Cph Art Week søger frivillige til unik performance!

Skærmbillede 2016-08-16 kl. 07.58.17
Thorvaldsens Museum

CPH Art Week søger frivillige til performance
Titel Work nº844: Carussel
Kunstnere Nøne Futbol Club
Dato/tid Onsdag 31 august kl. 19.30-20.00
Øvedag Mandag d. 29 august kl. 14.00-18.00
Sprog Engelsk
Vi søger 20-25 frivillige

Den franske kunstnerduo Nøne Futbol Club er Cph Art Weeks bykunstnere. Under festivalens ti dage vil duoen efterlade opsigtsvækkende kunstneriske aftryk rundt omkring i byen i form af performances, skulpturer, interventioner og konceptuelle beskeder.

Thorvaldsens Museums smukke gård vil sætte scenen for et splinternyt performanceværk af Nøne Futbol Club skabt specifikt til Cph Art Week i samarbejde med Thorvaldsens Museum. Værket – med titlen Work nº844: Carussel – vil tage udgangspunkt i Bertel Thorvaldsens liv og rejser. Med lige dele poetiske, fiktive og humoristiske undertoner omformulerer Nøne Futbol Club gårdens arkitektoniske motiv af en antik væddeløbsbane til en moderne, cyklisk rejse mellem fødsel og død.

Til at realisere denne performance søger vi 20-25 frivillige, der elsker at rejse!. De frivillige skal nemlig agere rejsende i en lufthavnsterminal. Vi er interesserede i have repræsentanter fra alle aldersgrupper og sociale fællesskaber; familier med børn, kærestepar, pensionister, venne-grupper, teenagere, forretningsrejsende, sportshold eller lignende.

Alle frivillige inviteres til at møde op og øve koreografi ?mandag d 29. august 14.00-18.00 på Thorvaldsens Museum. Nøne Futbol Club vil introducere til ideen med performancen og dens simple koreografi. For at kunne deltage i den endelige performance, er det vigtigt at du kan deltage i øvedagen d. 29 august. Sproget er engelsk.

Performancen vil blive dokumenteret både i still og levende billeder og markedsføringen heraf vil indgå i web-programmet og pressemateriale omkring Cph Art Week.

Alle frivillige vil modtage en særlig token af kunstnerne for deres deltagelse.

Har du lyst til at deltage, er nysgerrig eller har spørgsmål til evt. deltagelse kontakt koordinator Anthony Giannelli på coordinator.cphartweek@nullgmail.com / Telefon: 81717638

Mange hilsner,
Nøne Futbol Club (FR) & Cph Art Week 16

Om Nøne Futbol Club
Cph Art Week har inviteret den unge, franske kunstnerduo Nøne Futbol Club som årets bykunstnere. Under festivalens ti dage vil duoen efterlade opsigtsvækkende kunstneriske aftryk rundt omkring i byen, i form af performances, skulpturer, interventioner og konceptuelle beskeder. Nøne Futbol Club skaber værker med en charmerende og legende attitude. De blander humor, tragedie, politik og fiktion, når de vender op og ned på dagligdagssituationer og forskyder deres betydninger. Til Cph Art Week har Nøne Futbol Club udviklet en række nye og stedsspecifikke værker, som byder ind med perspektiver på festivalens tematik Open Gestures.

Øvrig kontakt
Aukje Lepoutre Ravn, Kunstnerisk leder af CPH Art Week / aukje@nullkunsten.nu

Læseforeningen søger frivillige

Er du interesseret i skønlitteratur og i at lære at formidle den som læsegruppeleder?

I Læseforeningen har vi siden efteråret arbejdet på et fantastisk projekt, nemlig at skabe skønlitterære læsekredse på plejehjem og aktivitetscentre for ældre i Københavns Kommune. Projektet er vokset sig stort og stærkt, og vi søger nu igen frivillige, som sammen med os vil lede læsekredsene. Læseforeningen står for at uddanne og hjælpe de frivillige godt på vej. Der garanteres for en lind strøm af dybe, vigtige, sjove og skelsættende litteraturoplevelser med livskloge mennesker.
Vi forventer, at du kan afsætte ca. tre timer om ugen til opgaven. Er det noget for dig, eller nogen du kender?

Torsdag den 18. august inviterer vi inviterer til informationsmøde fra kl. 16.30 til 19.30. Stedet er Festsalen, Sjællandsgade 40, 2200 København N. Alle interesserede er meget velkomne til at komme forbi og høre mere og stille spørgsmål.

Mere om projektet og vores læsemetode
I Læseforeningen tror vi på, at litteraturen kan deles. At læse behøver ikke være noget man gør alene. Tværtimod kan litteraturen være et samlingspunkt for fællesskaber – et fælles udgangspunkt hvor vi kan mødes og blive klogere på os selv, teksten og hinanden. I Læseforeningen kalder vi vores læsemetode for guidet fælleslæsning eller ”livelæsning”. Det skyldes, at deltagerne i en læsegruppe ikke læser teksterne på forhånd, inden de mødes i læsegruppen. Læsningen foregår i læsegruppen som højtlæsning, så den sker altså på samme tid for alle. På den måde bliver der mulighed for at dele al den umiddelbare undren og begejstring, der opstår, når man læser en tekst for første gang. Vi deler vores tanker om og fortolkninger af teksten med hinanden. Når vi taler om teksterne, er der heller ikke noget ”rigtigt svar”. Alt, hvad teksten får os til at tænke på eller føle, kan vi tale om.

Om vores kursus
Ligesom læsegrupper baseret på Guidet Fælleslæsning adskiller sig fra almindelige læsegrupper, er kurset som læseguide heller ikke et almindeligt kursus. Den ethos, som kendetegner Læseforeningens aktiviteter, er, at litteraturen kan blive genstand for menneskelig erkendelse, når vi sætter personlige erfaringer i fokus for
vores læseoplevelser. Gennem hele forløbet vil vi dels skabe store fælles læseoplevelser, dels skabe rum for refleksion gennem samtale og observation, da det er denne læsepraksis og refleksion, som skal danne baggrund for din rolle som læseguide.
Rollen som læseguide kræver såvel stor praktisk færdighed som empatisk opmærksomhed. Det kræver lang (måske livslang) øvelse og erfaring, men på kurset får du de redskaber, som er nødvendige for at udvikle og kvalificere din praksis som læseguide.
Derfor vil vi fra starten understrege, at læseguidekurset er en praksisuddannelse, som sigter mod det praktiske arbejde med læsegrupperne – og at sætte en livslang læringsproces i gang med det formål, dels at berige dine egne, dels andres
litteraturoplevelser ved at guide dem ind i læsningen.

Sådan er kurset opbygget
Modul 1: Introduktion til ”Guidet Fælleslæsning”
Formålet med dette modul er, at læseguiderne stifter bekendtskab med ”Guidet Fælleslæsning” som læsepraksis samt opøver erfaring med rollen som højtlæser.
• Introduktion til Læseforeningens metoder og praksisser, herunder erfaringer fra vores moderorganisation ”The Reader” i England.
• Guidet Fælleslæsning som læsepraksis: Hvad kendetegner den?
• Højtlæsning (selvvalgte digte): funktion og teknikker.

Modul 2: At vælge litteratur
Formålet med dette modul er at vælge og matche litteratur i forhold til bestemte målgrupper, samt temaer og genrer
• Hvordan forbereder man en læsegruppesession: valg af materiale.
• Hvordan matcher man materialer: romaner, noveller, digte.

Modul 3: At tænke som en læseguide
Formålet med dette modul er at opnå færdigheder som læseguide lige fra valg af materiale til selve læsningen.
• Valg af materiale (selvvalgt digt)
• Læseguidens rolle: ansvar og funktion
• Hvordan udøver jeg min rolle med grupper, der kræver særlig opmærksomhed (målgrupper)?
• Forberedelse af teksten – ”kreativ oversættelse”
Vi udleverer og introducerer et kursusprogram ved kursusstart.

På vores hjemmeside kan du læse mere om Læseforeningen, om projektet og informationsmødet: http://laeseforeningen.dk/?p=1670.

Kontakt os meget gerne, hvis du har spørgsmål. Frivilligkoordinator Kathrine Lundsgaard er på kathrine@nulllaeseforeningen.dk og 28 93 23 94.

Praktikforløb – Kommunikation med vægt på sociale medier

 

logo

Du er vild med at kommunikere – på alle platforme
Du elsker at boltre dig på de sociale medier
Du har masser af venner og følgere
Du sprudler af idérigdom på FB, Instagram, LinkedIn, Twitter
Dit sprog er veloplagt, fuld af nuancer og sprogbilleder
Du fotograferer og filmer og finder motiver overalt – og poster dem
Du er en super-netværker og kender (næsten) alle

Og så er du måske den kommende kommunikationspraktikant med vægt på de sociale medier på den nye kunstinstitution i København, Copenhagen Contemporary (CC).

Arbejdsområde
Du kommer primært til at eksponere CC på de sociale medier og skabe dialog med vores brugere og gæster via sociale medier – men bliver også involveret i anden form for kommunikation af CC
Du står for implementeringen og opdateringen af vores nye website
Du kommer til at arbejde sammen med CC’s kommunikationsansvarlige samt det kunstfaglige team
Du skal opdatere pressedatabase, kontakter mm.
Du skal passe telefonen
Du refererer til den kommunikationsansvarlige

Kvalifikationer
Du har en uddannelsesmæssig baggrund i kommunikation, lingvistik eller tilsvarende uddannelser. Men vi lægger størst vægt på dine praktiske evner på de sociale medier
Du er en do’er på de sociale medier og har erfaring med at arbejde professionelt med at kommunikere via Facebook, Instagram, Twitter, LinkedIn m.m.
Du taler og skriver flydende på dansk og engelsk
Du er en teamplayer, en god kollega og et positivt menneske

Timetal
30-37 timer ugentligt

Deadline for ansøgning
15.08.2016

Tiltrædelse
Snarest

Copenhagen Contemporary
CC er en selvejende institution stiftet i 2015, der arbejder for at skabe et internationalt center for samtidskunst i København. CC har lejet 3.400 m2 i de tidligere papirhaller på Papirøen i Københavns inderhavn som nabo til Copenhagen Street Food.

CC giver de besøgende mulighed for at opleve verdens førende samtidskunst i det store format. CC vil med forskellige typer arrangementer, nye formidlingstiltag og byrumsaktiviteter skabe en deltagerorienteret platform for alle generationer – og arbejde for at blive byens nye mødested.

CC har en lille flok dedikerede medarbejdere, der alle løfter i flok. CC åbner officielt d. 25. august 2016.

Henvendelse:
Kommunikationsansvarlig CC
Bjarne Bækgaard
M: 3066 5142
bb@nullbaekgaardco.dk

Teater Uden Vægge søger en dygtig kommunikatør til praktik

NewtonWebsmall

Teater Uden Vægge søger en dygtig og selvstændig kommunikationspraktikant, der kan være med til at udvikle og implementere en generel kommunikationsstrategi på både sociale og digitale platforme.

Arbejdsopgaver

  • Udvikle og implementere kommunikationsstrategi for Teater Uden Vægges tilstedeværelse på sociale medier
  • Udvikle og implementere kommunikationsstrategi på andre digitale platforme
  • Kontakt til relevante grupper i forbindelse med udvikling af vores publikumsnetværk
  • Direkte salg af vores aktuelle turnéforestillinger

Om dig

Vi forestiller os, at du er under uddannelse inden for kommunikation eller kulturformidling. Du kan arbejde selvstændigt, har masser af idéer og brænder for at formidle kunst og kultur. Erfaring med sociale medier og andre digitale platforme er en fordel, og du skal have mod og lyst til at skabe kontakt med mange mennesker. Derudover kan du overholde deadlines og bevare overblikket i en arbejdsdag med mange forskellige opgaver.

Om os

Teater Uden Vægge er et ungt professionelt projektteater i udvikling og vækst. Vi har siden 2010 skabt forestillinger for børn og unge. Med fokus på at møde vores publikum i øjenhøjde, skaber vi forestillinger, der rammer ind i de identitetskriser, der er aktuelle for vores tid. Vores mål er at skabe teater, der udnytter teaterrummet på nye måder, og derved hele tiden rykker ved publikums forventninger.

Vi kan tilbyde en praktikplads, hvor du vil få praktisk erfaring med at formidle kunst og kultur til børn og unge samt indsigt i teaterverdenen. Derudover vil du som praktikant i Teater Uden Vægge få mulighed for at få et stort ansvar og blandt andet være med til at forme vores kommunikationsstrategi. Du vil blive del af en arbejdsplads, hvor ”learning by doing” og kreativitet er drivende faktorer for vores arbejde og vil derfor også selv få stor mulighed for at organisere og præge dine arbejdsopgaver.

Teater Uden Vægge holder til på Esromgade 15, hvor vi har skabt et kreativt kontorfællesskab med flere forskellige faggrupper. Som praktikant vil du få plads her og blive en del af dette kontorfællesskab i din arbejdsperiode.

Praktikken er ulønnet og arbejdstiden er mellem 20 – 30 timer og fastlægges efter aftale. Tiltrædelse snarest muligt.

Ansøgningsfrist 26. august. Send en kortfattet ansøgning og CV til: henrik@nullteateruv.dk Har du spørgsmål til stillingen kan du kontakte Maria Rejkjær på tlf. 42 43 21 86 eller mail: maria@nullteateruv.dk. Læs mere om Teater Uden Vægge på: http://teateruv.dk/

Fernisering / Sideløbende praksis – Jesper Fabricius, Cai-Ulrich von Platen & Torben Voigt

Jesper Fabricius, Sideløbende praksis, Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel, 2016_5

FERNISERING 11. AUGUST KL.17-19

Fra 12. august til 10. september præsenterer Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel fotoudstillingen ‘Sideløbende praksis’ af Jesper Fabricius, Cai-Ulrich von Platen og Torben Voigt.

Fotografi har altid har været en vigtig del af de tre billedkunstneres praksis, dog kun som ét ud af flere spor. Det fotografiske arbejde er for dem en ’sideløbende praksis’ parallel med eksempelvis maleri, tegning, installation og film.

På udstillingen hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel vises tre individuelle billedforløb, som fortrinsvis består af analoge sort/hvid fotografier, der er monteret direkte på væggen uden indramning af nogen art.
Æstetisk bindes de tre forløb sammen af et fælles instinkt for at fotografere udramatisk, hverdagsagtigt og kontinuerligt. Dette understreges af en stram og konsekvent ophængning, hvor de tre spor horisontalt løber parallelt over fire vægge, 26 meter, i et af Museumsbygningens store smukke rum.

Facebook

Koncert // Lars Kynde

Kom forbi Overgaden til en anderledes musikalsk oplevelse når Lars Kynde fremfører sine kompositioner ’Elephant Heart’ og ’Wandelende Tak’, i en dialog med Tobias Lukassen & Andreas Wetterbergs værker på udstillingen Vertex.

Lars Kynde er komponist og lydkunstner og er optaget af de gensidige påvirkninger mellem musik, instrumenter og nodesystemer.

Torsdag d. 11. august kl 20-21

Gå til begivenheden her.

Talk & filmvisning // Portræt af muslimen fra stumfilm til Hollywood

I forbindelse med sin udstilling Milk & Honey sætter Deniz Eroglu fokus på, hvordan muslimen er blevet fremstillet inden for populærkulturen og filmhistorien gennem en filmvisning og samtale med kultursociologen Mehmet Necef.

Søndag d. 14. august kl. 15-17

Gå til begivenheden her.

Galleri Susanne Ottesen søger assistent

Galleri Susanne Ottesen søger dygtig og kunstinteresseret assistent, som studentermedarbejder.

Som assistent vil du komme til at indgå i galleriets daglige arbejde og dermed få et godt kendskab til samtidskunstscenen og dens mekanismer. Galleriets daglige opgaver er mangeartede og spænder fra deciderede kunstfaglige til mere praktiske opgaver. Opgaverne indebærer blandt andet kundepleje, opdatering af vores værk- og kundedatabase, forberedelser i forbindelse med fernisering og generel håndtering af kunstværker. Jobindholdet afhænger i sidste ende også af dine egne færdigheder, evner og engagement.

Udover at du godt må være en fornøjelse at omgås, så er erfaring med forskellige former for IT en fordel (opdatering af hjemmeside, Photoshop, Indesign og fotografering), såvel som en god fornemmelse og forståelse for kunstscenen i dag.

Da det tager tid at komme ind i alle systemerne og blive fortrolig med det omgivende miljø, søger vi en person, der forventes at forblive i stillingen i minimum et par år.

  • Arbejdstiden er ca. 16-20 timer ugentligt fordelt på to-tre dage i tidsrummet tirsdag til lørdag – og vi er selvfølgelig fleksible, så arbejdstiden kan justeres i forhold til eksaminer og ferie.

Vi tilbyder en lille energisk og social arbejdsplads, hvor godt humør, smil og kundepleje er i fokus. Galleriet drives af Susanne Ottesen og har derudover tilknyttet fire ansatte. Det har eksisteret siden 1983 og har ligget i de nuværende lokaler i Gothersgade siden 1989. Galleriet repræsenterer 23 danske og udenlandske kunstnere.

Ansøgning og CV sendes til galleri@nullsusanneottesen.dk med teksten ”Assistentansøgning 2016, dit navn” i emnefeltet. Deadline for ansøgninger er fredag d. 26. august kl. 12.

Venlig hilsen
Galleri Susanne Ottesen

SNYK søger kommunikationspraktikant

IMG_0187_1636x400

SNYK – genreorganisationen for ny, eksperimenterende musik og lydkunst søger en kommunikationspraktikant til efteråret 2016, som brænder for at kommunikere den ny musik og lydkunst til en bred målgruppe og på mange forskellige platforme. SNYK arrangerer G((o))ng Tomorrow Festival, som i år finder sted fra 4. november til og med 12. november 2016.   

SNYK søger en kommunikationspraktikant til efteråret 2016, som vil indgå på lige fod med den øvrige redaktion.

Praktikantens opgaver er:  

  • Formidling af nyheder og projekter indenfor musik – og lydkunstmiljøet i Danmark, herunder artikelproduktion til snyk.dk
  • PR og kommunikationsarbejde i forbindelse med musikfestivalen G((o))ng Tomorrow – fra kommunikationsstrategiens store linjer til korte opslag på de sociale medier
  • Assistere ved koncertproduktion og afvikling i forbindelse med  festivalen
  • Løbende kontoropgaver 

Vi forestiller os, at du:   

  • Brænder for at formidle den nyeste musik og lydkunst
  • Brænder for at være med til at skabe en musikfestival
  • Læser på en relevant videregående uddannelse
  • Har et godt skriftsprog med styr på grammatikken
  • Kan arbejde selvstændigt og fungerer godt i et lille team
  • Er indstillet på at arbejde om aftenen / natten i hele festivalperioden fra 4. november til og med 12. november

Du vil få erfaring med at skabe en musikfestival, opøve kompetencer i formidling, pressearbejde samt sociale medier. Som praktikant på SNYK og festivalen bliver du en vigtig medspiller på et engageret hold, der har det sjovt og brænder for at puste liv i musikken

Praktikperioden vil være fra den 2. september og er enten 37 timer ugentlig i 3 mdr. eller 25-30 timer ugentlig i 4 mdr. Praktikken er ulønnet.

SNYK ligger på Nyrberggade 29 på Amager, hvor du vil få en kontorplads og computer stillet til rådighed.

Du er velkommen til at kontakte kommunikationsansvarlig Mie Petri Lind,mie@nullsnyk.dk, hvis du har yderligere spørgsmål til praktikantstillingen. Send en kort, motiveret ansøgning inkl. CV til snyk@nullsnyk.dk senest torsdag den 18. august 2016 kl. 12. Vi forventer at afholde samtaler i ugen efter.

STUDIEJOB – DEN FRIE UDSTILLINGSBYGNING

Informationsmedarbejder
Studiejob, 10 t/uge
Den Frie Udstillingsbygning

Den Frie Udstillingsbygning søger informationsmedarbejder med interesse for samtidskunst og kulturformidling. Vi søger snarest en engageret og servicemindet studerende fra Kunsthistorie, Visuel Kultur, Performance-design eller et andet relevant fag til at indgå i et ungt, velfungerende team af informationsmedarbejdere.

Arbejdet består af receptionsarbejde, hvilket bl.a. involverer servicering af vores besøgende og billetsalg. Du vil således fungere som et af udstillingsbygningens ansigter udadtil og formidle udstillingerne til vores gæster. Derudover består arbejdet i at du løbende vil tage vare på de aktuelle udstillinger samt hjælpe til med mindre og praktiske ad hoc opgaver.

Vi søger en person, der er ansvarsbevidst, er god til at løse problemer, elsker at kommunikere med mange forskellige mennesker, gerne kommer med nye idéer og ikke er bange for at have mange bolde i luften.

Arbejdet ligger i weekenden og på enkelte hverdage.
Tid: ca. 10 timer ugentligt.
Arbejdssted: Den Frie Udstillingsbygning

Der er ansøgningsfrist d. 14. august. Samtaler planlægges at finde sted mellem d. 17. og 22. august.

Ansøgningen sendes til: nfr@nulldenfrie.dk

postkort