen over foråret. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi blankt vil afvise færdige og formfuldendte bidrag, men at det, vi lige nu efterlyser, er skarpe ideer.

Send os derfor gerne en halv eller hel side, der præsenterer bidragets indhold, hvilken form, man forestiller sig, det kunne antage, og hvad det er for en nysgerrighed, der styrer projektet. Hvad der så at sige er anstødsstenen for dit bidrag. Bidragene kan udmærket tage udgangspunkt i stof, man har arbejdet med i universitetsopgaver, ligesom man selvfølgelig er velkommen til at bruge de akademiske greb og indsigter, man kunne have erhvervet sig gennem dette arbejde. Men send hellere end et opgaveuddrag en halv side om, hvad det (så præcist som muligt) er, man interesserer sig for, og i hvilken form, man vil udfolde sin interesse.

De tidligere numre af trappen er derude (og stadig til salg, 30 kr pr. stk, 100 for abonnement), og her kan man finde fine eksempler på bidrag. Vær dog opmærksom på, at formen er fri. Og send endelig denne mail videre til andre, der kunne være interesserede i at bidrage.

Læs evt. mere om vores retningslinjer på http://www.trappetusind.dk/2008/12/skriv-til-trappe-tusind_06.html og send så dit bidrag/forslag til trappetusind@nullgmail.com i word-kompatibelt format. Deadline for idéer, udkast osv. er 20. februar 2011.

PRÆSENTATION AF UDSTILLINGEN SPEECH MATTERS TIL DEN DANSKE PAVILLON PÅ VENEDIG BIENNALEN 2011

Onsdag d. 9. februar kl. 17.30 på Det Kgl. Danske Kunstakademi, Kongens Nytorv 1, 1050 København K.
Præsentationen finder sted i Festsalen.
Arrangementet foregår på engelsk.

Kom og hør den græske kurator Katerina Gregos fortælle om udstillingen i den Danske Pavillon på Venedig Biennalen 2011 og de 18 danske og internationale kunstnere, som hun har inviteret til at være med.

Katerina Gregos har udtænkt en internationalt orienteret gruppeudstilling til den Danske Pavillon, som vil sætte fokus på begrebet ytringsfrihed – i et nationalt såvel som globalt perspektiv. Det vil primært ske gennem værker, der laves specielt til udstillingen, men også gennem værker, de udpegede kunstnere har skabt i andre sammenhænge.

Listen med de 18 kunstnere, som skal bidrage til udstillingen, offentliggøres i forbindelse med Katerina Gregos’ præsentation, og der er tale om en række internationalt anerkendte billedkunstnere, der spænder vidt både geografisk, aldersmæssigt og kunstnerisk.

Program:

17.30 – 17.35: Introduktion ved Christine Buhl Andersen, Formand for Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalg

17.35 – 18.30: Katerina Gregos præsenterer udstillingsprojektet Speech Matters

18.30 – 19.00: Der bydes på et glas vin i Kunstakademiets Kælderkantine

Baggrund for den Danske Pavillon på Venedig Biennalen 2011
Det er Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalg, der har ansvar for Danmarks deltagelse på Venedig Biennalen, hvor Danmark har deltaget siden 1895. I overensstemmelse med sin vision om at se dansk kunst i et globalt perspektiv, er det udvalgets ønske, at det danske bidrag til Venedig Biennalen på en kunstnerisk nytænkende måde reflekterer over kunstens aktuelle situation i en globaliseret kunstverden – herunder også Venedig Biennalens placering i denne kunstverden. Samtidig ønsker udvalget, at Venedig Biennalen benyttes bedst muligt som platform for at skabe synlighed omkring dansk kunst.

Katerina Gregos er udvalgt blandt i alt fem internationale kuratorer fra hele verden, som Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalg i 2010 inviterede til at komme med forslag til en udstilling i den Danske Pavillon. Intentionen med denne udvælgelsesprocedure har været at udfordre den nationale repræsentation på Venedig Biennalen og sikre en kuratorisk tilgang, som på reflekteret vis sætter den danske samtidskunst og kultur ind i en international sammenhæng.

Den danske deltagelse på Venedig Biennalen finansieres med midler fra Statens Kunstråd. Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalg består af Christine Buhl Andersen (formand), Eva Koch (næstformand), Mikael Andersen, Jakob Jakobsen og Gitte Ørskou.

Yderligere oplysninger
For yderligere oplysninger om projektet kontakt venligst:
Projektleder Lotte S. Lederballe Pedersen, Billedkunstcentret, Kunststyrelsen, lottel@nullkunst.dk, tlf.: 33 74 45 37

Student til Metroselskabets kommunikationsafdeling

Brænder du for at være med til at formidle hovedstadens største anlægsprojekt siden Christian d. 4 anlagde Christianshavn? Vil du være med til at fortælle vores 52 mio. kunder og resten af hovedstaden, hvorfor Metroen er et grønt og attraktivt transportmiddel. Så er du måske den kommende student til Metroselskabets kommunikationsafdeling. Læs mere via linket:

http://metroselskabet.easycruit.com/vacancy/512420/64403?iso=dk

IKK Festival søger frivillige


Kære studerende på IKK.

I øjeblikket er vi otte studerende fra IKK, der er i fuld gang med at sammensætte et fantastisk program til IKK festival 2011, som bliver afholdt d. 3. og 4. marts.
Men otte mennesker er desværre ikke nok til at få sådan en festival på benene og derfor har vi nu brug for jeres hjælp.
Vi har brug for hjælp til alt fra plakatophængning, barvagter, pr, besætning af infostand og alt muligt andet. Så hvis du kan noget af det eller noget helt andet, så mød op til vores rekruteringsmøde tirsdag d. 8. februar kl. 16 i Roland Bar og bliv en del af IKK festival teamet.

Du kan læse mere om festivalen på ikkfestival.dk

We need you!
Hilsen arrangørgruppen, IKK festival ’11