Live Out Loud

Ny poetisk og multimedial koncertforestilling af Aida Nadeem

Medvirkende: Xenia Lach-Nielsen, Bassem Hawar, Saad Thamir, Casper Øbro

Den 27. – 30. oktober 2010, ons-fre kl. 20.00 og lør kl. 17.00

Københavns Musikteater, Kronprinsensgade 7, 1114 Kbh K / www.kobenhavnsmusikteater.dk

Hvor jeg kommer fra, sprænger bomberne den ene dag; den næste er der bryllup. Med de ord beskriver irakiskfødte Aida Nadeem virkeligheden i sit hjemland og virkeligheden, som hersker i Live Out Loud. Koncertforestillingen inviterer publikum indenfor i et poetisk univers befolket af Mellemøstens mest kontroversielle kvindelige digtere og viser, hvordan kvinderne håndterer bomber, bryllup og spændingsfeltet derimellem. Kort sagt livet, som de griber og lever – højt og tydeligt.

Aida Nadeem er forud for Live Out Loud gået på opdagelse i Mellemøstens bogreoler og præsenterer med koncertforestillingen en musikdramatisk fortolkning af en række udvalgte arabiske digte. Digtene er skrevet af otte kvinder – herunder den prisbelønnede Joumana Haddad – som med stærke stemmer kæmper for det, de har kært: For lidenskab og ligestilling, for åndelig frihed og fred. Teksterne er ikke tidligere udgivet i Danmark. Koncertforestillingen byder derfor på et helt eksklusivt møde med kvindernes tanker og følelser, som publikum uanset køn og etnicitet i høj grad vil nikke genkendende til. Netop muligheden for forståelse trods forskellighed udgør et centralt undersøgelsespunkt. For hvilke sammenstød og hvilke højere enheder opstår, når arabiske kvarttoner møder skandinaviske harmonier? Når kærlighed og længsel oversættes fra arabisk, til engelsk, til dansk? Når digterens ord møder en verden fuld af bomber og bryllup? Live Out Loud svarer med smil på læben, blanke øjne og knyttede næver.

Koncertforestillingen foregår på arabisk/engelsk. De engelske oversættelser af digtene er lavet til lejligheden. Programmet, med fuld gengivelse af digtene på begge sprog, er gratis og tillader publikum at fordybe sig i det lyriske univers på egen hånd.

MEDVIRKENDE

Komponist: Aida Nadeem. Sang, performance: Aida Nadeem, Xenia Lach-Nielsen. Musikere: Aida Nadeem (electronica, fagot), Bassem Hawar (violin, djoze), Saad Thamir (perkussion). Videokunster: Casper Øbro. Iscenesætter: Mette Hornbek. Lysdesigner: Nuno Neto. Lydtekniker: Jacob Andersson. Litterær kurator: Sawsan Darwaza. Scenograf: Nynne Moe. Kostumedesigner: Siri Vilbøl. Produktionsassistent: Malene Tabart. Producent, PR-ansvarlig: Eva Steen Nordhagen. Digtere, som har været så venlige at låne forestillingen ord: Rita Awda (Palæstina), Joumana Haddad (Libanon), Hala Mohamed (Syrien), Joumana Mustafa (Jordan), Dalia Riad (Irak), Fadwa Touqan (Palæstina), Lamiaa Abbas Ummarra (Irak), Rana Jafer Yasin (Irak/Egypten).

BILLETTER

Løssalg: kr. 120,-/Unge u. 25: kr. 50,-/Gruppe, voksne (min. 8): kr. 100,-/Gruppe, unge u. 25 (min. 6): kr. 35,-/ +Kunde: kr. 65,-

For at opnå grupperabat kan billetterne reserveres hos producent Eva Steen Nordhagen på T: 6110 1130

Reservation kan også ske hos Københavns Musikteater på T: 3332 5556 (hverdage 13-15) / E: billet@nullkobenhavnsmusikteater.dk

SIDEARRANGEMENTER

Tre af digterne er i forbindelse med premieren på Live Out Loud inviteret til København. Således vil de internationalt anerkendte digtere – Joumana Haddad, Hala Mohamed og Rana Yafer Jasin – forud for premieren den 27. oktober læse op på deres modersmål, arabisk. Den dansk/iranske forfatter Shadi Angelina Bazeghi reciterer efterfølgende digtene på dansk (oversættelsen er lavet til lejligheden), mens den dansk/irakiske violinist Naser Al Harbi akkompagnerer. Den 28. oktober kl. 19.30-21.00 slår Taastrup Teater dørene op for en udvidet udgave af samme arrangement. Digternes besøg og begge arrangementer er støttet af CKU.

OM AIDA NADEEM

Aida Nadeem er blandt Danmarks mest mærkbare kvinder inden for fusionsmusik. Hendes skoling er klassisk, hendes inspirationskilder som komponist kakofoniske: Arabisk folkemusik er lyden af hendes opvækst. En hårdtpumpet undergrundsscene er lyden af hendes videre vækst i Vesten. Disse strømninger såvel som Aida Nadeems vilkår som politisk flygtning – længslen efter Mellemøsten og inspirationen fra Vesten – udgør hjørnestenene i et grænsebrydende musikalsk univers, hvor orientalske lydflader leger tagfat med elektroniske beats.

Live Out Loud er støttet af Statens Kunstråds Aktualitetspulje, Bikubenfonden, KODA-DRAMATIK, Nordea-fonden, Sonning-Fonden og Wilhelm Hansen Fonden.

Har du lyst til at blive en del af Studenternes Galleri?

Kære studerende ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab!

I har muligvis allerede stiftet bekendtskab med Studenternes Galleri der har til huse på Det Humanistiske Fakultetsbibliotek. Studenternes Galleri udstiller kunst skabt af universitetsstuderende ved Københavns Universitet. Galleriet har siden september 2009 haft tre udstillinger arrangeret og kurateret af Ida Oline Frandsen, Laura Kirstine Albeck, Asta Meldahl Lynge og Andreas Mandrup.

Det er nu blevet tid til et generationsskifte blandt arrangørene, og vi søger engagerede studerende der ønsker erfaring med bl.a. kuratering, kunstformidling og galleridrift. Vi forestiller os et lille team på 3-5 personer med forskellige kernekompetencer så som webdesign, kuratering, formidling og eventplanning.

Har du lyst til at være en del af Studenternes Galleri og forme dets udvikling de næste 1-2 år, eller har du yderligere spørgsmål så skriv til studenternesgalleri@nullhum.ku.dk.

Kærlig hilsen

Laura og Ida

(www.studenternesgalleri.dk er imidlertid ude af drift og forventes tilgængelig snarest).

TRANEFILM: Pier Paolo Pasolini: Saló eller 120 dage i Sodoma

TRANEFILM: Pier Paolo Pasolini: Saló eller 120 dage i Sodoma

Tirsdag d. 12. oktober kl 17 er der mulighed for at se Pasolinis kontroversielle film Saló eller 120 dage i Sodoma.

Filmen introduceres ved Lilian Munk Rösing, forfatter, kritiker og lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.

Salò o le 120 Giornate di Sodoma (Salò eller de 120 dage i Sodoma), ofte benævnt Salò, er et kontroversielt italiensk drama fra 1975 skrevet og instrueret af den italienske instruktør Pier Paolo Pasolini. Filmen er baseret på bogen The 120 Days of Sodom af Marquis de Sade og skildrer gennem sine lange scener intenst grafisk vold, sadisme, seksuelt fordærv og psykisk tortur, som et metaforisk billede på datidens tyranniske fasicme i 1940-ernes Italien.

Saló ansås i sin samtid som særdeles kontroversiel og blev forbudt i flere lande. Det var også Pasolini sidste film, da han blev myrdet kort før Salò blev frigivet.

Filmen vises som et TRANEFILM-arrangement i forbindelse med Peter Brandts Traneudstilling I Died In Italy But No One Knows It, der gennem billeder og lyd skildrer lignende retrospektive reflektioner omkring traume og menneskelig nedværdigelse, som efterveer på et voldsoverfald. Læs mere om Peter Brandts udstilling på www.genbib.dk

Lilian Munk Rösing, forfatter, kritiker og lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, introducerer filmen og præsenterer dens historiske kontekst, referenceapparet og symbolsprog.

Sted: Gentofte Hovedbibliotek (Øregaardssalen), Ahlmanns Allé 6, 2900 Hellerup.

Entré 40 kr. – betales ved indgangen.

TRANEFILM: Pier Paolo Pasolini: Saló eller 120 dage i Sodoma

stadig ledige pladser

Savner du også muligheden for på dit studie at afprøve teorier og egen faglighed i kunstneriske processer?

Så har du nu muligheden gennem et workshopforløb over 3 eftermiddage i oktober.

Scenekunstner Sara Hamming er ’artist in residence’ på Teater- og performancestudier henover efteråret, og i den forbindelse har vi indledt et workshopsamarbejde med hende og dramaturg Laura Luise Schultz omkring forestilling Ensomhedens anatomi. Projektet beskæftiger sig bl.a. med ensomhedsforskning og behandler-/patientforholdet sat i relation til forhandlingen mellem performer og publikum.

Forløbet giver mulighed for at udforske performative og dramaturgiske positioner samt research-baseret praksis udfoldet gennem konkrete opgaver. Undervejs vil relevant teori inddrages i en gensidig reflektorisk proces.

Workshops:  8., 14. & 29. okt., kl. 14.30 – 17.30.

Sted: Multisalen

OBS! Tilmelding er nødvendig og foregår på kollaboratoriet@nullgmail.com senest d. 6. okt. Har du spørgsmål til projektet er du også velkommen til at skrive til os.

Ensomhedens anatomi spiller fra d. 15.-20. november på KUA.

 Hilsen Kollaboratoriet og Sara Hamming

Kollaboratoriet er en gruppe kandidatstuderende på Teater- og performancestudier, der er i gang med at udforske samspillet mellem teori og praksis.

Supermen of Malegaon, af Faiza Ahmed Khan

HUSK at det er nu på søndag at man kan se eller gense den fantastiske dokumentarfilm, Supermen of Malegaon.!

Til alle dem som ikke kunne nå at se filmmen i My World Images festivalen er der nu mulighed for at se eller gense den fantastiske dokumentarfilm, Supermen of Malegaon, og være med bag kulisserne i Faiza Ahmad Khans uimodståeligt morsomme og varme ’making of’, der vidner om filmmediets forføreriske tiltrækning og universelle popularitet.

Malegaon, en lille by gemt væk i nærheden af hjertet af Indien, er trængt at lokale spændinger og er under hårdt økonomisk depression.
For at undslippe den barske virkelighed, søger dens ibdbyggere tilflugt i den fantastiske verden af film. Denne passion har ansporet en gruppe af biograf-entusiaster til at lave deres egne film –quirky, lavbudget, socialt bevidste og sjove parodier af Bollywood film. Deres ambition er vokset og nu er de klar til at tage fat på Hollywood og Superman.
Vi følger dem på denne rejse. Til tider sjov, tragisk, kontemplativ. Altid varm og engagerende. Og som filmen begynder at tage form, gennem ordninger og fremgangsmåder, der er sublimt geniale, simpelthen bizarre og rent hysteriske, opdager vi også langsomt Malegaon selv. Et mikrokosmos, der udtrykker og afspejler kompleksiteten i en moderne lille by Indien. Hvor det moderne og det traditionelle smelter sammen, hvor ekstrem fattigdom og ekstrem rigdom er naboer, forvirrende i sin mangfoldighed, fanget i self-made skæbner, med en ånd, der aldrig kan besejres. Filmen er en hyldest til den ånd, som gør det muligt, for supermennesker fra Malegaon at lave Malegaon’s Superman.

Filmen vil blive introduceret af Satyadev Barman (DK / India).

OBS-Begrænset antal pladser, så husk at komme i godt tid.
Dørene åbnes en halv time før arrangementet. (først til mølle princippet)

Et øjeblik i Bredgade…

" Et øjeblik der blev ved"

ET ØJEBLIK I BREDGADE.

Annette Wier ” Et øjeblik der blev ved”

Fernisering fredag d. 1 oktober 15 – 19

Udstillingsperiode 1 oktober til 23. oktober

Med soloudstillingen ”ET ØJEBLIK DER BLEV VED” sætter Annette Wier fokus på skitsen som redskab til at belyse vigtigheder og hændelser som vi mennesker har en evne til at glemme i hverdagens travlhed.

Byen og rummet er ubønhørligt forbundet med mennesket samt den menneskelige eksistens. Den danner ramme om et mylder af mennesker der færdes, mødes, grupperer sig, for derefter at spredes og mødes i nye relationer. Annette Wier ønsker at fastholde øjeblikket og samtidig beskrive flygtige stemninger og indtryk. Tidsbegrebet perspektiveres, således at vi fornemmer det som er hændt og dog stadig er. Derved opnår vi en højere erkendelse og bevidstgørelse af tingenes tilstand.

”Et øjeblik der blev ved” hentyder til alts foranderlighed samt sammenhængen mellem de helt små og de helt store værdier.

Mellem linjerne opstår rummet hvor mange lette lag af farver danner en organisk transparent kulisse til de hændelser der udspiller sig og vi løftes ind i en verden af sanselighed og poesi.

Velkommen

Bredgade Kunsthandel

Bredgade 69

1260 K

www.bredgade-kunsthandel.dk

En Anden Verden 3.0

 

Med teknologien som medspiller har kunst-gruppen Birds Walk skabt en moderne forestilling, om den virkelighedsflugt vi alle gør brug af. EN ANDEN VERDEN spillede på VILDSKUD festivalen i august og er blevet udvalgt som Pletskud af arrangørerne. Derfor spiller den igen 29. september – 1. oktober 2010 i teaterHUSET.

”At skrive er en flugt fra denne uudholdelige virkelighed” – Tove Ditlevsen.

Forestil dig teknologien som medspiller, fugle der flyver i slowmotion, en 70-årig transvestit og Andy Warhol- inspirerede screen tests. Birds Walk arbejder i EN ANDEN VERDEN med en dualistisk tilgang til virkeligheden. Krop og video transformeres gennem en leg med mediet, og tilslører hvad der er virkeligt, og hvad der er iscenesat.  – Hvor virkelig er din virkelighedsflugt? Forestillingen bliver skyggestolket som en integreret del af krop og video.

 

EN ANDEN VERDEN spiller 29. september, 30. september og 1. oktober 2010. Alle dage kl 19:00 på Planeten i teaterHUSET, Rådhusstræde 13, 1466 Kbh K

Billetbestilling og information: www.vildskud.dk

Koncept/scenografi/musik: Birds Walk

Performer: Ove Larsen, Kim Wrang Henriksen og Lisa Bregneager Larsen

Tegnsprogstolke: Marie Sjølund og Bolette Bjerre

Se mere på: www.birdswalkgroup.wordpress.com