I morgen (torsdag d. 4.) på DOX

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

Waiting for Superman (www.cphdox.dk)

Så er det i morgen at DOX for alvor sparkes i luften efter gallapremieren i aften på Jørgen Leths Det Erotiske Menneske i Vega, Grand, Empire og diverse biografer i resten af landet. Hvis du endnu ikke har planlagt en tur i biografen torsdag, er her en forsmag på nogle af filmene på programmet den 4. november. Du kan se hele programmet for den 4. november her.

Waiting for Superman (2010, IMDb) har været en seersucces i U.S.A. Filmens omdrejningspunkt er det amerikanske uddannelsessystem og de børn og unge, der er fanget i det. David Guggenheim, som har instrueret filmen, foretager et kritisk blik på et system, der desværre ofte hæmmer snarere end fremmer unges udviklingspotentiale.Filmen modtag publikumsprisen på Sundance.

Waiting for Superman vises i Grand Teatret den 4. november kl. 17 og igen den 9. november kl. 19.30. Køb billetter her.

The Oath (www.cphdox.dk)

The Oath (2010, IMDb) er et portræt af Abu Jandal der, inden han blev taxachauffør i Yemens hovedstad Sana’a, har opbygget sig et imponerende CV som aktiv i Al-Qaeda og livvagt for Osama Bin Ladin. Og af Salim Hamdan, Abus bror, der først blev chaffør for Bin Ladin og senere den første til at komme for retten i Guantanamo. I The Oath følger instruktøren Laura Poitras de to mænds hverdagsliv og deres forskellige, men dog parallelle, skæbner.

The Oath vises i Empire Bio den 4. november kl. 17.30, i Dagmar tirsdag den 9/11 kl. 16.40 og søndag den 14/11 kl. 19 i Grand. Køb billetter her.

…And Everything is Going Fine (2010, IMDb) er Steven Soderberghs bidrag til årets CPH:DOX. Soderbergh er allerede med Bubble (2005, IMDb) og Che (2008, IMDb) trådt tæt på dokumentarfilmsterritorium, og med sin nye film om skuespilleren (o.a.) Spalding Gray, tager han skridtet fuld ud.

...And Everything is Going Fine (www.cphdox.dk)

Gray, der døde i 2004, formentlig ved selvmord, er især kendt for sine intense monologer, og det er disse taler som …And Everything is Going Fine fokuserer på. Swimming to Cambodia, Grays mest berømte stykke, skrev han on location under optagelserne til filmen The Killing Fields (1984, IMDb)

…And Everything is Going Fine vises i Gloria den 4. november kl. 21.45, i Cinemateket den 7/11 kl. 21.00 og i Dagmar den 14/11 kl. 16.30. Køb billetter her.

Ud over de nævnte film byder torsdag den 4/11 på blandt andet koncerter med det tyske avantgardeband Einstürzende Neubauten og med det danske band William Blakes. Hvis man er til den slags, er der også mulighed for at følge Dizzy Miss Lizzys reunion i Theis Molins nye Lost Inside a Dream – The Story of Dizzy Mizz Lizzy.

Du kan se alt hvad CPH:DOX byder på i morgen på www.cphdox.dk.

Kunsthistorie og visuel kultur søger repræsentant til Studienævnet for 2011

Opstilling til valg senest fredag den 5.november
Kære alle studerende på Kunsthistorie og Visuel Kultur

Der er valg til Studienævnet i næste uge, og Maria, som har siddet 1 år, ønsker ikke at genopstille.

Studienævnsrepræsentanten rekrutteres normalt gennem Fagrådet. Problemet er, at der i år kun er kommet 3-5 personer til fagrådsmøderne, og ingen af dem ønsker at opstille, da de har rigeligt at lave med at holde Fagrådet i gang og repræsentere de studerende i Fagudvalget.

Vi skriver ud til alle studerende i håb om, at der er en af jer, som har lyst til at være de studerendes repræsentant i Studienævnet. Der er meget kort betænkningstid, for vi skal aflevere navne på den/dem, der ønsker at opstille i denne uge.

Maria, som pt. er Studienævnsrepræsentant, har kort beskrevet repræsentantens arbejde (se nedenfor).
Se også Studienævnets hjemmeside her: http://kunstogkulturvidenskab.ku.dk/intranet/moedefora/studienaevn/

Er du interesseret, skal du kontakte Fagrådet på: kunst.fagraad@nullgmail.com

Hvis vi ikke hører fra nogen af jer, bliver konsekvensen, at vores fag ikke vil være repræsenteret i Studienævnet fra 1. januar 2011.

Om arbejdet som Studienævnsrepræsentant:
Som repræsentant i Studienævnet (SN) på IKK kommer du til at indgå i et demokratisk valgt organ, der består af studerende, undervisere og administrativt personale. Nævnet har til opgave at sikre tilrettelæggelse, gennemførelse og udvikling af uddannelse og undervisning på instituttet, og som studenterrepræsentant er du de studerendes stemme i disse processer. Det er vigtigt for instituttet, at studerende fra alle fag er repræsenteret, da vores holdninger til uddannelserne på IKK er meget værdsatte og nødvendige for bedst muligt at kunne tilrettelægge instituttets uddannelser inden for de gældende økonomiske og politiske rammer.

Studienævnet mødes ca. en gang hver måned, og en uge op til mødet fremsendes dagsorden og bilag, så man har tid nok til at forberede sig.
Det er op til en selv hvor meget arbejde man ønsker at lægge i jobbet som repræsentant, og derfor behøver man ikke frygte at det kommer til at stjæle al ens tid, hvis det ikke er det man er interesseret i.

Et minimum af deltagelse i Fagrådet er dog påkrævet, da det er her, man som repræsentant danner sig et indblik i de studerendes interesser generelt, og her man videregiver information om eventuelle afgørende emner, der diskuteres i SN.

Alle studerende fra Kunsthistorie og Visuel Kultur har mulighed for at stille op som studenterrepræsentant i SN, og derfor håber vi fra Fagrådet meget på at høre fra jer hurtigst muligt.

Litteratur-uge i Kunsthallen Nikolaj: Mød Morten Søndergaard, Niels Lyngsøe, Christina Hesselholt, Koordinat og mange flere

På Kunsthallen Nikolaj  står denne uge i litteraturens tegn med to forfatterarrangementer centreret omkring Morten Søndergaards succesudstillingen LOVE.

Arrangementerne er gratis med entre til Nikolaj (20 kr).

Tors. d. 4. nov. kl. 17: Danske digtere tager LOVE

Danske digtere tager ordene på ordet og går tæt på den aktuelle udstilling LOVE af Morten Søndergaard. Christina Hesselholt, Martin Glaz Seerup og Tomas Thøfner deltager med Morten Søndergaard som ordstyrer og moderator ved arrangementet.

Søn. d. 7. nov kl. 13- 17: Poetisk Stormøde

Digtere samles til stormøde i Kunsthallen Nikolaj: Forfatterkollektivet Koordinat uropfører deres 4. digtsymfoni og lader litteratur og musik smelte sammen i en overraskende ord-cocktail. Fire af Danmarks ypperste digtere, Harald Voetmann, Viggo Madsen, Niels Lyngsø og Rasmus Graff, går tæt på Kunsthallen Nikolajs aktuelle udstilling LOVE af digteren Morten Søndergaard ud fra deres egne forfatter-skaber.

Se Morten Søndergaards youtube apotek fra udstillingen her: Morten Søndergaard

WHO OR WHAT IS REALLY ALIVE TODAY?

Who or what is really alive? Being beyond Das Beckwerk and Funus Imaginarium

Heldagsseminar om statsborgeren Claus Beck-Nielsens død og begravelse, om kunst, politik, identitet, liv og død fredag d. 19. november.

Seminaret skal dreje sig om såvel begivenheden Funus Imaginarium som om de mere generelle problemstillinger, spørgsmål og stridspunkter, der så at sige rejser sig fra graven. Til det formål har vi inviteret en yderst kompetent og broget flok af oplægsholdere, der gennem en hel dag vil lægge forskellige perspektiver på sagen:

Das Beckwerk, Tænketanken Funus Imaginarium, Susanne Christensen, Kirsten Marie Raahauge, Rane Willerslev, Center for Vild Analyse, Lars Östman, Mikkel Thorup og Lilian Munk Rösing.

Der vil desuden være en kortere premierescreening af en ny dokumentarfilm om Das Beckwerk og Funus Imaginarium. Seminaret afsluttes med en stor, planetær fællesdiskussion.

Se program med mere på www.beingandbeyond.blogspot.com

Tilmelding er ikke nødvendig, deltagelse er gratis og alle uden undtagelse er velkomne.

Tid og sted som følger: Fredag d. 19. november kl. 09.45 – 18.00 i festsalen på Kunstakademiet, Kgs. Nytorv 1, København K

Seminaret arrangeres af studerende ved Københavns Universitet i samarbejde med Das Beckwerk.

Kontakt: funusimaginarium@nullgmail.com

Who or what is really alive today?