Måned: november 2010

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

Anmeldelse: Waiting for Superman er vellavet og lige vel rørende. Så rørende, at man bliver mistænksom til sidst mens tårerne drypper ned i skriveblokken. For det er vist temmelig politisk alt det her med uddannelse, og hvad er det egentlig filmen argumenterer for?

Det står dårligt til med skolerne i U.S.A., især de offentlige af slagsen, den slags skoler som de fattige går i inden de dropper ud, og de rige undgår til fordel for privatskoler. Det står dårligt til med uddannelsesniveauet i U.S.A., selv når det gælder helt basale kundskaber som læsning og matematik. Virker billedet bekendt?

David Guggenheim, der har instrueret Waiting for Superman, er åbenbart en mand der kan lide at gøre opmærksom på de helt store problematikker. Problemerne i det danske uddannelsessystem blegner over for det nedbrudte amerikanske system, som David Guggenheim i en meget personlig stil fortæller om i filmen. Selv klimaforandringerne, som Guggenheim lod Al Gore fortælle om i An Inconvenient Truth, virker en lille smule ubetydelige, når der sættes ansigt, personlighed og drømme på de børn, der rammes af et system, hvor det at have penge er en forudsætning for at sikre sig vejen til en universitetsuddannelse. Er man fattig er den eneste chance lotterierne til de få offentlige skoler, der faktisk formår at holde undervisningen på niveau med det nationale curriculum. Chancerne er selvsagt ikke særligt store.

Genistregen i Waiting for Superman er, at de hårde socioøkonomiske uddannelsfacts suppleres med historien om børn og deres forældre, der ved at børnenes skæbne er afhængig af et heldigt lod i tombolaen. Genistregen er, at man ser dem sidde i auditorier og gymnastiksale og få deres skæbner afgjort, og at man ser – og her kan den amerikanske dokumentar tydeligvis noget andet end Hollywoodfilmen – at for de fleste af de upriviligerede børn, der ender det, som statistikken tilskriver, ikke spor lykkeligt. Det gør filmen vedkommende, ægte og rørende på en måde som en “happy end” umuligt kan være.

Til gengæld følte jeg mig som europæer til dels hægtet af filmens argumentation, og selvom det kunne være fordi filmen beskriver et uddannelsessystem, som er væsentligt anderledes end fx det danske, er min mistanke at filmens argumentation simpelthen ikke er særlig god.

Filmens hovedpåstand er, at gode undervisere er altafgørende for god undervisning. Den pointe er svær at argumentere imod, men hvad er det så for en undervisning, der er god? Mere problematisk end den manglende dybde i argumentationen er, at Waiting for Superman argumenterer for, at den primære forhindring for god undervisning, er at skolelærere i offentlige skolelærer (åbenbart) ansættes på livstidskontrakter, hvilket gør det svært at rydde ud i rådne æbler og sure citroner.

Jo jo, det kan da godt være, at der er lærere der falder af på den i løbet af en ghettoskolekarriere, men den måde lærernes fagforeninger kritiseres uden at hverken lærerne på livstidskontrakt eller fagforeningerne får lov at komme til orde, er så utvetydig unuanceret, at jeg kortvarigt blev mindet om de komisk-korrupte fagforeningsmænd i den 60 år gamle On the Waterfront med Marlon Brando. Det havde jeg ikke behøvet i en film med et så alvorligt emne.

Waiting for Superman udpeger som sagt dårlige lærerkræfter som hovedårsagen til skolernes forfald. De såkaldte “charter schools” – offentlige skoler som er undtaget for de onde livstidskontrakter – fremstilles som den gyldne løsning.

Den argumenterende del af filmen mangler, som det er set i andre amerikanske dokumentarfilm, nuancer, men hvad argumentationen mangler, har Waiting for Superman på følelser og på følsomme interviews med børn, hvis hedeste drøm er at få en ordentlig uddannelse. Det er hårdt at se deres skuffelse i mødet med de barske realiteter, men for helvede hvor bliver man rørt.

Waiting for Superman kan ses den 9. november kl. 19.30 i Grand. Køb billetter her.

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

Anmeldelse: Det erotiske menneske er en skuffelse. Hvor De fem benspænd var en vellykket og reflekteret film om at lykkes med at lave film under svære omstændigheder, er Det erotiske menneske en mislykket film, der viser hvordan Leth ikke lykkes med at omsætte en en banal fascination af Kvinden til filmkunst.

Jørgen kigger på fotos af kvinder. Jørgen kigger på kvinders røve og bryster. Jørgen oplæser et digt. Jørgen er gammeldags: For ham er kvinden helst brun, cigaretrygende og mere interesseret i at lægge make-up end at give Jørgen intellektuelt mod- og medspil.

Jørgen er også den eneste karakter i Det erotiske menneske, som har et efternavn. Leth, hedder han. De øvrige skuespillere præsenteres kun ved intetsigende fornavne. Hvis de er mere og andet end deres fysiske fremtoning, er de i hvert fald ikke meget andet. I Leths optik søger kvinden til manden i sin jagt på identitet. Som Dorothie, kokkens berømte datter, siger på et tidspunkt: Jeg ville være Madame Leth. Og som Monsieur Leth uden yderligere begrundelse siger: Det er trist, du ikke kunne blive det. For kvindernes vedkommende bliver det ved fornavnet – og den tomme overflade.

Leth selv har heller ikke meget udover sit navn at byde på i Det erotiske menneske. Filmen indledes med nogle pseudoantropologiske betragtninger om at “studere” kvinden, men hvorfor nu det? Og er det motivation nok til en dokumentar i spillefilmslængde? Leths reflektioner omkring sit projekt er underligt fraværende, og det gør hele den del af Det erotiske menneske som handler om at lave en film, der måske hedder Det erotiske menneske, (men måske også “The imperfect man” som der står på et klaptræ under filmen), uvedkommende. I hvert fald når Leths talende ansigt tager så meget skærmtid, som det gør. Når han stiller spørgsmålet “Hvad tænker hun på”, mens kameraet dvæler i hvad der føles som minutter ved en brystvorte, er det svært at overbevise sig selv om at han virkelig er interesseret i et svar.

Det, som der er rester af i Det erotiske menneske, er en serie dvælende, højæstetiske klip med smukke kvinder, der fx ligger på en seng eller i en pool med det dér direkte blik, som Leth er så fascineret af. En anden rest er en bagvedliggende historie – en europæisk forfatters erotiske minder fra sexuelle akter på eksotiske steder – der til castings i fx Sao Paulo agerer hjemmel for standardspørgsmålet til de håbefulde amatørskuespillere: Er du OK med nøgenscener, bare rolig, no sex – hvilket kvinderne heldigvis altid er. I klippene leder kvindernes blik dog typisk tankerne hen på parfumereklamer og den slags, og det tynde plot udspiller sig hverken i eller uden for billedet. Hvor er erotikken i det?

Men den æstetiske film med nøgne kvinder kunne i det mindste have været blot en æstetiskfilm. Det er i sammenblandingen med hjemmevideoagtige klip i modlys af Leth på hotelværelset, Leth der knepper kokkens datter, Leth der sidder i en bil, at selv den rent billedmæssige fascination forsvinder, den erotik man kunne have mødt i mødet med en velkomponeret film.

Jørgen har brugt 12 år på at overveje om han skulle lave en kunstfilm, en dokumentarfilm eller en spillefilm og er endt med en blanding som for en instruktør af Leths format virker pinligt ubevidst om hvad det er, den gerne vil være.

“Kan de sige et par ord, så er det også meget godt” siger Jørgen et sted i filmen. Jørgen dog, hvad har du selv på hjerte?

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

Weekenden indledes i morgen med masser af interessante dokumentarer og events på CPH:DOX. Her er et lille udpluk af fredagens program.

Den mexicanske Battle in Heaven (2005, IMDb) er en af de Harmony Korine-kuraterede film på CPH:DOX. Filmen, der var nomineredet til De Gyldne Palmer i Cannes, er en af Korines yndlingsfilm fra det sidste årti.

Bag filmen står instruktøren Carlos Reygadas, som, ifølge pressematerialet, har skabt et både hyperrealistisk og drømmeagtigt univers. Filmens plot kredser om en chauffør, der, efter at have indledt et seksuelt forhold til en rig generals datter, bliver lokket ud i alt muligt snavs.

Battle in Heaven vises fredag den 5/11 kl. 16.45 i Cinemateket og igen samme sted mandag den 8/11 kl. 21.30. Du kan købe billetter til filmen på www.cphdox.dk.

Shout (2010) er en hollandsk produktion om de to drenge Ezat og Bayan, der, skønt de betragter sig selv som Syrere, er vokset op som statsløse i de israelsk besatte Golan-højder.

Da de bliver 18 opstår muligheden for at studere i Damascus, en by der, set fra Ezats og Bayans perspektiv, er en ren festcentral. Til gengæld betyder rejsen til Damascus også et farvel til familierne derhjemme.

Shout er en film om frihed, men også om de umenneskelige følger af den hårde konflikt mellem Israel og de omkringliggende lande. Begge dele set og oplevet gennem Ezats og Bayans sympatiske øjne.

Shout kan ses i Empire fredag den 5/11 kl. 17.30, i Dagmar torsdag den 11/11 kl. 19 og sidste gang søndag den 14/11 i Posthus Teatret. Du kan købe billetter til filmen her.

I Enjoy Poverty (2009, IMDb) følger vi den hollandske kunstner Renzo Martens på mission i Congo. Her spreder han det provokerende budskab: Enjoy Poverty – et budskab der iscenesætter fattigdom som et kapitalistisk produkt på linje med Coca Cola og Britney Spears, hvor det er dem, der sælger “produktet”, der løber med profitten.

Enjoy Poverty er en del af CPH:DOX’ filmserie om fattigdom og kan ses fredag den 5/11 kl. 19 i Dagmar, mandag den 8/11 kl. 19 på Borups Højskole (med efterfølgende paneldebat) og lørdag den 13/11 kl. 16.30 på Teater Grob.

Fredagen byder også på bl.a. Lemmy, den hårdtslående frontfigur i Motörhead, og to timers gyldne tv-øjeblikke udvalgt af Brügger & Bertelsen fra Den 11. time. Du kan se hele fredagens program på www.cphdox.dk.