V1 GALLERY OG EIGHTEEN SØGER TO PRAKTIKANTER

V1 GALLERY SØGER TO PRAKTIKANTER

V1 Gallery søger praktikanter til forskelligartede opgaver på galleriets adresser i Kødbyen.

Vi leder efter en praktikant, som:

– Er lærenem, god til at arbejde selvstændigt og sammen med andre
– Har en solid ordenssans og er glad for at systematisere
– Er fleksibel både i forhold til arbejdstider og -opgaver
– Er glad, engageret og udadvendt

Arbejdsområder:

  • I tæt samarbejde med galleriets to assistenter sørge for den daglige drift – dvs. registrering og formidling via diverse digitale platforme, betjening af kunder i galleriet, lageropdatering, pressekontakt mv.
  • Assistere ved ferniseringer og andre forefaldende arrangementer i galleriet
  • Håndtering af indkommende og udgående kunstværker til og fra huset

Du kommer som praktikant til at arbejde med både praktiske og mere indholdsmæssige opgaver. Det er derfor vigtigt, at du er fleksibel og omstillingsparat, når det gælder dine arbejdsopgaver, som altså både vil omfatte kundekontakt, kontorarbejde og praktiske opgaver på galleriets lager. Vi kan tilbyde en arbejdsplads, hvor du får grundig erfaring med alle de rutiner og arbejdsgange, der udgør galleriets daglige drift, får udvidet dit netværk og et stærkt kendskab til samtidskunst.

Praktikstillingen er ulønnet. Timeantal: 2 dage ugentligt samt hver anden lørdag.

Kort om os: V1 Gallery blev grundlagt i 2002 og repræsenterer et bredt udvalg af nye og etablerede kunstnere med ca. 10 udstillinger om året. I august 2016 åbnede vores søstergalleri Eighteen.

Send en kort ansøgning med lidt om dig selv og dine kompetencer til: christiane@nullv1gallery.com

Hvis du har yderligere spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at skrive en mail til: christiane@nullv1gallery.com

Ansøgningsfrist den 18. April 2017.

 

Vi glæder os til at høre fra dig!

V1 Gallery og Eighteen

KropUmulig – eller undskyld, har du set min krop?

Musikteatret SAUM og FIGURA Ensemble gæster det nye kultur- og bevægelseshus på Frederiksberg KU.BE med KropUmulig – eller undskyld, har du set min krop?

–  en musikforestilling skrevet af 8 nordiske kvinder, 4 forfattere og 4 komponister.

KropUmulig – eller undskyld, har du set min krop? sætter fokus på forholdet mellem krop og sjæl i en tid, hvor træning, alder, udseende, sex og sundhed spiller en afgørende rolle i samfundet.

KropUmulig er en musikforestilling i 7 poetiske billeder, der på hver sin humoristiske måde beskriver det moderne menneskes forhold til kroppen.

Forestillingen skildrer en række kvinder, som tager alle midler i brug for at kunne kontrollere og forstå deres kroppe. Gennem de 7 koncertbilleder forholder de sig til forskellige kropsroller og bliver konfronteret med spørgsmålet om, hvorvidt krop og hoved hænger sammen. For er det muligt at ændre på kroppen uden også at ændre ved sin bevidsthed?

Til hver af forestillingerne supplerer en fagperson koncertbillederne ved at uddybe de spørgsmål, som den enkelte forestilling handler om. Aftenerne er opdelt efter følgende temaer:

  • 19/4 Tema: ÅND · Gæst: Præst Bettina Christiansen
  • d. 20/4 Tema: SKAM · Gæst: Psykolog Iver Hecht

Læs mere og køb billet.

PRAKTIK I KOMMUNIKATIONSAFDELINGEN PÅ DET DANSKE FILMINSTITUT

Brænder du for at arbejde med kommunikation og formidling? Og vil du gerne have indblik i dansk filmpolitik og den danske filmbranche? Så er det måske noget for dig at komme i praktik på Det Danske Filminstitut.
Kommunikationsafdelingen på Det Danske Filminstitut søger praktikant for perioden august til december 2017. Vi har ansvar for Filminstituttets eksterne kommunikation – blandt andet via hjemmesiden dfi.dk, der har 135.000 unikke besøgende hver måned.
Ansøgningsfristen er den 30. april.

Fernisering / Fotografens blik / Teit Jørgensen

FERNISERING TORSDAG 6. APRIL KL.17-20 ‘Fotografens blik’

‘Stemningerne bryder igennem som toner, som erindringens smerte. Tænk dette lader sig se. Meget få fotografer når denne indsigt i simpelheden. De fleste frygter den faktisk og står på hovedet(…) Men ud af den fotografiske dokumentation, denne simpelhed, vokser stemninger uden ord(…) Teit Jørgensen er en dansk fotograf, der har samme registrerende og ejendommelige nøgternhed som Bernd og Hilla Becher, der registrerede tomme industribygninger i 1960’ernes Tyskland. Hans billeder er ikke demonstrative, men de har denne rolige udstråling. Teit Jørgensen er også filmfotograf og som sådan er han næsten mere enestående. Han har som filmfotograf fattet den grundlæggende simpelhed, som gør filmen til et billedkunstnerisk sted, udenfor litteraters og cineasters fatteevne.’ – Per Kirkeby

I anledning af bogudgivelsen ‘Per Kirkeby in Gronland’ præsenterer Banja Rathnov Galleri og Kunsthandel udstillingen ‘Fotografens blik’ af Teit Jørgensen fra 7. – 29. april 2017.
‘Per Kirkeby in Gronland’ er rigt illustreret med fotografier og filmstills taget og skudt af Teit Jørgensen.

I 1960’erne skrev Teit Jørgensen følgende i et gammelt skolehæfte: “Det værste der kan ske, er at mennesket ikke tæller.” Netop det har han i sit fotografiske virke forholdt sig til med et nysgerrigt og medmenneskeligt vågent øje, hvilket tydeligt afspejles i udstillingen Fotografens blik, som viser fotografier fra 1970-2005. Fotografierne er taget forskellige steder i verden og med forskellige formål og budskaber, men altid med en antropologisk interesse for mennesker og liv. Udstillingen giver som hele Jørgensens værk, et indblik i den verden vi lever i.

Find Facebook eventet her


Samme dag har vi fernisering på ‘Jeg ser på Krig’ af Mads Holm & Paula Duvå. Find Facebook eventet her

Fernisering / Jeg ser på Krig / Mads Holm & Paula Duvå

FERNISERING TORSDAG 6. APRIL KL. 17-20 ‘Jeg ser på Krig ‘

Fra 7. april – 29. april 2017 præsenterer Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel udstillingen ‘Jeg ser på Krig’ af Mads Holm & Paula Duvå.

‘Jeg ser på Krig’ er et samarbejde mellem billedkunstnerne Mads Holm og Paula Duvå. Udstillingen undersøger det at være en del af et samfund i moderne krig – at se på krig. Man ser på fremtidig militærtræning i Europa og på de daglige måltider, der indtages i et udrejsecenter i Danmark. Man ser ud på det omkringliggende og ind på hvordan det omkringliggende strukturerer de rum vi ser ud fra. Udstillingen er også en undersøgelse af hvordan krigsinstitutioners påvirkning af samfundet opleves i hverdagen, i kroppen, i maden, i måden hvorpå man ser og i tvivlen.

‘Jeg ser på Krig’ består af tekstdokumenter og fotografier. Fotografierne er optagelser af et militærtræningsområde i Nordtyskland, et kampfly, en horisont set gennem et flyvindue, et menneske i dyreudklædning, plasticposer og skrald i sollys på forsædet af en bil, juicebrikker symmetrisk placeret på hylden i Carrefour, supermand på gaden, et stort og brusende vandfald, et konserveret menneskeorgan, en bilmesse, et britisk kystvagtskib liggende ved hotel Blue Sea ved kysten i Mytilini på Lesbos, en tangofest, en torpedo på en dansk fregat, et telt brugt til at huse nyankommne asylansøgere i Næstved, et landskab set fra et passagerfly, infrastruktur, blomster, en højgravid mave, strejkende mænd på gaden, en sprungen airbag, appelsiner, en lysinstallation til formindskelse af jetlag i et passagerfly, kaktusplanter, en affaldspose indeholdende en tom vandflaske og appelsinskralder i et passagerfly, en udstilling om det ydre rum, dagens ret i Udrejsecenter Sjælsmark nord for København.

Udstillingen er støttet af Dansk Journalistforbund

Find Facebook eventet her

Samme dag har vi fernisering på ‘Fotografens blik’ af Teit Jørgensen. Find Facebook eventet her.

Studentermedhjælper Den Danske Scenekunstskole

Den Danske Scenekunstskole søger en studentermedhjælper, som kan hjælpe med en række spændende og udfordrende opgaver i den internationale afdeling. Stillingen er 15 timer om ugen med mulighed for ekstra timer i visse perioder.

Den Danske Scenekunstskole har i de senere år styrket den generelle internationalisering af skolens uddannelser og aktiviteter. Det betyder, at der er sket en kraftig vækst i antallet af internationale samarbejdsaftaler og aktiviteter, som f.eks. Erasmus+ studenter- og underviserudveksling og deltagelse i forskellige internationale projekter og netværk.
Vi søger derfor en student, som kan hjælpe med til de mange arbejdsopgaver (primært administrative), der er forbundet med det internationale arbejde.
Upload din ansøgning og CV via Ledige stillinger senest d. 27. april 2017

Open Studio med billedkunstner, Kristian Sverdrup

Open Studio med billedkunstner, Kristian Sverdrup, i SVKs største atelier, Turboladen, Wilders Plads 8E. I samtale med Matthias Borello fra Kunsten.nu

19. april 2017 kl. 16:30

I kraft af diagnosen, Cerebral Parese, har Kristian siden 2014 deltaget i en række toneangivende forskningsprojekter udført af Københavns Universitets Neuro- og Idrætsmedicinske Institut. I et nært samarbejde med studerende og forskere har Kristian indsamlet videnskabelige data til brug for sine egne kunstneriske studier. Med disse data har han, v.hj.a. EMG, MR-scanning, ultralydsscanning og biopsier, gjort sig selv til genstand for en større undersøgelse – en undersøgelse, der skal munde ud i en kunstudstilling. Videnskab og krop smelter sammen i kunsten og bliver en abstraktion over digitale afkodninger, der udfordrer selvportrættets klassiske form.

Kristian inviterer til et kig ind i arbejdsprocessen, der bl.a. involverer en skulpturel bænk, hvis formsprog refererer til en elektromyografisk måling – en spastisk impuls i hans ‘dårlige ben’, der således bliver til et møbel i menneskelig skala.

Kristian har fået bevilget et ophold i SVKs største atelier, fordi han skal udføre værker i stor skala til en soloudstilling hos Kunsthal Nord. Han arbejder i flere forskellige materialer og medier såsom træ, beton og maleri.

Tilmelding via tilmelding@nullsvfk.dk

Se mere: http://svfk.dk/event/mellem-forskningsprojekt-kunstnersubjekt

Visionssalon / Skønhed og Kropsangst

I anledningen af billedkunstner Stense Andrea Lind-Valdans udstilling KNEBEL inviterer Museumsbygningen i et samarbejde med Bikubenfonden, i dag torsdag d.30. marts kl.16.30, til Visionssalonen ‘Skønhed og kropsangst’.

Er kroppen blevet perverteret og som vores samtids “tempel” blevet til den rene overflade i jagten på perfektion og skønhed? Er begrebet skønhed blevet totalt forsømt? Hvor placeres den personlige dybde og integritet i skønhedsspektret? Og hvad dækker begrebet skønhed egentlig over – er du fx “grim”, værdiløs og svag, hvis det gængse skønhedsideal ikke er opfyldt?

Visionssalonen ‘Skønhed og kropsangst’ vil diskutere, om vi har mistet evnen til at elske os selv og vores kroppe, som de er, om skønhed, kontrol og kropsangst er blevet uadskillelige størrelser og hvilke alternative veje billedkunsten kan vise os ind i sanseligheden og kroppens æstetiske dimensioner.

Debatten ‘Skønhed og kropsangst’ tager udgangspunkt i billedkunstner Stense Andrea Lind-Valdans kunstpraksis. Stense Andrea Lind-Valdan udfordrer skønhedsfiksering og kropslig perfektionstanke i sin kunst. Hun bruger kroppen som en slags stempel i sin kunstneriske praksis. Hun maler med sin tunge, laver aftryk af sine kropsdele, maler med sine kropsvæsker: urin og menstruationsblod. Værkerne indbefatter alt fra performances, tusch og fotografi til video og tekst. Med udgangspunktet i kroppen er værkerne stærkt organiske med direkte forbindelser til krop og køn, og de beskæftiger sig ucensureret med begær, moderskab, sorg, dødsdrift, ytringskrænkelse og kærlighed.

Moderator:
Iben Maria Zeuthen – vært på portrætprogrammet ‘Det Næste Kapitel’, Radio24syv

Panel:
Stense Andrea Lind-Valdan – billedkunstner
Gudrun Hasle – billedkunstner
Peter Brandt – billedkunstner
Tine Byrckel – journalist ved Information
Jette Hye Jin Mortensen – performer og video-kunstner

Kom og deltag i debatten! Det er gratis, men grundet begrænsede pladser skal du melde dig til hos Banja Rantnov Galleri på museumsbygningen@nullgmail.com. Tilmelding er bindende.

Fakta:
Stense Andrea Lind-Valdan, født 1985, er MFA i 2011 fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor hun studerede maleri hos professor Tumi Magnusson på afdelingen for Maleri i det udvidede felt.

Siden 2012 har Stense Andrea Lind-Valdan arbejdet som kunstblogger og har skabt youshouldpopstuff.blogspot.dk, som kan betragtes både som en dokumenterende udstilling af enkelte værkserier og som et helt værk i sig selv. I maj 2015 havde Stense Andrea Lind-Valdan sin første store soloudstilling hos Banja Rathnov Galleri og Kunsthandel i Museumsbygningen på Østerbro.
Stense Andrea Lind-Valdan har modtaget legater blandt andet fra Akademiraadet og Statens Kunstfond og er indkøbt til Det Nationale Fotomuseums samling og af Statens Kunstfond.

Stense Andrea Lind-Valdan udgav i 2014 GØR DET ALDRIG og TRUE ART REMAINS ON THE SURFACE på Forlaget Sød tøs. I 2016 udgav Stense Andrea Lind-Valdan sammen med Ursula Andkjær Olsen, den illustrerede VI RUS SALVE på Gyldendal, som samme år blev præmieret af Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur.

Dato: i dag torsdag d.30.marts.17

Sted: Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel, Kastelsvej 18, 2100 KBH Ø

Tid: kl.16.30-18.30

Tilmelding: museumsbygningen@nullgmail.com


http://stenseandrealindvaldan.blogspot.dk/
KNEBEL udstilles fra d. 17.3-29.4.

PERFORMANCE – IEKE TRINKS & LILIBETH CUENCA RASMUSSEN

Performance med Ieke Trinks og Lilibeth Cuenca Rasmussen torsdag d. 30. marts kl. 19.

Kunstneren Ieke Trinks vil udføre sit afgangsprojekt One Performance Is Many Performances. Værket består af en monolog, hvor Trinks reciterer Lilibeth Cuenca Rasmussens erindring af sin performance Being Human Being, som fandt sted i Nikolaj Kunsthal i 2014. Lilibeth Cuenca Rasmussen vil være til stede ved opførelsen og deltage i den efterfølgende diskussion sammen med Janneke Schoene. Gratis entré.

Program:

Kl 19.00 Performance ved Ieke Trinks

Kl 19.30 Pause med mulighed for køb af drikkevarer

Kl 20.00 Diskussion ved Janneke Schoene, Ieke Trinks og Lilibeth Cuenca Rasmussen

Læs mere her!

//

Performance by Ieke Trinks and Lilibeth Cuenca Rasmussen, Thursday March 30th at 7pm.

The artist Ieke Trinks will present her final exam project One Performance Is Many Performances. The work consists of a monologue where Trinks recites Lilibeth Cuenca Rasmussen’s remembering of her own performance Being Human Being, which took place in Nikolaj Kunsthal 2014. Lilibeth Cuenca Rasmussen will be present at the performance and will participate in the following discussion together with Janneke Schoene. Free entrance.

Programme:

19.00 Performance by Ieke Trinks

19.30 Break, coffee is for sale

20.00 Discussion by Janneke Schoene, Ieke Trinks and Lilibeth Cuenca Rasmussen

Read more here!

FERNISERING V1 Gallery og Eighteen: Richard Colman (US) og Troels Carlsen (DK) på fredag 31. marts fra 17-22

På fredag den 31. marts er der fernisering på udstillingerne Misanthrope af Richard Colman (US) i V1 Gallery og Otherworld af Troels Carlsen (DK) i vores søstergalleri Eighteen. Det starter kl 17.

Du kan læse mere og tilmelde dig vores facebook-events her:

Opening: Richard Colman – Misanthrope

Opening: Troels Carlsen – Otherworld

Alle er velkomne. Fri entrè. Vi håber at se jer.

V1 Gallery og Eighteen