Særtilbud til gæstespillet SLÅET HJEM på Teater GROB

Natten til d. 13. august 2009 blev Brorsons Kirke på Nørrebro ryddet for afviste irakiske asylansøgere, hvilket skabte meget debat og meningsdannelse i befolkningen og medierne. Nu er dilemmaet om de afviste irakiske asylansøgere tilbage på Nørrebro, denne gang i teaterstykket SLÅET HJEM på Teater Grob fra d. 24. november.

Teater Katapult står bag dramaet om en dansk familie, hvor kærligheden er tæt på total opløsning; om politibetjenten Bjørn, der var med under rydningen af Brorsons Kirke; om konen Helen, der slår sin mand; om aktivist-sønnen Anders, der trodser familien og systemet; og om den irakiske flygtning, der forsøger at overleve med kærligheden i behold.

SLÅET HJEM er en forestilling om magt og afmagt i privatlivet såvel som på samfundsplan. Stykket går tæt på politimanden Bjørns afmægtige forhold til konen Helen og sønnen Anders. Bjørn har ikke set sin søn i over 2 år, men ved demonstrationerne for rydningen af de afviste irakiske asylansøgere står Bjørn og Anders pludselig ansigt til ansigt igen. Konsekvenserne for familiebåndet vokser i takt med, at demonstrationerne udvikler sig, og spørgsmålet om man skal følge sit hjerte og trodse loven bliver sværere og sværere at svare på.

Vi forestiller vi os, at I på KUKUA vil finde denne forestilling yderst interessant og ikke mindst relevant for jeres studie og arbejde. Derfor vil vi meget gerne tilbyde jer billetter til særpris til de tre første spilledage, som vi håber I har mulighed for at benytte jer af.

MEDVIRKENDE

Instruktør: Mikkel Flyvholm

Dramatiker: Katrine Sekjær

Skuespillere:Thomas Bang, Sarah Gottlieb, Thomas Knuth-Winterfeldt

Scenograf: Jesper Corneliussen

Lyddesigner: Marcus Hjelmborg

Læs mere om forestillingen www.grob.dk

Billetter til særpris: 25. nov. kl. 20.00, 26. nov. kl. 20.00 og 27. nov. kl. 17.00

Generel spilleperiode: 24. nov. – 4. dec.

Særpris til KUKUA: Kategori B: 100 kr. (normalt 175 kr.) Kategori C: 60 kr. (120 kr.)

Sted: GROB, Nørrebrogade 37, 2200 København N, Tlf: 35 300 500

Billetter til særtilbuddene kan bestilles på

tlf.: 35 300 500 eller på mail: billet@nullgrob.dk

Vi håber at se mange af jer på Teater GROB

Mange hilsner

Teater Katapult og GROB

Cadeauen. En ny litteraturpris-pris

Torsdag den 11. november kl. 16.30-18 på Kunsthal Charlottenborg uddeler tidsskriftet Reception for første gang Cadeauen – Danmarks og måske verdens første pris til en litteraturpris.

De nominerede til årets Cadeau er Kritikerprisen, Danske Banks Litteraturpris, Montanas Litteraturpris og Dan Turèll-prisen.

Forfatter Peter Adolphsen vil stå for prisoverrækkelsen, og vi byder på champagnegløgg og madeleinekager. Herudover vil programmet stå på et folkeligt intermezzo ved violinist Anne Eltard, en hyldestfællessang til ære for litteraturpriser og en pristale-cut-up-oplæsning.

Cadeauen er et skulderklap til mændene og damerne bag scenen, en hyldest til litteraturens beskedne embedsmænd, og for én gangs skyld sætter vi denne forsømte gruppe i rampelyset – vi skal jo også huske at klappe af dem, der står i køkkenet, ikke sandt?

Se nomineringsbegrundelserne og læs mere om arrangementet på www.tidsskriftetreception.dk.

RECEPTION – tidsskrift for nordisk litteratur
Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab
Københavns Universitet
Njalsgade 120, 2300 København S

Hjemmeside: www.tidsskriftetreception.dk
Kontakt: redaktion@nulltidsskriftetreception.dk

Ikke bare et greb i lommen – kunstsamtale med Jens Haaning og freelance kurator Judith Schwarzbart

I forbindelse med Jens Haanings aktuelle anmelderroste og diskuterede udstilling ALD CARMARKET KØBENHAVN i Den Frie Udstillingsbygning afholdes en kunstsamtale med Jens Haaning og freelance kurator Judith Schwarzbart. Med afsæt i udstillingen, og Scwarzbarts påstand om, at konceptuelle kunstpraksisser har svære vilkår i Danmark, vil de to diskutere spørgsmål som: Hvad er konceptkunst? Hvilken praksis arbejder Jens Haaning med? Hvad er det for et værk som Jens Haaning har produceret til Den Frie Udstillingsbygning. Hvad er værkets kunstneriske greb? Og hvordan adskiller dette greb sig fra tidligere tilsyneladende lignende greb i Jens Haanings kunstneriske praksis? Hvad sker der, når en idé som eksempelvis, at udstille en brugtvognsforhandler bliver realiseret i praksis? Hvilke nye (mulige) betydninger opstår derved?

Arrangementet finder sted torsdag d.11. november kl. 19.30 – 20.30,
i Den Frie Udstillingsbygning, Oslo Plads 1, 2100 København Ø.

Mislykket socialrealisme

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

Anmeldelse: The Arbor havde – muligvis – været interessant som bog eller teaterstykke. Som film rammer fortællingen om den britiske manuskripforfatter Andrea Dunbars socialrealistiske liv helt ved siden af.

The Arbor (www.cphdox.dk)

Det burde ikke kunne gå galt. Med en stolt tradition for film om de nederste sociale lag, skulle man ikke tro at en britisk film om fattigdom, nedbrudte familier, vold og stofmisbrug kunne ramme ved siden af. Tænk bare på Mike Leigh, Ken Loach, eller nyere skud på stammen som Andrea Arnold, hvis film Fish Tank har haft dansk premiere for ganske nylig. Clio Barnard har instrueret dokumentaren The Arbor, som er milevidt fra at kunne hamle op med konkurrencen.

Omtalen af The Arbor i kataloget til årets CPH:DOX virker da også lovende. Filmen handler om Andrea Dunbar, en ghettopige der allerede som 19-årig skrev teaterstykket The Arbor, inden hun 10 år senere døde af druk. Stykket handlede om det hårde kvarter, som Andrea voksede op i. I filmen hører vi Andrea, hendes familie, og især hendes børn fortælle om deres skæbner, bortset fra en lille detalje: De fortællende er allesammen skuespillere og ligner absolut ikke noget fra arbejderklassen.

Det er ikke så meget det, at “ægte” karakterer er erstattet med skuespillere, der er problemet. Faktisk er der noget interessant i den idé, især i de scener, hvor scener fra det oprindelige teaterstykke genopføres “on location” midt i det sociale boligbyggeri. De er flotte.

Det er ikke det, at der er elementer i filmen der virker kunstige. Det er det, at hele filmen gør det. De glatte skuespillere er for det meste placeret i indelukkede locations, (en dagligstue, et soveværelse), som er blottet for karakter. Det kunne da godt være arbejderklassehjem, men det ligner mere 10 minutters udsmykning af et studie. De eftersynkroniserede replikker er optaget med en klarhed, der gør dem utroværdige. Ingen baggrundsstøj her, ingen handling, ingen dramatik, kun en serie replikker.

Er det så en god historie, der leveres? Ja, måske, men når den leveres med en billedside der er komplet uinteressant, og med skuespilpræstationer der kun kan overbevise om, at der er tale om skuespil, så bliver en film som The Arbor en søvndyssende oplevelse. Den kunne ligeså godt have været en bog eller et radioprogram, men med mængden af god socialrealisme fra Storbritannien, er jeg ikke engang sikker på jeg synes om den idé. Allerhøjest formår filmen at være søvndyssende på en original måde. Gab.

The Arbor går i Posthus Teatret onsdag den 10/11 kl. 19 og igen i Grand lørdag den 13/11 kl. 21.30. The Arbor er en af konkurrencefilmene på årets CPH:DOX.

Med Herzog i Sibirien

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

Happy People (www.cphdox.dk)

Anmeldelse: Den danske vinter virker både mindre deprimerende og mindre smuk, når den sammenlignes med vinteren i landsbyen Bakhtia, som ligger på polarcirklen midt i Sibirien. Werner Herzog fortæller godt i Happy People: A Year Of The Taiga, men den virkelige bedrift er instruktøren Dmitry Vasyukovs billeder af hvordan livet leves når termometeret viser minus 50, og der er mere end et halvt år til kontakt med omverdenen.

Vinteren i Bakhtia er så hård, at det meste af sommeren går med at forberede sig på den. Der hugges brænde, der bruges til både, fælder og jagthytter. Myggene sidder i lag på huden, med mindre man har smurt sig ind i en slags tjære, der udvindes ved at brænde birkebark. I floden, som kun er tøet op et par måneder om åren, fanges fisk, så der er et lager klar til når kulden sætter ind. En sjælden gang kommer en båd med turister forbi. Den lægger ikke til.

Når det begynder at blive rigtig koldt pakker mændene brød, snescooter og hunde, og sejler op af floden til hver sit jagtterritorium. Hver dag går turen til en ny hytte, på vejen dertil tjekkes fælderne for pelsdyr. Pels er den eneste eksportvare, motorsave den eneste import, i det så godt som selvforsynende og fuldstændigt isolerede samfund.

Filmens fokus er naturen, og det arbejde der skal til for at mennesket kan overleve i den. Med sin karakteristiske Schwarzenegger-accent beskriver Werner Herzog billederne. Der er sans for dramatikken: Når isen begynder at tø og blive mast ned ad floden. Når et træ smadrer taget på en jagthytte kort tid inden mørket falder på. Når en bjørn har kradset i ruden, der egentlig bare er et stykke udspændt plastic.

Det er med is i skægget, at mændene udsiger deres visdomsord: Sådan her skal du gøre, hvis du skal overleve her. Det er utroligt at en film som Happy People kan lade sig gøre. De eneste irritationsmomenter var voiceovers på engelsk i stedet for undertekster på filmens (ret få) replikker, og at lyden ved visningen i Grand i går ikke var helt synkroniseret med billederne, hvilket gjorde de mange scener med øksehug mod træ en smule mere uvirkelige end de havde behøvet at være.

Happy People er en film om et sted, man aldrig kommer til at besøge, men som man bør gøre sig den tjeneste at se.

Du kan se filmen i Grand tirsdag den 9/11 kl. 21.30 og igen samme sted lørdag den 13/11 kl. 19. Køb billetter her.

Som at få en ny ven

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

...And Everything is Going Fine (www.cphdox.dk)

Anmeldelse: Det siger meget (og udelukkende positivt) om bredden af årets CPH:DOX, at der er plads til en film som And Everything is Going Fine i hovedkonkurrencen. Skuespilleren Spalding Gray, hovedpersonen i Steven Soderberghs portrætfilm, er værd at lære at kende.

Allerede i Sex, Lies, and Videotape, Soderberghs debutfilm, er videofilmen et intimt og ærligt medie. Da Spalding Gray dukker op på lærredet i instruktørens nye dokumentar er han filmet siddende bag i et bord med et manuskript i hånden. Baggrunden er sort, kameraets indstilling statisk og billedkvaliteten grynet. Det er milevidt fra Traffic, Oceans Eleven, og alle de andre spillefilm af Soderbergh. Men Grays altdominerende monolog er dragende. Jeg var ikke den eneste i salen der grinede med, da det usynlige publikum i det teater eller galleri, hvor monologen var optaget, begyndte. Fra da af fjernede min fokus sig fra den næsten amatøragtige karakter af optagelserne, jeg så på. I stedet så jeg på det menneske, som i roligt tempo blev sat sammen af de farvede prikker på lærredet.

Jeg tror nok man er lovligt undskyld hvis man som dansker ikke har hørt om Spalding Gray. Det håber jeg i hvert fald, for selvom Grays ansigt virker bekendt, tilhører han så absolut ikke den kategori af amerikanske skuespillere, hvis navne pryder fortovene på Broadway og Sunset Boulevard. Gray blev født i 1941 og døde tragisk tidligt i 2004. Han var faktisk med i flere store produktioner, bl.a. The Killing Fields (1984). Men det var ikke i selskab med andre skuespillere, at Gray stak ud som noget specielt. Først da han får ideen til at fortælle om sine egne erfaringer i monolog, finder Gray sin niche som skuespiller.

Uddrag fra Grays monologer fylder det meste af And Everything is Going Fine, og det er dem, der bærer filmen. Gray fortæller om barndom, forholdet til sin far, kærester, familieliv og skilsmisser, om sin skuespilkarriere, om hvad han spiste til morgenmad, og om hvem han mødte da han gik tur om morgenen. Detaljerigdommen og humoren i den måde Gray formidler sine erfaringer er overvældende. Det er sjovt, men bag det humoristiske kommer alvoren frem. Den alvor man mærker, når man mærker at den mand, der fortæller, fortæller om sig selv.

Ud over uddrag af monologerne består filmen af interview med Gray og af hjemmevideoer af Gray med sin far og resten af sin familie. Interviewene hjælper med at belyse hvordan det kan være, at Gray først finder sig selv som skuespiller når sidder alene på scenen og taler om sig selv, mens scenerne med familien bekræfter de ægte begivenheder og følelser, der ligger bag Grays fortællinger. Faren kan måske ikke huske hvordan han på den kommunale golfbanes fjerde hul forsøgte at advare Spalding mod at gå med piger, men som Spalding påpeger er det vigtige ikke om erindringen er sand. Det vigtige er, at han husker den, og at den betyder noget for ham.

I And Everything is Going Fine er det Gray selv, der begynder at betyde noget for publikum. I løbet af den halvanden time filmen varer, går Gray fra at være ukendt til en, hvis person man kender. Først bliver man ked af, at man ikke så ham i live, derefter glad over at hans eftermæle er bevaret. At en instruktør af Soderberghs format har sat sig ned og lavet en film, som ikke kun virker vedkommende. Den virker nødvendig.

And Everything is Going Fine kan ses søndag den 7/11 kl. 21 i Cinemateket og igen søndag den 14/11 kl. 16.30 i Dagmar. Du kan købe billetter her.

Udstillingsåbning på Louisiana – Mød den amerikanske kunstner Walton Ford

Kom til udstillingsåbning på udstillingen “Louisiana Contemporary – Walton Ford” på Louisiana
Torsdag den 11. november kl. 18-20.
Der er gratis entré for alle i det tidsrum!
Mød kunstneren Walton Ford, der vil være til stede og fortælle om sin kunst.
Mødet med kunstneren finder sted i udstillingen, som vises i museets Søjlesal og Store Sal!

Museet holder åbent til kl. 22.
Med venlig hilsen
L O U I S I A N A
Susanne Hartz
Pressechef
www.louisiana.dk

Anselm Kiefer på Louisiana

Anselm Kiefer
10. september 2010 – 9. januar 2011

Den tyske kunstner Anselm Kiefer (f. 1945) er en af de store nulevende klassiske kunstnere. Han er en ener i kunsthistorien med sin tilgang til historien og i valg af materialer og formater med vægt på en meget fysisk tilgang til kunstværket. Udstillingen er den første store præsentation i Norden af hans værk; den spænder over hele perioden i Kiefers kunst og rummer tillige helt nye billeder fra kunstnerens hånd.Sjældent vist er billedsuiten på otte værker, Heroische Sinnbilder fra 1969-70, hvor Kiefer spejler sig selv i nazismens forbrydelser – disse billeder er aldrig vist i Skandinavien.Louisiana indleder efterårssæsonen med en stor præsentation af den tyske kunstner Anselm Kiefer med 87 værker spændende fra de tidligste år efter kunstakademiet i 1969 op til i dag. Kiefers værker er en af hjørnestenene i Louisianas samling, og han har længe stået på listen over efterkrigskunstnere, som museet gerne vil vise i det perspektivgivende format. Udstillingen vises i perioden 10. september 2010 – 9. januar 2011 og afrunder Louisianas udstillinger gennem de senere år af andre af efterkrigs-kunstens store tyske navne: Sigmar Polke, Gerhard Richter og Georg Baselitz.Udstillingen
Kiefer præsenterer et af de mest markante brud i efterkrigstidens Tyskland. Det er hans virke over fireårtier, som museet ønsker at holde frem med en række centrale værker præsenteret i fem løst afgrænsede tematikker, der hver præciserer centrale kunstneriske problemstillinger i Kiefers kunst.

Udstillingen, som altså ikke er kronologisk, vises i museets Sydfløj. I det første rum præsenteres fire store Nye værker: tre store malerier og en skulptur. De tre malerier kan alle siges at kredse om Kiefers livslange arbejde med at omsætte forskellige forestillinger om tid – den lange historiske tid, den nære personlige, den atomiserede, den mytiske – til maleri. Stjernekonstellationer og fysiske hug ind i landskabernes rum insisterer på eksistensen af en dynamisk Historie og et voldsomt Nu. I det efterfølgende rum med temaet Landskab. Mytologi og realitet ses de skæbnetunge marker, Kiefers værk er så rigt på, og den tyske skov og arkitektur. Her indgår bl.a. de centrale værker Dein goldenes Haar, Margarethe, og Dein aschenes Haar, Sulamith, fra 1981, hvor landskabet via digteren Paul Celans berømte digt ”Dødsfuga” kobles til nazisternes folkemord på jøderne under krigen. Historien har lejret sig tungt her, men Kiefers originale billedkultur afstedkommer samtidig en klar fornemmelse af, at den er åben og uafsluttet. At koble konkret fysisk materiale på de malede landskaber er en af Kiefers metoder til at binde øjeblikket, her & nu, og fortiden sammen. Temaet VerdenstidLivstid er endnu et væsentligt emne for Kiefer, hvor kunstneren ikke blot drager verden men verdener ind. Her kan Sol Invictus, 1995, som er i kunstnerens privateje og Sternenfall, 1995 bl.a. ses. I værker som disse antydes en mystisk erfaring af verden, et syn der åbner for nye forestillinger om tid, individualitet og bevidsthed. Derefter følger temaet Billedstrid med billed-suiten på otte malerier, Heroische Sinnbilder fra 1969-70. En række billeder der i sin tid vakte stor opsigt ved at koble kunstneren selv, og derigennem kunsten som sådan, med nazismens kult og historiske forbrydelser. Kiefer driver med sine iscenesættelser udtrykket til et sted, hvor han – selv i tressernes radikalt eksperimenterende tidsånd – fremstod som virkelig radikal.

Afslutningsvis viser udstillingen under temaet Bogen de afgørende bøger fra de tidlige år. Kiefers bøger er unikke, selvstændige bidrag til billedkunsten, og selv om de kan ses som opmarch til malerier, er de hverken skitsebøger eller forstudier, men snarere grundbilleder og afprøvninger af den ubundne idé. At nutiden fødes af fortiden er en stående præmis gennem hele Kiefers oeuvre. Hos Kiefer er der tale om mytestof, som i betydeligt omfang indeholder både klassisk og historisk materiale, men som alligevel bliver samtidens og kunstnerens eget.

Sproget er en af de væsentlige igangsættere for Kiefer, og typisk følger referencen direkte med ind i værket i form af kunstnerens karakteristiske håndskrift i olie eller kul. At tildele de store og perspektivgivende fortællinger en fundamental betydning for mennesket, som Kiefer gør det, sætter tydeligt hans værk uden for det sociale eller populær-kulturelle fokus, som meget af kunsten i Kiefers egen samtid har haft. Hos Kiefer er det de monumentale spørgsmål, der rejses – og rejses ind i – med værket.

Biografi
Anselm Kiefer er født i 1945 i Donaueschingen. Han blev uddannet på kunstakademiet i Karlsruhe i 1969 og fik siden kontakt med professor Joseph Beuys i Düsseldorf. I 1980 repræsenterede han Tyskland på Venedig Biennalen sammen med Georg Baselitz. Udstillingen var kontroversiel og vakte opmærksomhed uden for Tyskland, især i Amerika. I 1992 flyttede kunstneren fra sit hjemland til først Barjac i det sydlige Frankrig og senere til Paris. Kiefer er repræsenteret på de fleste betydningsfulde museer verden over. I 2001 viste Louisiana en mere fokuseret atelierudstilling, hvis tema perspektiverede Formand Mao og hans bog ”Lad tusind blomster blomstre”.

I 2008 modtog Anselm Kiefer ”Der Friedenspreis des Deutschen Buchhandels”, som dermed for første gang blev tildelt en billedkunstner.Louisiana Revy og Louisiana Magasin 32
Udstillingens katalog, i form af Louisiana Revy, indeholder et forord af Louisianas direktør Poul Erik Tøjner samt artiklerne ”Anselm Kiefer og tyskernes myter” af professor i politisk videnskab på Humboldt-universitet i Berlin, Herfried Münkler, ”Anselm Kiefer. Et bibliotek af visioner” af direktør for Staatsgalerie Stuttgart, Sean Rainbird, seks tematiske introduktioner af udstillingens kurator Anders Kold, ”Terrænet omkring det sorte hul” af cand. mag. i litteraturvidenskab, Annette Buhl, ”Skovveje” af kunsthistoriker, Ph.d., professor i kunsthistorie, Hans Dickel, en biografi og en værkfortegnelse.

Desuden artiklen ”Årgang fem og fyrre” af Anders Kold i forårets udgave af Louisiana Magasin nr. 32.

Arrangementer – foredrag – symposium:

17. november, kl. 20.00
Foredrag: ”Kiefers bogkunst” ved Hermann Schmid
Samlingen af Kiefers bøger i udstillingen er unikke. Foredraget af Ph.d. Hermann Schmid vil være en gennemgang af temaerne, udviklingen og den materielle proces i Anselm Kiefers bogproduktion. Dernæst søges der svar på, hvorfor han i sin kunst griber tilbage til bogen som medium.

4. december (klokkeslet følger)
Symposium: ”Totalitarisme og samtidskunst”
Heldags-symposium med deltagelse af ledende danske og udenlandske forskere arrangeret af Louisiana i samarbejde med Århus Universitet.

Symposiet afholdes på engelsk.

8. december, kl. 20.00
”Den tynde røde streg” ved Jörg Heiser
Kunstkritiker med speciale i samtidskunst og mangeårig redaktør af det internationale tidsskrift ’Frieze’, Jörg Heiser tager diskussionen om erindring og bearbejdelse i forhold til Holocaust op, men her med særligt henblik på de emner som to eller tre generationer efter de historiske begivenheder søger at forholde sig til.

Film i Louisiana Biograf
Vises dagligt: Over Your Cities Grass Will Grow”
I museets biograf vises en helt ny film om Anselm Kiefer med titlen ”Over Your Cities Grass Will Grow”. Filmen er skabt af Sophie Fiennes og blev vist udenfor konkurrence på dette års Cannes Festival, hvor den høstede stor hæder. Filmen dokumenterer Kiefers arbejdsprocesser og kan opleves som en personlig rejse til det univers, Kiefer siden 2000 har opbygget i bjergene i det sydlige Frankrig.
Varighed: 130 min. Producent: Amoeba Film, Kasander, Schiapode.

Med støtte fra OAK FOUNDATION Denmark.
Supplerende støtte fra Den Danske Forskningsfond.

Museets åbningstider: Tirsdag – fredag kl. 11-22. Lørdag, søn- og helligdage kl. 11-18. Mandag lukket. www.louisiana.dk.

Med venlig hilsen
L O U I S I A N A
Susanne Hartz
Pressechef

Bodum: Hovedsponsor for Louisiana / Main sponsor for Louisiana.