Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.
Anmeldelse: Waiting for Superman er vellavet og lige vel rørende. Så rørende, at man bliver mistænksom til sidst mens tårerne drypper ned i skriveblokken. For det er vist temmelig politisk alt det her med uddannelse, og hvad er det egentlig filmen argumenterer for?
Det står dårligt til med skolerne i U.S.A., især de offentlige af slagsen, den slags skoler som de fattige går i inden de dropper ud, og de rige undgår til fordel for privatskoler. Det står dårligt til med uddannelsesniveauet i U.S.A., selv når det gælder helt basale kundskaber som læsning og matematik. Virker billedet bekendt?
David Guggenheim, der har instrueret Waiting for Superman, er åbenbart en mand der kan lide at gøre opmærksom på de helt store problematikker. Problemerne i det danske uddannelsessystem blegner over for det nedbrudte amerikanske system, som David Guggenheim i en meget personlig stil fortæller om i filmen. Selv klimaforandringerne, som Guggenheim lod Al Gore fortælle om i An Inconvenient Truth, virker en lille smule ubetydelige, når der sættes ansigt, personlighed og drømme på de børn, der rammes af et system, hvor det at have penge er en forudsætning for at sikre sig vejen til en universitetsuddannelse. Er man fattig er den eneste chance lotterierne til de få offentlige skoler, der faktisk formår at holde undervisningen på niveau med det nationale curriculum. Chancerne er selvsagt ikke særligt store.
Genistregen i Waiting for Superman er, at de hårde socioøkonomiske uddannelsfacts suppleres med historien om børn og deres forældre, der ved at børnenes skæbne er afhængig af et heldigt lod i tombolaen. Genistregen er, at man ser dem sidde i auditorier og gymnastiksale og få deres skæbner afgjort, og at man ser – og her kan den amerikanske dokumentar tydeligvis noget andet end Hollywoodfilmen – at for de fleste af de upriviligerede børn, der ender det, som statistikken tilskriver, ikke spor lykkeligt. Det gør filmen vedkommende, ægte og rørende på en måde som en “happy end” umuligt kan være.
Til gengæld følte jeg mig som europæer til dels hægtet af filmens argumentation, og selvom det kunne være fordi filmen beskriver et uddannelsessystem, som er væsentligt anderledes end fx det danske, er min mistanke at filmens argumentation simpelthen ikke er særlig god.
Filmens hovedpåstand er, at gode undervisere er altafgørende for god undervisning. Den pointe er svær at argumentere imod, men hvad er det så for en undervisning, der er god? Mere problematisk end den manglende dybde i argumentationen er, at Waiting for Superman argumenterer for, at den primære forhindring for god undervisning, er at skolelærere i offentlige skolelærer (åbenbart) ansættes på livstidskontrakter, hvilket gør det svært at rydde ud i rådne æbler og sure citroner.
Jo jo, det kan da godt være, at der er lærere der falder af på den i løbet af en ghettoskolekarriere, men den måde lærernes fagforeninger kritiseres uden at hverken lærerne på livstidskontrakt eller fagforeningerne får lov at komme til orde, er så utvetydig unuanceret, at jeg kortvarigt blev mindet om de komisk-korrupte fagforeningsmænd i den 60 år gamle On the Waterfront med Marlon Brando. Det havde jeg ikke behøvet i en film med et så alvorligt emne.
Waiting for Superman udpeger som sagt dårlige lærerkræfter som hovedårsagen til skolernes forfald. De såkaldte “charter schools” – offentlige skoler som er undtaget for de onde livstidskontrakter – fremstilles som den gyldne løsning.
Den argumenterende del af filmen mangler, som det er set i andre amerikanske dokumentarfilm, nuancer, men hvad argumentationen mangler, har Waiting for Superman på følelser og på følsomme interviews med børn, hvis hedeste drøm er at få en ordentlig uddannelse. Det er hårdt at se deres skuffelse i mødet med de barske realiteter, men for helvede hvor bliver man rørt.
Waiting for Superman kan ses den 9. november kl. 19.30 i Grand. Køb billetter her.