SNYKradio søger praktikant til foråret 2013

Vil du arbejde med formidling af eksperimenterende musik?
SNYKradio søger praktikant til foråret 2013

SNYKradio er et nystartet podcastmagasin med fokus på ny kompositionsmusik, eksperimenterende musik og lydkunst. Vi dækker både den aktuelle scene – begivenheder, festivaler og udstillinger i Danmark og Europa, samt håbløst uaktuel auditiv kunst, kultur og historie. Vi forsøger at gøre brug af den klassiske radiofortællings værktøj, men arbejder desuden med de nye muligheder, der ligger i at være en internetbåret radio.

Arbejdet består i at assistere med opgaver indenfor:
– Research til indslag
– Produktion af indslag
– Strategisk arbejde med at øge lytterskaren på Soundcloud, snykradio.dk og Facebook
– Deltagelse i det daglige redaktionsarbejde
– Andre opgaver efter aftale

Vi forestiller os at du:
– Læser på en relevant videregående uddannelse
– Har en bred viden inden for eller interesse i den ny, eksperimenterende musik og lydkunst
– Er interesseret i og gerne har erfaring med radio/podcastmediet
– Er en dygtig mundtlig formidler og kan arbejde selvstændigt
– Er fleksibel og – når det kræves – kan deltage i optagelser og arrangementer uden for almindelig arbejdstid

Vi tilbyder:
– Deltagelse i redaktionsarbejde på lige fod med redaktører og dermed mulighed for at præge indholdet på SNYKradio
– Udvikling af dine evner inden for radioredigering, -formidling og -speak
– Grundig indføring i redigeringsprogrammet Hindenburg
– Indblik i et pionerprojekt indenfor internetbaseret radio

SNYKradio er et projekt under genreorganisationen SNYK, der varetager interesser indenfor lydkunst, kompositions- og anden eksperimenterende musik i Danmark. SNYKradios redaktion består af Lucia Odoom, Jan Høgh Stricker og ansvarshavende redaktør Thorbjørn Tønder Hansen.

Praktikperioden ligger fra den 1. februar eller den 1. marts og er 3 måneder fuld tid eller 16 uger med 20 timer om ugen. Praktikken er ulønnet. Perioden er fleksibel i forhold til studie, ferie m.v. Du planlægger sammen med redaktionen, hvornår du arbejder hjemme, er på optagelse eller på kontoret. SNYK ligger på Gråbrødretorv 16 i København K, hvor du vil få en kontorplads stillet til rådighed.

Du er velkommen til at kontakte Mette Thastum på 33930024 eller snyk@nullsnyk.dk, hvis du har yderligere spørgsmål til praktikantstillingen.
Send en kort ansøgning inkl. CV til snyk@nullsnyk.dk senest mandag d. 21. januar. Vi forventer at holde samtaler i slutningen af samme uge.
For yderligere information se www.snyk.dk og www.snykradio.dk.

Et frit emnekursus, et af de få…

Kære IKK studerende,

Jeg ser frem til at mødes med interesserede deltagere i starten af februar til de første undervisningstimer i KA kurset Medieæstetik (se SIS; i Absalon: 4841-F13;KUN Periode emne Medieæstetik/postmedialt og postæsteti).

Dette er et af de nu efterhånden meget få tilbudte frie emnekurser på KA, og jeg håber, at det formår at få igangsat mange gode diskussioner i semesterets løb, i selskab med et sæt krævende tekster, kunst- og kulturfænomener der rejser helt aktuelle medieæstetiske spørgsmål.

Kursusplan og litteraturliste er tilgængelige i Absalon. Kursets grundbog i æstetikstudier bliver tilgængelig på semesterhylde, grundbogen i mediestudier er bestilt hjem i Academic Books på KUA, og kompendiet er gået i trykken og skulle være klar i god tid med langt det meste af kursusmaterialet deri.

Dette kursus er tænkt fladt og samarbejdsorienteret, dvs. som et rundbordsseminar, hvor der fokuseres på diskussioner af de foreliggende værker og tekster samt arbejde frem mod deltagernes eksamensprojekter. Det involverer relativt omfattende læsning og værktilegnelse, lidt som man møder det undervisningsmæssigt i eksempelvis USA, England og Tyskland, men det er først og fremmest tænkt som et forum for udvikling af deltagernes ideer til egne projekter inden for medieæstetik.

Kurset løber i parallel med det forskningssamarbejde vedr. medieæstetik mellem IKK og MEF, som jeg siden E2012 har været igang med at organisere sammen med min kollega Arild Fetveit — en seminarrække hvor omkring 35 af institutternes ansatte deltager på forskellig vis. Det er mit håb, at forskning og undervisning her kan få lov at udvikles i samspil, i dette kursus som en slags ‘practice-led research’.

Hermed et opråb til alle interesserede: støt de frie emnekurser!

Vel mødt fredag d. 8.2. kl. 10 i lokale 24.5.11!

Ulrik Ekman

Ulrik Ekman
Associate Professor, Ph. D.

Department of Arts and Cultural Studies
Art History
Karen Blixensvej 1
2300 Copenhagen S
DENMARK
 

Dr. Dantes originale Teaterkoncert Gasolin’ på Seeatre.com!

Husker du Dr. Dantes banebrydende Teaterkoncert Gasolin’ fra 1994-95?

Nu kan du snart drømme dig tilbage til dengang teaterkoncerter ikke var hverdagskost og Jimmy Jørgensen og Troels Lyby var unge og rebelske.Se den legendariske teaterkoncert i sin originale opsætning fra 1995 på Seeatre.com. Optagelserne er aldrig vist på TV eller DVD før.

Med Teaterkoncert Gasolin’ brød Nikolaj Cederholm med den traditionelle brug af musik og teater på scenen og lagde grunden til en helt ny genre og bølge i dansk teater. Og det endda med nye fortolkninger af de folkekære Gasolin’-sange. Senere har flere teatre gjort  Danterne nummeret efter og iscenesat klassikere som Bob Dylan, The Beatles, Beach Boys og Nick Cave.

Om Seeatre.com

Seeatre.com er Teater on Demand og producerer teaterfilm i HD kvalitet i samarbejde med kunstnerne bag. Seeatre er et supplement til den levende scene. Her kan du se alle de forestillinger, du ikke nåede at se, dem, du gerne vil gense, eller dem, du ikke vidste eksisterede.

Få adgang til teaterfilmene som streaming via køb af abonnement eller enkeltvisninger. Prøv et månedsabonnement for 5 kr. den første måned. Læs mere på www.seeatre.com.

Referat fra Kunsthistories fagrådsmøde d. 29. november 2012

Til stede: Martin, Cæcilie, Laura, Anna, Dea, Ida og Karen.

1. Godkendelse af referat

Godkendes ved næste møde. Referatet emailes til deltagerne på mødet.

2. Valg af referent

Karen

3. Nyt fra Studienævnet

  • Design tilvalg er ændret i studieordningen, men denne nye ændrede version, skal formodetnlig laves om. Årsag: Problematisk at den er udformet af kun én underviser og der bør være mere, der relaterer sig til kunsthistorie.
  • Nye regler vedr. ”frist-overskridelser”  v. skriftlige afleveringer pga. sygdom: Der kommer formodentlig kortere aflevreingsfrist, og måske vil udsættelsen afhænge af sygdommen. Fagrådet undrer sig over,  hvis opgave det er at vurdere, hvor syg den studerende er?
  • Michael Eigtved (studieleder/teatervidenskab) har forslået en ny struktur vedr. opdeling af faglederrollen på instituttet. Faglederen på de enkelte fag på IKK har for mange opgaver, disse skal deles med en uddannelseskoordinator, så fagleder har bedre tid til undervisning. Man ønsker fra ledelsen at én person har styr på alt ang. eksamen på hvert fag. En ”neutral” person skal tage sig af opgaverne ang. eksamenstider, censorer osv. Fagrådet spørger; Er det nye system mere demokratisk? Hvordan får fagudvalget (og derved også fagrådet) indflydelse? Skal den samme koordinatorf.eks.  med til alle  fagudvalgs- og studienævnsmøder?

4. Nyt fra fagudvalget

  • Uddannelseskoordinatorens rolle blev diskuteret. Der var bekymring omkring fordelingen af opgaver og samarbejdet mellem formand for fagudvalget samt uddannelseskoordinatoren. Der var ikke meget tillid til, at det vil gøre dagligdagen bedre. Desuden bekymring ift at uddannelseskoordinator skal udpeges mellem de fastansatte undervisere – måske var der større fordel ved, at det blev en administrativ medarbejder.
  • Evalueringer: de studerende udfylder ikke de elektroniske skemaer. Svarprocent på nogle fag er helt nede omkring 10 procent. Hvordan får man de studerende til at udfylde dem? Fagrådet mener: Underviseren skal understrege vigtigheden over for de studerende. Tutorerne kunne understrege vigtigheden – både ved studiestart og ved et ekstra besøg, når det er evalueringstid. Fungerer det bedre med evalueringer på papir? Fagrådet oplever, at mange studerende har holdninger til deres undervisning og fag, men at de færreste engagerer sig i at ændre tingene.

5. Evt.

  • En økonomiansvarlig til fagrådets pengekasse skal findes. Her er bl.a. pengene til artist talks og kaffe til møderne. Anna Vestergaard Jørgensen vælges enstemmigt som økonomiansvarlig.
  • Studiemiljøpuljen kan evt. søges.
  • Prisopgaver: Hvorfor er det ikke muligt at skrive en prisopgave inden for det kunsthistoriske felt? Martin spørger fagudvalget, om de ved det.
  • Kursus om venetiansk renæssance på kandidaten er et godt kursus. Marina Vidas er en god underviser, og de studerende på kurset kunne rigtig godt tænke sig, at få hende fastansat.
  • Der er ikke officielt blevet valgt en studienævnsrepræsentant for kunsthistorie. Studienævnet skal derfor udpege en kunsthistoriestuderende, Cæcilie ønsker at fortsætte som studienævnsrepræsentant og Laura som suppleant. Fagrådet bakker op om at de kan få lov at fortsætte. Mia Mathiasson ønsker at fortsætte som 2. Suppleant i SN, når hun vender hjem fra studieophold til januar. Fagrådet bakker ligeledes op om dette. Det bør nævnes, at fagrådet ikke kender til andre kunsthistoriestuderende, der ønsker at indgå i SN.

Næste møde: aftales senere.

 

Klub Kurz 15/11: Sidste visning inden jul

KLUB KURZ inviterer til sidste visning inden jul. Så har du endnu ikke besøgt vores hyggelige og intime filmklub, er det nu, du skal slå til! Det er torsdag d. 15. november kl. 20.00 i Husets Café. Dørene åbner kl. 19.00. Og som altid sørger vi for lune popkorn og den hyggeligste atmosfære.

Tilmeld dig Facebook-eventen.

SMOKING TRILOGY (2012) består af 3 kortfilm med ét fælles tema: Rygning. Hver kortfilm har altså sin egen unikke historie og karakter, men kredser alle om temaet rygning.

I HOOKED møder vi en dreng, der ser en smuk pige i en park. Han kan ikke lade være med at snakke med hende. Men hvad gør han, da pigen viser sig at være ryger?

Længde: 5 min.

I RELAPSE mødes to fremmede kvinder i et tog. De trænger begge til en smøg, men har kun én. Hvem fortjener den mest?

Længde: 6 min.

I QUITTING møder vi den kæderygende Eric, der efter mange år forsøger at forsone sig med sin døende far. Det er dog svært, når faren altid har elsket Erics bror, Michael, højre. Eric har ingenting, og Michael har alt, hvad man kunne ønske sig. Eller har han?

Længde: 12 min.

Alle 3 kortfilm er skrevet og instrueret af Benjamin Dahlerup og produceret af Humming Hamster.

PAUSE

LOST SAMURAI (2011)
En wannabe Yakuza bande lærer på den hårde måde, hvad ære og loyalitet betyder, da et af medlemmernes liv pludselig er truet pga. gruppens eget kodeks. Vil de bryde deres egne regler for at gøre det rigtige?

Instruktør: Angelo Perrino

Touch of Magic

Touch of Magic 2

TOUCH OF MAGIC (2012)
Vi er i London i 1870 i industrialismens vugge. Her er ikke plads til blødsødenhed eller fantasi. Heller ikke til den unge sensible Emma, som forlades af sin ambitiøse forlovede med rådet om, at hun bør blive mere egoistisk.

Alene i gadelivets ubønhørlige malstrøm søger hun tilflugt i et nedlagt teater. Her møder hun den mislykkede tryllekunstner Roberto, som forgæves forsøger at skabe magi i en rationel tid. Hun øjner muligheden for at agere egoistisk, mens han tror, han endelig har fået et publikum.

Instruktør: Tobias Gundorff Boesen
Længde: 17 min.

Om KLUB KURZ
KLUB KURZ er en månedlig filmklub på Husets Café. Den 3. torsdag i måneden viser KLUB KURZ kortfilm og andre mindre filmproduktioner af både upcoming og mere etablerede filmfolk. Genrerne spænder bredt. Vi viser både animationsfilm, små dokumentarer, musikvideoer og meget andet.

Dørene åbner kl. 19.00 i Husets Café. Stemningen er afslappet, og der er indlagte pauser, hvor du kan hente forsyninger i baren. Efter filmvisningen spiller vi musik, snakker film og hygger os, indtil baren lukker.

Husets Café ligger på stueetagen i Huset i Magstræde (nu: Huset KBH). Indgangen finder du på Rådhusstræde 13, lige når du kommer igennem porten.

Følg med på siden her: www.facebook.com/klubkurz
Eller på bloggen her: klubkurz.wordpress.com

Truma et Co. søger mandlig gæsteskuespiller

Kære skuespiller!

Truma et Co. søger en mandlig gæsteskuespiller til rollen som Cliff i genopsætningen af teaterstykket “Drømmespinderen” på TeaterHUSET i København i april 2013.

– Castingen finder sted d. 18. november ml. 10-18 på TeaterHUSET i København
– Deadline for tilmelding er d. 14. november kl. 12.00
– Send dit CV m. billede til lisa@nulltruma.nu

Truma et Co. er et lille hjemløst teater som fra marts 2012 har fundet ly på TeaterHUSET.
Vores vision er at skabe et rum hvor dramatisk, kreativt og projektorienteret arbejde kan udfoldes. Med vores passion for det visuelle, eksperimenterende og tendenserende absurde teater og forsøger vi at fortælle det små i det store og det store i det små.

Yderligere information om castingens krav og forløb finder du i Castingsbeskrivelsen og Tekstuddraget nederst i opslaget.

Spred ordet!
Vi glæder os til at høre fra dig,

de bedste hilsner,

Truma et Co.
www.truma.nu
Følg os på Facebook 

 

Assistent for Bjørn Nørgaard for en dag

På restaurant Mielcke og Hurtigkarl I Frederiksberg have, har vi fået den ære at være medvært til afholdelsen af DM og VM i østersåbning, i forbindelse med afslutningen af Oyster Trophy Week 2012. De jeg er medansvarlig søger jeg en frisk og eventuelt kunstinteresseret person der ønsker at pynte sit CV med kunstneren Bjørn Nørgaards navn. Bjørn Nørgaard skal  lave en happening af disse østersskaller og har brug for hjælp til en kreation af 2000 skaller. Opgaven er ulønnet, men vi lover at det bliver nogle hyggelige og festlige timer, og vi sørger selvfølgelig for mad og drikke. Arrangementet foregår på pladsen foran Frederiksberg have, lørdag d. 20. oktober fra kl 10 til 16. Hvis du og en ven/veninde er interesseret vil jeg meget gerne høre fra dig! trine@nullmielcke-hurtigkarl.dk
Venlig Hilsen
Trine Nielsen

http://www.oysterweek.dk/eventboard/arrangementer-i-koebenhavn-og-frederiksberg/danish–world-oyster-cup.aspx

FRIVILLIG PÅ WUNDERGRUND

KØBENHAVNS MARKANTE MUSIKFESTIVAL

Vær med på holdet bag Wundergrund 2012, som rammer byens spillesteder fra 26. oktober-4. november. Vi søger frivillige, der vil være med til at afvikle nogle af festivalens over 30 koncerter og forskellige events på tværs af genrer og kunstmiljøer. Udover koncerter, du oplever, mens du arbejder, får du også gratis adgang til en koncert pr. vagt.

Arbejdet består i at hjælpe med at løse opgaver som:

  • Bandcare
  • Billetsalg
  • Barsalg
  • Distribuering af PR-materiale
  • Oprydning, nedrig o.l.
  • Netværksskabelse
  • Nye idéer på venues


Har du lyst til at blive en del af årets Wunderteam, så send os navn, kontaktoplysninger og evt. lidt info om dig selv og ønsker mht. arbejdsopgaver. Infomøde afholdes i uge 43. Mail til: lasse@nullsnyk.dk

Wundergrund: 10 dage med eksperimenterende musik for 7. år i træk
www.WUNDERGRUND.dk

Frivillige til det eksperimenterende udstillingsprojekt IN WORDS DROWN

IN WORDS DROWN I I er i første omgang et eksperimenterende udstillingsprojekt, der vil udvide forfatterens og læserens forståelse af litteratur. Ønsket med IN WORDS DROWN I er at give litteraturen et rum, hvor den kan udfolde sig som udadvendt, sanselig og kropslig. De deltagende forfattere er derfor blevet givet det benspænd, at de ikke må deltage med værker i bogform, fordi bogen i sig selv er et lukket og afgrænset rum. Hvad sker der, hvis ordene gøres fri af bogen? Hvis vi arbejder med og undersøger selve litteraturens kunstneriske kerne? Er litteraturen afhængig af bogen, eller er den det ikke?
Til Kulturnatten vil vi lave et pop-up event, hvor vi gør opmærksom på IN WORDS DROWN I. Eventet vil foregå fra kl. 20-20.30 på Kultorvet. Vi skal bruge minimum 10 personer, men gerne flere.
Det her vil ske:
1) Du får tildelt en plads, hvor du skal stå. Du skal blive stående samme sted.
2) Du vil dernæst få udleveret en sætning, som du skal læse op, du må ikke sige andet end, hvad der står på dit papir, heller ikke selvom folk skulle finde på at henvende sig med spørgsmål
3) Du vil også få udleveret en bunke papirlapper, som du skal dele ud samtidig. På papirlapperne står det samme som på det papir, du læser op fra
4) Sætningerne er skrevet af de deltagende forfattere og af os fra IN WORDS DROWN I
Vil du være med, så ring til Mille: 25 380 381 eller Bibi: 28 71 22 24
Vi glæder os!