Dansk Byplanlaboratorium søger studentermedhjælp

Er du vores nye studentermedhjælp? En af vores dygtige studentermedhjælpere afleverer snart sit speciale. Derfor søger vi en afløser. Som studentermedhjælper hos Dansk Byplanlaboratorium arbejder du i spændende omgivelser med blandede faggrupper og andre studentermedhjælpere.

Arbejdsopgaver: Der er to hovedopgaver. Den ene er at være sekretær for Netværk for Yngre planlæggere, der er et fagligt inspirations- og debatnetværk for yngre planlæggere og andre, som beskæftiger sig med byernes udvikling. Som sekretær står du for praktisk afvikling af møder, udsendelse af nyhedsbreve, vedligeholdelse af hjemmeside mm. Den anden opgave består i at være med til at skrive teksterne til Byplanlaboratoriets ugentlige nyhedsmail. Derfor vil du indgå i Byplanlaboratoriets Web-team. Derudover vil der være forefaldende praktiske opgaver, så som deltagelse i udvalgte konferencer, kopiering og referatskrivning.

Kvalifikationer: Vi forventer, at du er rigtig god til skriftlig formidling, og at du ikke er bange for tekniske udfordringer. Derudover kræver jobbet, at du er systematisk og har orden i tingene. Vi ser gerne, at du har mindst et par år tilbage på dit studie, og interesse for byplanlægning vil være en stor fordel.

Arbejdstid: 15 timer pr. uge

Start: 1. december 2012. Derudover forventer vi at du efter nærmere aftale, starter med ca. 7 timer om ugen til oplæring i løbet af november måned.

Løn: Studentersats

Ansøgning: Mail ½ side og et CV til ehj@nullbyplanlab.dk snarest og senest 29.oktober

Yderligere oplysninger: Kontakt evt. den nuværende studentermedhjælp: Gry Olivia Christophersen eller Direktør Ellen Højgaard Jensen. Se kontaktoplysninger og læs mere om Dansk Byplanlaboratorium på www.byplanlab.dk

Danske sange i ny forklædning

Folkeuniversitetet, Det Kongelige Bibliotek og KU afholder d. 24/1 2013 et debatarrangement med titlen “Dansk identitet”. Forskellige eksperter vil give deres bud på, hvad dansk identitet er, og hvad fremtiden kan byde på for danskheden. I den forbindelse søger vi en sanger(inde) med akkompagnatør, som har talent og mod på at underholde ca. 400 mennesker i 20-30 minutter under overskriften “Danske sange i ny forklædning” eller lignende. Arrangementet finder sted fra 16.30 – 20 i Dronningesalen. Vi kan betale et moderat honorar til kunsterne. Hvis du er interesseret, så skriv til hagelund@nullhum.ku.dk inden d. 22/10, så vender vi tilbage i uge 43.

Praktik hos Galerie Birch STILLINGEN ER BESAT

Galerie Birch søger en praktikant til arbejde med galleriets arkiv. Vi tilbyder en lønnet praktikstilling á tre måneders varighed.

Om din primære arbejdsopgave:

– elektronisk indregistrering af historisk katalogmateriale, primært fra 1946-1960, samt pressemateriale og løse dokumenter

– dublikering af materiale

– andet arkivrelateret arbejde vil forekomme, hvilket du vil blive præsenteret for løbende

Du vil indgå i galleriets faste team og være i tæt dialog med vores personale om dine arbejdsopgaver.  Samtidig får du et unikt indblik i en travl hverdag for et dansk baseret internationalt galleri for moderne kunst, der har sin hovedvægt på Cobra-malerne.

Du er:

– vi sætter stor pris på personligt engagement og at du selv bidrager med forslag til, hvordan opgaver løses

– vi lægger vægt på at du arbejder struktureret og metodisk med opgaver

– vi forventer at du har gode læsefærdigheder og kan danne dig et overblik over varieret tekstmateriale på begrænset tid

– det er en stor fordel, hvis du i forvejen har erfaring med eller kendskab til digitalisering af arkivrelateret materiale

Send et kort CV samt en kortfattet beskrivelse af dig selv til Laura Goldschmidt på mail: lg@nullgaleriebirch.com

Hvis spørgsmål er du velkommen til at ringe fra på tirsdag d. 16. oktober på telefon: 3311 1652 i tidsrummet 11-17

FRIVILLIG PÅ WUNDERGRUND

KØBENHAVNS MARKANTE MUSIKFESTIVAL

Vær med på holdet bag Wundergrund 2012, som rammer byens spillesteder fra 26. oktober-4. november. Vi søger frivillige, der vil være med til at afvikle nogle af festivalens over 30 koncerter og forskellige events på tværs af genrer og kunstmiljøer. Udover koncerter, du oplever, mens du arbejder, får du også gratis adgang til en koncert pr. vagt.

Arbejdet består i at hjælpe med at løse opgaver som:

  • Bandcare
  • Billetsalg
  • Barsalg
  • Distribuering af PR-materiale
  • Oprydning, nedrig o.l.
  • Netværksskabelse
  • Nye idéer på venues


Har du lyst til at blive en del af årets Wunderteam, så send os navn, kontaktoplysninger og evt. lidt info om dig selv og ønsker mht. arbejdsopgaver. Infomøde afholdes i uge 43. Mail til: lasse@nullsnyk.dk

Wundergrund: 10 dage med eksperimenterende musik for 7. år i træk
www.WUNDERGRUND.dk

Filmmagasinet Ekko søger hjemmesideskribenter

Filmmagasinet Ekko har givet sin hjemmeside en tiltrængt grafisk overhaling. Vi benytter lejligheden til også at opruste på indholdssiden og søger derfor filmentusiastiske, talentfulde skribenter, der kan bidrage med nyheder, interviews og anmeldelser.

Ekkos hjemmeside er et supplement til det fysiske magasin med vægt på det dagsaktuelle filmstof, der både henvender sig til cineaster, filmnørder, branchefolk og alment kulturinteresserede.

På det nye site vil vi anmelde ugens premierefilm, og vi vil bringe endnu flere nyheder fra den danske og internationale filmverden. Som fast hjemmesideskribent skriver du to-fire tekster om måneden. Hver anden uge deltager du i et redaktionsmøde, hvor du pitcher idéer og får opgaver. Du skal dog også være frisk på indimellem at springe til med kort varsel, hvis en historie pludselig opstår.

Du behøver ikke have set hele årets iranske filmudbud, men du skal have en solid filmviden og brænde for feltet. Du må meget gerne have praktisk erfaring med at skrive i forskellige journalistiske genrer, men det vigtigste er, at du kan svinge pennen, så læserne bliver engageret og udfordret. Du skal kunne byde ind med originale holdninger og personlige vinkler.

Der vil være et symbolsk beløb for visse artikler, men det skal være lysten, som driver værket.

Send to-tre eksempler på tekster, du er stolt af at have skrevet, til chefredaktør Claus Christensen på cc@nullekkofilm.dk. Inkluder gerne både en anmeldelse og en tekst i en anden journalistisk genre. Fristen er fredag 12. oktober kl. 12.

Kunstbloggen YoungInArt søger skribenter

Hej,

Mit navn er Tanja, og jeg skrev herinde for ca. en måned siden, men da det var sommerferie, tænkte jeg at jeg ville skrive en gang mere. Jeg har nemlig startet en kunstblog for unge, som hedder YoungInArt. Den er kun tre måneder gammel, men målet med den er, at skrive til andre unge om forskellige kunstudstillinger, og måske inspirere dem, der normalt ikke lige interesserer sig for kunst til at blive mere nysgerrige og interessede i at besøge diverse kunstudstillinger. Det skal være ung til ung.Det kan være alt lige fra malerier, fotografier, design til performance kunst. Kunstbloggen skal ligeledes også indeholde interviews med forskellige kunstnere.

Indtil nu har jeg selv skrevet om de kunstudstillinger jeg besøger, men jeg leder efter passionerede og kunstinteresserede unge, som kunne have lyst til at skrive et indlæg på bloggen. Det kan være alt fra et enkelt indlæg til flere- alt efter behov og lyst. Det er frivilligt og ikke-lønnet, men gratis pr og mulighed for at formidle sin interesse til andre. Man binder sig ikke for flere indlæg. Har man lyst til kun at skrive ét, så vil det være fint.

Det vil være en oplagt mulighed for jer at vise unge, som nødvendigvis ikke er så kendte i kunstens verden, at få videreformidlet en kunstudstilling på en appetitvækkende, interessent og sjov måde.

Selv studerer jeg litteraturvidenskab, men har siden jeg var lille, haft kunsten tæt inde på livet. Hvis der er nogle, der skulle have lyst til at være kunstblogger på YoungInArt, må I meget gerne skrive et brev til mig inde på YoungInArt´s facebookside.

Kunstbloggen kan findes på www.younginart.dk

Jeg ser frem til at høre fra jer :)

 

Studentermedhjælp til Samlings- og Forskningsafdelingen på SMK søges

 

SMK søger student til Samlings- og Forskningsafdelingen

Statens Museum for Kunst (SMK) søger en studentermedarbejder til Samlings- & Forskningsafdelingen med tiltrædelse ultimo september 2012 eller snarest derefter.

Du vil få mulighed for at assistere inspektørerne i Maleri- og Skulptursamlingen med de daglige museale opgaver primært i forhold til samlingen af Dansk og Nordisk kunst 1750-1900 og Dansk og International kunst 1900-1960.

Samlings- og Forskningsafdelingen har ca. 25 medarbejdere tilknyttet og består af Den Kongelige Maleri- og Skulptursamling, Den Kongelige Kobberstiksamling og Den Kongelige Afstøbningssamling. Afdelingen har til formål at udbygge samlingerne gennem nyerhvervelser, at registrere kunsthistoriske data, at forske i kunstværkerne og kunstnerne i museets samlinger samt at formidle forskningen i forbindelse med udstillinger og publikationer.

Arbejdsopgaver

Dine arbejdsopgaver vil hovedsageligt være følgende:

  • Samlingspleje, herunder registrering i database
  • Besvarelse af telefoniske og skriftlige, kunsthistoriske forespørgsler
  • Eventuel assistance i forbindelse med udstillingstilrettelæggelse

Opgaverne løses i tæt samarbejde med museumsinspektørerne og de to andre studentermedarbejdere i Maleri- og Skulptursamlingen.

Kvalifikationer

Vi forventer, at du har gennemført 1-1½ års universitetsstudier i kunsthistorie og er i gang med fortsatte studier inden for faget.

Det betyder meget, at du er fleksibel og har gode samarbejdsevner i et miljø, der er præget af engagement og høj faglighed.

SMK ønsker en medarbejdersammensætning, som afspejler det omgivende samfund, og opfordrer derfor alle kvalificerede uanset køn, alder, religiøs og etnisk baggrund til at søge jobbet.

Hvis du får tilbudt stillingen, skal du fremvise en straffeattest.

Løn- og ansættelsesvilkår

Ansættelse sker i henhold til organisationsaftale mellem Finansministeriet og HK/STAT for kontorfunktionærer mfl.

Aflønning sker i henhold til organisationsaftalens timeløn for studerende.

Arbejdstiden er i gennemsnit 12,5 timer om ugen (fordelt på skiftevis 2 og 3 dage à 5 timer om ugen).

Arbejdsstedet er Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50, 1307 København K.

Tiltrædelse ultimo september 2012 eller snarest derefter.

Ansøgning mv.

Du søger jobbet via vores e-rekrutteringssystem på SMKs hjemmeside www.smk.dk, hvor du under “jobs” følger anvisningerne.

Du modtager en automatisk udsendt mail som kvittering for vores modtagelse af din ansøgning mv.

Vi skal have modtaget din ansøgning mv. senest den 10. september 2012.

Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 38 formentlig den 19. september.

Om SMK

SMK er en statsinstitution under Kulturministeriet og er Danmarks hovedmuseum for billedkunst. Se mere på www.smk.dk.

Spørgsmål

Har du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte studentermedarbejderne i Maleri- og Skulptursamlingen på tlf. 3374 8545 i tidsrummet kl. 10.00-12.00 alle hverdage.

OMVISERE PÅ THORVALDSENS MUSEUM

Thorvaldsens Museum søger omvisere til snarest at indgå i det faste omviserkorps.

Museets omvisere forestår bestilte omvisninger for kunstforeninger og andre voksengrupper. Derudover vil der i skoletjenesteregi også forekomme omvisninger for børn og unge – primært gymnasieklasser.

Du skal være kunsthistoriestuderende, helst allerede have færdiggjort de første to år af studiet og kunne påtage dig omvisninger på minimum dansk og engelsk. Vi forventer, at du har kendskab til perioden, og at du som person er engageret. Du skal også være fleksibel, da bestilte omvisninger både kan falde på hverdage og i weekenden.

Ansøgningen sendes pr. mail til:
william.gelius@nullthorvaldsensmuseum.dk

Eller pr. post til:
Thorvaldsens Museum
Bertel Thorvaldsens Plads 2
1213 København K
att.: William Gelius, mus. insp.

Vedlæg venligst dokumentation for studieaktivitet, beståede eksamener samt et CV.

ANSØGNINGSFRIST: Mandag den 17. september, kl. 12

Kulturskribenter // kulturspottere søges!

Kulturskribenter // kulturspottere søges!

Har du styr på grammatikken, skriver du som en journalist/forfatter, og har du god og bred viden om enten teater/dans, musik, film, kunst og/eller litteratur?

Nyt online kulturmagasin der primært stiller skarpt på de mindre eksponerede kræfter inden for kulturen i hovedstadsområdet – med plads og hjerterum til også spændende indslag i provinsen.
Din opgave vil være at spotte, hvad der sker på ovennævnte kulturområder – og at skrive omtaler, anmeldelser, interviews, artikler og portrætter.

Løn kan vi desværre ikke tilbyde, men vi kan derimod tilbyde dig god erfaring i praksis og på cv’et, medindflydelse, oplevelser samt netværk og kontakter.

Er du god til at spotte, hvad der sker indenfor ovennævnte kulturområder? Kan du vinkle, og har du nogenlunde styr på de journalistiske værktøjer/redskaber? Så skynd dig at sende en mail med et par ord om dig selv samt et eksempel på en omtale + anmeldelse – og gerne en længere tekst som artikel/interview, hvis du noget liggende fra tidligere.

Vi glæder os til at høre fra dig!
De bedste hilsner
Kulturage
redaktion@nullkulturage.dk